Anmeldelse af "Familieopskriften" af Veronica Henry

Reklame for forlaget Cicero og forfatter Veronica Henry - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har faktisk en del af Veronica Henrys bøger på min ønskeliste, da jeg længe gerne har villet læse nogen af dem, og da forlaget Cicero så overraskede mig ved at sende "Familieopskriften" blev jeg virkelig glad. Den havde jeg nemlig ikke set i butikkerne, så den blev straks skrevet på min liste. Og det er nu min første af hendes bøger i min bogreol. Forhåbentlig ikke den sidste. ;) Jeg elsker coverne på bøgerne. Og de matcher alle hinanden. Tænk sig at have dem alle stående side om side i bogreolen. Åhhh det ville være fantastisk.

Men nok om det. Nu til boganmeldelsen af denne bog.

Laura lever et lykkeligt liv i et smukt hjem, i en idyllisk by, med en skøn familie og med planer for fremtiden nu hvor begge børn er ved at være taget videre ud på deres eget livs rejse. Men savnet er allerede stort. Vil hjemmet komme til at virke tomt uden pigerne? Vil hun have mod til at føre sine drømme ud i livet? Ja.. så længe hun har sin mand og deres hjem, så skal det hele nok gå. Men har hun nu også det? En chokkerende afsløring er tæt på at sparke benene væk under hende.

Hendes liv kan meget vel være forandret for altid. Og det er ikke til det bedre. Medmindre hun kan finde styrke til at vende det til hendes fordel. Hendes planer om en Airbnb er måske alligevel ikke så dum. Og måske kan hun endda tilføje endnu en lille gren på sin drøm med hjælp fra hendes mormors opskriftsamling som er fuld af skønne opskrifter og historie?

Sorgen ulmer stadig men hendes nye projekter får hurtigt ben at gå på, og hun er overvældet over støtten, interessen og hjælpen hun møder på sin vej. Og flere overraskelser dukker op. Både for Laura men så sandelig også for hendes mormor. Men hvad vil det betyde for fremtiden?

Jeg synes den er svær at lave et kort referat af uden at afsløre for meget, men jeg kan kort fortælle at dette er en hjertevarm historie om kærlighed, tab og om at finde modet til at give sine drømme en chance. Og så elsker jeg at vi i denne bog følger alle hovedpersoner og involverede i historien. Laura, hendes mormor og veninde (samt flashbacks fra hendes tid som ungt menneske under krigen), Lauras mand og personen der er medskyldig i dramaet der udvikler sig.

Slutningen var dog ret... forhastet synes jeg. Det virker som om den var lidt for hurtigt skrevet og man fik ikke rigtig den forløsning og ... konfliktløsning som man måske sidder og håber på. Men ser man bort fra det, så var jeg faktisk okay glad for denne bog. Historien er - som sagt - skøn og jeg nød den. Så jeg kan godt anbefale jer den hvis I mangler en letlæselig og hyggelig bog til weekend-læsningen. Og jeg er nu endnu mere nysgerrig på hendes andre bøger i samme stil.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)