Tilbageblik på Mit År 2014


Så er det blevet tid til at kigge tilbage på endnu et år. Mit år 2014 har været meget blandet, og det kan I læse om i dette indlæg. :D Og ja det er langt, men det er jo også over et helt år.

Januar 2014
Havde en okay god nytårsaften og hyggede mig helt vildt sammen med Cathrine over maden, og da der kom gæster var humøret da også højt. Desværre gjorde jeg årets største fejltagelse på den første dag - ikke noget jeg vil komme nærmere ind på, men det er nok noget af det jeg har fortrudt mest i år. :P

Januar var også måneden hvor den nye kontanthjælpsregel blev startet op. Jeg mistede næsten halvdelen af min kontanthjælp, og det blev 5 meget hårde måneder hvor jeg fik sat mig meget i gæld, fordi jeg jo ikke kunne finde flere penge. Så det var hårdt og det var noget der ødelagde virkelig mange ting for mig. Så man må sige at det på ingen måder var en god start på et nyt år. Dog havde jeg folk tilknyttet Ungindsatsen (som jeg jo var på indtil jeg blev 30 år), som meget gerne ville hjælpe, men vi fik bare aldrig talt kommunen til fornuft. Så det var en lang og sej kamp som jeg desværre tabte.

Januar var også den måned hvor jeg valgte at klippe en kæmpe tot af mig selv for at få pandehår. I starten elskede jeg det, men som jeg gør hver gang, så fortrød jeg det også efter noget tid. *Hehe*

Denne måned var også måneden hvor jeg fik lavet mit birketræs-design, som nu er endt med at være mit "varemærke" når det kommer til mange ting - udover rævene. :P


Februar 2014
I Februar måned startede jeg på kursus i Svendborg. Jeg var til møde med psykologen i starten af måneden og blev så evalueret og han var slet ikke i tvivl om at jeg skulle ind på holdet. Var utroligt nervøs og jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente, men jeg blev ret glad for at være på holdet.

I Februar var det også første gang EVER at jeg prøvede at få lavet negle - altså sådan prof. Ikke bare dem man limer på. Det var en fed oplevelse og jeg var rigtig glad for dem. Desværre fik jeg ikke taget mig sammen til at få den fyldt op igen, men det kan være jeg skal prøve det igen en dag. :)

I Februar besluttede jeg mig også for at få malet min væg inde i stuen. Gav den en gang hvid maling og så blev der ellers tegnet op og fyldt ud med farve. Det tog noget tid med de sidste detaljer, men birketræs væggen blev født denne måned. :D



Marts 2014
Marts var den måned hvor jeg efter skanningen af min finger fik at vide at de desværre fandt en knude i min fingerknogle. Så jeg skulle altså opereres. Det betød så også at jeg skulle skannes igennem i hele kroppen for at se om de fandt flere. Så denne måned var fyldt med sygehusbesøg både i Odense og Svendborg.




April 2014
Endnu flere sygehusbesøg. Jeg blev i April sendt til Mammografi og det kom ikke som nogen overraskelse at de fandt en masse knuder i brysterne. Dog mente de ikke at de er ondartet, så de tog ikke biopsi, men det vil jeg gerne have lavet næste gang. Jeg vil gerne være 100% sikker.

Denne måned startede jeg også med at få behandlinger på Rygcentret da jeg har en hybermobil rygrad, mindre slidgigt i lænden og en meget lige nakke (den skal helst være i en bue), og jeg fik taget røntgen af det. Skræmmende at se ens egne knogler. :P

I slutningen af denne måned skulle jeg sige farvel til folk ude på Ungindsatsen. Jeg fyldte jo 30 år i starten af maj, og så kunne jeg ikke være derude mere. Det var mærkeligt at sige farvel til dem, men det betød også at min økonomiske situation langt om længe ville ændre sig. Også selvom kampen efter også ville blive hård, da man jo havde et underskud der skulle rettes op på.


