___De kravlede alle tre ind i væggen. Der var ikke meget plads, men de kunne sagtens være der. De kravlede imod lyset og kulden og jo længere de nærmede sig jo koldere blev det.
___De syntes at de kravlede i en evighed, men pludselig var de der. Et stort rum der var lyst helt op i et blændende hvidt lys. Det tog dem noget tid at vænne øjnene til det. Og der så de det mest fantastiske syn. Godt nok var dekorationerne på Herregården ovenud fantastiske, men disse var over al forventning. Der var isskulpturer, iskrystaller, istapper, alt var af is. Det var så fantastisk smukt. Men hvordan kunne det lade sig gøre? De var jo stadig på Herregården, og ikke mindst inde i væggene. Hvordan kunne det være at der pludselig var dette kæmpe islandskab i et rum, som de ikke kunne forestille sig der var plads til, selvom Herregården var så stor? De stod alle med mundene på vid gab. Det var ikke til at forstå. Det var så fantastisk.
___Snefnugget som Anne havde i lommen blev iskoldt. Hun skyndte sig at tage det op for ikke at få forfrysninger på låret. Det skinnede kraftigt op. Hvad nu? Hvad skulle der til at ske?
Pludselig runger det i hele rummet. Lyden bliver højere og det begynder at ruske i jorden som var der et jordskælv på vej. Ud af det blå kommer der en mærkelig tingest flyvende og lander over på den anden side. Der er nogle dyr tøjlet til den. De kiggede alle sammen på hinanden. Var det virkelig…. Var det virkelig en kane? Men. Det var da umuligt. Ikke her. Og Julemanden fandtes da ikke. Det havde de da lært. Det var jo bare deres fædre der var klædt ud, det havde de da vidst i mange år. De rettede blikket mod kanen igen. Personen som sad i den var meget lille. Og det var helt sikkert ikke julemanden. Den lille person havde spidse øre. OG!!!! Var iført et af de små børnekostumer de havde fundet på loftet! Jamen. Så var det jo. Naih. De stod som frosset fast til jorden. Ingen af dem sagde noget. Anne var den første der kom ud af sin trance. Rev fat i de to andre og rev dem med bag en forhøjning, så den lille person ikke fik øje på dem.
___Alfen som havde siddet i kanen pakkede noget sammen og svang det over skulderen og forsvandt ind igennem en væg. Det var da endnu mere umuligt. Man kunne da ikke bare gå igennem mure? Og da slet ikke dem af is? De forstod INTET af det de lige havde set.
De sad der længe og kiggede ned i jorden. De havde brug for lige at tænke det igennem. Klare tankerne en smule. Benjamin var den første til at sige noget.
___”Det her er simpelthen for vildt" sagde han. Anne kiggede op på ham. Hans øjne strålede. Dette måtte være det eventyr han havde håbet på han ville komme ud for. Han havde selv bedt om noget mystisk. Og her var det så. Anne smilte til ham. Hun var lige så begejstret, men også bange for hvad der kunne ske hvis de blev opdaget.
___”Det her.. Det er.. Jeg.. Jeg vil gerne væk herfra" sagde Karen pludseligt. Hun begyndte at røre uroligt på sig og ville tilbage af den samme vej, som de lige var kommet. Anne rev fat i hende og Benjamin hjalp til.
___”Karen du lovede at du ville være hos mig i denne weekend. Uanset hvad der skete og uanset hvad vi fandt. Jeg lover at der ikke sker noget" lovede Anne. ”Og Benjamin er her også. Han passer på os begge." sagde hun så og nikkede til Benjamin som nikkede igen.
Karen slappede lidt mere af, men var stadig ikke overbevist. Hun var sikker på at der var en der lavede numre med dem. For dette kunne ikke være virkeligt. Anne forsikrede hende om at det var virkeligt nok. Og at det nok var denne lille person hun havde set på loftet. Det hjalp ikke meget på Karens humør, så Anne måtte forklare at hvis dem der var her ville dem noget ondt, så havde de nok allerede været efter hende første dag hun var på andensalen, men der skete jo intet. Skikkelsen havde jo set hende. Og det var den der var bange for hende. Karen kunne godt se det logiske i det. Så hun gik med til at fortsætte med dem.
___De kiggede sig om efter andre, men der var ingen. De gik over mod kanen for at se nærmere på den. Det var helt utroligt. Dyrene der var tøjlet til den var ganske rigtig rensdyr med horn og det hele. De var så smukke. De var godt nok ret urolige da de nærmede sig, men slappede derefter af og lod dem klappe sig.
