Random Tips til nye og igangværende bloggere

Det er efterhånden ved at være noget tid siden sidst, at jeg har delt ud af mine tips, når det kommer til det at være blogger. Så jeg tænkte, at jeg lige ville lave en opsummering, da der er kommet lidt nye ting på listen, samt at jeg gerne vil have, at de nye besøgende her på bloggen får mulighed for at gøre brug af dem. ;) Nu har jeg jo selv været igang siden af 90'erne, så vil gerne dele ud af mine erfaringer. Det er også lidt det bloggen er til for.

Vær forberedt på et af de lange indlæg.


Hvorfor starte en blog?

● For det første så skal du gøre det, fordi du har lyst. Ikke fordi du hungrer efter opmærksomhed eller succes, for det er sjældent man opnår det. Nogle er "heldige", men hvem siger at det egentlig beriger deres liv i sidste ende? Gør det fordi du har lyst, fordi du har noget på hjertet og fordi du brænder for at dele dine idéer, tanker eller bare gerne vil vise verden hvem du er.

● Du har måske brug for et medie hvorpå du kan dokumentere dit liv, som du så senere kan kigge tilbage på og blive mindet om. Måske vil du gerne bruge din blog som et form for portfolie, en online dagbog, en "opslagstavle"... Det kan være lige hvad du ønsker.

● Det kan være en god måde at komme længere ud socialt på. Mere end det du ellers kommer i din hverdag. Du kan møde hele verden, hvis du formår at nå helt derud. Mød nye mennesker med samme interesser som dig selv. Bliv inspireret af andre. Inspirer andre.

● Jo du kan godt tjene penge på at være blogger, men lov mig at det ikke er den eneste eller største grund til at du starter. Det bliver hurtigt overfladisk og grådigt. Det er ikke tiltrækkende hos en blogger. Det kan være en bonus, men det må ikke være den eneste grund.


Opstart og det du skal bruge
Det materielle:
Først og fremmest skal du bruge nogle materielle ting.

● Du skal have en computer hvorfra du kan blogge og redigere design og billeder. Nej du behøver ikke ud og spendere i en svinedyr en af slagsen - du kan sagtens gøre det på en mindre og billigere.

● Det samme gælder, når det kommer til det kamera du vælger at købe. Ja der er nogle populære blogger-kameraer på markedet, men du kan sagtens finde billigere kameraer, der fungerer lige så godt og tager lige så gode billeder.

Bare fordi alle andre har Apple produkter, professionelle kameraer osv, så betyder det ikke, at det er et must at have, for at være en god blogger. Arbejd med det du har og gør det mindst lige så godt som alle andre. Vis at det ikke er pengepungen der er det afgørende. Jeg selv har en gammel stenalder bærbar fra Samsung og et billigt digitalkamera, og det påvirker ikke min blog og mine billeder. Tværtimod.

Selve bloggen:
● Vælg din ønskede platform. Nogle vælger at kode deres egen blog, men ønsker du en lidt nemmere start, så kan du vælge en af de gratis platforme på nettet. De mest brugte er Tumblr, Blogger og Wordpress. Jeg har selv prøvet alle tre, men personligt foretrækker jeg Blogger. Det er for mig det letteste at arbejde i, og jeg kan få det lige præcis som jeg ønsker design-mæssigt. Det gav de andre mig mange problemer med. Men det er selvfølgelig en smagssag. Prøv dem ud og se hvad der giver bedst mening for dig.

● Tag skridtet og køb dig et domæne når du er 100% klar. Det ser bare pænere ud i adressefeltet, og det virker også mere personligt, når man ikke har et domæne der ligner alle andres. (Uden domæne har du gerne en "hale" på dit blognavn, der knytter dig til din valgte platform - fx "minblog.blogger.com") Og når det kommer til domæne-navnet, så vælg et der er simpelt og nemt at huske, for dem der vælger at følge din blog.

● Det visuelle er super vigtigt for din blog. Lav et design der er simpelt og overskueligt. Det skal være nemt at finde rundt på bloggen og det skal være noget der afspejler din personlighed. Har du et bestemt tema du ønsker at blogge om, så kunne det være en idé at lade det udtrykke sig i designet også. Start eventuelt ud med en skabelon i din platform, som du kan arbejde videre på.