Maj 2014
Så blev det Maj og tid til at jeg skulle begynde at skrive "30 år" når jeg skulle skrive min alder. Føj for den da. *Hahahahaha* Men jeg fik også lavet min tattoo med ræv her, så det var lige et dejligt plaster på såret. :P

Desværre så fik jeg ikke rigtig andre gaver (over et par stykker fra søde mennesker), så jeg blev virkelig såret. Man fylder jo kun rundt én gang hvert 10'ende år, så ja... Men sådan er det desværre. Dog tog mine forældre mig med ud og spise. Lækker mad og hyggeligt sted.

Maj måned blev også måneden hvor den nye nabo begyndte at opføre sig meget mistænkeligt.


Juni 2014
Hold da op... Så fyldte jeg 19 år som blogger og 16 år som personlig blogger. Det er vildt så mange år der er gået siden jeg startede. Tænkt sig at det bliver 20 år til sommer. Sindsygt jo!

Det var også i denne måned at jeg tog fanden ved hornene og skrev åbent og ærligt om den måde folk behandler hinanden på pga. deres udseende, og i den forbindelse skrev jeg dette indlæg, som jeg var ret nervøs for at udgive, men responsen på det var overvældende. Så er glad for at jeg tog modet til mig og fik det skrevet og udgivet.

Jeg havde længe gerne ville have min sofa skiftet ud da den efterhånden var godt smadret, og så var den altså også bare for lille når man havde gæster. Det er jo ikke alle man gider sidde klistret op af. Så da jeg fandt en ny i en af de lokale genbrugsbutikker, så valgte jeg altså at købe den. Og så kostede den kun 300 kr. BILLIGT! Er stadig super glad for det fund.

Så kom dagen desværre hvor jeg skulle opereres. Havde virkelig ikke set frem til den dag, og det blev også en lang og sej kamp bagefter. Den dag i dag - et halvt år efter - slås jeg stadig med smerter og en ret stiv finger. Resultatet er ikke blevet som jeg havde håbet.

Juni blev også måneden hvor jeg langt om længe fik taget mig sammen til at prøve at lave min egen drømmefanger. Vidste ikke rigtig hvordan resultatet ville blive, men jeg er blevet ellevild med den og har planer om at lave flere på et tidspunkt. Elsker at den er hvid, og ikke mindst hjemmelavet, men også at den er med prismer, som jeg elsker virkelig højt, da det for mig er en hyldest til krystaller og det er noget der varmer mit Wiccan-hjerte. :D



Juli 2014
Jeg blev kontaktet af Buzzador nogle måneder før da de ville høre om jeg ikke gerne ville være en af deres danske ambassadører, og det ville jeg da gerne. Har jo været en Buzzador i en del år efterhånden, så det kunne da være meget sjovt at komme bag på en brochure. Havde dog ikke regnet med at det ville være på hele bagsiden, men det blev sådan. :D Det var lidt sjovt at se sig selv sådan et sted. Og så tanken om hvor mange mennesker der ville se det - det var så lidt akavet. *Hehe* Men så har jeg da også prøvet det. Samt at jeg er blevet genkendt fra netop dette på gaden.

Det blev også måneden hvor jeg startede med at lave podcast til radioen. :D Det er en sjov oplevelse og en erfaring rigere. Det stoppede så her i December 2014, men jeg fortryder ikke at jeg sagde ja til at være med.

Det var også begyndt at blive værre mht. naboen. Stoffer og alkohol blev en fast del af livet inde hos ham og han begyndte at tyrannisere os andre. Tog i dørene for at komme ind til os, sparkede på dem, ringede på om natten og stjal hvad han kunne komme i nærheden af - samt brød ind i vores kælderrum.

Denne sommer blev også tilbragt meget sammen med familien og ikke mindst min søster og hendes kæreste. Det har været rart at kunne komme lidt væk hjemmefra, nu hvor man ikke følte man kunne få fred og ro derhjemme.

Det var også i Juli at jeg for første gang i virkelig mange år var på stranden og i vandet. Det blev så også den eneste gang i år, men jeg fik det da gjort. :P Så må vi se om jeg også kommer på stranden og i vandet i år. Jeg er ikke rigtig et strandmenneske, så ved ikke helt.



August 2014
Situationen med naboen kulminerede i August måned. Vi havde besøg af politiet flere gange om ugen og det var meget utrygt her på adressen. Udlejer fik langt om længe øjnene op for alvoren af situationen, og han ville arbejde på at få ham smidt ud så hurtigt som muligt. Og han blev så også opsagt i slutningen af måneden. At det så tog ham næsten 2 uger at komme ud derefter, er jo hvad det er. Men vi slap af med ham! :D


September 2014
I slutningen af denne måned startede jeg nede i Huset. Et kursus hvor vi skulle lære lidt mere om depression og angst og derved også få nogle værktøjer så vi kunne få kontrol over det og styre vores eget liv. Det var hyggeligt at være afsted, men jeg føler ikke rigtig at jeg har fået det bedre ved at være dernede. Desværre.


Oktober 2014
I starten af Oktober var det tid til at gøre op med tabuet om snakken om Depression og andre mentale lidelser. Jeg valgte at hoppe med på vognen og fortælle kort om min historie og selvfølgelig få sendt et par #DepressionSucks hjem, som jeg så kunne gå med og gøre andre opmærksomme på dette emne.

Det var også i denne måned hvor jeg skrev et indlæg om hvor gerne jeg ville have en ny cykel, og dagen efter får jeg opringningen om at jeg sørme har vundet mig en splinterny retro damecykel! Jamen hvor perfekt kunne det sammentræf ikke lige være? Desværre så var cyklen totalt nøgen da jeg modtog den, så måtte hen og investere i en masse ting for i det hele taget at kunne tage den i brug, men den er blevet ret fin.

Oktober var også Knæk Cancer måned og i den forbindelse valgte Jeanette og jeg at starte en gruppe indsamling op så vi kunne få de danske bloggere samlet om at sprede budskabet og se om vi kunne samle en masse penge ind til netop dette. Det gik overraskende godt, og vi har planer om at gentage det i år. Så må vi se om vi kommer mere ud blandt de danske bloggere og om vi kan få samlet endnu flere penge ind denne gang. :D

Det blev også måneden hvor jeg for første gang nogensinde valgte at deltage i ReadAThon. :) Super hyggeligt at dedikere en hel dag til at læse, så det er absolut ikke sidste gang at jeg gør det. Deltager igen næste gang, hvis det altså kan lade sig gøre.

I Oktober fik jeg også lov til at designe min egen kalender, og det er noget jeg gerne har ville prøve længe, og nu skulle den blive så personlig som muligt. Derfor fik jeg tegnet en forside til netop den og jeg elsker resultatet. Er så glad for at det bliver min kalender igennem hele 2015, og jeg glæder mig til at vise den frem. :D



November 2014
Startede November måned ud med at vinde en Halloween konkurrence igennem Coolcos hvor jeg så vandt et gavekort på 500 kr til deres shop. NICE!!!! Og det var endda med et look fra sidste år. Er nu også ret glad for det, så det er lækkert at andre også synes det var præmien værd. :D

I år valgte vi at lave en masse hjemmelavet julepynt, og det har været super hyggeligt. Det meste blev lavet i filt, så mulighederne var jo store, og jeg fik bla. lavet noget pynt til mine forældres pejs, og jeg synes det blev super godt. :D Nu irriterer jeg mig endnu mere over at jeg ikke selv har en. Men det er ikke sidste gang vi vælger at lave hjemmelavet julepynt. Det er en succes vi vil gentage næste år og årene efter. Selvfølgelig hvis vi mangler eller kommer på nye idéer, eller hvis der er andre der ønsker noget af det. :) Der er i hvert fald nogen der allerede nu har givet udtryk for det. Men vi når det simpelthen ikke i år. Så vi må starte i god tid næste år.