Benjamin var gået over til den væg hvor de så alfen forsvinde igennem. Han forsøgte selv at gå ind i den, men mødte modstand og måtte lige finde balancen for ikke at falde bagover. Anne og Karen fniste lidt af ham. Karen rørte også ved væggen men intet. Den var fast. Anne prøvede også. Til at starte med skete der intet, men så blev snefnugget koldt igen og hendes hånd forsvandt ind igennem væggen. Hun skyndte sig at trække den til sig igen. Det var dog vildt. Hun prøvede igen. Og det skete igen. Hun kunne presse hånden igennem.
___De stod lidt og kiggede på hinanden. Hvad mon der var inde på den anden side? Det ville de finde ud af. Anne tog Benjamin og Karen i hånden og gik så ind imod muren.
Det var en mærkelig følelse. Det var koldt og det føltes som om de blev omsluttet af noget koldt vand men som havde en mere gummiagtig konsistens. Det varede ikke mere end få sekunder før de var ude på den anden side af væggen. De stod nu i et stort værksted af en slags. Der fór en masse alfer rundt i disse sjove kostumer og slæbte på kasser der var større end dem selv. Det var et mærkværdigt syn, men samtidig fortryllende. De stod igen helt målløse over deres nye opdagelse. En af alferne fik pludselig øje på dem. De lagde ikke selv mærke til det før den var helt henne ved dem.
___”Skynd jer at komme væk inden nogen ser jer" sagde den stille til dem. De fik et chok. Karen gispede og Benjamin rev fat i Anne og Karens arm for at beskytte dem.
___”Rolig jeg gør jer ikke noget. Vi har jo mødt hinanden før" sagde den henvendt til Anne. Hun forstod ikke til at starte med hvad den snakkede om, men kom pludselig i tanke om at det nok havde været den hun havde set på andensalen og som havde snakket med dem igennem pejsen.
___”Er.. Er du skikkelsen jeg så på andensalen? Og var det dig vi snakkede med på biblioteket?" spurgte hun forsigtigt.
___”Jah.. Det troede jeg da at du vidste" svarede den skuffet. Anne trak sig et skridt tilbage. Hvordan skulle hun kunne vide det? Den havde jo ikke vist sig for hende, så hun kunne da umuligt vide om det havde været den hun havde mødt. Hun skulle lige til at protestere da den bad dem om igen at komme væk før de blev opdaget.
___”Jeg kontakter jer i morgen og så skal jeg nok besvare jeres spørgsmål" sagde alfen og guidede dem igennem væggen igen.
___De skyndte sig over rummet med al isen og ind igennem væggen igen. Da de nåede pladen i væggen på kontoret stoppede de lige op for at høre om der var lyde derinde. Der var ingen så de skyndte sig igennem, ud af kontoret og op på Annes værelse.
De satte sig alle tre på sengen uden at sige noget til hinanden. Dette var slet ikke til at fatte. De havde aldrig troet at der faktisk fandtes alfer og sådanne portaler til andre destinationer. Dette skulle de i hvert fald lige komme over.
___De syntes at de kravlede i en evighed, men pludselig var de der. Et stort rum der var lyst helt op i et blændende hvidt lys. Det tog dem noget tid at vænne øjnene til det. Og der så de det mest fantastiske syn. Godt nok var dekorationerne på Herregården ovenud fantastiske, men disse var over al forventning. Der var isskulpturer, iskrystaller, istapper, alt var af is. Det var så fantastisk smukt. Men hvordan kunne det lade sig gøre? De var jo stadig på Herregården, og ikke mindst inde i væggene. Hvordan kunne det være at der pludselig var dette kæmpe islandskab i et rum, som de ikke kunne forestille sig der var plads til, selvom Herregården var så stor? De stod alle med mundene på vid gab. Det var ikke til at forstå. Det var så fantastisk.
___Snefnugget som Anne havde i lommen blev iskoldt. Hun skyndte sig at tage det op for ikke at få forfrysninger på låret. Det skinnede kraftigt op. Hvad nu? Hvad skulle der til at ske?
Pludselig runger det i hele rummet. Lyden bliver højere og det begynder at ruske i jorden som var der et jordskælv på vej. Ud af det blå kommer der en mærkelig tingest flyvende og lander over på den anden side. Der er nogle dyr tøjlet til den. De kiggede alle sammen på hinanden. Var det virkelig…. Var det virkelig en kane? Men. Det var da umuligt. Ikke her. Og Julemanden fandtes da ikke. Det havde de da lært. Det var jo bare deres fædre der var klædt ud, det havde de da vidst i mange år. De rettede blikket mod kanen igen. Personen som sad i den var meget lille. Og det var helt sikkert ikke julemanden. Den lille person havde spidse øre. OG!!!! Var iført et af de små børnekostumer de havde fundet på loftet! Jamen. Så var det jo. Naih. De stod som frosset fast til jorden. Ingen af dem sagde noget. Anne var den første der kom ud af sin trance. Rev fat i de to andre og rev dem med bag en forhøjning, så den lille person ikke fik øje på dem.