Dit indhold på bloggen

● Udover dine indlæg, er det godt at have en "profil"-side hvor folk kan læse lidt om hvem du er som person. Derudover er en "kontakt"-side også en god idé i tilfælde af, at der skulle være nogen der gerne vil direkte i kontakt med dig. Det skal også være nemt at finde frem til det man søger. Måske har man tidligere læst et indlæg på din blog, som man ønsker at læse igen. Eller måske et bestemt emne. Så ting som tydelige kategorier eller et søgefejt er en super god idé.

● Skriv om det du brænder for, og ikke det du tror dine besøgende ønsker eller det alle andre gør. Har nævnt det en smule tidligere, men det er vigtigt, at du ikke ender med, at skrive om ting du reelt ikke ønsker at skrive om, bare fordi du tror det er det folk vil se og læse. Blog om det du interesserer dig for. Vær unik. Og ønskes der at du skriver om noget der egentlig ikke passer ind, så vær tro mod dig selv og afslå det. Det er din blog - ikke dine besøgendes. Afvig lidt fra normen. Tør at skille dig ud af mængden.

● Det kan være en idé at variere lidt i dine indlæg. Hvis du kun skriver om mode eller skønhed, kan det være en smule svært, men prøv så at smide lidt personlighed ind en gang imellem. Måske et par personlige indlæg. Det kan hurtigt blive for ensformigt, hvis det kun handler om ét emne. Jeg selv skriver om forskellige emner, simpelthen for at have lidt forskelligt på bloggen. Det er det jeg selv falder for hos en blogger - variation. Jeg skriver både om skønhed/makeup, det private, en smule om bøger (da jeg elsker at læse), kreativitet og så elsker jeg, at vise mine billeder frem på bloggen. Jeg har mange interesse områder, og det er dem jeg vælger at dele med folk der kigger forbi.

● Ved du ikke rigtig hvad du skal blogge om, så kan det være en god idé at lave en lille idé-liste. I kan eventuelt se den jeg har delt på bloggen i dette indlæg.

● Sørg for at dine overskrifter passer til det pågældende indlæg. Prøv gerne at få det til at fange den besøgendes interesse.

● Link til nogle af dine gamle indlæg, hvis det du skriver om kan referere til dem. Fx. i dette indlæg linker jeg til nogle af de andre indlæg, jeg har skrevet om tips til fx fotografering. Det gør at folk vender lidt tilbage til dem og de derved ikke bliver glemt i mængden.

● Husk at tjekke efter for stavefejl. Læs gerne indlægget igennem flere gange for at tjekke op på, om der er sætninger der slet ikke giver mening eller som lyder.... dumt. Det kan være en stor irritation for læseren hvis der er for mange stavefejl, eller hvis de samme fejl dukker op igen og igen. Brug gerne det ekstra tid på at gøre det perfekt. Det kan hurtigt blive for sjusket.

● Vær aktiv. Går der for længe imellem dine indlæg mister folk hurtigt interessen. Sørg for at have en fast rytme og et godt flow.

● Del dine indlæg på de sociale medier. Google+, Facebook, Twitter.. alle de steder hvor du er aktiv.


Fotografering og redigering

● Billeder er noget af det første folk ser, når de besøger en blog. Så det er vigtigt, at du minimum har ét billede i hvert indlæg. Det skal være det samt overskriften, der fanger folk og får dem til at læse resten af indlægget. Derfor er det også vigtigt at dine billeder er gode. Nej det betyder ikke, at du skal være prof, men man må gerne gøre lidt ud af det. Vær kreativ.
- I dette indlæg har jeg givet lidt eksempler på opstillinger man kan benytte sig af.
- Er man kørt lidt fast i det samme, så har jeg i dette indlæg givet lidt eksempler på, hvordan man kan spice det lidt op.
- Vil du gerne lege lidt med naturen på dine billeder, så kan du i dette indlæg læse om nogle af de tips, jeg skrev om i Efteråret sidste år.

● Som nævnt tidligere, så er det ikke super vigtigt, at du har et dyrt og topsmart kamera. Et ganske almindeligt digitalkamera kan altså også være godt nok. Jeg har to jeg bruger til alle mine billeder - et Olympus SZ 31MR og et Sony DSC-HX90V. Ikke nogle besynderligt fancy kameraer, men de tager nogle fantastiske billeder alligevel.

● Pas på jeres spejlbillede i det I tager billeder af folkens! Jeg ser ofte folk der tager billeder hvor der ligger et par solbriller eller andet, der reflekterer ens spejlbillede, og det er altså en smuuuule pinligt hvis man står i... bar røv og ingenting eller står med skridtet lige ovenover og der så er frit udsyn til det hele. Tænk jer om når I står og fotograferer. Sørg eventuelt for at stille dig i en anden stilling så du ikke "kommer med" på billedet. Det kunne forhindre en masse pinlige situationer.

