Anmeldelse af "Den som hvisker" ("Det røde daggry" 1) af C.A. Wolters

Reklame for forlaget Ulven og Uglen og forfatter C.A. Wolters - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
I Efteråret sidste år var jeg så heldig at jeg igennem forlaget Ulven og Uglen fik tilsendt C.A. Wolters' debut bog, "Den som hvisker", som bliver beskrevet som en "blodig og dyster romance, fyldt med hemmeligheder, mareridt og bidende kys." Et nyt skud på den danske fantasy-stamme og jeg var TÆNDT! Jeg ville ikke læse alt for meget op på bogen før jeg fik den læst, da jeg ikke ville have spoilere osv, men jeg fik en fornemmelse af at der var noget med noget "vampyr"-agtige vibes og forbudte følelser. Så allerede der var jeg meget interesseret, og da jeg endelig var nået til bogen i min TBR-liste, så smed jeg alt hvad jeg havde i hænderne, låste døren og gik straks igang med en stor sult efter noget lækker fantasy. Og nu er jeg klar med min anmeldelse til jer.

Shiroin har siden hun var barn følt sig anderledes. Hun bliver også behandlet sådan. Ikke kun fordi hun er kejserdatter, men fordi hun følger sine egne regler og anses for at være farlig for hendes omgangskreds. Og det er der en god grund til. Hun hører en stemme i sit indre og den snakker om død, at æde og overtage magten - og Shiroin er især enig med den sidste del. Hun vil overtage tronen fra sin far, og det skal være snart.

En dag da kejseren har et hemmeligt møde med alle kongerne og deres masker står Shiroin på lur. Hun vil skaffe sig alle de oplysninger hun kan for at få kejseren slået ned, men hun ender med at blive afsløret og det har en masse vrede med sig i kølvandet. Og måske endda også en hævn fra hendes fars hånd. Han har ansat en livvagt som skal følge hende overalt. Og ikke en hvilken som helst livvagt. En elsalvianer fra Ødelandet. En af fjenderne. Og Shiroin er ikke den eneste der er chokkeret og imod den beslutning. Men kejseren har talt og nu kan hun ikke overtage magten som planlagt. Denne livvagt er en kæp i hjulet.

Selvom hun er irriteret og vred så er hun også nysgerrig. Kiel er ikke som hun forventede. Han er trodsig og afslappet og da han slår hendes guvernante ihjel efter at hun har såret Shiroin så lover han hende 100% troskab og loyalitet fremover. Han vil ikke længere adlyde kejseren. Og det passer perfekt ind i Shiroins planer. Nu har hun fået sig en personlig klinge og livvagt i sin personlige krig.

Da kejseren en dag er tæt på at skille sig af med hende får hendes indre stemme hende overtalt til at låne dets kræfter, og inden hun ser sig om, har hun drænet og dræbt sin far. Nu er det altafgørende at nå frem til krigens front for at få overbevist kongerne til at lade hende overtage tronen. Men det kræver at hun viser dem sin styrke og det bliver en lang og farefuld rejse. Og forhindringerne er mange og er tæt på at koste dem livet flere gange. Hendes indre stemme får mere og mere magt og Shiroin har nu alt for mange ting at slås imod. Og selvom Shiroin og Kiel kommer hinanden nær og åbner sig mere op for hinanden, så gør det dem også mere skrøbelig overfor det de står overfor. Især den største fjende der stadig venter på dem. En fjende som får kløerne i dem hurtigere end forventet.

Vil de kunne slippe fra dem i live? Vil Shiroins planer om at overtage tronen være for urealistiske? Og hvem kan hun i det hele taget stole på har hendes ryg i denne krig? Er Kiel nu også den hun tror han er? Og hvad med hendes indre stemme? Er den en ven eller fjende?

Hold nu op hvor er det dog en fed start på en virkelig vanedannende fantasy trilogi - forudsiger jeg allerede nu. Et brag af en debut. Jeg bøjer mig i støvet. Det var slet ikke som jeg havde forventet, men på den gode måde! Jeg sugede mig mere og mere fast til bogen for hvert kapitel og mine "vampyr"-forventninger fik en totalt uventet drejning. Jeg er vild med det. Jeg elsker at blive overrasket og jeg elsker når jeg får lov til at læse om noget andet end det men måske forventer. Så jeg kan kun anbefale jer at give denne et læs. Især hvis I er til fantasy.

Jeg glæder mig allerede voldsomt til den næste bog i serien og jeg ser frem til endnu mere blod, krig og forbudte følelser. Og endnu mere "Shi'Kiel'roin"! :D

Min Goodreads rating:
★★★★★

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)