___Alfen som havde siddet i kanen pakkede noget sammen og svang det over skulderen og forsvandt ind igennem en væg. Det var da endnu mere umuligt. Man kunne da ikke bare gå igennem mure? Og da slet ikke dem af is? De forstod INTET af det de lige havde set.
De sad der længe og kiggede ned i jorden. De havde brug for lige at tænke det igennem. Klare tankerne en smule. Benjamin var den første til at sige noget.
___”Det her er simpelthen for vildt" sagde han. Anne kiggede op på ham. Hans øjne strålede. Dette måtte være det eventyr han havde håbet på han ville komme ud for. Han havde selv bedt om noget mystisk. Og her var det så. Anne smilte til ham. Hun var lige så begejstret, men også bange for hvad der kunne ske hvis de blev opdaget.
___”Det her.. Det er.. Jeg.. Jeg vil gerne væk herfra" sagde Karen pludseligt. Hun begyndte at røre uroligt på sig og ville tilbage af den samme vej, som de lige var kommet. Anne rev fat i hende og Benjamin hjalp til.
___”Karen du lovede at du ville være hos mig i denne weekend. Uanset hvad der skete og uanset hvad vi fandt. Jeg lover at der ikke sker noget" lovede Anne. ”Og Benjamin er her også. Han passer på os begge." sagde hun så og nikkede til Benjamin som nikkede igen.
Karen slappede lidt mere af, men var stadig ikke overbevist. Hun var sikker på at der var en der lavede numre med dem. For dette kunne ikke være virkeligt. Anne forsikrede hende om at det var virkeligt nok. Og at det nok var denne lille person hun havde set på loftet. Det hjalp ikke meget på Karens humør, så Anne måtte forklare at hvis dem der var her ville dem noget ondt, så havde de nok allerede været efter hende første dag hun var på andensalen, men der skete jo intet. Skikkelsen havde jo set hende. Og det var den der var bange for hende. Karen kunne godt se det logiske i det. Så hun gik med til at fortsætte med dem.
___De kiggede sig om efter andre, men der var ingen. De gik over mod kanen for at se nærmere på den. Det var helt utroligt. Dyrene der var tøjlet til den var ganske rigtig rensdyr med horn og det hele. De var så smukke. De var godt nok ret urolige da de nærmede sig, men slappede derefter af og lod dem klappe sig.
Benjamin var gået over til den væg hvor de så alfen forsvinde igennem. Han forsøgte selv at gå ind i den, men mødte modstand og måtte lige finde balancen for ikke at falde bagover. Anne og Karen fniste lidt af ham. Karen rørte også ved væggen men intet. Den var fast. Anne prøvede også. Til at starte med skete der intet, men så blev snefnugget koldt igen og hendes hånd forsvandt ind igennem væggen. Hun skyndte sig at trække den til sig igen. Det var dog vildt. Hun prøvede igen. Og det skete igen. Hun kunne presse hånden igennem.
___De stod lidt og kiggede på hinanden. Hvad mon der var inde på den anden side? Det ville de finde ud af. Anne tog Benjamin og Karen i hånden og gik så ind imod muren.
Det var en mærkelig følelse. Det var koldt og det føltes som om de blev omsluttet af noget koldt vand men som havde en mere gummiagtig konsistens. Det varede ikke mere end få sekunder før de var ude på den anden side af væggen. De stod nu i et stort værksted af en slags. Der fór en masse alfer rundt i disse sjove kostumer og slæbte på kasser der var større end dem selv. Det var et mærkværdigt syn, men samtidig fortryllende. De stod igen helt målløse over deres nye opdagelse. En af alferne fik pludselig øje på dem. De lagde ikke selv mærke til det før den var helt henne ved dem.
___”Skynd jer at komme væk inden nogen ser jer" sagde den stille til dem. De fik et chok. Karen gispede og Benjamin rev fat i Anne og Karens arm for at beskytte dem.
___”Rolig jeg gør jer ikke noget. Vi har jo mødt hinanden før" sagde den henvendt til Anne. Hun forstod ikke til at starte med hvad den snakkede om, men kom pludselig i tanke om at det nok havde været den hun havde set på andensalen og som havde snakket med dem igennem pejsen.
