Viser opslag med etiketten Forlaget Ulven og Uglen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forlaget Ulven og Uglen. Vis alle opslag

Anmeldelse af "Sødt og råddent" ("Algizjournalerne" 1) af Lene Krog

Reklame for forlaget Ulven og Uglen og forfatter Lene Krog - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har været så heldig at få lov til at læse og anmelde Lene Krogs nye bog, ”Sødt og råddent”, fra hendes nye serie ”Algizjournalerne” takket være hendes skønne forlag, Ulven og Uglen, og I kan tro at jeg har glædet mig til at hun udkom med noget nyt. Jeg elskede hendes ”Pigen fra Månehøjen”-serie, som I kan finde mine anmeldelser af her og her. Så nu var jeg spændt på at se om jeg også ville falde for den nye serie her. Den lyder jo super lovende. En paranormal fantasy! Det kunne næsten ikke være mere perfekt.

Men nu til det det handler om. Min anmeldelse af ”Sødt og råddent” den kommer nemlig her. Kunne den leve op til mine forventninger?

Det vrimler med skyggedæmoner i Wien i 1899 og Adam Montanari er den eneste der kan uddrive dem fra de mennesker de beslutter sig for at besætte og spise livsgnist fra. Så da et lig uden hjerte dukker op og politiet mistænker noget paranormalt bliver han og kollegaerne sat på sagen. Men der er noget galt. Dette kan umuligt være en skyggedæmons værk. Liget lugter ikke af svovl. Men derimod sødt og råddent. Det må være noget andet. Og det bliver hurtigt en større sag end nogen havde forudset. En hævngerrig ånd er på spil og en bestemt gruppe mennesker er i fare. En gruppe mennesker der skal straffes for hvad deres bedsteforældre gjorde for mange år siden.

Cornelia Holm og hendes tvillingebror skal besøge nogle veninder i Wien som de mødte på en rejse, og nu da Cornelia alligevel er kommet til byen, så kan hun også møde den professor som hun har haft kontakt med i sin søgen på svar på sin egen og brors ophav. Han er en del af en lille gruppe paranormale efterforskere og hun håber at de kan være hende behjælpelig. Men hun havde ikke regnet med at hun ville blive viklet ind i en sag med skyggedæmoner, en hævngerrig ånd og en gnaven men super tiltrækkende dæmonuddriver ved at blive lærling for ham. Men her er hun nu. Og det går hurtigt op for hende at hun bliver en vigtig brik for begge parter af sagen. Om hun vil det eller ej.

Adam er nervøs for at have Cornelia på slæb. Med hendes evner kan hun afsløre hans hemmelighed. En hemmelighed som ikke må blive kendt for omverdenen. En hemmelighed som kan være farlig. Han er nemlig ikke som de fleste. Men er Cornelia det? Tiltrækningen imellem dem er ikke til at tage fejl af, men der er for meget på spil til at lade sig styre af den. Og da mordsagen pludselig bliver super indviklet og de selv kommer i fare, bliver det altafgørende at de giver det alt de har. Og finde svar på hvorfor alt dette skete. Stoppe mordene. Og de får flere svar end forventet. Men nu er der bare tilbage at finde ud af… Hvor kommer Cornelia og Bendix fra?

Dette er en super spændende og interessant ny dansk fantasyserie fuld af skyggedæmoner, spøgelser, paranormale efterforskere, mørke hemmeligheder, farlige efterforskninger og mord, hævn, overraskelser og masser af ubesvarede spørgsmål. En serie som vil føre dig ind i en paranormal verden og fylde dig med uhygge og spænding. Perfekt læsning til en mørk efterårsdag.

