Dagens Jule Gæst - Rikke Møller


Da jeg var yngre synes december som en måned, der strakte sig ud i det uendelige. Fireogtyve dage virkede som en ulidelig venten på årets højdepunkt; og for hver kalenderlåge der nænsomt blev åbnet, blev ventetiden længere og længere. Juleaften virkede så langt væk, som et uopnåeligt fjernt lysglimt i horisonten eller en blinkende stjerne på himlen.
Efterhånden som jeg er blevet ældre, er det dog som om, dagene rasler hurtigere og hurtigere væk. Ét blink med øjet og juletræet funkler i stuen, den liflige duft af and fylder huset, og det velkendte Disneyshow indtager TV-skærmen. Tiden går så hurtigt, og sommetider ville jeg ønske, jeg kunne finde en slowmotion-funktion og få dagene til at være lidt længere. Jeg elsker december, og forventningens glæde er så smuk.

December rimer i mine ører på hygge. På glæde. På hjemlige stillestunder og hvide sneflager udenfor mit vindue. Det tidlige mørke udnyttes med tæpper og te, julefilm og stakkevis af bøger med dekorative forsider. Ingen måned indbyder så meget til rolig læsning og fiktive eventyrsfærde som december gør. Og jeg nyder det fra ende til anden.
Jeg er en utrolig traditionsbundet person, og naturligvis er december skemalagt med juletraditioner og finurligheder. Det afspejles bestemt også i mine læsevalg, som altid indeholder "A Christmas Carol" af Charles Dickens, "Little Women" af Louisa May Alcott og "Peters jul" af Johan Krohn. Fra jeg var meget lille, fik jeg dele af bøgerne læst højt, og da jeg lærte at læse, begyndte jeg at læse dem selv. De er en naturlig del af julen for mig, og drysser de korte dage med den helt rigtige stemning.
Dette år har jeg drømme og planer om udelukkende at læse julebøger i december måned, og jeg ser frem til at blive fyldt med varmende ord og vigtige budskaber. Jeg har opsporet et bredt udvalg af klassikere, chick-lit, ungdomslitteratur og børnebøger - hver med sit helt eget julepræg. Det er kun passende at magien fra årets mest vidunderlige tid også er at finde i bøgernes univers.

Perfekte bøger til snefulde decembereftermiddage;

"Amelia Grey's Fireside Dream" af Abby Clements - En hjertevarmende bog om Amelia, som så inderligt ønsker sig en vintervarm hytte til hende og hendes udkårne. Historien tager læseren på en rejse gennem både familie- og kærlighedskvaler, og ender med et varmende og fint budskab.
"Let It Snow" af John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle - I denne bog skiver tre forfattere hver en novelle, som til sidst alle tre flettes sammen i ét samlet handlingsforløb. En fjerlet og smeltende sød vinterberetning om kærlighed, venskab og snestorme.
"A Christmas Carol" af Charles Dickens - Der findes næppe en smukkere og mere passende julefortælling end Charles Dickens' velkendte juleeventyr. I smukke og hyggeligt gammeldags fraser understreger Dickens vigtigheden af gavmildhed og hjælpsomhed i julens ånd.
"Gaven" af Cecelia Ahern - Velkendt chick-lit med tankevækkende undertoner. Ahern skriver om en kvinde, der hjælper en hjemløs mand i juletiden, og lærer en værdifuld lektion undervejs.

- Rikke fra bloggen: www.paperbackcastles.blogspot.dk


English version:
Guest Post from another blogger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)