Viser opslag med etiketten Forlaget Gyldendal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forlaget Gyldendal. Vis alle opslag

Anmeldelse af "Sandheden om Rachel Price" af Holly Jackson

Jeg har før læst og anmeldt bøger af Holly Jackson her på bloggen og I kan eventuelt finde de anmeldelser her:
"En god piges guide til mord" ("A Good Girl's Guide to Murder" 1)
"God pige, ondt blod" ("A Good Girl's Guide to Murder" 2)
"Så godt som død" ("A Good Girl's Guide to Murder" 3)
"En af dem dør"

Og da jeg så at der nu var kommet endnu en bog - "Sandheden om Rachel Price" - så blev jeg nødt til at se om ikke jeg kunne finde den og få den læst. Jeg nød virkelig de andre bøger, så jeg tænkte at jeg nok heller ikke ville gå helt galt i byen med denne. Selvom det er en young adult mystery thriller, så formår Holly Jackson altså at fange min interesse med hendes bøger. Ja de er til et lidt yngre publikum, men... de har altså et eller andet som hiver fat i en. Og nu er "En god piges guide til mord" også blevet til en Netflix-serie! Som jeg varmt kan anbefale jer at se. ;) Glæder mig til næste sæson.

Men nok om det. Nu handler det om min anmeldelse af "Sandheden om Rachel Price". Og den kommer her. Enjoy! :D

Bel Prices mor forsvandt sporløst for 16 år siden og efterlod hende på bagsædet af bilen. Ingen så hvad der skete. Udover Bel. Men hun var kun to år gammel så hun husker intet og kunne dengang ikke fortælle hvad der skete. Og nu er Bel fyldt 18 år og et dokumentarhold er dukket op i byen for at lave en true crime-dokumentar om hendes mors forsvinden. Hvad skete der med Rachel Price? Stak hun af? Blev hun kidnappet? Er hun stadig i live eller er hun død? Bel ønsker ikke længere at vide det. Vil bare glemme det hele. Men nu skal dette bare overeståes. Hun ønsker ikke at der bliver revet op i mere. Hendes far blev den hovedmistænkte dengang, og en stalker var opsat på at løse sagen. Der har været for meget kaos i årenes løb og Bel er bare klar til at lukke det kapitel for altid.

Men pludselig sker der en kæmpe drejning i sagen. Rachel Price dukker op. I live! Alle er i chok. Bel er mistænksom. Og alt bliver nogensinde det samme igen. Og Bel vil have en forklaring. Hun vil have sandheden. For der er noget der ikke helt passer med den historie hendes mor fortæller. Der er flere ting der ikke giver mening. Hvorfor lyver hun? Og hvorfor opfører Bels familie sig så... mærkeligt? Jo mere Bel kradser i overfladen jo flere spørgsmål dukker der op. Og hun er nu opsat på at afsløre Rachel som en løgner. Med hjælp fra en fra dukomentarholdet. De må gå undercover og tjekke op på de skævheder hun har opdaget. Men da hun tror at hun endelig har fundet den sidste ting der kan fælde Rachel sker endnu et twist i familiens drama. Og det var det værst tænkelige der kunne ske.

Endnu en forsvinding stikker en kæp i hjulet for Bel, men pludselig får hun et spor foræret. Ved et uheld. Eller er det? For Rachel vil jo ikke fortælle sandheden. Men kender andre til den? Bel må følge det spor. Også selvom det måske fører til svar som hun ikke ønsker at se i øjnene. For det kan måske vise sig at være afsløringen på noget større. Noget tættere på. Måske har hun taget et forkert parti? Men vil hun løse sagen før det er for sent? Før der går mere galt? Hvem taler sandt?

Dette er en super spændende krimi med masser af familiedrama, overraskelser, hemmeligheder, mystiske gåder, løgne og plot twists. En forsvindingssag bliver pludelig vendt til at være en kidnapningssag og et mislykket drabsforsøg. En sag som viser sig ikke at være som først antaget. En sag som en ung pige sætter sig for at løse. Men er hun klar til at kende sandheden? Også selvom den vil vende op og ned på alt hun troede på? Vender op og ned på dem hun troede hun kunne stole på?

Okay... Holly Jackson har gjort det igen. Hun har endnu en gang givet os en super fin krimi med mange skønne overraskelser og detaljer. Jeg har endnu engang nydt læsningen og jeg kunne virkelig godt tænke mig at se denne blive til en film. Den kunne blive overraskende god. Hvis ikke du endnu har givet hendes bøger en chance, så synes jeg du skulle gøre det. Man bliver lidt en del af en større efterforskning og er med inde bag kulisserne. Ser alle ledetråde og er med til afhøringerne. Måske endda selv gætte på gerningsmanden? ;)

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Anmeldelse af "Pigen ingen savnede" ("Tårnby" 3) af Lisa Holmfjord

Reklame for forlaget Gyldendal og forfatter Lisa Holmfjord - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg var bange for at jeg ikke fik mulighed for at læse og anmelde det næste kapitel i "Tårnby"-serien af Lisa Holmfjord, som jeg er gået hen og er blevet forelsket i, så da Lisa trak i nogle tråde og fik mig tilbage på anmelderlisten kunne jeg ikke lade være med at fælde taknemmelighedstårer i massevis. Jeg havde nemlig set voldsomt meget frem til at læse "Pigen ingen savnede" og jeg var overbevist om at jeg ville elske den mindst lige så meget som "Døden er kun et øjeblik" og "Djævlen, du kender".

