Viser opslag med etiketten Forlaget Den Sorte Svane. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forlaget Den Sorte Svane. Vis alle opslag

Anmeldelse af "Praktikantens univers" af Richard Asklund

Reklame for forlaget Den Sorte Svane og forfatter Richard Asklund - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Så er det blevet tid til at anmelde den næste bog af Richard Asklund. Den første bog jeg læste af forfatteren var "Pistacieskovens Forbandelse" - som I kan læse anmeldelsen af her, og nu er det blevet tid til "Praktikantens univers", som faktisk er hans første udgivet bog.

Tak til Richard som kontaktede mig for at få sine bøger anmeldt. Tak fordi jeg måtte komme indenfor i dit brutale krimi-univers og få en lidt anderledes oplevelse end jeg plejer i de andre bøger jeg normalt læser. Men nok om det. Nu til denne bogs anmeldelse. Here you go.

I en primitiv hytte langt inde i den nordsvenske skov foregår der bestialske og onde ting. En vildmand - mere et dyr end et menneske efter en hård og umenneskelig opvækst i hænderne på en fremmed gammel mand - vogter over en anden mands ofre. En mand som har sat sig for at hævne sig på alle kvinder der minder ham om sin mor. En mor som var ren ondskab. En ondskab som han nu vil befrie hele verden for ved at fjerne kvinderne fra dens overflade. En mand som udefra ser normal og stilfuld ud, men som intet føler for andre mennesker. Og det får hans ofre i den grad at føle.

En ulykkelig og alkoholisk mand er på flugt fra en morder efter hans elsker falder i døden ved en kysthytte. På flugt fra myndighederne og fra sit liv. Men hans flugt bringer kun flere skræmmende hændelser med sig. Mødet med to unge kvinder virker måske som det perfekte alibi på sin videre rejse til nordsverige, men da de en dag forsvinder indhenter hændelsen fra kysten ham. Og det er ikke sikkert at han slipper levende væk denne gang.

Et ægtepar er også på flugt fra myndighederne. De var vidner til et bankrøveri og kom ved en tilfældighed i besiddelse af en sæk penge. Nu på flugt planlægger de hvordan deres videre liv skal se ud. Kvinden er alene da hendes mor for noget tid siden forsvandt og manden har været kastet tilbage fra forskellige børnehjem siden han var helt lille. Så det kriminelle falder ham naturligt. Men hvor skal de tage til for at holde lav profil i et stykke tid? Nordsverige er et godt og øde sted. Men rejsen bliver fuld af farlige situationer. Vil de blive fanget?

Seks meget forskellige individer mødes på kryds og tværs af hinanden men alle har én fællesnævner. En skæbne som er fuld af ondskab og hævn.

Hmm.. Selvom jeg efterspurgte mindre "overflødige beskrivelser af handlinger og omgivelser" i den sidste bog jeg læste af Richard Asklund, så synes jeg faktisk at det mangler lidt i forbindelse med handlingen i denne. Vi får lidt baggrundsinfo omkring de forskellige personer vi møder i denne historie, men.. det er lidt forvirrende til tider, da man springer meget fra person til person hele tiden indenfor samme kapitel uden afmærkninger på skiftene. Selve handlingen synes jeg er lidt rodet. Jeg må indrømme at jeg ikke blev så fanget af denne historie. Men det er dog spændende at følge med i hvordan så vidt forskellige personer kan ende med at være offer for den samme gal mand.

Historien handler om at alle ens valg og gøremål kan være altafgørende for ens fremtid. For hvem man vokser op til at være. Og omgivelserne man befinder sig i kan være byggestenene til ens liv. Og hvis man ikke passer på så kan man ende i kløerene på en ubeskrivelig ondskab. En ondskab der vokser indeni eller som man møder når man mindst venter det hvis man ikke er opmærksom nok.

Jeg synes det er svært at beskrive denne bog. Jeg kan slet ikke genkende bogen i den beskrivelse som den selv kommer med på bagsiden, men hvis man er til en historie om brutale mord, dødlige møder med rendyrket ondskab og mennesker på flugt, så kunne denne bog måske godt være noget for dig. Især hvis du er til bøger der nok ikke ender i en lykkelig slutning. Det er én af de ting som jeg godt kan værdsætte ved Richard Asklunds bøger. Lige på og hårdt. Jeg var dog mere til bogen "Pistacieskovens Forbandelse" hvis jeg skal anbefale en af dem.