Wow! Lene altså! Jeg var sikker på at jeg ville falde for denne serie, men jeg var ikke forberedt på at jeg ville blive så hooked! Jeg elsker alt ved den. Det paranormale, Adams hemmelighed og ophav, Cornelias og Bendixs – stadig – ubesvarede oprindelse. Og så den epilog! Aih men altså nu kan jeg da ikke vente med at finde ud af hvad det betyder for dem og deres fremtidige liv. I NEED TO KNOW MORE! Og så er der spørgsmålet. Hvad er det lige med Adam og Cornelia? Tør de gøre noget ved de følelser der? ;)

Hvis I mangler noget skøn paranormal læsning så bliver I altså bare nødt til at læse denne bog (og serie når den på et tidspunkt bliver fuldendt) og jeg kan også varmt anbefale jer hendes ””-serie som er en af mine favoritter i mine bogreoler.
Og hvis I har mod på det, så kunne I jo også lave et hjerte som det jeg har lavet inspireret af forsiden af ”Sødt og råddent”. ;)

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Anmeldelse af "Med Døden på slæb" ("Sjælebundet" 1) af Clara-Amalie Vorre-Grøntved

Reklame for forlaget Ulven og Uglen og forfatter Clara-Amalie Vorre-Grøntved - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
For et par måneder siden blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at læse og anmelde den første bog, "Med Døden på slæb" fra serien "Sjælebundet" som Clara-Amalie Vorre-Grøntved skulle udgive igennem forlaget Ulven og Uglen her i efteråret, og selvfølgelig ville jeg det! Ikke nok med at jeg elsker at støtte danske forfattere så elsker jeg jo når de udkommer med fantasy. Og denne serie lød simpelthen for god til at jeg ville gå glip af den.

Og se lige den forside! Jeg er vild med den. Og vi fik endda merch med fra serien. En side fra hovedpersonens skitsebog, klistermærker og et lille opskriftshæfte. Dét er altså kræs. Tak Clara-Amalie! Det var en dejlig lille overraskelse.

Men nu til det dette indlæg handler om - anmeldelsen af "Med Døden på slæb". Jeg har nemlig fået læst bogen og er klar med min anmeldelse til jer. Den kommer her. Enjoy!

Irene har aldrig været god til at få venner, og derfor bruger hun det meste af sin fritid ved siden af gymnasiet til at tegne. Den eneste ven - hvis han da er det - er nabodrengen Oliver. En fyr som ser hende blive ramt af en lastbil. Et uheld som ikke var hendes skyld men derimod den mystiske lyshåret fyr som stod sammen med dem ved busskuret. En fyr som igen befinder sig på hendes hospitalsstue da hun vågner op. Uden skræmmer og ikke død. Hvilket ellers var meningen ifølge denne mystiske fremmede. Irene skulle have været død? Og nu viser det sig også at ingen andre end Irene kan se ham. Hvad er det der foregår? Og hvorfor kan hun ikke gå ud af et rum og væk fra ham uden voldsomme smerter og den at besvime? Hvem er han?

Kaun er en sjælefragter - også kaldet "Døden". Og det var meningen at denne opgave skulle have været hurtigt overstået. Men Irene overlevede og de er nu bundet til hinanden. Slet ikke noget Kaun ønsker og han panikker over denne nye situation. Og hun spørger om for mange ting der ikke rager hende. Og nu har hun også brændt hans skyggebog! Hvordan skal han nu kunne udføre sin opgave? Og nu er han nødt til at følge efter hende overalt. Blandt andet på en tur igennem landet da hendes forældre er bekymret for at hun er ved at blive sindsforvirret fordi hun snakker og skændes med en person de ikke selv kan se. Det her var altså ikke planen! Og da slet ikke at han begynder at blive påvirket af dette menneske. Han er sikker på at hun har smittet ham med sin menneskelighed. Det er en uvant og ubehagelig fornemmelse.

De bliver nødt til at finde ud af hvordan de slipper af med hinanden og deres mystiske bånd. Og svaret kan de måske finde hos Irenes bedstemor. Men det bliver ikke så nemt som de havde håbet. Og det viser sig hurtigt at være større end de var klar til. Et mystisk narkotikum er ved at sprede sig hastigt, deres følelser for hinanden er pludselig ikke negative længere, deres forbindelse er måske ikke et tilfælde og de kan måske være de eneste som kan forhindre verden og de forskellige dimensioner i at blive smadret og ødelagt for altid.