Men gjorde jeg så det? Lad os finde ud af det. For her kommer min anmeldelse af tredje bog i serien.

Jeanett er en ensom teenager og det hjælper ikke at hendes familie er Jehovas Vidner og reglerne derfor er strenge når det kommer til alt. Især med en stedfar der ikke tillader Jeanett at have en mobil, venner.. et liv udenfor deres lille lejlighed. Den eneste hun rigtig snakker med er underboen Layla. Men da Layla skal rejse væk i nogle uger bliver Jeanett helt alene. Hvilket gør det nemmere for hendes nye dansklærer at komme tæt på hende. Hun ved at det de gør er forkert, men det er rart at få lidt opmærksomhed. Også selvom den opmærksomhed som hun får ikke lige var det som hun havde ønsket. Og det går hurtigt galt. Læreren begynder at kræve ting af hende. Ting som er farlige for dem begge. Og det ender med en uønsket graviditet og pludselig en dag er Jeanett forsvundet.

David bliver sat på sagen da Jeanett meldes savnet efter flere måneder uden kontakt. Folk er blevet mistænksomme. Dog ikke hendes familie. Der foregår noget mistænksomt og derfor kontakter han sin tidligere kollega, Linda. Hun er nu efterforsker hos politiet og da det viser sig at sagen har tråde til hendes liv, mener David at hun skal have besked. Og da Layla vender tilbage og opdager at noget er helt galt, så vælger hun også at finde ud af hvad der er sket. Linda vælger at deltage i efterforskningen til trods for sin forbindelse til Jeanett og det derfor ikke er tilladt at hun er på sagen, men Jeanett skal findes. I live. Og det viser sig hurtigt at blive en sag med masser af forvirring, mange mistænkte og alt for meget ondskab da et lig af en teenager kæder sagerne sammen. Eller gør det?

David er ikke overbevist om det i starten. Linda har sat sig fast på én bestemt gerningsmand og vil ikke give slip. Og Layla er frustreret over ikke at kunne gøre mere end at grave i flere retninger, give David ledetråde og så ikke blive taget alvorligt. Hvis Jeanett stadig er i live og de skal finde hende før det er for sent, så er deres tid ved at løbe ud. De må og skal finde ud af hvordan det hele hænger sammen. Finde frem til gerningsmændende. Og stoppe dem før endnu en teenagers lig skal begraves. Kan de nå at finde Jeanett? Kan de finde de skyldige? Og hvad gør de hvis det viser sig at sagen stikker endnu dybere end først antaget?

Dette er en virkelig ond psykologisk thriller som handler om nogle virkelig grumme emner der kan give en ondt i maven. Vi får alt fra skræmmende manipulation, overgreb, ren ondskab og grooming. Alt sammen som danner en virkelig fed og vild krimi med fart på. Man bliver forpustet og fanget helt fra start af. Man sidder helt ude på kanten af sit sæde i ren spænding og venten på at de får et vigtigt spor i sagen. Hepper på dem i håb om at de onde hurtigst muligt bliver stoppet og fanget. Hvilket er et stort plus i min bog. Elsker når en bog kan fange mig så intenst. Og give en lyst til mere!

Og mere får vi! Eller det forventer jeg i hvert fald med den slutning. For ohhhh my!!!

Linda og David slog sig igen sammen om en sag. Men var det for sidste gang? I hope not! Og jeg har stadig et lille håb om at der kommer til at ske noget i forbindelse med de to. Sammen. Men hmm.. Uden at afsløre for meget, så kan jeg godt være lidt bange for at det løb er kørt. Og ohh my endelig fik vi noget mere af Layla. Og vi ved nu langt mere om hendes historie. Og får muligvis mere i den næste bog. I kan tro at jeg næsten ikke kan vente! Håber at jeg endnu en gang til den tid får lov til at læse med og anmelde. Jeg elsker den sære og unikke "trekløver". :D

Hvis du står og mangler en fantastisk psykologisk thriller/krimi at sætte dine tænder i, så kan jeg meget varmt anbefale denne. Lisa Holmfjord er en krimi-dronning i mine øjne! Og kan ikke anbefales nok.

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af "Så godt som død" ("A Good Girl's Guide to Murder" 3) af Holly Jackson

Reklame for forlaget Gyldendal og forfatter Holly Jackson - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Så er den her! Sidste bog i "A Good Girl's Guide to Murder"-serien af Holly Jackson. Og I kan tro at jeg har glædet mig til at komme igang med den. Som I kunne læse i mine anmeldelser af "En god piges guide til mord" og "God pige, ondt blod" så er jeg ret imponeret af serien og har virkelig nydt læsningen. Og nu er det så endelig blevet tid til at anmelde "Så godt som død" - afslutningen på den populære serie. Og mange tak til forlaget Gyldendal for bøgerne!

