Anmeldelse af "Gnister på isen" ("Boghandel Blåregn" 6) af Johanne Bille

Reklame for forlaget People's og forfatter Johanne Bille - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Johanne Bille er for vild! Vi har nu fået endnu en bog fra "Boghandel Blåregn"-serien og jeg elsker det! Jeg har forelsket mig i hendes serie og jeg bliver så glad hver gang at hun og forlaget People's meddeler at der er endnu en bog på vej. I "Gnister på isen" er vi tilbage hos veninderne i København og denne gang er podcasteren Linea hovedpersonen. Vil hun endelig finde kærligheden efter den hjerteskærrende episode hun var igennem sidste gang vi mødte hende?

Men før vi finder ud af det så kan I passende lige læse mine anmeldelser af de fem første bøger her:
"Sommer i Boghandel Blåregn"
"Et øjeblik i december"
"Masker af kærlighed"
"Mens haven springer ud"
"Mødet i olivenlunden"

Og nu til dagens anmeldelse. Faldt denne bog i lige så god smag hos mig som de fem første? Lad og finde ud af det. Her kommer anmeldelsen af "Gnister på isen". Enjoy!

Linea Isaksen kæmper for at holde hovedet oppe. Hun elsker sine veninder og hun elsker at tilbringe tid sammen med dem, men det er begyndt at være hårdt at være vidne til deres lykke og forelskelser når hun selv fik sit hjerte knust for et år siden. Et år hvor hun har besluttet sig for aldrig at date igen. Aldrig lade kærlighed få en plads i hendes hjerte. Men det er ikke det eneste som påvirker hende. Økonomien skranter og annoncørerne bliver mindre. Hun bliver nødt til at finde en løsning på det hele. Og det fører til at hun tager imod en lidt atypisk gæst til hendes podcast. En professionel ishockeyspiller. Ikke nok med at det er en sport hun intet kender til, men hun bliver også blæst totalt bagover af den frembrusende mand der dukker op i hendes studie.

Oliver "Ollie" Brown både skræmmer og fascinerer hende. Han er direkte og flirtende. Og det virker som om han intet filter har. Slet ikke en type Linea nogensinde ville finde tiltrækkende. Eller er det? For efter en time med denne person indser hun at hun faktisk har hygget sig. Har følt sig tilpas. Og tilmed også er blevet nysgerrig efter at lære ham bedre at kende. Måske endda også hans sport. Og med billetter til en kamp i hånden og hendes ishockey-elskende veninde under armen begynder Lineas hjerte at banke igen. Hvad gør denne Ollie ved hende?

Men pludselig dukker Isam op. Manden der knuste hendes hjerte. Og hun begynder at blive i tvivl om om hun overhovedet er klar til noget nyt. Kærlighed i det hele taget. Isam og Ollie er så forskellige. Men betyder det overhovedet noget? Er hendes hjerte alligevel for ødelagt? Skal hun gå tilbage til Isam? Skal hun give Ollie en chance? Eller har hendes skubben frem og tilbage og usikkerhed sat en forhindring op? Har Ollie opgivet? Har Linea forspildt sin chance?

Dette er en virkelig sød og romantisk serie hvor vi følger en lille venindegruppe og deres udfordringer i livet og mødet med den store kærlighed. Denne gang møder vi en kvinde som vi tidligere har fulgt hvor det ikke endte særlig godt. Nu får hun en ny chance for at finde kærligheden. Hvis hun tør. Denne historie er fuld af usikkerhed, sårede følelser, nye chancer og oplevelser, begær, overraskelser, venskaber og om at finde modet til at åbne sig op for en ny kærlighed efter at få sit hjerte knust. En deprimeret podcaster og en professionel ishockeyspiller - to meget forskellige personligheder. Det burde ikke fungere, men wow altså!

Johanne har gjort det igen. Jeg elskede at være tilbage hos veninderne og stemningen i deres område. Det var en skøn historie, men der var også ting som irriterede mig. Hvilket er en god ting! Jeg elsker nemlig når alt ikke er perfekt og sukkersødt. Der var dog tidspunkter for Linea gik mig på nerverne og hvor jeg muligvis fik kaldt hende dum. For shit altså hvor blev jeg vild med Ollie og jeg forstod ikke hvorfor hun skulle være så... afvisende! *Haha* Så jeg fik brugt rigtig mange følelser igennem denne læsning. Og jeg glæder mig til den næste og sidste bog i serien.
Tak for en virkelig skøn serie Johanne!

Min Goodreads rating:
★★★✩✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)