December 2014
December kom ret hurtigt, og jeg kom hurtigt igang med at pynte op til jul og fik gang i min julekalender - som dette år blev i video-form og ikke den alm. skrevne. Det var spændende og lidt af en udfordring, men det er gået fint og jeg fik lavet alle 26 planlagte videoer. Håber så bare at I derude har nydt den, selvom view-tallene ikke har været ret store.

Jeg besluttede mig også for at købe et nyt juletræ i 2014, og selvom jeg var halvt inde i måneden før jeg tog beslutningen, så fortrød jeg intet, for det har pyntet vældig fint resten af December måned og så elskede jeg bare måden jeg fik det pyntet på, samt mine tidsindstillede lyskæder. Det er sku en genial opfindelse.

I December var jeg også på julegaveshopping med en anden end jeg plejer. Plejer nemlig at tage med min søster til Odense eller Svendborg for at shoppe julegaver, men i år tog jeg til Odense og brugte en hel dag sammen med Jeanette. Det var super hyggeligt, og jeg er glad for at jeg har fået så god en kontakt og kemi med hende. Det er noget der har sat skub i mig når det kommer til det sociale, og i 2015 skal jeg i kontakt med flere og holde kontakten til dem og få ses noget mere. Vil gerne i bedre kontakt med min skønne veninde Mette fra Jylland fx, så det er et godt sted at starte. :D

Havde også en super hyggelig juleaften sammen med forældrene og min søster og hendes kæreste. Der var utroligt mange gaver under træet, og jeg fik selv nogle lækre nogen af slagsen. Desværre var vi ikke så heldige at få en hvid jul, og mange vågnede op til sne 1. juledag, men så heldige var vi ikke på Sydfyn. Dog var der en smule sne i regnen, men det var ikke nok til at det blev liggende eller koldt nok for den sags skyld. Så en regnfuld jul, men det gik da vi jo alligevel sad inde i de varme stuer.

Året sidste dag tilbragte jeg for mig selv. Jeg havde valgt at fejre nytåret alene, da jeg ikke gider druk, for mange mennesker, forventningen om at man skal være i godt humør, oprydningen bagefter osv osv osv. Så jeg nød dagen/aftenen/natten for mig selv, og det passede mig rigtig fint! :D Fik lavet mig noget god mad, havde noget lækkert snack, masser af drikkelse, en nytårs-film og valgte også at vlogge denne dag. Det blev ikke til en helt vildt lang vlog, men der var da lidt. :D


Generelt om året 2014
Generelt har det været et år hvor folk virkelig har overrasket mig både negativt men så sandelig også positivt. Et par virkelig fantastiske mennesker har sendt mig nogle gaver en gang imellem, og det varmer virkelig mit hjerte. :D

Det blev også året hvor jeg fik købt overraskende mange bøger og gæstebloggede en del. Det er gået helt amok i 2014, men det har været fedt og virkelig lækkert. Og jeg er blevet fast gæsteblogger hos Love-Books.dk, som jeg glæder mig til et nyt år sammen med hvor vi skal læse en masse hyggelige bøger og skrive en masse indlæg om dem og det at være glad for at læse.

Jeg blev også i 2014 kontaktet af en herre, som jeg har skrevet sammen med før, som nu for alvor gerne ville igang med sit projekt. Nemlig børnebøger. Og han vil have mig til at tegne de tegninger der skal i bøgerne, så i 2015 skal jeg for alvor igang med kuglepennene, og det bliver super spændende at komme igang med endnu et anderledes projekt end det jeg plejer. Ender jo helt med at få mig en masse forskellig erfaringer som jeg kan trække på.
Translate posts in the bottom of my site

http://feeds.feedburner.com/gizmosblog

2 kommentarer:

  1. Godt indlæg :)
    Helt ærgeligt at man ikke selv, på samme måde kan se tilbage på ens forgangne år!
    Super spændene at læse :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak. :D
      Inden jeg lavede disse, så skrev jeg faktisk alt ned i min kalender, og kunne derfor på den måde lave sådan en update. Dog ikke altid med billeder, men i hvert fald med tekst.

      Slet

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)