____________

#GoodieBoxDK Marts 2018 - "Danish Beauty Award 2018"

*Reklame* - Modtaget som gave og til anmeldelse - Indeholder mine egne meninger. Ingen økonomisk interesse involveret.
Så er det blevet tid til at kigge lidt på indholdet af denne måneds Goodiebox. Og lad mig lige starte med at påpege detaljerne på selve boxen. Selve "skallen" er den samme mørke gråblå farve, men selve "skuffen"! Ohhh my! Den plejer at være ensfarvet, men denne gang har de valgt at gøre lidt ekstra ud af den, og OMG hvor jeg elsker den! Jeg er ikke til pinke farver normalt, men.. der er bare et eller andet over dette design af blomster jeg er fan af, og så passer farven faktisk ret godt til det. Den havde været helt igennem perfekt hvis det var i blålige og grønne farver, men dette er nu også ret okay. Jeg er sikker på at min mor nok ville stjæle den fra mig hvis hun så den. :P

Temaet denne måned er "Danish Beauty Award 2018" - Yup det er blevet den tid på året igen. Og de produkter vi har fået med i boxen er produkter vi kan stemme på til Goodiebox Prisen. En pris som - hvis ikke jeg husker helt forkert - første gang blev uddelt i 2016. Så det er altså tredje år at vi kan være med til at stemme på vinderen til denne pris. De to forhenværende boxe var ikke rigtig så store favoritter hos mig, men de indeholde dog alligevel nogle produkter som jeg stadig den dag i dag elsker. Så jeg har været rigtig spændt på at se hvad de havde fundet på denne gang. Og om jeg vil kunne finde en favorit som jeg vil stemme på. Lad os kigge på sagerne!

Carven - Le Parfum - Det er altid lidt risikabelt at putte parfumer i boxe som disse, men jeg synes faktisk at de har valgt en virkelig lækker en til denne box. Og så er det en rollerball! Dét er jeg kæmpe fan af. For den er perfekt at have med i tasken. Jeg ville ønske at flere lavede dem på denne måde. Og så må jeg sige at denne parfume fra Carven er overraskende god. Jeg har aldrig været den store fan af blomster-dufte, men de seneste år er jeg gået hen og er blevet mere glad for dem. Og denne dufter skønt af tropiske blomster - sådan lidt krydder-agtig og for nogen lidt tung. Perfekt til Foråret. Så nu må vejret gerne blive lidt bedre så man kan komme i total Forårs-mode.
Travel size (10 ml) - Vejl. pris 395 kr for 30 ml

Jorgobé - Hand Creme - Jeg har nok hvad der svarer til 20-30 tuber håndcremer rundt omkring i mit hjem (Og det er ikke engang en overdrivelse), så jeg har virkelig ikke brug for flere. Men men men... Jeg har ikke denne! Ja jeg ved godt at det er en virkelig dårlig undskyldning, men.. man går aldrig forkert med Jorgobé, så selvfølgelig skal jeg beholde denne håndcreme. Og så er den jo næsten magisk! Jeg har nu brugt den i nogle dage og jeg er allerede blevet stor fan af den. Den fedter ikke og trænger hurtigt ind i huden og gør den lækker og blød. Og så er der nogle små sorte kugler i den (A+E-vitamin kugler åbenbart). Til at starte med tænkte jeg at det var noget mærkeligt noget med de kugler, men de smuldrer med det samme når man gnider cremen ind i hænderne. Ren magi. :P Den er virkelig lækker og jeg tror desværre jeg får den ret hurtigt brugt op, for den er allerede blevet en ret stor favorit hos mig.
Full size (75 ml) - Vejl. pris 148 kr

Zenz - No. 03 Treatment Pure - Dette er en genganger - vi fik den med i Juni boxen i 2016. Dengang var jeg skuffet over at der ikke er nogen duft i den, og det er jeg egentlig stadig, men... den fungere jo som den skal. Jeg bruger den som en hårmaske og håret bliver dejlig blødt. Der er ikke rigtig så meget mere at sige om den. Andet end hvis man gerne vil have bedst muligt resultat ud af den, så kan man lade den sidde i 30 min efter at man har vasket sit hår og så skylle den ud bagefter. Så skulle virkningen være endnu bedre.
Full size (230 ml) - Vejl. pris 295 kr

Rodial - Dragon's Blood XXL Lip Plumper - Jeg drømmer om fyldige læber, så produkter som dette er jeg altid klar på at teste. Jeg elsker når jeg får fat i et plumping læbeprodukt som prikker og stikker godt (som i næsten ubehageligt ømt for nogen) på læberne - så man virkelig kan mærke at det arbejder på at give noget ekstra fylde. Denne plumper indeholder chili og det har jeg hørt skulle være ret effektivt, men.. jeg har desværre ikke haft den der prikkende fornemmelse (eller har haft en meget svag fornemmelse af det) med denne og mine læber bliver desværre ikke mere fyldige ved brug af den. Den dufter nu ellers meget godt, men øv altså. Den kan dog stadig bruges for den giver en rigtig flot shine på læberne uden at fedte og giver en lille smule farve, men ikke noget man rigtig ligger mærke til. Så det er ikke et dårligt produkt. Jeg har bare ikke helt fået det ud af den som jeg havde håbet. Men den er perfekt til shine og til at give lidt fugt.
Full size (3 ml) - Vejl. pris 240 kr

Comme Deux - Serum Booster - "Yellow Drops" eller "Pink Drops" - Jeg har fået den gule og jeg var faktisk lidt irriteret over at få dette produkt i starten. Mest fordi jeg troede det var endnu en af de mange klistrende olier vi plejer at få med. Som ikke fungerer overhovedet med min olieret hud. Men jeg måtte trække min irritation tilbage, for dette er ikke en fedtet olie. Den føles mere som .... well.. en serum. En meget let og vandet serum. Så på ingen måde fedtet. Se dét blev jeg virkelig glad for at opdage. Og så kan den bruges på så mange forskellige måder! Den kan bruges alene direkte på huden, sammen med en ansigtscreme, toner, olie, foundation og endda en ansigstmaske! Aih men det er da fantastisk!
Selv har jeg prøvet den for sig selv, sammen med en ansigtscreme og sammen med en ansigtsmaske. Alle tre gange har jeg ikke haft problemer med den og min psoriasis går ikke amok. Og så har den altså bare så lækker og forfriskende en fornemmelse på huden når man påfører den for sig selv. Og så giver den faktisk en lille smule shine til huden, men det er ikke voldsomt. Jeg hader shine da jeg jo bliver så fedtet i forvejen, men denne generer mig på ingen måde. Jeg er spændt på at se hvordan den er på længere sigt og hvilken effekt den har på huden over en længere periode.
Full size (15 ml) - Vejl. pris 249 kr

Åhh sikke en skøn box. Der var godt nok ikke så mange ting med denne gang, men jeg er nu alligevel ret godt tilfreds med indholdet. Og så er jeg som sagt ret glad for designet på boxen. Håber virkelig at det er noget de vil gentage i fremtiden, for hold da op!

Og nu til det produkt jeg vil stemme på til Goodiebox Prisen. Puha.. Se den er svær. Det er nogle virkelig lækre ting vi har fået med denne gang, men... hvis jeg absolut skal finde en favorit, så må det nok blive... ARGH! Jeg synes det er svært! Jeg har tre "favoritter" at vælge imellem. Håndcremen, de der gule dråber og parfumen. Lige nu kan hælder jeg mest til håndcremen og dråberne, men.. tja.. Jeg har indtil d. 9 April til at stemme, så mon ikke at jeg når at finde frem til én favorit til den tid? ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)