Gør Sætningen Færdig TAG #4


Så er det blevet tid til en "Gør sætningen færdig"-tag igen og hvad er mere perfekt at bruge ventetiden på indtil i aften/nat, end sådan en?! :) Så derfor har jeg valgt at bruge lidt tid på at udfylde denne, som I kan hygge jer med.

Jeg er for tiden ramt rigtig meget af sygdom. Hele sidste måned sloges jeg med en halsbetændelse der var meget gode venner med en slem forkølelse, feber og bihulebetændelse. Efter 3 uger var jeg efterhånden ved at give op, men nu har jeg kun lidt hævede mandler tilbage og en belastende hoste. Denne måned er så startet ud med en voldsom tandpine, så jeg føler ikke rigtig at jeg har været så heldig. Mit imunforsvar er også på det lave lige pt. Hvorfor ved jeg ikke helt, men sygehuset mener det er fordi jeg er igennem nogle forskellige ting som stresser mig, og fordi jeg har været igennem noget scanning osv, som kroppen ikke har været så glad for. Så forhåbentlig er jeg frisk igen i midten af marts så jeg igen kan føle mig nogenlunde frisk.

Jeg læser utroligt lidt for tiden. Har ikke kunne tage mig ordentligt sammen når jeg har hevet bogen frem. Det er pænt frustrerende, for der er en del bøger jeg gerne vil have læst. Plejer jo at læse ret meget, så det er virkelig uvant det her.

Jeg har kunne blive helt varm indeni når folk jeg ikke rigtig kender giver udtryk for at de gerne vil hjælpe mig i denne trælse tid. Og dem der så gør noget ved det er jeg evigt taknemmelig. Jeg er ikke så god til at bede om hjælp og tage imod den når folk tilbyder det - det er min stolthed der er min store hæmsko - men det varmer bare sådan når de fantastiske mennesker viser deres ansigt.

Jeg skal blive bedre til at tage imod hjælp som jeg lige har nævnt. Jeg skal derimod også blive bedre til at spørger efter det. Jeg må indse at jeg ikke altid kan klare hele verdens pres alene.

Min weekend ville blive perfekt hvis den var længere. Så har jeg vist ikke sagt for meget. :P

Jeg elsker når prinsen kommer og puffer til mig med næsen eller poten for at få min opmærksomhed, så han enten kan ligge på skødet og putte eller sidde på skulderen. Han er sku så skøn. Kan virkelig sidde og blive så rørt når han kommer hen til mig på den måde. Ved seriøst ikke hvad jeg skulle gøre uden ham. Sådan virkelig. Derfor gør jeg også alt for ikke at miste ham og for at han skal have det godt.

Jeg savner ordentlig mad. Alt andet end suppe og kartoffelmos. Glæder mig virkelig til at kunne spise noget fast føde igen. Bliver nok ikke det samme som før, men i det mindste noget med lidt mere bid i. Det bliver ret hurtigt ensformigt som det er nu. :P

Det der har kunne få mig helt op i det røde felt er når folk ikke kan respektere mig og mine ønsker. Kan ikke se hvad de får ud af at være sådan.

Jeg har leget meget med tanken om at gå igang med en mindre produktion af mobilsmykker, nøgleringe og øreringe i cernit. Nu her i et sommertema, da vi nærmer os sommeren, og så senere i forbindelse med efteråret og så vinteren/julen. I den anledningen overvejer jeg at lave en side udelukkende til dette, så folk kan købe noget af det som jeg laver. For jeg får på ingen måder selv brugt det hele. Så hvis jeg kan få noget ud af at glæde andre på denne måde, så ville det være dejligt. :D

Jeg har brugt meget tid på at planlægge dekorationen af væggen i stuen, men er gået i stå nu hvor der skete alt det med kommunen og sygdom. Ved ikke hvornår jeg kommer igang igen. Mangler stadig strukturen i træerne og så skal mine to søjler også lige have lidt striber og knaster så de passer ind. De næste par weekender er jeg egentlig booket op, men håber at komme igang igen i midten af marts. Selvfølgelig kommer det også meget an på om jeg mister lejligheden eller ej. Gider ikke arbejde videre på væggen, hvis jeg ikke kan få lov til at bo her længere. Så det hele står lidt stille lige pt.

