Dagens Julegæst - 5 dec

1. Navn: Mit webalias Eeyorenyk har hængt ved i mange år efterhånden og det er nok sådan de fleste kender mig på nettet. Men i virkeligheden hedder jeg Katja.

2. Blog: www.cautious.dk

3. Hvordan er dit forhold til julen?
Det er ret blandet, for det kommer an på om vi snakker julen som helhed eller julen mere privat.

Helt generelt så elsker jeg julen. Det er min yndlings højtid på hele året; hyggen, stemningen, julekagerne, al pynten, de levende lys i stuen, julekalendere på tv-skærmen i hele december og en masse juletraditioner.

Dengang jeg var barn havde min familie en tradition om at skiftes til at holde jul. Hvert år gik det på omgang mellem tre forskellige huse og når vi havde været alle tre værter igennem, startede vi forfra. På den måde skulle man kun lægge hus til og betale for ”gildet” hver tredje år og det fungerede ret godt. Julegaverne var til børn under 18 og med et maksimum på 200 kroner pr. stk. Det var dengang hvor man, hvis man så fik en cd man havde ønsket sig, ikke fik andet end dén.

Men så flyttede min familie til den anden ende af landet og dén tradition begyndte at gå i opløsning - Og i løbet af de næste par år blev julen mere end pligt, et stressmoment og noget irriterende, fordi planen altid ændrede sig tusinde gange og alligevel altid skiftede kurs d. 23. december fordi min mors mand fik en ”fiks ide”. Så efterhånden som jeg blev ældre, blev voksen og flyttede hjemmefra, begyndte jeg at være mere rodløs med julen. Min familie splittedes og det var svært at samle bare halvdelen lige pludselig. Det er også dér vi stadig er i dag. Noget af min familie holder jul sammen og min mor og hendes kæreste kommer ikke. Og jeg står i midten og ville sådan set gerne være sammen med dem alle sammen. Men kan ikke vælge kun at være sammen med min mor, så længe det skal være hos hende, for de ryger så meget at jeg ganske enkelt ikke kan trække vejret i deres hjem.

Status er at jeg stadig elsker december måned. Jeg går højt op i at mit hjem er julepyntet fra slutningen af november og at der står dekorationer med både adventslys og kalenderlys. Jeg elsker min julesok (med Æsel på) og at sætte min stjerne i køkkenvinduet. Jeg elsker alle dekorationerne, julemusikken og traditionen hvor jeg og min bedste veninde mødes og julebager og julehygger en hel dag. Jeg elsker julemaden og masser af hygge med lidt godter, god stemning og levende lys. Men juleaften? Jeg har ikke noget imod den, men den er (desværre) ikke fyldt med den magi jeg husker fra barndommen. Jeg ville ønske at den var det …

4. Hvor skal du holde jul i år?
I år ser det pt. ud til at jeg skal holde jul med min tante og onkel + deres datter. Samt min mormor og morfar. Det tror jeg såmænd godt kan blive hyggeligt. :)

5. Hvad er dit største julegaveønske?
Hmm … Den var straks værre. Det ved jeg faktisk ikke. Mine store ønsker i år har alle haft at gøre med min USA-rejse og der har jeg fået alle mine ønsker opfyldt og flere til. Det er jeg usigeligt taknemmelig for, selvom jeg jo sådan set selv har betalt det. Mine største ønsker her til jul må vist blive en stak forskellige DVD’er (blandt andet Men in Black 3) samt nogle forskellige ting til køkkenet - Som jeg faktisk allerede nu ved at jeg får. Jeg har blandt andet ønsket mig et solidt skærebræt i træ, en ny pande og nye glas. Det er lidt ”kedelige” ønsker, men jeg mangler det og hader at bruge penge på den slags selv. Det ér bare ikke fedt at smide en måneds lommepenge i én butik og så kun gå derfra med et stykke træ til at skære kød på. ;)

6. Håber du på sne i december?
Altid! Jeg elsker sne, så længe det bare daler og er hvidt og blødt. Men så snart det bliver farvet eller der også er is, så hader jeg det som pesten og vil allerhelst blive indendørs.

7. Går du meget op i at pynte dit hjem/værelse op til jul?
Haha. Det har jeg vist allerede svaret godt på, at jeg gør. Det er vist noget der ligger til familien. Jeg husker, fra da jeg var lille, at min mormors hjem altid var julepyntet overalt. Om det så var i brusekabinen var der fandeme en nisse et eller andet sted. Haha. Vi har altid mobbet min mormor lidt godmodigt med at hendes hjem overgik Magasin. Med årene, som hun er blevet ældre, og vi holdt op med at holde jul hos dem sådan rigtigt, så er der dog blevet lidt mindre pynt. Nu vælger hun noget af det og pynter op med mådehold. Men jeg elsker stadig julepynt. Hvert år i november ser jeg frem til at finde julepynten frem og hygge mig en hel eftermiddag med at sætte det op rundt omkring.

8. Hvad glæder du dig allermest til juleaften?
Maden! Da man var barn var det selvfølgelig gaverne, og jeg elsker stadig gaverne. Det ligger jeg aldrig skjul på. Jeg elsker at give gaver og jeg elsker at få gaver. Jeg elsker at pakke dem pænt og ind og se alle farverne og charmen under juletræet. Men derudover elsker jeg altså også virkelig maden. Jeg elsker at sidde og smovse godt og grundigt i and, flæskesteg, kartofler og rødkål, lækker sovs og kartoffelchips … Marcipankonfekt, hjemmelavede småkager og brændte mandler … Uhm - Det hele simpelthen!

9. Har I nogle faste juletraditioner? (Fortæl gerne)
Ikke rigtig længere. Ikke i forhold til juleaften. Som regel mødes vi stadig sidst på eftermiddagen og så ser vi Disneys juleshow sammen, mens maden står og passer sig selv i ovnen og der ryger lidt godter indenbords, man åbner den første flaske rødvin og sodavand og lysene bliver tændt rundt omkring. Maden er altid helt efter de danske traditioner og standarder, og gaveudpakning er også altid efter samme mønster; den yngste i selskabet vælger én gave af gangen og så kigger man på at den bliver åbnet, inden man går videre til den næste. Sådan har vi altid gjort det - Og det var sådan vi unger lærte at være mere tålmodige og glæde os over hver enkelt ting, i stedet for at det endte i ét stort rod.

10. Har du en kreativ juleidé du gerne vil dele?
Hmm … Lav dine egne godter! Det lyder så husmoragtig, men jeg har i flere år nu ikke købt andre færdige julegodter end brændte mandler og Toms snebolde. Sidstnævnte fordi man ikke kan lave en tro kopi selv og førstnævnte fordi jeg foretrækker de købte brændte mandler fra en lille bod, fremfor dem jeg kan lave selv. Til gengæld sværger jeg til at alle småkager skal være hjemmebagte og jeg rører ikke færdiglavet marcipankonfekt med en ildtang.

11: Har du en julehilsen du gerne vil give ud?
Jamen, jeg kan da benytte lejligheden til at ønske alle læsere, alle bloggere og alle andre en rigtig fantastisk glædelig jul. Jeg håber at uanset hvordan I holder jul, så bliver den hyggelig og som I ønsker jer den. At I får de gaver I nu måtte ønske jer, og at I får en fantastisk aften og jul anno 2012. :)



Og se lige hvem det heldige asen (Katja) har fået lov til at pille ved. Er SLET ikke misundelig. *Host*Host* Jo faaaaan' jeg er misundelig. :P
- GiZmo

2 kommentarer:

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)