___”Er.. Er du skikkelsen jeg så på andensalen? Og var det dig vi snakkede med på biblioteket?" spurgte hun forsigtigt.
___”Jah.. Det troede jeg da at du vidste" svarede den skuffet. Anne trak sig et skridt tilbage. Hvordan skulle hun kunne vide det? Den havde jo ikke vist sig for hende, så hun kunne da umuligt vide om det havde været den hun havde mødt. Hun skulle lige til at protestere da den bad dem om igen at komme væk før de blev opdaget.
___”Jeg kontakter jer i morgen og så skal jeg nok besvare jeres spørgsmål" sagde alfen og guidede dem igennem væggen igen.
___De skyndte sig over rummet med al isen og ind igennem væggen igen. Da de nåede pladen i væggen på kontoret stoppede de lige op for at høre om der var lyde derinde. Der var ingen så de skyndte sig igennem, ud af kontoret og op på Annes værelse.
De satte sig alle tre på sengen uden at sige noget til hinanden. Dette var slet ikke til at fatte. De havde aldrig troet at der faktisk fandtes alfer og sådanne portaler til andre destinationer. Dette skulle de i hvert fald lige komme over.
___De havde ikke lukket et øje hele natten. Benjamin havde flere gange været inde og se til dem og de gav ham til sidst lov til at sove på gulvet ved siden af sengen. Eller sove var ikke lige hvad de fik gjort. De lå og snakkede om det de lige havde set. Ingen af dem kunne helt finde hoved og hale i det.
___Da Birthe næste morgen kom op for at ville fortælle at der var morgenmad nede i køkkenet blev hun overrasket over at se dem alle tre på Annes værelse. Alle meget trætte at se på. Hun spurgte hvad de havde foretaget sig hele natten siden de ikke havde sovet, men ingen af dem ville sige noget. De skyndte sig i stedet ned i køkkenet efter maden og op på værelset igen for at spise det. De måtte jo blive deroppe. Alfen havde jo sagt den ville opsøge dem her. Så nyttede det jo ikke noget hvis de ikke var der når den kom. Eller vidste den måske hvor de var bare ved at fornemme dem? Det løb koldt ned ad ryggen på dem alle tre bare ved tanken om det. De følte sig ekstremt overvåget nu hvor de vidste hvilke kræfter der var på spil. De følte sig mere sikre på soveværelset end i den stue Anne også havde i værelset. Den var nemlig større og der hang store malerier af personer med stikkende øjne og der var også for mange vinduer. Her inde på værelset var der kun et enkelt vindue og ingen malerier. Dog var der skabe, men de var låst. Troede de. For imens de sidder og spiser går det ene skab op og de skriger og springer op da de bliver forskrækket over denne uventet overraskelse. Alfen blev selv lidt chokeret over deres reaktion at den tog et par skridt tilbage og snublede over nogle ting der lå på gulvet. Anne sprang op for at hjælpe den op på benene igen. Undskyldte men bad den om at gøre dem opmærksom på dens ankomst næste gang så de ikke blev så bange.
___”Ja, jeg er da glad for at jeg ikke gav mig til kende den aften jeg også var hernede" sagde den så såret.
___”Hvilken aften? Du har da ikke været herinde imens jeg har været her. Jeg har ikke set dig" spurgte Anne forvirret.
___”Jeg stod en nat og kiggede på dig efter du havde opdaget mig på andensalen. Jeg ville være sikker på at du ikke var en fjende der ville spolere julen i år" forklarede alfen roligt.
___”Spolere den? Hvordan skulle vi dog kunne det?" spurgte Benjamin pludselig. De stod længe og kiggede på alfen. Den sagde ikke noget. De spurgte ham igen og nu kom han ud med det.
___”Sidste år var der én som brød ind i Julemandens værksted, som I selv så I går, og brændte alle maskinerne ned. Ødelagde kanen og slap Julemandens rensdyr løs. Det tog os næsten et helt år at genopbygge det og nu er vi meget langt bagud. Vi har måtte blive nødt til at finde al den magi vi kunne for at kunne nå at lave alle gaverne til i år. Julemanden er frustreret og er bange for at gerningsmanden vil fuldføre sine gerninger i år så julen bliver spoleret. Manden har allerede været på værkstedet og har taget en vigtig ting til den store maskine, som producerer alle pakkerne og sørger for at det hele er klar til juleaften. Jeg måtte skynde mig ud for at finde den magiker som for mange hundrede af år siden havde lavet denne genstand og bede ham om at lave en ny, men han ville ikke kunne garantere at den ville nå at blive færdig. Det tog ham flere år sidst sagde han. Så vi ved ikke hvad vi skal gøre. Og det er derfor jeg har valgt at kontakte jer. For det er en her fra jeres område af, som har stjålet det. Men I må love mig, at I ikke fortæller nogen om det. Det er meget vigtigt at denne forbliver en hemmelighed imellem os." betroede alfen dem.