Vejret har været super lækkert til at starte med - med fantastisk solskin - men.... så har vi bare fået en masse tåge de seneste par dage. Ikke ligefrem det mest motiverende. Eller hvad? Ja jeg synes altså det er skuffende. Hvis ikke vi kan få noget ordentlig frost med sne, så vil jeg bare gerne have køligt vejr med lidt sol. :D

Det der har kunne hyle mig ud af den har været det faktum at jeg fik afslag fra kommunen. De vil ikke hjælpe før jeg står på gaden og intet ejer længere. Dét synes jeg fandme er et svigt. Det kan ikke passe at man skal miste alt før de gider åbne øjnene op for de problemer de sætter os i. Så knækket denne gang har været rigtig stort. Jeg har det stadig ikke godt, for jeg får så mange problemer fra nu og indtil d. 1 juni. Regningerne er der ikke penge nok til, og det betyder så også at jeg ikke får penge til mad. Derfor er jeg møg afhængig af at folk udefra hjælper, og det er for mig en kæmpe fiasko. Jeg hader ikke at kunne forsørge mig selv - især når det ikke er noget jeg har gjort. Det er så pisse irriterende. Så jeg vil bare gerne igennem disse måneder så hurtigt som muligt så jeg igen kan få en normal hverdag.

Jeg har spekuleret meget over hvordan jeg vil fejre min 30 års fødselsdag. Den falder desværre på en søndag, så hvis jeg skal noget, så bliver det fredag eller lørdag. Overvejer at finde ud af noget med nogle venner og tage på en roadtrip alt efter hvordan vejret er. Der er ikke rigtig penge til at holde noget, så det må blive noget vi kan gøre gratis og som ikke kræver det store. Håber selvfølgelig stadig at få mit ønske mht. gaven opfyldt, men er begyndt at tvivle på det. Også selvom det måske kun betød at folk skulle smide en 50 kr i puljen, men det lader ikke engang til at det kunne være en mulighed. Men det viser så bare hvor jeg har folk henne og hvad jeg kan forvente fremover.

Jeg håber at der kommer nogle varmere dage her i marts hvor jeg kan sidde og nyde den friske luft ude på altanen. Skal have skaffet nogle friske blomster derud til, da jeg ikke fik planterne fra sidste år ind i tide, så de er pænt døde nu og kommer ikke igen. Denne gang skal jeg bare have nogle grønne planter derud og så tror jeg at jeg en gang imellem vil købe nogen med blomster så der kommer lidt hygge og farve derud. Fik ikke nydt det så meget sidste år, så håber jeg får muligheden for det i år.

Jeg har kunne slappe rigtig af når jeg har siddet og set paranormale serier her på det seneste. Desværre kommer der kun et par afsnit om ugen, så jeg har måtte gense de gamle afsnit. Det gør mig nu ikke noget, for elsker virkelig de serier. Så ja... Nogle kan ikke klare når det bliver bevist at der er mere mellem himmel og jord, men jeg elsker det virkelig. Der er ikke noget mere afslappende og spændende for mig. :D

Jeg kunne godt bruge en rigtig hyggelig shoppetur på et tidspunkt. Desværre er økonomien ikke til det, men fuck hvor jeg dog savner det. /: Mangler også korte bukser, men er bange for at jeg skal gå hele sommeren med lange bukser. Men var der penge til det, så var det især korte bukser og fine trøjer jeg ville kigge efter. Og når det kommer til møbler ville det være lækkert med en sofa og nogle spisebords stole.

Jeg ser frem til at hygge med Oscar uddelingen i aften/nat. :D

Jeg ønsker jer alle en god søndag aften. :D Og I må sove godt når I kommer så langt.


English version:
Translate the post from the option in the sidemenu.
Follow on Bloglovin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar