Anmeldelse af "Pletskud" ("Game Changers" 4) af Rachel Reid

Reklame for forlaget People's og forfatter Rachel Reid - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har længe haft planer om at læse serien "Game Changers" af Rachel Reid, og da der pludselig blev meddelt at den blev lavet til en TV-serie fik jeg kun endnu mere lyst. Desværre gik der lang tid før vi fik glæde af den herhjemme i lille Danmark, men I kan satme tro at jeg sad klar ved skærmen lige så snart det skete. Jeg måtte jo se om den nu også ville være noget for mig.

Og ohhhh my altså! Jeg forelskede mig straks. Så ja. Jeg var meget interesseret. Nu skulle serien bare læses. Og da jeg så kunne se at forlaget People's havde besluttet sig for at oversætte dem på dansk, tog jeg straks kontakt til dem. Heldigvis ville de gerne sende bøgerne til mig efterhånden som de udkom.
De har dog besluttet sig for at udgive dem i rækkefølge med TV-serien, så den første bog vi fik var den 2. bog. Altså "Kampens hede" som er første sæson. Den næste bog var "Forlænget spilletid" som er 6. bog og derefter "Gamechanger" som er bog 1. Måske lidt forvirrende, men da de kan læses uafhængigt at hinanden gør det ikke det store. Personligt vil jeg helst læse dem i den rigtige rækkefølge, men... jeg har besluttet mig for at følge forlaget People's rækkefølge lige med denne serie. :)

Men nu til det som dette indlæg handler om. Anmeldelsen af "Pletskud". Fjerde bog i serien. Den får I her. ;) Enjoy!

Ishockey målmanden for New York Admirals, Eric Bennett, er begyndt at tænke på at indstille sin karriere. Han er en del ældre end sine holdkammerater og kroppen er også begyndt at give tegn på at han ikke kan blive ved i mange år endnu. Det er en svær beslutning, men Eric føler at det snart er på tide. Måske er det endda på tide at komme ud og date igen. Han har ikke datet siden skilsmissen med sin kone. Og det er gået op for ham at han måske skal finde modet til at udforske den anden side af sin seksualitet. Selvom han er biseksuel så er det ikke noget han har udforsket. Eller fortalt nogen om. Men han vil prøve. Og derfor vil han prøve at date nogle mænd. Flirte. Og den smukke unge bartender på den lokale homobar som han har kigget længselsfuldt efter i noget tid flirter pludselig tilbage. Men er denne mand for ung?

Kyle Swift elsker sit job som bartender, men han er efterhånden begyndt at drømme om at få noget mere fast og spændende ind i sit liv. En kæreste måske? Hans hjerte er dog stadig skrøbeligt efter den skandale han var en del af da han var yngre, så han er påpasselig med hvem han er sammen med. Medmindre det er noget udforpligtende. Og det kan han nemt finde. Dog ikke altid med den type mænd som han længes efter. Ældre mænd. Hans erfarring er at de kun vil ende med at knuse hans hjerte. Og derfor er han en smule tvivlende da han begynder at flirte med den sexede sølvræv af en ishockeyspiller. Eric er ikke erfaren indenfor homoverdenen og det gør Kyle nervøs. Hvis de begynder på noget, vil Eric så pludselig kassere ham når han ændrer mening? Tør Kyle tage chancen? Eller kan det måske bare være som en hjælp? Kan han gå med til at lade Eric prøve nogle ting af med sig? Kyle må jo bare lukke af for eventuelle følelser for at beskytte sig selv. Det bliver da ikke så svært, vel?

Tiltrækningen er intens og Kyle elsker at oplæge Eric indenfor nydelsens verden i sengen, og Eric overraskes over hvor meget han rent faktisk elsker at være sammen med Kyle. Kyle vækker noget i ham som han ikke troede fandtes. Det er svært ikke at lade sig involvere med hinanden følsesmæssigt. Eric vil ikke have at Kyle fortryder det hvis det bliver til mere. Kyle er så ung og har så meget mere tilbage at opleve i sit liv, så Eric tør ikke drømme om en fremtid sammen. Kyle er bange for at blive såret igen, så han tør ikke erkende sine følelser overfor Eric. Deres aftale om noget uforpligtende passer derfor perfekt for dem begge. Indtil det ikke længere gør. Men tør de åbne op omkring det? Tør de fortælle hinanden om deres sande følelser? Eller vil aldersforskellen og frygten være altoverskyggende og i sidste ende være dødsstødet for deres skrøbelige forhold?

Dette er en bog-serie som er blevet vældig populær efter at den blev lavet til den populære TV-serie "Heated Rivalry" på HBO Max. Fans over hele verden blev igen vilde med de sexede ishockey mænd. Og jeg erklærer mig skyldig i det samme. Dette er en "M M Romance"-serie og vi forkæles med forbudt kærlighed, stærke sexede ishockey spillere, begær, humor, drama, hemmeligheder, svære udfordringer, et giftigt og homofobisk miljø og modige mænd der tør give det en chance og sætte alt på spil. I "Pletskud" møder vi en ældre ishockey målmand der planlægger at gøre en ende på sin karriere, og som vil prøve at udforske sin anden side af sin seksualitet, som han ikke har turde prøve før. Være sammen med mænd. Måske endda den unge sexede bartender som tydeligvis tænder på ældre mænd, men som efter en skandale er bange for at få sit hjerte knust igen? En forsigtig og uerfaren sølvræv og en livlig ung fræk sag. Vil aldersforskellen og frygten for at blive såret igen være for stor en udfordring? Tør de give tiltrækningen en chance? Tør de give kærligheden en chance?

Åhhhh mit hjerte bløder for de to her! Jeg har virkelig været most godt og grunding igennem følelseskværnen denne gang. Både når det kommer til vrede og irritation, men så sandelig også tårer og grin. Jeg nød virkelig læsningen og jeg ville ønske at vi fik en bog mere om dette par. Men ak... vi har nu kun én bog mere og endnu et nyt par. Men et par som jeg også virkelig har set frem til at læse mere om. Troy og Harris. Uhhh det bliver så godt!

Jeg kan VARMT anbefale jer at læse denne serie.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)