Anmeldelse af "Mens haven springer ud" ("Boghandel Blåregn" 4) af Johanne Bille

Reklame for forlaget People's og forfatter Johanne Bille - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
I år bliver vi forkælet med flere bøger i "Boghandel Blåregn"-serien af Johanne Bille og denne gang har jeg været så heldig at få tilsendt "Mens haven springer ud" igennem forlaget People's. Det er den fjerde bog i serien og I kan tro at jeg har glædet mig til at blive genforenet med de fire veninder.

I kan læse mine anmeldelser af de tre første bøger her: "Sommer i Boghandel Blåregn", "Et øjeblik i december" og "Masker af kærlighed".

Og nu til det som dette indlæg handler om. Min anmeldelse af "Mens haven springer ud". Jeg har nemlig fået den læst og er klar til at fortælle om den lever op til de andre tre bøger i serien. Anmeldelsen får I her. :)

Lise Nielsen lever livet godt som advokat med mand og børn i et skønt hus og ingen bekymringer. De har hvad de skal bruge og de er lykkelige. Men Lise er alligevel begyndt at opdage nogle ting som giver hende ondt i maven. Flere regninger og lønninger er ikke blevet betalt. Hendes mand forsikrer hende dog hver gang at alt er okay. Der er styr på det. Men jo flere der kontakter hende jo mere mistænksom bliver hun. Og hendes mand må til sidst tilstå hans hemmelighed. Og det kan være enden på deres ægteskab. Og deres økonomiske sikkerhed. Lise er knust. Og nu er det op til hende at få styr på det hele igen. Men presset bliver for stort. Hun er nu tvunget til at tage fri fra arbejde og slappe af. Og hendes ene veninde har den perfekte idé til hvor hende og børnene kan tage hen.

Lise og børnene skal bo i en hengemt og overbegroet kolonihave, men der er stille. Og naboerne er søde. Især én nabo fanger hendes opmærksomhed. En flot ung mand der reddede hende og børnene under et skybrud. En ung mand som hun hurtigt falder for. Men det må ikke ske. Hun er jo gift! Men hun er vel på vej til at blive skilt? Og han vil hjælpe hende med at komme sig over sin angst for heste. Men igen. Han er så ung!

Tør hun give den nye spændende kærlighed en chance? Eller vil hun kravle tilbage til det vante og hendes ægteskab med hendes mand? Hjem til det store hus, løgnene og de alt for store løfter om at det nok skal blive godt igen?

Dette er en virkelig sød romance historie hvor vi følger én ud af fire veninder. Denne historie er fuld af knuste drømme, et ødelagt ægteskab, livsomvæltende situationer, livet i en kolonihave, venskaber, uventet forelskelse og nye chancer. En historie om at skulle ændre sit liv, tage svære valg og skabe nye drømme. En hjerteskærende historie fra en virkelig skøn serie som jeg ikke kan vente med at læse videre i. At finde ud af hvad der nu skal ske for veninderne og deres semi-kaotiske liv. Spændende!

Jeg var ikke helt så stor fan af denne historie som jeg var af de tre første, men jeg valgte alligevel at rate den med fire stjerner ud af fem, fordi denne kærlighedshistorie har potentiale til at blive virkelig skøn! For den har en lidt åben slutning i denne bog og jeg er virkelig spændt på om vi får en endelig "beslutning" i den femte bog, selvom den egentlig handler om en anden person. Men jeg håber som sagt at finde ud af hvad der skal ske. Hvad Lise gør efter den sidste ... intime samtale? ;) Vil ikke afsløre noget, men damn! Heldigvis skal vi ikke vente så længe på den femte bog.:D

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)