De sad alle tre og kiggede længe på alfen. De lovede de ville holde det hemmeligt, men ville gerne vide hvordan de skulle kunne hjælpe, for de vidste ikke selv hvordan det kunne være muligt.
___”I skal bare holde øje med eventuelle mystiske ting og folk der opfører sig mærkeligt. Finde genstanden og bringe den tilbage til mig. I kan finde mig på andensalen. Tænd op i kaminen og sig mit navn ind i ilden" fortalte den så.
___”Jamen vi kender jo ikke dit navn" konstaterede Karen så.
___”Det må I undskyld. Lad mig hellere præsentere mig for jer. Jeg hedder Kvisttjørn og er Julemandens højre arm." fortalte alfen så.
___”Kvisttjørn? Hvad er det dog for et mærkværdigt navn?" spurgte Anne så med en smule leen i sin stemme.
___”Det er meget normalt der hvor jeg kommer fra. Men lov mig at I vil begynde at lede med det samme. Det er utroligt vigtigt. I vil finde ting på andensalen der måske kan hjælpe jer i jeres søgen" sagde Kvisttjørn og tog afsked med dem. Forsvandt ind i skabet og lod de tre unge sidde med en vigtig opgave i deres besiddelse.
De var alle tre fast besluttet på at de ville gøre deres bedste for at hjælpe med dette. De var blevet fortalt dette fordi alfen følte han kunne stole på dem. De ville ikke svigte ham, eller Julemanden. Dette tog de meget seriøst. De ville begynde med det samme. De samlede de mest vigtige ting sammen og så begav de sig ellers op på andensalen.
___De sørgede for at ingen så dem, da de gik hen mod trappen til andensalen. Folk nedenunder havde travlt nok med at forberede til juleaften.
___De nåede op og ind på andensalen uden de store problemer. Nu så her anderledes ud. Alle møblerne var trukket ud til væggene og alle dørene til de nærliggende rum stod åbne. Mange møbler var væltet og det var et værre rod. Der havde helt sikkert været nogen heroppe for at lede efter et eller andet.
___De gennemsøgte alle rummene. De fandt kun en masse støvede møbler og kasser med en masse skrammel i. Der var intet deroppe. Rummet med kaminen var der fodspor til. En eller anden havde gået frem og tilbage der mange gange. De vidste at kaminen kun blev brugt som kommunikationsvej og ikke som en port videre til den anden side. Så det kunne ikke være det der havde været så meget trafik for. Mon tyven havde forsøgt at komme i kontakt med én på den anden side? En medsvorne måske? Havde de måske en muldvarp på deres egen side? De ville advare Kvisttjørn for denne mulighed, så de satte sig ned foran kaminen, tændte op i den og sagde så dens navn højt; “Kvisttjørn”. Til at starte med skete der intet, men pludselig var der noget der lavede optøjer i ilden og en stemme kom frem.
___”Kvisttjørn her. Har I fundet den?" spurgte den.
___”Nej, men vi er bange for at I må have en muldvarp i jeres værksted. For det lader til at der er en der har brugt kaminen en del gange. Der er spor." fortalte Anne.
___”Jeg tænkte det nok" sagde Kvisttjørn. ”Jeg havde selv en mistanke om det, men ingen ville tro mig. Jeg vil straks gå videre og fortælle min Herre det og håbe at der bliver sat en eftersøgning i gang. Tak venner. Giv’ endelig besked hvis I finder genstanden."
___”Jamen vi ved jo ikke engang hvordan den ser ud" sagde Benjamin så. Og det var jo rigtig nok. Kvisttjørn havde endnu ikke fortalt dem om hvordan denne ting så ud. Han forklarede at den lignede en sukkerstok, som man plejer at hænge på juletræet, denne var bare lavet af krystal i stedet for. Anne tænkte sig godt om. Hun havde dog ikke set en sukkerstok i krystal, men hun aftalte med de andre at de ville lede hele gården igennem i julepynten. Det kunne jo være den var der et sted. Og så kunne de måske finde den skyldige og få ham fanget. Kvisttjørn var meget taknemmelig. De sagde på gensyn og smuttede derefter ned igen. De måtte straks lede det hele igennem.
___De ledte og ledte i flere timer, men intet fandt de som mindede om en krystalsukkerstok. Hvor kunne den dog være? Kunne det være en af Hans’ ansatte der havde fundet ud af denne hemmelighed og måske hadede julen så meget at han eller hun ville prøve at ødelægge den? De ville gå på runde og spørge alle sammen ud om julen.