Min Goodreads rating:
★★✩✩✩

Anmeldelse af "Pistacieskovens Forbandelse" af Richard Asklund

Reklame for forlaget Den Sorte Svane og forfatter Richard Asklund - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
For et par måneder siden blev jeg kontaktet af Richard Asklund, som ønskede at få sin bog anmeldt, og da jeg synes at den lød spændende, så takkede jeg ja til at han sendte bogen min vej. Jeg elsker en god krimi, og jeg nyder at få lov til at blive introduceret for nye forfattere og deres bøger. Og jeg kender intet til Richard som forfatter og derfor heller ikke hans bøger. Men nu har jeg fået en fod indenfor i hans forfatterskab og det takker jeg ham for.

Jeg har også været så heldig at få hans første bog tilsendt, så den vil I nok også snart finde en anmeldelse af her på bloggen. Så hold udkig efter den. Men indtil da - her kommer min anmeldelse af "Pistacieskovens Forbandelse".

Nadine og hendes mand har endelig besluttet sig for at adoptere et barn efter flere fejltagende forsøg på at få deres eget, og kærligheden til deres lille pige er stor. De forguder hende. Og Nadine beslutter sig en dag for at tage datteren med til Sicilien hvor de skal besøge lidt familie på vejen og ellers bare nyde noget mor-datter-tid sammen. Men glæden bliver kort. De er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og Nadine ender med at miste sin datter på den mest grufulde måde. Myrdet af en gal mand. En mand som viser sig at være mere farlig end først antaget.

Nadine er fast besluttet på at finde frem til datterens morder for at tage hævn, da det går op for hende at hendes mand ikke længere vil have noget med hende at gøre. Hvad er der tilbage for hende at tage hjem til? Intet. Så hun sætter alle kræfter ind på jagten. Og ved et tilfælde ender hun bag samme mure som sit mål. Men målet er ikke så nemt at komme i nærheden af. Og da slet ikke når hun bliver holdt på afstand af husets beboere, gæster og ofre. Er hendes hævntogt blevet umuliggjort af hendes nye situation? Det ser mørkt ud. Især da det går op for hende hvad der foregår på adressen.

Højere magter er på spil. En hemmelig orden med mørke hensigter som efterlader død og ulykke i deres kølvand. Medlemmere som har højtstående stillinger hele verden over. Stillinger som kan manipulere og ødelægge alt. Ødelægge Nadine hvis ikke hun spiller sine kort rigtigt. Men vil hun slippe levende derfra? Vil der overhovedet være noget sted der er sikkert at flygte til? Eller vil fjenden altid være en del af hendes skygge?

Dette er en historie om en massiv og hemmelig orden med en mørk baggrund, om uskyldige ofre, dæmoniske gerninger og om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Som fører til en mors jagt på hævn og et skæbnesvangert møde med rendyrket ondskab.

Denne krimi er ondskabsfuld og blodig og jeg er on to it! Man følger med både fra gerningsmændenes, ofrenes og pårørendes synsvinkel og det gør spændingen intens og dragende. Richard er som forfatter en meget detaljepræget og beskrivende historiefortæller, og det kan for nogen læsere godt blive lige i overkanten. Sådan havde jeg det lidt i starten, da jeg begyndte at læse denne bog. Der er mange hvad jeg vil kalde overflødige beskrivelser af handlinger og omgivelser, men efterhånden som man vænner sig til det, så giver det faktisk historien karakter og den får en kant og charme. Eller det er i hvert fald sådan jeg har det med denne bog. Eller sådan fik jeg det igennem læsningen i hvert fald. Men i starten tænkte jeg lidt "okay det behøvede jeg ikke at vide så detaljeret", men man vænner sig til det. Og selve historien endte med at overdøve det, så.. as I just said - det betød til sidst ikke så meget for mig. Og! Slutningen er ikke nødvendigvis "a happy ending" og det elsker jeg!

Så alt i alt en virkelig god krimi. Og jeg ville give den 3½ ud af 5, men da jeg går efter Goodreads-ratingen, så får den 3. Kun fordi jeg synes der var en smule for mange beskrivelser. Blev der skåret lidt ned på dem, så havde den fået 4 store stjerner fra mig. Og jeg satte pris på den skønne detalje med "Den Sorte Svane"-vinkel i historien. Hvad jeg mener med det? Læs den så finder I ud af det. ;)

Min Goodreads rating:
★★★✩✩