Dette er en ny og super spændende dansk fantasy serie med magiske væsner, forskellige dimensioner, farlige fjender og ... Døden. Første bog i serien er fuld af overraskelser, humor, drama, forbudte og forvirrende følelser, farlige opgaver og starten på en ekstremt vigtig og risikofyldt rejse for et menneske og en sjælefragter. Er de klar til så stort et ansvar? Til at skulle være alles redning?

Jeg er allerede vild med Irene og Kaun og I kan tro at jeg glæder mig til at følge med i deres rejse og udvikling. For sådan en er garanteret. Og man håber jo lidt at de på et tidspunkt rent faktisk... tør lade deres følelser tage over. ;) Og sikke da en slutscene vi fik! Vi fik en stor teaser til næste bog og det bliver svært at vente. Især når ens tålmodighed er så lille som min.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Anmeldelse af "Legender & Latte" ("Legends & Lattes" 1) af Travis Baldree

Reklame for forlaget Ulven og Uglen og forfatter Travis Baldree - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Første gang at jeg så forsiden på denne bog blev jeg nysgerrig. Jeg læser en del fantasy, men jeg har endnu ikke læst noget med orker, succubusser osv.. Og det er der i denne bog. Ikke nok med at det er en fantasy, så er det en "Hygge-Fantasy". Se dét gjorde mig ekstra nysgerrig. Så da forlaget Ulven og Uglen spurgte om jeg ville læse og anmelde den nu hvor den udkom på dansk, så sprang jeg straks til. Måske lidt overexcited, men jeg kunne ikke lade være. Jeg vidste bare at den ville være en hyggelig bog. Så er den det? Kunne den leve op til mine forventninger? Find ud af det nu. For her kommer min anmeldelse af "Legender & Latte" af Travis Baldree. ;)

Orken Viv vil lægge sit liv med mudder, blod, sværkampe og konstant at være på farten bag sig og starte et nyt sted. Med et nyt mål. Så hun drager til storbyen Thune med sit sværd og en pose fuld af dusørpenge og her vil hun finde et sted og åbne en kaffebutik. En café. Selvom det er langt fra hvad hun er vant til, så er hun fast besluttet på at det skal lykkedes. Kaffe er dog normalt noget som kun gnomer kender til, men det vil hun ændre på. Hun forelskede sig selv i den varme drik på en af hendes ture til en gnomby og har ikke kunne slippe tanken om den siden.

Med hjælp fra en ønskekvist, en magisk sten og en smule stædighed finder hun en gammel faldefærdig stald som hun beslutter sig for at købe. Og derfra går det stærkt. Hun ansætter en assistent, en tømmer og en bager og butikken får hurtigt succes da det går op for byens befolkning hvilken gave Viv har taget med til byen. Men det er ikke alle der er lige begejstret for at det går hende godt. Gamle og nye fjender rører på sig i skyggerne og Viv er nu afhængig af at hun har været heldig nok til at finde folk hun kan stole på. Og som er villige til at hjælpe hende.

Men vil det være nok når det værst tænkelige sker? Har Viv været for naiv at tro at hun kunne lægge sit gamle liv bag sig takket være en magisk sten? At en ork kunne skabe sig et stille og hyggeligt liv med en fast base? At hun kunne finde folk som hun kunne kalde sine venner? Var det hele for godt til at være sandt? Vil hun ende med at miste det hele?

Dette er en virkelig skøn hjertevarm hygge-fantasy som du ikke vidste at du manglede på din bogreol. Den er fuld af skønne karakterer, varme og kolde drikke og bagværk som kan få mundvandet til at løbe, humor, personlig udvikling og en voksende og uventet kærlighed. En historie om at turde at finde modet til at ændre sit liv til det man virkelig drømmer om. Om modet til at åbne sig op for fremmede og lade dem komme tæt ind på livet af sig. Om modet til at elske.

Jeg er så glad lige nu. Den levede fuldt ud op til mine forventninger og jeg ville virkelig ikke have at den skulle stoppe! Jeg vil have mere! Mere Viv og Tandri tak! Deres historie kan da ikke bare stoppe der?! Jeg vil vide hvad der nu skal ske! :P Man kan vel drømme, ikke? ;)

Hvis du mangler en hyggelig fantasy roman som kan få dig til at le og som er ekstra hjertevarm, så er "Legender & Latte" af Travis Baldree helt klart et læs værd.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Anmeldelse af "Døden kalder" ("Ulveblod" 1) af Line Lybecker

Reklame for forlaget Ulven og Uglen og forfatter Line Lybecker - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg jubler hver gang at en dansk forfatter udkommer med en ny fantasy-serie, og det gjorde jeg så sandelig også da Line Lybecker gav besked om, at hun nu var klar med en ny af slagsen. Nemlig den første bog i hendes nye serie "Ulveblod". Og da hun spurgte om jeg kunne være interesseret i at læse og anmelde "Døden kalder" så sagde jeg straks ja! Så mange tak til Line og forlaget Ulven og Uglen for anmeldereksemplaret.

Og lad os bare komme igang med det det handler om. Nemlig anmeldelsen af netop den bog. Kunne den leve op til mine forventninger? ;) Lad os se. Here you go!

Frederik får en dag færten af blod og kan ikke lade være med at føle sig draget af det. Der er meget af det og det dufter anderledes end alm. menneskeblod. Og det gør ham nysgerrig. Da han når frem til stedet finder han en pige omkring hans egen alder med store flænger i armene. Hun har skåret i sig selv og er meget tæt på at dø. Selvom blodet får hans tænder til at løbe så kan han som medicinstuderende ikke lade et andet menneske dø på denne måde. Og da slet ikke et som gør han nysgerrig. Han bliver nødt til at redde hendes liv. Og måske endda finder ud af hvad der gør hendes blod anderledes. Kan han finde en mulighed for at undersøge hendes blod i laboratoriet?

Tina vågner op på hospitalet - forvirret og træt. Hun burde ikke være her. Hun burde være død. Være hos sin familie - sin flok - hvor end de er endt efter deres død. Men i stedet finder hun en fremmed fyr ved hendes seng. Hendes redningsmand. Og selvom hun er irrieret, så er hun også nysgerrig. For han lugter anderledes. Hvis han ikke er et menneske, hvad er han så?

Tina og Frederik ender med at blive roommates da Tina ikke kan holde ud at være alene og Frederik gerne vil have mulighed for at holde øje med hende. Og de får herved begge svar på hinandens spørgsmål. Hvad der får dem til at dufte anderledes. Og da Frederik endelig får mulighed for at undersøge Tinas blod får han hurtigt svar på mange flere spørgsmål som er dukket op i forbindelse med hans studie og praktikplads på laboratoriet. Det er nemlig ikke første gang at han har set blod opføre sig på den måde. Men det betyder også at der er noget helt galt. Hvad er det egentlig de arbejder på? Hvor har de de prøver fra? Svarene afdækker en uhyggelig og grum hemmelighed og det kan betyde at flere liv er på spil. Og at Frederik og Tina selv er i fare. Hvem kan de stole på? Hvor kan de være sikre?

Dette er en utroligt spændende fantasy fuld af uhyggelige hemmeligheder, mytiske væsner, dybe følelser, skræmmende forsøg, vilde afsløringer og en stor frygt for at blive fanget og brugt som forsøgsdyr. Et unikt venskab imellem to forskellige væsner og en altødelæggende opdagelse. En opdagelse som vender op og ned på alt de troede de vidste og kunne stole på.

Line altså! Den slutning der! Shit! Første bog i serien slutter med en kæmpe cliffhanger og jeg skal da lige love for at neglene er blevet bidt ned til roden af ren spænding. Nu kan det kun gå for langsomt med at få den anden bog i hænderne. Jeg håber du allerede er godt igang med skriveriet Line. For hold da op en stærk start du har skabt med denne nye serie. Wow!

Hvis du er til fantasy om mytiske væsner, drama, store overraskelser og masser af spænding, så er denne bog helt klart en du burde læse. Jeg forudser allerede at dette bliver en fantastisk serie.

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af "Blåhjerte" fra serien "Pigen fra Månehøjen" af Lene Krog

Reklame for forlaget Ulven og Uglen og forfatter Lene Krog - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Det er med vemod at jeg nu skal poste min sidste anmeldelse af serien "Pigen fra Månehøjen" af Lene Krog, men den sidste bog er udkommet og jeg har været så heldig at få lov til at læse den takket være forlaget Ulven og Uglen. I kan læse min anmeldelse af de to første bøger her og i dag får I så min anmeldelse af bogen "Blåhjerte" som er den tredje og sidste bog i serien.

Freja og Roan er lykkedes at rejse tilbage i tiden for at forhindre krigen i Bragimark - troede de. For Egans planer om at have magten over alle blåhjerterne og deres magiske krafter er stadig i fuld gang. Og Freja vil gøre alt hvad der er i hendes magt for at afsløre ham og hans planer. Men endnu en skræmmende bølge af uheld og skræk har ramt landet. Og da det kun er Freja og Roan der kan huske hvad der skete i fremtiden er det svært at overbevise folk om det der er ved at ske.

Langsomt arbejdes der på at få deres allierede til at få deres minder tilbage så de kan tage kampen op imod fjenden, men de er spredt og alle er mere eller mindre på flugt eller fanget i uheldige situationer. Merian slås med uforklarlige minder og en mystisk dragning af blåhjertesværdene. Leander ser ud til at skulle deltage i et tvangsægteskab, og grunden for dette ægteskab har mørke hensigter og er en af brikkerne for fjendens hævn over gudinderne. Freja er jagtet vildt og har en dødsdom over sig, så hun er på flugt samtidig med at hun får besked på at hun kan være en af de eneste der kan ændre krigen til deres fordel. Men vil det kunne lykkedes for hende når hun konstant ser døden i øjnene?

Drabet på kongen bliver startskudet til deres mest skræmmende kamp og gudinderne og heksene må samarbejde for at få stoppet fjenden. Men er det for sent? Hvor mange vil de miste? Og hvad vil det komme til at betyde for fremtiden mellem de forskellige grupper? Vil der overhovedet være en fremtid? Vil skæbnen fra fortiden være umulig at slippe væk fra?

Endnu en tidsrejse er nødvendig, men er det overhovedet muligt at bringe det tilbage som de skal bruge? Og med livet i behold? Tidsnok til at finde ud af at endnu en fjende har meldt sig på banen. Det er igen op til Freja at redde dem alle sammen, men vil det være for stort et ansvar? Mange liv går tabt og det sidste slag vil være altafgørende. Hvem vil vinde? Hvem står tilbage?

Sikke et brag af en afslutning på serien. Jeg blev blæst bagover og der er blevet fældet mange tårer til denne bog. Der er mange tab og især ét af dem gjorde ondt da jeg virkelig elskede den person. Og selvom slutningen er super trist så er der også noget skønt ved den. Men hold nu op hvor er det vemodigt at måtte sige farvel til Lenes skønne univers og fantastiske karakterer. Det har været en ren fornøjelse og jeg vil 100% vende tilbage til disse bøger og læse dem igen og igen. Universet er lige noget for mig og jeg elsker alt der har med magi, mystik, det paranormale og drama at gøre. Så hvis I er til de samme emner så vil jeg helt klart anbefale jer at finde frem til denne serie og give den et læs. Det vil I ikke fortryde. Trust me. ;)

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af "Den som hvisker" ("Det røde daggry" 1) af C.A. Wolters

Reklame for forlaget Ulven og Uglen og forfatter C.A. Wolters - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
I Efteråret sidste år var jeg så heldig at jeg igennem forlaget Ulven og Uglen fik tilsendt C.A. Wolters' debut bog, "Den som hvisker", som bliver beskrevet som en "blodig og dyster romance, fyldt med hemmeligheder, mareridt og bidende kys." Et nyt skud på den danske fantasy-stamme og jeg var TÆNDT! Jeg ville ikke læse alt for meget op på bogen før jeg fik den læst, da jeg ikke ville have spoilere osv, men jeg fik en fornemmelse af at der var noget med noget "vampyr"-agtige vibes og forbudte følelser. Så allerede der var jeg meget interesseret, og da jeg endelig var nået til bogen i min TBR-liste, så smed jeg alt hvad jeg havde i hænderne, låste døren og gik straks igang med en stor sult efter noget lækker fantasy. Og nu er jeg klar med min anmeldelse til jer.