Men kunne den sidste bog så leve op til mine høje forventninger? Læs det her. :)

Pip har efter opstart af sin podcast fået problemer. Voldtægtsforbryderen Max Hastings er blevet frifundet og han har nu meldt hende for at gøre hans liv til et mareridt. Og ikke nok med det, men Pip er også begyndt at få trusler på mail. Og det eskalerer da hun finder døde duer ved hoveddøren og finder underlige kridtstreger i form af hovedløse tændstiksmennesker i indkørslen. Og sidst men ikke mindst - anonyme telefonopkald med kun en vejrtrækning i den anden ende. Hvem har gjort dette? Hvad vil vedkommende hende? Er det en af de forbrydere som hun har slæbt ind i søgelyset?

Pip går til politiet med sine bekymringer, men endnu en gang bliver hun ikke taget alvorligt. Det burde ikke overraske hende. Det var jo netop det som gjorde at hun startede sin popcast. Men vil hun kunne finde ud af hvem hendes stalker er på egen hånd? Finde ud af hvorfor han har valgt netop hende? Det er sikkert bare en der vil skræmme hende, men hun er opsat på at afsløre ham eller hende.

Men i takt med at sporene begynder at blive fundet indser Pip at det er meget værre end hun først havde troet. En gammel mordsag er bogstavligtalt endt på hendes fodtrin. Men seriemorderen sidder da bag tremmer? Eller fangede politiet den forkerte? Er den rigtige gerningsmand stadig på fri fod? Og har han nu Pip i sigte som sit næste offer? Kan det endda vise sig at hun ved hvem det er. En farlig leg er blevet startet og det kan i sidste ende alvorligt galt. For Pip. Hun har kun én mulighed tilbage. Hun bliver nødt til at finde sine egne mørke sider frem og kæmpe alt hvad hun kan. Også selvom det vil udviske grænserne mellem morder og offer.

Dette er en hæsblæsende krimiserie fuld af skræmmende hemmeligheder, indviklede mordgåder, farlige gerningsmænd og et altopslugende mørke over en lille by som har set mere end rigeligt af ondskab - en ondskab som en ung pige gang på gang sætter sig for at opklare og afsløre. En ung pige som jagtes af fjender samtidig med at hun forsøger at holde hovedet oven vande. Som forsøger ikke selv at blive et offer for de skrækkelige mordsager hun arbejder med.

Jeg skal da lige love for at der endnu en gang er blevet skruet op for tempoet i denne bog. Det er en perfekt afslutning på en virkelig ond og spændende serie. Den lavede en fin sløjfe af alle tre bøger og den røde tråd! Wow! Den havde jeg ikke set komme. Der var endnu en gang masser af overraskelser og endnu en virkelig farlig situation som Pip skal kæmpe sig ud af. Jeg nød det fuldt ud. Og den slutning! Av for den!

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af "En af dem dør" af Holly Jackson

Reklame for forlaget Gyldendal og forfatter Holly Jackson - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
I Sommers modtog jeg en skøn YA-Krimi bogpakke af forlaget Gyldendal, og deri gemte sig lidt bøger af Holly Jackson. Jeg har tidligere læst "En god piges guide til mord" og nu også "God pige, ondt blod" fra samme serie, og jeg var virkelig imponeret af dem. Derfor var jeg også meget interesseret i at læse bogen "En af dem dør", som også befandt sig i bogpakken. En bog som jeg har læst rigtig mange rosende ord om og derfor var mine forventninger høje.

Men kunne den så leve op til den hype jeg har fornemmet online og mine egne forventninger? Det er på tide at finde ud af det. For her kommer min anmeldelse.

Hvad der startede med seks venner på roadtrip på vej til det årlige spring break, ender med at gå i en helt anden retning end de havde regnet med. Det mobile signal forsvinder, stemningen imellem vennerne ændrer sig og autocamperen er nu kommet ind på en forkert rute på en øde grusvej i skoven hvor de får mistænkelige punkteringer på alle fire dæk. Der er noget helt galt her. Og det lader ikke til at være en tilfældighed at de er endt netop der. En snigskytte har dem i sigte og det går hurtigt op for dem at de nu nok ikke kan slippe væk derfra i live.

Eller kan de? Snigskytten afkræver gruppen at afsløre en hemmelighed. En hemmelighed som én af dem gemmer på. Men hvem kan det dog være? Alle har vel hemmeligheder? Men hvem har så mørk en hemmelighed at den har fået dem udset som målskive? Kender de overhovedet hinanden så godt som de tror? Ingen ved længere hvad de skal tro og de begynder hurtigt at mistænkte hinanden. Nogen bliver nødt til at gå til bekendelse. Ellers kan det komme til at koste liv. Uskyldige liv.

Angst, desperation og vrede får autocamperen til at virke utroligt lille og kvælende. Én hemmelighed efter den anden begynder at blive tvunget ud af den lille gruppe. En efter en - mørkere og værre end den forrige. Men kan de nu også være sikre på at det er den rigtige hemmelighed som snigskytten tænker på? Eller vil det i sidste ende vise sig at være værre end de troede? Vil den rigtige hemmelighed være nok til at smadre deres verden som de kender den? Uanset hvad så slipper de ikke alle derfra i live. Blod vil flyde og tiden er ved at løbe ud for dem.

Jeg forstår virkelig godt hypen! Jeg er tom for ord efter den slutning! Men jeg kan afsløre så meget at tårerne strømmede ned af kinderne på mig til sidst. Jeg havde ikke set det komme, og... argh! Jeg mangler lige en "dette skete til sidst"-afsløring. Men på den anden side. Så er det så vild en afslutning! Jeg kan ikke andet end bukke dybt. Wow!

En virkelig intens ungdoms-krimi som tager en med på et skræmmende roadtrip fuld af mørke hemmeligheder, vilde afsløringer og om ikke at vide hvem ens venner virkelig er, og hvad de i sidste ende udgiver sig for at være når deres liv hænger i en tynd tråd for enden af et rødt lasersigte. Intet var en tilfældighed. Deres fælde var nøje planlagt og ikke alle overlever natten. En hemmelighed skal afsløres. Men hvem viser sig at ligge inde med den?

Hvis denne bog ender med at blive lavet om til en film så er jeg den første der skal se den. Den er så INTENS! Jeg kan varmt anbefale jer at læse den. Jeg glæder mig nu til at læse endnu mere af Holly Jackson. Hun skriver på en så medrivende og interessant måde, og i serien "En god piges guide til mord" får I en unik vinkel på historien i form af dagbogs-sider, notater, sagsagter osv, så det føles som om I selv er med til at løse mordgåder. Hvis I er til den slags bøger, så kan jeg også varmt anbefale jer at kaste jer over den serie. :)

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af "God pige, ondt blod" ("A Good Girl's Guide to Murder" 2) af Holly Jackson

Reklame for forlaget Gyldendal og forfatter Holly Jackson - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Kan I huske min begejstring for bogen "En god piges guide til mord"? Jamen nu har jeg takket være de skønne mennesker hos forlaget Gyldendal fået lov til at læse den næste bog i serien. En serie som jeg har hørt rigtig meget godt om på de sociale medier inden den blev udgivet på dansk, og som jeg blev virkelig glad for at jeg fik lov til at læse og anmelde første bog af tidligere på året. Og som sagt så var det nu tid til den næste bog, "God pige, ondt blod".

Jeg har nu fået den læst og er nu klar med min anmeldelse af den. Here you go!

Pip har besluttet sig for at ligge amatørdetektiv-stillingen på hylden efter den uopklarede skræmmende mord-sag hun formåede at opklare sidste år. Det endte med at blive for farligt for hende selv og dem tættest på hende. Og nu hvor hendes "true crime"-podcast over sagen er blevet en succes og sandheden nu er kommet frem, så er det på tide at hun nu koncentrere sig om sin familie, skole og kæresten. Men der går ikke længe før endnu en tragedie opstår i byen. En af hendes bedste venners storebror lader til at være forsvundet. Politiet tror ikke der er noget alvor i det og det går hurtigt op for hende, at det faktisk kun er et fåtal der er overbevist om at der er noget virkelig galt.

Hun er den eneste der vil tage sagen alvorligt og hun føler at hun skylder sin ven og hans familie at gå videre med det. Og derfor går hun straks igang med at lede efter spor. Hvad skete der med Jamie? Er det bare en frivillig forsvinding som mange påstår eller ligger der noget mørkere bag? Kan hun finde ham før det er for sent? Har han været offer for forbrydelse? Eller er han ved et uheld blevet viklet ind i et spind af hemmeligheder og hævn?

Sagen er indviklet og sporet lader til at ende brat. Og det bliver kun mørkere og mørkere. Intet er som de troede og Pip og vennerne skal nu kæmpe imod tiden og en ukendt fjende som de ikke havde forventet ville dukke op.

En serie om en lille by med en tragisk historie og et mørke som kun en ung pige kan gennemskue og opklare. Og mørket er endnu engang trukket ind over det lille lokalsamfund. En forsvinding, hemmeligheder, falske identiteter og en tørst for hævn. Vil hun kunne opklare sagen før det er for sent? Eller vil hun selv ende med at blive et offer for mørket?

Åhh hvor havde jeg dog glædet mig til fortsættelsen af denne serie, og den levede fuldt op til mine forventninger. Der er masser af drama og jeg er nu endnu mere opsat på at få afslutningen med. For hvad betyder det for historien og Pip at den sidste retsag ikke gik som forventet? (Læs historien for at få svar på hvilken jeg tænker på) Og vil *bip* blive fanget eller slipper personen godt fra det der skete i denne sag? (Igen - læs bøgerne for at finde ud af hvem jeg mener) Argh! Jeg håber at den sidste bog bliver den perfekte sløjfe på alt dette. Nu kan Oktober kun komme for langsomt. :D Jeg glæder mig helt enormt til udgivelsen af "Så godt som død".

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af "Djævlen, du kender" ("Tårnby" 2) af Lisa Holmfjord

Reklame for forlaget Gyldendal og forfatter Lisa Holmfjord - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
I kan tro at jeg havde glædet mig til at denne bog skulle udkomme. Det er to'eren i serien "David og Linda" af Lisa Holmfjord, og jeg har allerede læst og anmeldt den første bog takket være forfatteren og forlaget Gyldendal da de sendte mig den til anmeldelse for små 3 år siden. Jeg fik den dog først læst sidste år og I kan tro at jeg fortrød ikke at læse den noget før. For wow! I kan læse min anmeldelse af den første bog her.