● Under redigeringen af dine billeder, kan de hurtigt blive ret grynet i kvaliteten. Det kan hjælpe en smule, hvis du sætter din ISO lavt. Ja billederne bliver mørke, men du kan lysne dem når du redigerer dem. Jeg ændrer gerne lidt på lysstyrken på mine billeder samt kontrasten. Det er ikke det vilde, men en smule kan gøre meget for et billede.
Jeg er ikke prof når det kommer til indstillingerne på billeder, men leg lidt med ISO og Blænden på dit kamera.
ISO: Høj (+2.0) = lys Lav (-1.0) = mørk
Blænde: Lav (fx F3.5) = Sløret baggrund Høj (fx F6.3) = Skarp baggrund.

● Du behøver ikke skulle ud og betale en masse penge for et redigeringsprogram, men ønsker du at gå den vej, så kan jeg varmt anbefale Adobe Photoshop pakken. Men ønsker du nogle gratis muligheder, så kan disse være nogle oplagte valg. Som sagt så er de gratis og har alt du skal bruge:
- IrfanView
- Chasys Draw IE
- GNU Image Manipulation Program
- PIXLR Editor (Online redigering)


Dig som blogger

● Troværdighed. Det er super vigtigt, at du er dig selv og er ærlig. Prøv ikke at "spille skuespil". Dine besøgende vil hurtigt lugte lunten, og det vil få dig selv til at virke utroværdig, og det er ikke et godt ry at få som blogger. Dette er især vigtigt at huske, hvis du ender ud med at ville anmelde produkter eller lignende. Hvis du synes det er noget lort, så fortæl det! Du skal ikke rose produkterne bare for at få likes osv, det er ikke det værd. Vær ærlig. Også selvom det måske ikke ligefrem er det, der forventes fra visse sider. Men ærlighed er og vil altid være at foretrække. Troværdighed er noget man langsomt skal bygge op og det er noget man hurtigt kan miste.

● Del noget om dig selv - vær personlig. Dine besøgende kan godt lide at have noget, at kunne nikke genkendende til, eller som kan få dem til at føle de kender dig. Lad din personlighed skinne igennem. Lad dem vide hvem du er. Det vil igen være med til at kunne lade dig skille lidt ud af mængden - Giv folk noget de kan genkende dig på.

● Vælger du at være lidt mere personlig på din blog, så skal du være forberedt på, at der til tider godt kan komme nogle negative kommentarer. Det er slet ikke sikker de kommer, men det kan ske. Det er at forvente når man vælger at være en offentlig person. Lad det ikke slå dig ud. Der vil altid findes folk med grimme personligheder, der ikke har noget bedre at tage sig til end at sidde og svine andre til online. Jeg har personligt oplevet en del af dette, og det var svært at håndtere i starten. Men der var det at være en blogger også meget nyt og anderledes end det er i dag, hvor så mange vælger at blive det.

● Forvent ikke at folk kommer til dig. Du skal arbejde for det. Jeg er selv utroligt dårlig til at få skrevet kommentarer på de blogs jeg besøger, men det er noget der kan hjælpe andre med at "se dig" på. Få kendskab til din blog. Skriv ikke ting som "Har læst - tjek også min blog ud", for det gider ingen reagere på. Det virker upersonligt og ikke særligt interessant. Vis at du rent faktisk har læst det som de har skrevet. Og smid så linket til din blog. Ikke andet. Bare linket. Det gør folk nysgerrige og så kigger de nok gerne ind forbi, fordi de selv har lyst. Ikke fordi du har bedt dem om det.

● Rigtig mange afslår forslag om at være gæsteblogger hos andre bloggere. Don't! Nej du får måske ikke noget for det, men det vil altså gavne dig i længden. Det er godt at hjælpe hinanden - blogger til blogger. Det vil udvide dig netværk, og det er godt at skabe nogle gode venskaber og godt samarbejde på den måde. Tilbyd det selv på din egen blog.



Håber I fik tygget jer igennem hele indlægget. Ved godt at det endte med at blive en smule langt, men ville så gerne have det hele med. Håber I kunne bruge nogle af punkterne til noget. Om ikke andet, så håber jeg at fremtidige og nye bloggere fremover vil kunne finde det brugbart. Ha' en fantastisk Søndag alle sammen. ;)

2 kommentarer:

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)