___De havde været alle de ansatte igennem. Ingen virkede mistænkelige. Alle gik og sang julesange og hyggede sig med at lave julekager, julemad, pynte op, pakke gaver ind og hvad der ellers hørte julen til. Ingen lod til at hade julen.
___Det var blevet sent og de sad alle sammen ved aftensmaden. Birthe sad og snakkede med Benjamin og Karen om at de var velkommen til at kigge forbi med deres forældre juleaften og få noget æggepunch og spise nogle æbleskiver. Det ville de meget gerne. De skulle selvfølgelig bare lige høre deres forældre ad, men de mente begge det kunne være super hyggeligt.
___Anne sad og kiggede rundt. Hun var glad for at Karen og Benjamin var der sammen med hende. Nu hvor Martin ikke boede hjemme ville det være så tomt. Især her i julen. Og det ville da være endnu mere hyggeligt hvis de kiggede forbi juleaften sammen med deres forældre. Hun kiggede kort på Hans og lagde mærke til at han ikke smilte. Var han ikke glad for at der var kommet liv i Herregården igen? Han kunne da godt lide Benjamin, men synes han måske ikke om Karen? Eller var det noget andet? Anne blev mistænksom. Hun spurgte ham om de samme spørgsmål som de havde gjort ved hans ansatte. Han var dog ikke særligt positiv i sine svar. Han var træt af al den larm og han var træt af at falde over det skide julepynt hele tiden. Han var glad for at han kunne gå ind på kontoret og være sig selv.
Anne fik øjenkontakt Karen og Benjamin. De havde også lagt mærke til det. Hans lod til at hade julen. Var han måske den der havde taget denne vigtige genstand til den store maskine? Og hvis det var, hvor var den så? Den kunne kun være et sted hvor de var blevet forbudt at komme. Kontoret!
___Da Birthe næste morgen kom op for at ville fortælle at der var morgenmad nede i køkkenet blev hun overrasket over at se dem alle tre på Annes værelse. Alle meget trætte at se på. Hun spurgte hvad de havde foretaget sig hele natten siden de ikke havde sovet, men ingen af dem ville sige noget. De skyndte sig i stedet ned i køkkenet efter maden og op på værelset igen for at spise det. De måtte jo blive deroppe. Alfen havde jo sagt den ville opsøge dem her. Så nyttede det jo ikke noget hvis de ikke var der når den kom. Eller vidste den måske hvor de var bare ved at fornemme dem? Det løb koldt ned ad ryggen på dem alle tre bare ved tanken om det. De følte sig ekstremt overvåget nu hvor de vidste hvilke kræfter der var på spil. De følte sig mere sikre på soveværelset end i den stue Anne også havde i værelset. Den var nemlig større og der hang store malerier af personer med stikkende øjne og der var også for mange vinduer. Her inde på værelset var der kun et enkelt vindue og ingen malerier. Dog var der skabe, men de var låst. Troede de. For imens de sidder og spiser går det ene skab op og de skriger og springer op da de bliver forskrækket over denne uventet overraskelse. Alfen blev selv lidt chokeret over deres reaktion at den tog et par skridt tilbage og snublede over nogle ting der lå på gulvet. Anne sprang op for at hjælpe den op på benene igen. Undskyldte men bad den om at gøre dem opmærksom på dens ankomst næste gang så de ikke blev så bange.
___”Ja, jeg er da glad for at jeg ikke gav mig til kende den aften jeg også var hernede" sagde den så såret.
___”Hvilken aften? Du har da ikke været herinde imens jeg har været her. Jeg har ikke set dig" spurgte Anne forvirret.
___”Jeg stod en nat og kiggede på dig efter du havde opdaget mig på andensalen. Jeg ville være sikker på at du ikke var en fjende der ville spolere julen i år" forklarede alfen roligt.
___”Spolere den? Hvordan skulle vi dog kunne det?" spurgte Benjamin pludselig. De stod længe og kiggede på alfen. Den sagde ikke noget. De spurgte ham igen og nu kom han ud med det.