Og nu er det altså blevet tid til den næste bog i serien. Og som sagt så havde jeg virkelig glædet mig til at den udkom. Og jeg håbede på at vi fik endnu mere af David, Esther og Layla i denne bog. Så lad os se om vi gjorde det. Her kommer nemlig min anmeldelse. ;)

David er tilbage hos politiet efter at have lagt privatdetektiv-rollen på hylden. Og han er nu glad for sit job. Det er roligt uden for meget ballade. Eller det var det. Indtil Linda dukker op som ny betjent. Hun er gået fra et job hos PET til nu at skulle være hos dem. Og det er ikke med hendes gode vilje. Men hun må få det bedste ud af det. Og der går da heller ikke længe før hun får snust sig til en sag som ingen andre end hun tager alvorligt. Davids sag. En sag om mistænkelige anmeldelser. Anmeldelser om overgreb på borgere. Overgreb begået af en velset ansat som familievejleder og psykolog. En mand som virker bekendt, men Linda kan ikke helt finde frem til hvor hun kender ham fra. Endnu..

Linda er overbevist om at der er noget loddent ved den sleske og vellidte mand. Han har alle de rigtige mennesker på sin side og det efterlader de enlige mødre der retter anklager mod ham i et virkelig dårligt og utroværdigt lys. Og det hjælper heller ikke på deres sag at de er bange. Bange for at snakke med politiet. Bange for at gøre manden vred. Men Linda vil ikke give op. Han skal nok begå en fejl på et tidspunkt. Og det kræver bare én modig kvinde at få sagen rigtigt igang. Men hvem har modet til at sætte sig eget og børnenes liv på spil for retfærdighed? Hvordan skal de skaffe beviser?

Lindas arbejdsplads arbejder imod hende. Ofrene trækker i land. Manden tager hævn og spreder endnu mere frygt og rædsel. Og han bruger alle midler i hans magt. Midler som er farlige for alle indblandede. Og da det ser mest mørkt ud indser Linda hvem denne mand er. En åbenbaring der kun giver hende endnu mere blod på tanden. Hun satser alt. Så må det briste eller bære. Han må ikke slippe godt fra dette. Men kan hun få ofrene til at stå fast? Kan hun få sine nye kollegaer overbevist om at der skal sættes alt ind på at få denne sag løst og afsløret? Eller vil den mistænkte være for langt foran? Vil han kunne vinde over retten, politiet, de unge kvinder? Eller vil hans stolthed og glatte ydre krakkelere så Linda kan få sine kløer i ham? Tiden er ved at løbe ud.

Vi blev genforenet med David, fik en lille bid af Esther og.. Layla blev først nævnt til allersidst. Så måske den tredje bog bliver med hende? Det kunne være fedt. :) Men selvom vi ikke fik mere af de to kvinder, så fik vi lov til at lære en helt ny kvinde at kende. Linda. Og ohhh my en power woman!

Denne historie er super barsk. Det er en psykologisk thriller om magtmisbrug, uskyldig ofre for systemvold, bedrag og manipulation. En historie om hvor svært det kan være for ofre at få medhold i sager om overgreb, når modparten har et stærkt baghold og er vellidt i samfundet. Som sagt en super barsk og realistisk historie. En historie som fik mig til at råbe højt og rase ud flere (okay mange) gange imens jeg læste den. Den gjorde mig hidsig, fik mig til at klukke, gjorde mig utålmodig og mest af alt så var jeg hooked!

Jeg elsker Linda! Jeg elsker når Linda og David skændes som et gammelt ægtepar og så elsker jeg den måde de fungerer sammen på. Jeg håber virkelig at de skal opklare flere sager sammen fremover, for damn! Jeg vil have mere... Og snart... Der må ikke gå 3 år før den næste bog udkommer. Please Lisa!!!! Jeg er blevet pænt afhængig af dine stærke thriller krimier!

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af "En god piges guide til mord" ("A Good Girl's Guide to Murder" 1) af Holly Jackson

Reklame for forlaget Gyldendal og forfatter Holly Jackson - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg havde set flere anbefale denne bog på de sociale medier, og jeg havde faktisk planlagt at ville se om jeg kunne finde den billigt et sted, men så fik jeg pludselig en besked fra de skønne mennesker hos forlaget Gyldendal, som spurgte om jeg kunne være interesseret i at læse og anmelde den, og det ville jeg jo selvfølgelig gerne. Tak Gyldendal! I er fantastiske! Og I kan tro at jeg straks gik igang med at få taget nogle billeder af bogen da jeg fik den hjem.

Jeg havde kort forinden været på jagt efter noget rødt garn til en anden bogs billeder, så det var perfekt timet at jeg så kunne "genskabe" coveret på denne. Det krævede et par forsøg, men jeg synes at det lykkedes mig meget godt. Og nu glæder jeg mig bare til at se hvordan de danske forsider til de to næste bøger bliver og om jeg kan genskabe dem på samme måde som denne. :)

Men nok om det. Nu synes jeg at det er på tide at I får min anmeldelse. Here you go.

Pippa Fitz-Amobi skal igang med sin selvstændige projektopgave og hun har valgt et emne som i noget tid har gået hende meget på. Et emne som ikke falder i så god jord hos hendes undervisere, men hun vil ikke ændre mening. En gammel lokal sag fra for 5 år siden mistænker hun for at være blevet lukket for tidligt med den forkerte gerningsmand, og det vil hun bevise. Det bliver ikke nemt, men hun vil bruge alle sine kræfter på at nå frem til nogle svar. Og forhåbentlig finde den rigtige historie. For hun nægter at tro på at det gik rigtigt for sig.

En pige fra hendes skole forsvandt og forventes myrdet og den formodede gerningsmanden blev fundet død kort tid efter. Politiet er sikre i deres sag, og det samme er folk i byen. Sal Singh slog Andie Bell ihjel. Hvad skete der virkelig? Der må da være nogen der har set noget. Hørt noget. Så Pippa går straks igang med at interviewe folk. Og bruge knapt så lovlige metoder for at finde spor. Og det går hurtigt op for hende at der kunne have været flere mistænkte. Værre mistænkte. Og efterhånden som hun får gravet dybere og dybere ned i sagen prøver folk at spænde ben for hende. Nogen fortæller ikke hele sandheden og har måske endda ændret helt på den. Og der går ikke længe før Pippa får anonyme trusler fra en ukendt person. En person der advarer hende om at gå videre med sagen. Ellers vil det gå konsekvenser.

Hvad der startede som et skoleprojekt er nu blevet en alvorlig efterforskning og i samarbejde med Sals lillebror får de hurtigt sporet sit ind på hvad der virkelig skete. Men hvordan skal de få de sidste brikker til at falde på plads? Hvad vil prisen være for at opklare sagen? Hvem kan hun stole på? Og vil den rigtige morder stå og vente på hende når hun mindst venter det?

Dette er en historie om en hjerteknusende sag der var altødelæggende for alle indblandet. En sag som en ung pige har sat sig for at finde sandheden frem i. Masser af hemmeligheder, løgne, mange mulige gerningsmænd og urimelige beskyldninger. En sag der hurtigt viser sig at være alt andet end nem at løse - og mindst lige så ufarlig. Jeg var fanget fra start til slut.

Noget jeg virkelig nød ved at læse denne bog, er at den er bygget op som.. jah hvis du selv sad og skrev på en større skoleopgave. Der er masser af "daglige noter", interview udskrifter, dagbogskopier, sider fra selve opgaven og selvfølgelig "nutids" opdateriger. Man føler på denne måde at man er med til at skrive opgaven, deltage i opklaringen og med til at gætte sig frem til den virkelige morder - eller mordere? ;) Som jeg slet ikke havde gættet mig frem til. Og sagen var indviklet men super spændende at følge med i. Jeg er fan af denne måde at bygge en historie op på. Og jeg ser virkelig frem til at de næste to bøger udkommer på Dansk så jeg kan læse videre. Håber jeg i hvert fald at jeg får mulighed for.

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af bog 1-3 i "Holger Munch & Mia Krüger"-serien af Samuel Bjørk

Reklame for forlaget Gyldendal og forfatter Samuel Bjørk - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg er en sucker for en god krimi-serie, og da jeg modtog "Holger Munch & Mia Krüger"-serien af Samuel Bjørk til anmeldelse af forlaget Gyldendal så kunne jeg ikke lade være med at juble lidt indeni. Og der er vist flere på vej! I kan tro at jeg har følehornene ude og er klar lige så snart det sker. Det er nemlig en serie som anbefales til folk der er fan af Jo Nesbø og Lars Kepler - to forfattere som jeg har to lange serie af som jeg endnu ikke har fået læst. Såå.. hvis jeg elsker denne serie, så skulle de to lange jeg har i bogreolerne også være lige noget for mig. ;) Så jeg har en masse gode bøger at se frem til at komme igang med. Og flere bøger ude i fremtiden at skulle købe til samlingen.

Men nok om det. Nu til anmeldelsen af de første tre bøger i denne serie.


"Der hænger en engel alene i skoven"

En skræmmende og trist sag har fået en nedlukket afdeling hos politiet til at genåbne. En afdeling som gik i opløsning efter en uheldig hændelse. Drabsafdelingen har brug for at blive samlet igen, og det bliver igen med Holger Munch i spidsen. Men hans krav var at han selv ville bestemme holdets sammensætning. Og derfor skal han have overtalt sin gamle makker, Mia Krüger, til at komme tilbage. Og finde de bedste af de bedste til at udfylde de vigtige og altafgørende poster. Men Mia er den vigtigeste og nok også den sværreste at få overtalt. For hun har valgt at forsvinde. Men Holger har troen på at det nok skal lykkedes ham.

To 6-årige piger er blevet fundet hængt i skove. Og der er noget meget mystisk ved det hele. De er iklædt dukketøj i store størrelser, de har skoletasker på og et kryptisk skilt om halsen. En syg gerningsmand er på spil, og det viser sig hurtigt at vedkommende ikke er færdig endnu. Der er flere ofre i sigte, og det er nu op til Munch, Krüger og holdet bag dem at finde frem til gerningsmanden og redde de næste piger på listen. Og selvom Mia er ude af træning, så går det langsomt op for hende hvad der er den røde tråd i sagen. En gammel uopklaret sag kan være starten på denne skrækkelige sag de nu står med i hænderne.