Shiroin har siden hun var barn følt sig anderledes. Hun bliver også behandlet sådan. Ikke kun fordi hun er kejserdatter, men fordi hun følger sine egne regler og anses for at være farlig for hendes omgangskreds. Og det er der en god grund til. Hun hører en stemme i sit indre og den snakker om død, at æde og overtage magten - og Shiroin er især enig med den sidste del. Hun vil overtage tronen fra sin far, og det skal være snart.

En dag da kejseren har et hemmeligt møde med alle kongerne og deres masker står Shiroin på lur. Hun vil skaffe sig alle de oplysninger hun kan for at få kejseren slået ned, men hun ender med at blive afsløret og det har en masse vrede med sig i kølvandet. Og måske endda også en hævn fra hendes fars hånd. Han har ansat en livvagt som skal følge hende overalt. Og ikke en hvilken som helst livvagt. En elsalvianer fra Ødelandet. En af fjenderne. Og Shiroin er ikke den eneste der er chokkeret og imod den beslutning. Men kejseren har talt og nu kan hun ikke overtage magten som planlagt. Denne livvagt er en kæp i hjulet.

Selvom hun er irriteret og vred så er hun også nysgerrig. Kiel er ikke som hun forventede. Han er trodsig og afslappet og da han slår hendes guvernante ihjel efter at hun har såret Shiroin så lover han hende 100% troskab og loyalitet fremover. Han vil ikke længere adlyde kejseren. Og det passer perfekt ind i Shiroins planer. Nu har hun fået sig en personlig klinge og livvagt i sin personlige krig.

Da kejseren en dag er tæt på at skille sig af med hende får hendes indre stemme hende overtalt til at låne dets kræfter, og inden hun ser sig om, har hun drænet og dræbt sin far. Nu er det altafgørende at nå frem til krigens front for at få overbevist kongerne til at lade hende overtage tronen. Men det kræver at hun viser dem sin styrke og det bliver en lang og farefuld rejse. Og forhindringerne er mange og er tæt på at koste dem livet flere gange. Hendes indre stemme får mere og mere magt og Shiroin har nu alt for mange ting at slås imod. Og selvom Shiroin og Kiel kommer hinanden nær og åbner sig mere op for hinanden, så gør det dem også mere skrøbelig overfor det de står overfor. Især den største fjende der stadig venter på dem. En fjende som får kløerne i dem hurtigere end forventet.

Vil de kunne slippe fra dem i live? Vil Shiroins planer om at overtage tronen være for urealistiske? Og hvem kan hun i det hele taget stole på har hendes ryg i denne krig? Er Kiel nu også den hun tror han er? Og hvad med hendes indre stemme? Er den en ven eller fjende?

Hold nu op hvor er det dog en fed start på en virkelig vanedannende fantasy trilogi - forudsiger jeg allerede nu. Et brag af en debut. Jeg bøjer mig i støvet. Det var slet ikke som jeg havde forventet, men på den gode måde! Jeg sugede mig mere og mere fast til bogen for hvert kapitel og mine "vampyr"-forventninger fik en totalt uventet drejning. Jeg er vild med det. Jeg elsker at blive overrasket og jeg elsker når jeg får lov til at læse om noget andet end det men måske forventer. Så jeg kan kun anbefale jer at give denne et læs. Især hvis I er til fantasy.

