LookFantastic.dk Beauty Box - Juli 2017 - "Pretty in Paradise"

(Reklame) Boxen er modtaget som gave og til anmeldelse på LookFantastic's egen blog.
Så er det blevet den tid på måneden hvor jeg skal kigge lidt på Beauty Boxen fra LookFantastic. Denne måneds box glædede jeg mig ekstra meget til, fordi designet på den simpelthen bare er.... så fandens smukt! Jeg elsker palmebladene og er faktisk også helt okay med at det er guld der er blevet brugt til highlights og tekst. Er personligt mest til sølv, men her passer guld bare rigtig godt til. Det er helt klart en box der skal gemmes til et eller andet. Og så skriger den jo bare Sommer.

Teamet "Pretty in Paradise" er også perfekt denne måned. Rigtig mange har Sommerferie og skal, har været eller er pt. på rejse sydpå, og produkterne i denne box skulle være perfekte til vejret, en rejse og ellers bare Sommeren generelt. Så lad os få kigget lidt nærmere på dem.

Til at starte med vil jeg lige nævne den lille flaske ”Beauty Shot” (som I også ser på billederne). Den stod ikke i hæftet, så har ikke valgt at have den med i anmeldelsen på LookFantastics blog. Jeg kan heller ikke rigtig skrive så meget om den her, da jeg ikke har testet den eller undersøgt nærmere om den. Sidste anvendelsesdato var også overskredet, så jeg følte ikke det var sikkert at drikke den. Så den skal I bare se bort fra. :)

Et produkt jeg blev rigtig glad for at se i boxen var en MorrocanOil Hydrating Styling Cream. Jeg elsker når der gemmer sig plejende produkter til håret i div. boxe. Denne er tilmed super lækker og gør håret lækkert blødt og giver en smule glans. Det er egentlig en styling creme, men jeg bruger den til at blødgøre håret og gøre mine lidt tørre spidser lækre. Er blevet super glad for den. Den kan varmt anbefales.

Jeg så også at der gemte sig en Mimitika Sun Cream iblandt indholdet, og blev ret skuffet da jeg så at det var en dagcreme. Jeg hader dagcremer og de gør min hud så fedtet og får den til at slå ud. Men jeg valgte nu alligevel at give den et forsøg. Jeg har kun dårlig erfaring med solfaktor-cremer til ansigtet, men denne har ikke vist sig at være så slem. Så den man muligvis godt bruges, men jeg vælger stadig at være lidt skeptisk.

Og nu hvor det er Sommer så skal der selvfølgelig også være noget til at fremhæve ens sommerglød - hvis man er så heldig at få sådan en. Alle er jo ikke en gennemsigtig Dansker som jeg, der ikke tager ret godt imod den brune farve om Sommeren. Så en Hot Makeup Large Bronzer er da rar at få med i sådan en box. Især når det tilmed er en hvor shimmeret ikke er for voldsomt og når det er en der blender så lækkert på huden. Helt klart en jeg vil bruge noget mere denne Sommer.

Der var også en Cowshed Camomile Refreshing Toner med denne gang. Jeg har så mange toners fordi jeg er et fjols til at få dem brugt, så jeg blev ikke så begejstret da jeg så den. Den har dog kamille i, som er god til at køle huden så den passer jo egentlig godt i ens rutine om Sommeren. Dog er duften ikke rigtig noget jeg synes så godt om. Den indeholder lavendel, og den duft kan jeg rigtig godt lide - bare ikke i skønhedsprodukter. Såå.. Tja.. Skal da nok få den brugt, men er ikke vildt begejstret for den.

De havde også valgt at smide en lille tube Regenerate Toothpaste i boxen. Desværre var min tube stort set tom (nok en fabriksfejl), så jeg fik ikke ret mange gange ud af den. Men det gør egentlig heller ikke det store, for smagen var lidt sær (ja jeg er meget kræsen når det kommer til tandpasta) og jeg følte ikke helt mine tænder blev så rene ved brug af den. Det er nok bare mig, men jeg ville personligt ikke gå ud og købe denne. Selvom den skulle styrke ens emalje og har en smule blegende effekt i sig.

Den sidste ting i boxen er jeg .... tja jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige. Konceptet er genialt og jeg ville elske hvis den rent faktisk også kunne det den lover, men.. tja.. Det er en Jelly Pong Pong Bare Necessities Highlighting Pencil. Der er ingen highlight i (den er alt for pink og uden shimmer), den dækker ikke mørke rander under øjnene, som den også påstår den kan, og den fungerer heller ikke skide godt som concealer. Den kan så også bruges på den våde vippekant, og her er den måske nok mest lovende. Om den holder hele dagen tvivler jeg på, men.. tja.. Jeg er sku lidt skuffet over denne. Det eneste jeg måske kunne bruge den til er som "primer" til øjenskygger, da den har en smule klæbende fornemmelse når den er påført, så tænker øjenskygge måske kan bruges sammen med den. Men eller? Tja.. Ikke pengene værd hvis I spørger mig. Det kan dog være den fungerer for andre - håber jeg da - men for mig? Nej.. :)

Det var indholdet af denne måneds Beauty Box fra LookFantastic. Min anmeldelse er også klar på deres egen blog, så hvis I mangler lidt mere info om produkterne, så kan I finde dem derinde.
Men alt i alt var det en ... okay box. Det er dog kun et par stykker af produkterne jeg er tilfreds med, og så er boxen jo bare smuk. Så jeg er ikke helt så skuffet alligevel. :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar