Anmeldelse af "Boyfriend Material"-serien af Lauren Blakely

Reklame for forlaget Flamingo og forfatter Lauren Blakely - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Det er igen blevet tid til en feel-good-serie med en masse drama, svære følelser og selvfølgelig kærlighed og intimitet. Feel-good romaner er blevet en stor del af min interesse indenfor bøgernes verden, så da forlaget Flamingo sendte mig bøgerne i "Boyfriend Material"-serien af Lauren Blakely til anmeldelse, besluttede jeg mig hurtigt at finde en plads i min TBR-bunke til den. For den lød super spændende og underholdende. Og nu har jeg fået læst alle tre bøger og har derfor en anmeldelse af dem klar til jer her på bloggen. :) Enjoy!


"Dating for begyndere"

Amy arbejder på et forlag og drømmer om at stige i graderne, men hendes chancer ser ikke for gode ud. Ikke fordi hun ikke er god til sit job, eller har en næse for gode bøger, men fordi hun ikke er så god til at "sælge sig selv" og derved fange den stilling der lige er blevet ledig. Men det skal der ændres på. Hun vil øve sig. Øve sig i at sælge sig selv. Eller måske endda hendes veninde? Peyton fortjener et møde en sød fyr, og Amy gør det til hendes opgave at finde ham til hende. Og hun må ikke lade sig distrahere af den nye lækre fremmede der dukker op på forlaget.

Linc er lige flyttet til byen og er startet som redaktør på et nyt forlag. Og denne gang må han ikke fucke det op. Det er slut med at finde sammen med en kollega. Men allerede fra dag et af viser det sig at være uundgåeligt. For den mest lækre og.. perfekte kvinde arbejder der. Og det er svært at modstå hende. Men lidt flirten er vel okay? Så længe det ikke bliver til mere end det? Selv det bliver svært at overholde, så han bliver nødt til at distrahere sig selv. Måske skulle han oprette en profil på en dating-app?

Amy har oprettet en profil på en dating-app for at finde sin venindes nye fyr, og der er mange om budet. Men da hun falder i snak med en sjov fyr der viser sig at være hendes perfekte match kan hun ikke rigtig undgå at falde lidt for ham. Men det var jo veninden der skulle finde en fyr! Amy skal koncentrere sig om at få den nye stilling i hus. Men kemien er bare helt perfekt og der går ikke længe før de aftaler af mødes.

Da de begge opdager hvem de sidder og skriver med er det svært ikke at tænke at det er skæbnen. Men hvad skal de gøre ved det? Kan de overhovedet date hinanden nu hvor de.... arbejder sammen? Er det overhovedet tilladt på forlaget? Eller bliver de nødt til at indse at det er slut før det dårligt nok for lov til at begynde? Tør de satse deres job for deres følelser?

Min Goodreads rating:
★★★★✩


"Sex og andre fristelser"

Peyton har en skøn og succesfuld lingeriforretning og det hele går fantastisk. Eller.. næsten det hele. Hun er nu igen single efter at have gjort det forbi med en utro mand og en butikskæde lokker kunderne væk fra hendes butik ved at lokke med urimelige tilbud. Men de to ting skal der ændres på. Og der kommer hendes veninde ind i billedet. Amy søger nemlig en som kan afprøve nogle sexscener fra en bog, som hun er ved at udgive, og den opgave kan slå to fluer med et smæk for Peyton. Hun kan starte sin blog op igen og skrive om disse tests, samtidig med at butikken kan få lidt saftig omtale. Og så kunne hun jo spørge den søde fyr, som hun har et godt øje til, om han vil hjælpe hende med at afprøve det hele. Det kunne ikke være mere perfekt. Eller..

Planerne går ikke helt som planlagt og hun bliver nødt til at tage en drastisk beslutning. Hendes bedste ven, Tristan, er nu hendes sidste chance. Heldigvis går han med til det. Hvilket måske nok også er for det bedste. De kender hinanden ret godt, stoler på hinanden og så havde de også et fantastisk øjeblik med det dejligeste kys for ti år siden. Men mere blev det aldrig til. Og sådan bliver det heller ikke denne gang. Selvom det kunne være fantastisk.

Tristan har flere gange forsøgt at fortælle Peyton hvad han føler for hende, men det er aldrig gået helt efter planen. Og nu har han indfundet sig med at det aldrig kommer til at ske. De er bare venner. Men da hun spørger om han vil være med til at teste sexscener fra en kommende bog, spirer der alligvel et lille håb indeni ham. Kunne det måske give ham chancen til at vise hende hvor meget han elsker hende? Eller vil det kun være en opgave der skal løses for hende?

Kemien imellem dem bliver mere og mere tydelig for hver test de udfører, og det er ikke længere noget de kan ignorere - eller skjule. Men tør de sætte deres venskab på spil? Hvad nu hvor de giver et forhold en chance og det så viser sig at være en fejl? Ville de kunne blive ved med at være venner? Eller ville det være dumt slet ikke at prøve? For de føler vel det samme for hinanden?

Min Goodreads rating:
★★★★✩


"Flirt med fortiden"

Lola og Lucas' søskende står i en knibe, som de har bedt om hjælp til at løse. Hjælp fra dem begge. Og det kunne ikke være en mere dårlig situation end lige netop det. For Lola og Lucas har en fortid med hinanden. En fortid der på ingen måde endte godt. Og nu skal de samarbejde og tilbringe 24 timer sammen. De skal på skattejagt for at finde deres søskenes ejendele, som deres udlejer har spredt rundt i byen. Men vil de gå med til det? Vil de kunne klare at se hinanden igen? De bliver nødt til at bide det i sig, for deres søskende har brug for deres hjælp, og dem kan de ikke svigte.

Lola er ikke meget for at miste tid til at forberede sig til den store designkonkurrence som hun vil vinde, og som både hun og Lucas skal deltage i. Og slet ikke at miste tid som hun kunne bruge på at arbejde for sine kunder. Men jo hurtigere hun kan blive færdig med krisesituationen jo hurtigere kan hun komme tilbage til arbejdet og væk fra Lucas igen. Og nu hvor hun alligevel skal ud på en skattejagt sammen med ham kan hun passende bruge noget at tiden på at udspionere konkurrenten.

Lucas elsker sin bror og vil gøre næsten alt for ham, men denne tjeneste er lige på grænsen til det vanvittige. Men han må bare få det overstået. Ligge låg på sine følelser og bide det i sig. Men Lola slår næsten benene væk under ham da han møder hende igen og følelserne bliver vækket til live. Og hun er ikke selv helt upåvirket og det skal hurtigt vise sig at blive 24 meget spændende timer sammen. Det er ikke kun deres søskenes ejendele de finder i de timer sammen, det er så meget mere.

Men tør de sætte deres nye genfundne venskab på prøve endnu en gang? Eller vil de blive nødt til at være de voksne og glemme alt om følelser, kemi og længsel?

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Dette er en serie om tre veninder og deres søgen eller falden-over den ægte kærlighed som både overrasker og fejer benene væk under en. Kærlighed som ikke kan benægtes eller ignoreres. Og der er masser af skrøbelige hjerter, usikkerhed og helt igennem fantastisk intimitet og det er ikke svært at blive ekstremt draget af historierne og den skønne humor som forfatteren formår at flette ind på hver side. Dette er en letlæselig serie og perfekt hvis man er til feel-good historier som kan give en åndenød, få en til at knibe et par tårer og bryde ud i en sprudlende kluklatter.

Jeg kan varmt anbefale jer at læse "Boyfriend Material"-serien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)