Jeg glæder mig allerede voldsomt til den næste bog i serien og jeg ser frem til endnu mere blod, krig og forbudte følelser. Og endnu mere "Shi'Kiel'roin"! :D

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af "Et manipuleret liv" af Pernille L. Stenby

Reklame for forlaget Ulven og Uglen og forfatter Pernille L. Stenby - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg havde længe ventet i spænding på at se hvornår at Pernille L. Stenby ville udkomme med endnu en bog i hendes spændende univers fra Mestenes-serien. Så da jeg så at der ville komme en i år blev jeg virkelig glad. Jeg havde dog forventet at det ville være den tredje bog i Mestenes-serien, men nej. Det var derimod en selvstændig bog FRA samme univers. Altså ikke omhandlende Mestenes men med en ny hovedperson. Og det gjorde mig helt vildt nysgerrig. Så jeg blev simpelthen så glad da jeg fik lov til at anmelde den. For jeg elsker Pernilles bøger fra dette fantastiske forskruet univers.

Og bogen er nu blevet læst og her får I min anmeldelse.

Rache Leen fik sansen og blev en betvinger i en sen alder og lige siden har hun tilhørt Kastellet. Hun var efterhånden steget godt i graderne, men hun begik kodeksbrud og mistede derfor sit tidligere korps - kontrolløren eha Karien og hans krebs, datteren Verlin og veninden Trea. En veninde som var grunden til kodeksbruddet. Og nu er hun tvunget i rehabilisering hos en anden kontrollør. Eha Jenove. En magtfuld kvinde. Og det er vigtigt at Rache gør det godt så hun kan få sin fjerde bjælke tilbage og komme tilbage til sit gamle korps. Men det bliver ikke nemt. Og da slet ikke da hun nu skal arbejde sammen med en amvilmisbruger. Heneum. En betvinger fra Trevl. En ussel mand der helt sikkert vil besværliggøre det hele for hende.

De er blevet sendt til udkantsbyen Loensel og her skal de undersøge sager omhandlende eventuelle uregistrerede med evner. Men imens de er der bliver flere indbyggere henrettet. Indbyggere som eftersigende skal være med sansen. Så derfor et angreb mod Kastellet og De Fem. Så det er vigtigt at de får stoppet hadet og modstanden mod systemet. Men som dagene går og jo mere Rache og Heneum tilbringer tid sammen, begynder mistanken om et forskruet styre at vise sig. Der foregår noget som ikke er som det skal være. Og Rache finder ud af at Heneum faktisk ikke er så tosset og slem som hun først troede. De hader begge Kastellet og de regler de får presset ned over sig.

Heneum kæmper med sin afhængighed og Rache slås med forbudte følelser og et stort savn til sin datter. Alt noget som ikke er acceptabelt i Kastellet. Så de må sætte deres lid til hinanden og forsøge at finde en vej ud af det sammen. Og det kræver at de igen bliver nødt til at gå imod systemet og begå kodeksbrud. Og da alt omkring dem bliver kaos så er det et spørgsmål om liv eller død at finde det de søger. Hærværk, vold, skudsalver - alt flyver om ørerne på dem. Der er ingen vej tilbage nu. De må ofre alt for at nå til deres mål. Og Rache har fundet sit. Men kan hun få lov til at drømme om at nå til enden? Eller har hun mistet alt ved den sidste kamp imod regler og styre?

Jeg elsker Pernilles andre bøger i Mestenes-serien og jeg havde set meget frem til at læse denne selvstændige roman fra samme univers. Selvom der er mange ting man genkender fra Mestenes-serien så er der også mange nye detaljer i denne bog. Man får et indblik i livet efter skolen og hvordan de arbejder i distrikterne. Hvordan systemet fungerer, hvordan befolkningen udenfor de sansende lever og deres holdning til dem med sansen. Hvordan magtsystemet er bygget op. Og det er skræmmende, men så sandelig også super spændende. Det er en bog fuld af spænding, magtkampe, identitetskriser, sorg, savn og svære følelser. Jeg er vild med det og jeg glæder mig meget til næste kapitel i Mestenes-serien - som jeg håber kommer næst - og måske endda også i den nye selstændige bogs retning? Måske endda en historie om hvordan det nu skal gå med Heneum? Bliver spændende at se hvad Pernilles næste skridt bliver. Jeg er i hvert fald frisk på noget mere. :D

Min Goodreads rating:
★★★★★