Flere piger forsvinder. Sporene giver ingen mening. Kan en kristen sekt være blandet ind i det hele? Eller er gerningsmanden tættere på end de går og tror? Det kommer hurtigt meget tæt på og bliver personligt. Er gerningsmanden ude på at hævne sig på Holger? Mia? Eller dem begge? Tiden er ved at udløbe. Og da de opdager at deres mistænkte måske ikke er den de tror det var, så bliver det virkelig kritisk. Den sidste forsvundne pige bliver den sidste dråbe for Holger og holdet. Gerningsmanden skal findes. Og hurtigt. Flere liv er på spil nu. Vil de kunne nå det før det er for sent? Vil dette være enden på holdet for anden gang?

Min Goodreads rating:
★★★★✩


"Uglen dræber kun om natten"

En ung kvinde findes dræbt i en lysning i skoven, og der er tydelige tegn på at det har været rituelt. Og sagen falder straks på Holgers bord. Hvilket betyder at han igen får brug for Mias hjælp. Men er hun klar? Hun er nemlig startet hos en psykolog for at få styr på sine problemer. Problemer som har fået hende sat af holdet. Men Holger kalder hende ind alligevel. Denne sag er alvorlig. Og det er kun Mia der har næse for denne type sager. Hun har en evne der overgår alle andre når det kommer til sære og mystiske spor. Og det viser sig hurtigt at blive en sag som får vendt op og ned på det hele. De leder efter en syg satan.

Sporene fører dem til en planteskole som fungerer som et ungdomshjem for unge med problemer. Offeret boede her. Og det er måske også her at de skal finde gerningsmanden? Men så simpelt bliver det ikke. Flere spor dukker nemlig op, og de fører holdet i flere forskellige retninger. Billeder af lignende offerritualer dukker op. Flere mistænkte blive afhørt. Et indbrud og tyveri på et museum giver dem endnu et spor, men samtidig forvirrer det dem. Et mystisk videoklip dukker pludselig op og nu står det helt klart. De har med en klog og udspekuleret syg satan at gøre. Hvordan hænger det hele sammen? Er det for besværlig og umulig en sag for drabsafdelingen? Har det stadig noget med denne planteskole og folkene der at gøre? Hvis ja, hvordan?

Mia har en fornemmelse og hun beslutter sig for at tjekke op på det uden at give holdet besked. Men er det klogt? Skulle hun have sagt noget til Holger og teamet? Kan hun nå det da hun finder stedet hvor kvinden blev holdt fanget og filmet? Og hvor hun finder gerningsmanden med det næste offer? Et offer som hun kender alt for godt. Kan hun nå at stoppe det næste ritual? Eller vil hun nu også blive en del af det? Nogen vil dø. Spørgsmålet er bare - hvem?

Min Goodreads rating:
★★★★✩


"Drengen i sneen"

En far og søn finder et lig i en sø på en fisketur, og det bliver starten på en jagt efter en morder, som holdet i drabsafdelingen får til opgave at fange. Og endnu en gang kræver det Mias hjælp. Men hun er på vej på ferie, så vil hun være villig til at sætte den på pause for at hjælpe dem? Vil de mystiske spor vække hendes interesse? Spor som forvirrer mere end nogensinde før. Men Mia føler der er noget ved dem som hun burde se. Og jo flere lig der dukker op med lignende spor, jo mere frustreret bliver hun. Hvad er det hun overser?

Det hjælper heller ikke at der nu dukker endnu et problem op. Et problem som involverer en kær kollega. Alt imens at deres seriemorder-sag tager en drastisk drejning. De bliver ledt i forskellige retninger og flere mistænkte bliver nu eftersøgt. Men er det de rigtige personer de nu har sat jagten ind på? Og hvad skal de gøre når sagen pludselig ikke længere ligger på deres bord?

En drabsliste med flere navne på skaber panik, men er det endnu et vildspor for at aflede deres opmærksomhed imens gerningsmanden sætter nådestødet ind på hans egentlige offer? Og hvem vil det i så fald være? Vil Mia nå at se sammenhængen i alle de mystiske spor inden det er for sent? Dette viser sig hurtigt at være deres sværeste sag hidtil og det kan koste dem alt for dyrt hvis ikke de får stoppet denne galning.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Jeg er fan. Jeg er virkelig fan af denne serie. Og I kan tro at jeg glæder mig til de kommende bøger ude i fremtiden. Især efter den lidt... forhastede slutning i tredje bog. For ja.. den sluttede meget brat og med en lidt "bla" slutning. MEN! Derfor er det nu bare endnu mere spændende at finde ud af hvad det hele kommer til at betyde for den næste og.. ja de mange næste bøger i serien. Jeg er interesseret. Og virkelig spændt. :) For Holger og Mia er et virkelig interessant team og de skal ikke være hver for sig. Nope! De hører sammen. Så jeg krydser fingre.

Dette er en serie med vilde og komplicerede mordgåder og ekstremt udspekulerede gerningsmænd, som kun den fantastiske drabsefterforsker og hans sidekick med en vild intelligens kan opspore og stoppe. Jeg elsker det. Og jeg blev overrasket og fanget fra start til slut. Jeg kan varmt anbefale jer at give denne krimi-serie en chance hvis I er til den genre. I vil ikke blive skuffet.

