____________

Anmeldelse af "Mit knap så perfekte liv" af Sophie Kinsella

Reklame for Flamingo og forfatter Sophie Kinsella - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg elsker når der dumper bøger ind af døren, som jeg ikke havde regnet med ville komme. Især når de tilmed har fanget min interesse før jeg modtog dem. Og denne "Mit knap så perfekte liv" af Sophie Kinsella har jeg især været interesseret i. Den lød nemlig til at være den perfekte hygge-læsning her i det regnfulde Efterår, og så er den tilmed ret så aktuel mht. de sociale medier og den måde vi viser vores liv frem online. Så da pakken fra Flamingo dumpede ind af døren for noget tid siden blev jeg rigtig glad. Og nu var den endelig på toppen af min TBR-bogbunke så jeg kunne få den læst. :D

Katie Brenner drømmer om det perfekte liv i London. Med den perfekte lejlighed, det perfekte job og det perfekte Instagram-feed. Og folk omkring hende tror også at det er sådan det er. Men sandheden er noget helt andet. Hun er en bondetøs som er flyttet til storbyen. Hun bor i en sølle lejlighed med det mindste værelse muligt. Har ændret sit udseende så det passer til de stive jakkesæt i London. Og turen fra hjem til job er et sandt mareridt. Og jobbet? Tja det er heller ikke noget at råbe hurra for. Slet ikke som det hun viser på sin Instagram. Det er slet ikke hendes liv. Men det er det hun drømmer om. Det hun tror alle i London har. Og da hun møder et af firmaets nye direktører, Alex, så føler hun at det hele er ved at gå den rigtige vej. Han er nemlig både sjov, lækker og super charmerende. Og ikke nok med det, men han virker også til at være super interesseret i hende og hendes kreative idéer. Men snakken går på kontoret og Katie bliver pludselig i tvivl om, om hun har fået det rigtige indtryk af Alex.

For rygterne siger at han har en affære med Katies chef, Demeter. Demeter som er gift og har børn. Demeter som er ganske forfærdelig overfor hendes ansatte. Men som Katie alligevel drømmer om at blive oplært af. Men kan hun klare det? Klare at være faldet for en fyr der er sammen med hendes chef? Klare jobbet som... slet ikke rykker hende professionelt eller kreativt-mæssigt? Kan hun nå igennem til Demeter og vise hende hvad hun rent faktisk kan udrette?

Det begynder at gå værre og værre på jobbet og en dag står Katie pludselig og er blevet fyret. Hele hendes liv braser sammen omkring hende. Hun har ikke længere råd til at bo i London. Og hvad skal hun fortælle sin far, som i forvejen var meget imod at hun flyttede dertil? Hun vil ikke skuffe ham. Så hun holder sin fyring skjult. Flytter hjem - for en periode - og hjælper til med at starte en luksus glamping-plads på op ude på landet. For noget må hun jo lave imens hun desperat søger efter et nyt job. Og projekt "glamping" går strygende! Men tiden er ved at løbe ud for hende. Hendes "orlov" er ved at være gået og hvis hun ikke når at finde et job inden, står hun med et problem. For hendes familie vil snart finde ud af hvad der foregår. Og da hendes gamle chef, Demeter, samt familie pludselig dukker op på glamping-pladsen går Katie i panik. Hendes hemmelighed er i fare for at blive afsløret. Men kan Demeter genkende hende? Og hvordan får hun taget lidt hævn over det hun er blevet udsat for? Eller skal hun i stedet prøve at få sit job tilbage?

Katie er stadig usikker og da Alex pludselig også dukker op bliver hun super forvirret. For Demeter har vist sig slet ikke at være så slem. Måske har hun taget fejl af det hele? Og hvad er det for noget drama der sker på hendes gamle arbejdsplads? Og hvor passer Alex lige ind i det hele? Skal Katie hjælpe? Eller skal hun bare lade det hele være? Og behøver det hele være så perfekt? Hvad er der galt i at vise sit sande jeg? Og hvad skal der ske nu?

Uha.. Jeg vil ikke afsløre for meget, men hold da op hvor var denne bog altså bare skøn. Masser af humor, masser af drama og skønne situationer man ikke kan lade være med at grine lidt af samt se sig selv i. For ja vi drømmer nok alle et eller andet sted om det perfekte. Jeg går selv meget op i at mine billeder er gode, men det er også helt okay at de ikke er det. Man skal passe på med ikke at lade alt være så poleret og perfekt, for sådan er det jo faktisk slet ikke. Men så længe vi alle ved det, så... er det vel okay at have en god blanding? Bogen her beskriver det i hvert fald super godt. En god blanding af der perfekte og uperfekte er den perfekte kombination. ;)

Min Goodreads rating:

1 kommentar:

  1. Åh, en ny Kinsella bog - den må jeg have fat i, også selvom de ofte er sååå pinlige løbende :p

    - A

    SvarSlet

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)