_____________

En krimi der overrasker gang på gang - "Stille nu" af Mary Kubica

Reklame for HarperCollins og forfatter Mary Kubica - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg fik for noget tid siden tilsendt denne bog – ”Stille nu” af Mary Kubica – af forlaget
HarperCollins. Jeg har glædet mig meget til at læse den, da den lyder super spændende, og da det er første bog fra dette forlag var jeg ret spændt på at se om deres bøger ville være noget for mig fremover også. Kan se at de har flere bøger som jeg i forvejen elsker så det tegner godt. Måske det ikke er sidste gang at jeg skal anmelde bøger igennem dem? ;)

Men i dag får I altså anmeldelsen af denne bog her på bloggen.

Esther Vaughan forsvinder fra sin lejlighed i Chicago, som hun deler med sin sambo Quinn Collins. I starten er der ingen der føler der er sket nogen forbrydelse, så der bliver ikke rigtig gjort noget ved det. Men Quinn begynder langsomt at blive bekymret. For Esther ville ikke bare forsvinde uden at sige noget. Ville hun? Og som dagene går dukker der mistænkelige beviser op som fortæller en uhyggelig historie. En historie som Quinn er opsat på at finde hoved og hale i. For hvem er denne Esther overhovedet? Er Quinn blevet ført bag lyset? Har det hele tiden været meningen at hun skulle smides ud af lejligheden? Hvad i alverden sker der?

I en lille by en times kørsel uden for Chicago sker der også sære ting. En mystisk kvinde dukker op og Alex Gallo, som arbejder i den café hvor hun dukker op, finder hende straks interessant. Han vil i hvert fald meget gerne lære hende at kende. For der er noget ved hende som taler til ham. Gør ham nysgerrig. Og efter nogle dage kommer han også i kontakt med hende. Dog ikke på den måde som han havde regnet med. For det viser sig at hun har valgt at ”bosætte” sig i det efterladte hus der ligger på den anden side af vejen fra hvor han selv bor. Huset der er hjemsøgt af den lille pige der boede der før hun druknede i badekaret. Kvinden fortæller aldrig Alex sit navn, men det gør ham bare endnu mere nysgerrig og fascineret af hende. Men det skal hurtigt vise sig at være en farlig sti han er på vej ud af.

For denne kvinde bærer på en mørk hemmelighed. En hemmelighed der snart skal vise sig at være altafgørende for alle. For Alex, Esther, Quinn… og andre involverede. For hvem er hun? Og hvad har hun planer om at gøre? Hvem overlever dette kaos og hævntogt. Og hvor er Quinn? Hvad skal Esther gøre? Og hvad har Alex rodet sig ud i?

Puha siger jeg bare. I starten var jeg sådan lidt middel fanget, men så heller ikke mere. Historien startede interessant nok, men jeg vidste ikke om den ville ende med at være noget for mig. Men så skal jeg da så sandelig lige love for at den gav et nyk opad. Jeg plejer at være ret god til at gennemskue handlingen i bøger, men jeg havde IKKE set det der skete komme. Hold da op hvor var der mange overraskelser og jeg endte faktisk med at sidde med både tårer fosende ud af øjnene, med vejret holdt og sad helt ude på kanten af stolen.

”Stille nu” overraskede mig voldsomt og jeg må sige, at det er en helt igennem fantastisk og overraskende krimi til den hurtige læsning. Jeg er …. Uden ord. Elsker når bøger kan overraske sådan. Kan jeg anbefale den? JA! ;)

Min Goodreads rating:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)