___”Sidste år var der én som brød ind i Julemandens værksted, som I selv så I går, og brændte alle maskinerne ned. Ødelagde kanen og slap Julemandens rensdyr løs. Det tog os næsten et helt år at genopbygge det og nu er vi meget langt bagud. Vi har måtte blive nødt til at finde al den magi vi kunne for at kunne nå at lave alle gaverne til i år. Julemanden er frustreret og er bange for at gerningsmanden vil fuldføre sine gerninger i år så julen bliver spoleret. Manden har allerede været på værkstedet og har taget en vigtig ting til den store maskine, som producerer alle pakkerne og sørger for at det hele er klar til juleaften. Jeg måtte skynde mig ud for at finde den magiker som for mange hundrede af år siden havde lavet denne genstand og bede ham om at lave en ny, men han ville ikke kunne garantere at den ville nå at blive færdig. Det tog ham flere år sidst sagde han. Så vi ved ikke hvad vi skal gøre. Og det er derfor jeg har valgt at kontakte jer. For det er en her fra jeres område af, som har stjålet det. Men I må love mig, at I ikke fortæller nogen om det. Det er meget vigtigt at denne forbliver en hemmelighed imellem os." betroede alfen dem.
De sad alle tre og kiggede længe på alfen. De lovede de ville holde det hemmeligt, men ville gerne vide hvordan de skulle kunne hjælpe, for de vidste ikke selv hvordan det kunne være muligt.
___”I skal bare holde øje med eventuelle mystiske ting og folk der opfører sig mærkeligt. Finde genstanden og bringe den tilbage til mig. I kan finde mig på andensalen. Tænd op i kaminen og sig mit navn ind i ilden" fortalte den så.
___”Jamen vi kender jo ikke dit navn" konstaterede Karen så.
___”Det må I undskyld. Lad mig hellere præsentere mig for jer. Jeg hedder Kvisttjørn og er Julemandens højre arm." fortalte alfen så.
___”Kvisttjørn? Hvad er det dog for et mærkværdigt navn?" spurgte Anne så med en smule leen i sin stemme.
___”Det er meget normalt der hvor jeg kommer fra. Men lov mig at I vil begynde at lede med det samme. Det er utroligt vigtigt. I vil finde ting på andensalen der måske kan hjælpe jer i jeres søgen" sagde Kvisttjørn og tog afsked med dem. Forsvandt ind i skabet og lod de tre unge sidde med en vigtig opgave i deres besiddelse.
De var alle tre fast besluttet på at de ville gøre deres bedste for at hjælpe med dette. De var blevet fortalt dette fordi alfen følte han kunne stole på dem. De ville ikke svigte ham, eller Julemanden. Dette tog de meget seriøst. De ville begynde med det samme. De samlede de mest vigtige ting sammen og så begav de sig ellers op på andensalen.
___De sørgede for at ingen så dem, da de gik hen mod trappen til andensalen. Folk nedenunder havde travlt nok med at forberede til juleaften.
___De nåede op og ind på andensalen uden de store problemer. Nu så her anderledes ud. Alle møblerne var trukket ud til væggene og alle dørene til de nærliggende rum stod åbne. Mange møbler var væltet og det var et værre rod. Der havde helt sikkert været nogen heroppe for at lede efter et eller andet.
___De gennemsøgte alle rummene. De fandt kun en masse støvede møbler og kasser med en masse skrammel i. Der var intet deroppe. Rummet med kaminen var der fodspor til. En eller anden havde gået frem og tilbage der mange gange. De vidste at kaminen kun blev brugt som kommunikationsvej og ikke som en port videre til den anden side. Så det kunne ikke være det der havde været så meget trafik for. Mon tyven havde forsøgt at komme i kontakt med én på den anden side? En medsvorne måske? Havde de måske en muldvarp på deres egen side? De ville advare Kvisttjørn for denne mulighed, så de satte sig ned foran kaminen, tændte op i den og sagde så dens navn højt; “Kvisttjørn”. Til at starte med skete der intet, men pludselig var der noget der lavede optøjer i ilden og en stemme kom frem.
___”Kvisttjørn her. Har I fundet den?" spurgte den.
___”Nej, men vi er bange for at I må have en muldvarp i jeres værksted. For det lader til at der er en der har brugt kaminen en del gange. Der er spor." fortalte Anne.
___”Jeg tænkte det nok" sagde Kvisttjørn. ”Jeg havde selv en mistanke om det, men ingen ville tro mig. Jeg vil straks gå videre og fortælle min Herre det og håbe at der bliver sat en eftersøgning i gang. Tak venner. Giv’ endelig besked hvis I finder genstanden."
___”Jamen vi ved jo ikke engang hvordan den ser ud" sagde Benjamin så. Og det var jo rigtig nok. Kvisttjørn havde endnu ikke fortalt dem om hvordan denne ting så ud. Han forklarede at den lignede en sukkerstok, som man plejer at hænge på juletræet, denne var bare lavet af krystal i stedet for. Anne tænkte sig godt om. Hun havde dog ikke set en sukkerstok i krystal, men hun aftalte med de andre at de ville lede hele gården igennem i julepynten. Det kunne jo være den var der et sted. Og så kunne de måske finde den skyldige og få ham fanget. Kvisttjørn var meget taknemmelig. De sagde på gensyn og smuttede derefter ned igen. De måtte straks lede det hele igennem.
