Vandproblemer og et dødsfald gør ikke noget godt for humøret

Hmm... Jeg jublede lidt for tidligt. Især når det kommer til vandproblemerne her i lejligheden. I Fredags opdagede jeg at min vandhane i køkkenet er utæt. Ikke sådan alm utæt fra en pakning eller samling eller noget men i selve stålet. Der må være et hul for der fiser vand ud af siden når jeg tænder for den. Valgte så at ringe til udlejer og de ville sende en ud for at kigge på det. Men der skete intet. Nu står den så også og drypper et eller andet sted så den er blevet viklet godt ind i karklude og viskestykker. Jeg ringede igen i dag og de havde åbenbart glemt mig. Flot! Men nu skulle de komme på Torsdag og kigge på det klokken bræk om morgenen. Men fikses skal det fandme. Gider ikke flere vandskader! Nu håber jeg bare at han har en med der passer og ikke skal udskyde det.

Så nej jeg er ikke i det bedste humør for tiden. Det hjalp heller ikke at vi aldrig fik sne da resten af landet fik det. Øv altså! Jeg vil bare gerne have én dag med sne! Er det for meget at forlange? Er det for meget at forlange at man bare får lidt gode oplevelser i 2021? Det er i hvert fald ikke startet på den bedste måde.

Jeg fik også en dårlig nyhed i Lørdags. En af naboerne som jeg har kendt lige siden jeg flyttede ind for snart 11 år siden er afgået ved døden. Hun var lige flyttet til noget andet efter at have fået amputeret det ene ben og derfor ikke kunne bo her længere. Hun har lige haft Corona og været indlagt og skulle nu hjem igen for at komme sig efter det samt noget betændelse i kroppen, og så sover hun stille ind. Heldigvis lyder det som om det var smertefrit, men det gav sku en klump i halsen og tårer piskende ned af kinderne da jeg fik det at vide. Hendes søn bor i lejligheden under mig, og vi snakker en del sammen, så jeg var en af de første der fik besked udover hans egen familie. Når man bor så tæt i så mange år, så får man jo et form for bekendtskab med folk og så gør det ondt når sådan noget sker.

Og fordi humøret er så sort, så bliver der shoppet. Det er ikke en specielt god terapi når det kommer til stykket - i hvert fald ikke for ens økonomi - men altså.. Det gør godt lige i det man gør det og modtager pakkerne. Og allerede i starten af året har jeg været flittig til at bruge penge. Det er blevet til lidt makeup gadgets, et par bukser, nogle kaffekapsler og sidst men ikke mindst - bøger!

I går var jeg henne og opdatere min "Med Posten"-liste i kalenderen, og normalt har jeg ting som gadgets, ting til hjemmet, makeup og DIYsager på vej med posten, men sådan ser min liste ikke ud længere. Lige nu er det udelukkende bøger der er på vej til mig. Over de næste 4 måneders tid er der hele 6 bøger der skal finde vej til min adresse. Som minimum. Nogle af dem er forudbestillinger og så er der også nogen der kommer meget snart og lidt anmelderbøger. Det bliver dejligt at få dem hjem. Det er ikke fordi jeg mangler bøger - har en del stående jeg endnu ikke har læst - men det er bøger fra serier jeg følger og dem skal jeg jo have til samlingen. Ikke? ;) Nu håber jeg bare at jeg finder en god læserytme igen. Ellers ender bunken jo med at blive for uoverskuelig. :P

Det er de små glæder som skal løfte mig ud af mørket i år. Eller.. det ser i hvert fald sådan ud. For som det er lige nu så er der ikke meget at se frem til i 2021. Jeg ville ønske at jeg kunne sige det modsatte, men.. desværre. Så hver lille ting jeg kan finde glæde i skal jeg virkelig sørge for at få realiseret. Og jo flere jeg kan finde jo bedre.

Så frem med de små glæder! Frem med de positive vibrationer. Og send dem gerne min vej. Jeg har hårdt brug for dem allerede nu.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)