Juletagging - Noget der giver dig et smil på læben

Der er faktisk ret mange ting der får mit smil frem på læben. Nok mest inderst inde, men smilet er der.

Hygge i sofaen under et tæppe med en kop varm kakao/te
Det er noget jeg efterhånden giver mig selv ret meget tid til, da det er noget jeg virkelig har brug for. Når jeg har brug for at koble af fra alt det hektiske i hverdagen. Tænke på noget andet end alle de daglige problemer der presser på. Når jeg har brug for noget alenetid og se lidt serier. En del har vist sig at have et problem med at jeg har brug for så meget alenetid, men det er altså ikke noget jeg har tænkt mig at ændre på. Det er noget der gør mig glad og det er min måde at lade op på så jeg igen er klar til at skulle sidde og smile og virke okay overfor andre mennesker.

Når jeg bliver værdsat for den jeg er
Jeg har forandret mig en del de sidste par år. Og det kan måske være lidt svært at håndtere for folk der ikke kender mig. Men når folk kan lære at acceptere mig for den jeg er med alle de følelser jeg sidder med udenpå tøjet og de ting og oplevelser jeg har med i bagagen, så bliver jeg glad.

Sne
Jeg kan jo godt lide at det er lidt koldt og at der er frost i luften da jeg så ikke dør af varme. Og så er sne jo bare super smukt at se på. Hvert år til vinter glæder jeg mig til at der ligger sig et blødt dunlag af glitrende sne på alle overflader. Frosten kan også få den mest kedelige natur til at blive smuk.
Og så elsker jeg jo at tage billeder af det skønne fænomen, så det er også en ting der giver mig et smil på læben.

Sjove billeder
Det er alt fra dyrebilleder til folk på billeder. Jeg er lidt træt af at det hele skal være så perfekt og alle smider glansbilleder op på nettet. Hvorfor ikke smide tøjlerne og tage nogle sjove billeder? Billeder hvor man tør være grim og tosset? Dét er især noget der kan give et smil på læben. For så føler jeg at jeg ikke er alene om galskaben. (:

Når fremmede folk på gaden hilser på forbivejen
Det er især noget folk gør her i Faaborg om morgenen og om aftenen. Når jeg møder fremmede på vej i skole bliver der altid sagt "Godmorgen" når man går forbi hinanden og det er altså noget der hjælper lidt på morgensurheden. (:

En ny bog
Jeg ELSKER virkelig at få nye bøger. Især hvis det er nogen der er fra en serie jeg læser eller hvis det er nye bøger der passer ind i min interesse (genre) indenfor bøger.

Efteråret
Ja det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg holder ret meget af efteråret. Vejret bliver køligere og naturen går i hi. Farverne er ufatteligt smukke og jeg elsker at man så kan pakke sig lidt mere ind i noget varmt og hyggeligt tøj. Og så er det jo tiden hvor man kan tillade sig at smide sig under et tæppe med noget lækkert til ganen.

Når Cosmo ligger og putter hos mig
Det er virkelig kærlighed på højeste niveau. Cosmo elsker at ligge hos mig. Og det skal gerne være OVENPÅ mig. Enten på skødet, på hoften (hvis jeg ligger på siden), på skulderen eller hvor han nu kan komme til. Og sidder jeg ved spisebordet elsker han at ligge i armene på mig. (: Han er en rigtig lækker puttetrold.

At få lov til at være kreativ
Det er næsten ligemeget hvordan. Om det er med at lave smykker, male, lave dekorationer, tegne, lave grafik, tage billeder osv osv osv... Finder jeg tid til den slags bliver jeg varm indeni.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)