Repost - Alt om Hår


Dette er en gengivelse af et indlæg jeg skrev på bapoon.dk. Har fået fornemmelsen af at folk gerne vil have at jeg deler indlæggene her på bloggen når jeg gæsteblogger hos andre bloggere, og derfor kommer dette indlæg her på bloggen nu. :D

Så blev det min tur til at dele lidt hår-pleje råd og lidt forskellige håropsætninger med jer her på bloggen. Jeg er Skønheds- og Livsstils Blogger på min egen blog og jeg elsker at dele mine tips og hverdagstanker med mine læsere. Når det kommer til hår-relaterede indlæg, så er det ikke det der findes flest af inde på bloggen, men deler da gerne lidt med jer herinde alligevel.

Jeg er en af dem som har farvet hår igennem mange år. Jeg fik mine første grå hår som 17-årig, og som kvinde så er håret bare en ret stor del af en, så derfor begyndte jeg ret tidligt at give det noget farve. Jeg har altid selv farvet håret og det er ikke hver gang det er lykkedes lige godt. Nu har jeg en lækker tredelt ombre og man kan lave mange fede frisurer med det. Og så er jeg også en af dem, som ikke har råd til at gå til frisør så ofte som man burde, men så klipper jeg gerne mine spidser selv og klipper det lidt i etager for at give lidt fylde til min meget tynde hårpragt.

Min hår rutine

* Jeg bruger en god shampoo og balsam, og et par gange om måneden bruger jeg også en god hårkur for at give håret lidt mere pleje. Inden jeg går ud af bruseren, så skyller jeg det lige hurtigt igennem med lidt koldt vand. Det giver lidt glans til håret. Spørg mig ikke hvorfor det er sådan, men det er noget jeg har prøvet mig frem til.

* Efter badet giver jeg håret lidt varmebeskyttende pleje, da jeg ofte glatter pandehåret og nogle gange vælger at glatte det hele eller krølle det. Så alt efter hvad jeg beslutter mig for, så er det rart altid at være på den sikre side.

* Når håret er stylet så får det altid en olie – især i spidserne. Det er vigtigt at holde oliebalancen i håret ved lige, dog uden at give det for meget så det bare bliver fedtet i stedet for at se sundt ud.

* Om sommeren får det gerne en gang saltvandsspray hvis jeg ønsker at mine naturlige krøller skal få frie tøjler. Håret kommer til at virke lidt tørt, men der er det så vigtigt ikke at glemme olien før man gør sig færdig.

Lidt forskellige frisurer

Krøller
Jeg har oftest løst hår, og hvis det ikke bare skal være mine naturlige krøller eller helt glattet hår, så skal der spark på krøllerne. Det er især nu når jeg har ombre at den krøllede frisure er en af mine favoritter. Jeg elsker den effekt den hårfarvning har og så er der super meget spil i håret. Jeg elsker den måde jeg har farvet det på denne gang. Mørkt i bunden, en lækker gylden i midten og så en meget lys i spidserne.

Jeg deler altid håret op i baner når jeg krøller det, så jeg kan få en masse krøller. Her er det en fordel hvis der er lidt etager i håret, for så kan det virkelig komme til at se tykt ud.

Den hurtige opsats
Når jeg ikke rigtig gider gøre ret meget ved håret, så bliver det ofte bare samlet i en rodet knold, men det kan også gå hen og blive lidt kedeligt en gang imellem. Derfor kan man spice det lidt op ved fx at smide en bandana i håret. Her har jeg valgt at bruge den som et form for hårbånd. Jeg har bundet knuden øverst og lidt ud til siden. Synes det er super fint, og det ser ud som om man har brugt god tid på at få det til at se sådan ud, selvom det faktisk bare er fordi man var lidt doven den morgen.

En sløjfe i håret
Jeg havde set billeder af sløjfer dannet af hår på nettet et par gange, og valgte selv at prøve det på et tidspunkt, og det blev faktisk en dejlig praktisk frisure samtidig med at den er super sød og feminin. Den er faktisk også ret simpel at lave, så det er bare med at prøve sig frem. Man kan lave en som jeg har, eller man kan lave mange små. Det er bare med at lege lidt med det.

Du samler håret i en hestehale, men den sidste omgang trækker du ikke helt igennem. Du skal nemlig bruge den ”slaskede” knold til selve sløjfen.

Den deler man så på midten, og spidsen af denne hestehale skal du så trække op imellem de to løkker du har lavet. Den tot kan du sno lidt så den er nemmere at putte ned bag elastikken, så den danner knuden i sløjfen. Træk lidt i den når den er kommet igennem, så du strammer knuden på sløjfen. For at holde den på plads, kan man sætte lidt hårnåle i bag ved elastikken og under den.

Det var hvad jeg havde at dele med jer. Håber I kunne bruge det til noget, og hvis I er blevet nysgerrige efter at læse hvad jeg ellers blogger om, så er I mere end velkommende til at kigge forbi bloggen. Ha’ en fortsat god dag.


English version:
Translate the post from the option in the bottom.

Twitter | Instagram | Facebook | Bloglovin'

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)