Anmeldelse af "Ilddåb" ("The Witcher" 5) af Andrzej Sapkowski

Reklame for forlaget Gyldendal og forfatter Andrzej Sapkowski - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
I starten af sidste år anmeldte jeg første halvdel af "The Witcher"-serien af Andrzej Sapkowski her på bloggen, og nu er det endelig blevet tid til at anmelde den femte bog i serien, "Ilddåb". Og takket være forlaget Gyldendal fik jeg den tilsendt i Sommers og I kan tro at jeg havde glædet mig til at læse hvad der var sket med Ciri, Geralt og Yennefer. Vi blev nemlig efterladt med en kæmpe cliffhanger i "Foragtens tid" og jeg har været ude af mig selv af bare spænding på fortsættelsen. Og nu var det endelig tid til det næste kapitel og jeg har nu en anmeldelse klar til jer her på bloggen.

Krigen er stadig i fuld gang og der er kaos overalt. Kejserriget Nilfgård angriber alt og alle og der er død og ødelæggelser så langt øjet rækker. Alle kæmper imod alle og efter spittelsen og angrebet mod troldmandskongressen er den magiske verden også blevet sprængt til atomer. Troldkvinden Yennefer er som sunket i jorden, Ciri er på flugt og witcheren Geralt er hårdt såret og bliver behandlet hos Dryaderne i skoven Brokilon. Men han er ved at komme sig og til trods for sine skader vil han afsted for at find Ciri. Især da han får besked om at hun er havnet i en af fjendernes hænder.

Milva skyldte Brokilons herskerinde en tjeneste, så hun gik lidt modvilligt med til at hjælpe witcheren i sin søgen på svar. Men jo mere hun selv lærte om hans planer og grunden for hans søgen, og at hendes information ville føre ham lige direkte ind i fjendens kløer, måtte hun tage efter ham og advare ham. Måske endda selv tage med ham på sin rejse. Og der går ikke længe før deres lille gruppe vokser sig større. Til en ret blandet og særpræget gruppe. En gruppe som er på en farefuld rejse med masser af fjender, forhindringer og kendte ansigter.

I en anden del af verden samles nogle troldkvinder sig i et skjul. Magien er i fare og de kan ikke stole på de overlevende troldmænd. De må stå sammen og ligge nogle planer og grundlinjer for fremtiden. Men de skal bruge 12 troldkvinder for at kunne samle en loge og det er ikke alle troldkvinder de kan stole på hellere. De har en plan for hvem der skal være en del af deres lille klub, men det er ikke alle der er lige begejstret for medlemmerne. Men én ting er sikker. Deres sidste medlem og hovedperson for deres planer er helt sikker. Men hun er forsvundet. Hun skal findes og det kan kun gå for langsomt. Især da de ikke er de eneste der er efter hende.

Ciri var fortabt og drænet for kræfter da hun blev fundet i ørkenen hvor hun landede efter turen igennem portalen. Og nu er hun i hænderne på fjenden. Men da hun tror at alt er håbløst dukker en uventet redningsmand op. Eller redningsgruppe. Rotterne er berygtede og frygtet af alle. Det går hurtigt op for dem, at denne lille fremmede og bange pige er mere end hun udgiver sig for. Hun er en kriger og en god en af slagsen. Og de kunne virkelig godt bruge hende i gruppen.

Der går ikke længe før Ciri glemmer alt om hvem hun var før hun sluttede sig til Rotterne. Og hun er uvidende om at Geralt forsøger at finde hende sammen med sit unikke følge. Og hvor tæt på at fjenden er på at få fingrene i hende. Hvor opsat troldkvinderne er på at finde hende og bruge hende til deres planer. Hvor mange flere forhindringer vil der være forude? Vil Geralt finde hende? Vil fjenden nå frem til hende først? Hvem vil stå tilbage som vinder i denne altødelæggende krig?

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at give denne bog 4 stjerner ud af 5, da jeg synes den var ret langtrukken og der skete ikke nok fremskridt for mig, men der var alligevel en masse nye spændende karakterer i dette kapitel og der var mange detaljer som alligvel fik den trukket op på en 4'er. Geralt og Dandelion er heldigvis stadig sammen, men Ciri og Yennefer er stadig hver for sig, og langt fra hinanden. Spoiler I know. Men jeg havde virkelig håbet på at de ville finde hinanden i denne bog, men det ønske fik jeg ikke indfriet. Dog er spændingen stadig i øverste gear og vi er begyndt at få svar på en masse spørgsmål, som har spøgt i baggrunden siden serie-start og det er virkelig spændende. Og så er der som sagt en masse nye karakterer som man ikke kan lade være med at holde af og finde interessante. Især iblandt Geralts nye følgeskab.

Og slutningen! Argh! Endnu en kæmpe cliffhanger. Jeg vil ikke afsløre hvad der sker, men navnet "Geralt af Rivia" får pludselig en stor betydning for historien fremover og det skal witcheren nu leve op til. Åhhh det er spændende!

Hvis du er til en detaljerig og udfordrende fantasy serie med masser af mystiske monstre, forskellige arter og masser af magi, intriger og krig, så er denne serie lige noget for dig. Og hvis ikke I har opdaget det så er der allerede 2 sæsoner af serien på Netflix (MUST SEE) og den tredje kommer i 2023! Wheee!!!!

Min Goodreads rating:
★★★★✩