___De ledte og ledte i flere timer, men intet fandt de som mindede om en krystalsukkerstok. Hvor kunne den dog være? Kunne det være en af Hans’ ansatte der havde fundet ud af denne hemmelighed og måske hadede julen så meget at han eller hun ville prøve at ødelægge den? De ville gå på runde og spørge alle sammen ud om julen.
___De havde været alle de ansatte igennem. Ingen virkede mistænkelige. Alle gik og sang julesange og hyggede sig med at lave julekager, julemad, pynte op, pakke gaver ind og hvad der ellers hørte julen til. Ingen lod til at hade julen.
___Det var blevet sent og de sad alle sammen ved aftensmaden. Birthe sad og snakkede med Benjamin og Karen om at de var velkommen til at kigge forbi med deres forældre juleaften og få noget æggepunch og spise nogle æbleskiver. Det ville de meget gerne. De skulle selvfølgelig bare lige høre deres forældre ad, men de mente begge det kunne være super hyggeligt.
___Anne sad og kiggede rundt. Hun var glad for at Karen og Benjamin var der sammen med hende. Nu hvor Martin ikke boede hjemme ville det være så tomt. Især her i julen. Og det ville da være endnu mere hyggeligt hvis de kiggede forbi juleaften sammen med deres forældre. Hun kiggede kort på Hans og lagde mærke til at han ikke smilte. Var han ikke glad for at der var kommet liv i Herregården igen? Han kunne da godt lide Benjamin, men synes han måske ikke om Karen? Eller var det noget andet? Anne blev mistænksom. Hun spurgte ham om de samme spørgsmål som de havde gjort ved hans ansatte. Han var dog ikke særligt positiv i sine svar. Han var træt af al den larm og han var træt af at falde over det skide julepynt hele tiden. Han var glad for at han kunne gå ind på kontoret og være sig selv.
Anne fik øjenkontakt Karen og Benjamin. De havde også lagt mærke til det. Hans lod til at hade julen. Var han måske den der havde taget denne vigtige genstand til den store maskine? Og hvis det var, hvor var den så? Den kunne kun være et sted hvor de var blevet forbudt at komme. Kontoret!
___Dagen efter samledes de på Annes værelse. De var alle forvirret. De kunne ikke tro at det kunne være Hans der forsøgte at ødelægge julen. Han havde jo fået sine ansatte til at pynte op til jul, og han havde været ivrig efter at vise dem det da de skulle flytte derud. Og han arrangerede jo også en julefest, så de kunne ikke få det til at hænge sammen.
De sad længe og tænkte over hvad de skulle gøre. De kunne jo ikke bare fortælle Kvisttjørn at det var Hans hvis nu det ikke passede. De måtte undersøge sagen. De ville lede hele kontoret igennem. Og fandt de intet, ville de søge efter en anden gerningsmand. Måske ville der snart være en der afslørede sig selv.
___De tog op på andensalen for at komme i kontakt med Kvisttjørn. De ville høre om han havde fundet noget nyt i sagen. Der gik lang tid. De kaldte flere gange, men intet svar. De blev bekymret. Hvad hvis der var sket ham noget? Havde muldvarpen fundet ud af at de havde en mistanke om ham? Havde han så taget Kvisttjørn som gidsel? Det var ikke en betryggende tanke, så de blev enige om at tage dertil og se om de ikke kunne finde ham der. Men hvordan skulle de komme ind på kontoret? Hans sad jo derinde og arbejde. De havde brug for hjælp. De havde brug for en anden portal et andet sted på gården.
Anne tog fat om snefnugget, som om hendes underbevidsthed fortalte hende at den ville føre dem vej. Hun holdt fast om den. Lukkede øjnene og ønskede inderligt en anden vej frem til dette island. Til at starte med skete der intet, men pludselig blev snefnugget virkelig koldt og Anne var på nippet til at give slip på det, men så skete der noget. Der kom et kraftigt lys inde fra det rum hvor de først havde fundet de mange kasser med julepynt og andet julestads. De skyndte sig derhen. Over i hjørnet var der en revne der lyste op. Faktisk der hvor Anne havde fundet snefnugget da de havde været deroppe. Mon dette var et tegn?
___De skyndte sig derhen og ganske rigtigt.. Dette var en løs plade i væggen som de kunne skubbe op. Vinden derfra var kold og det skarpe lys ledte dem vej igennem tunnelen. Denne tunnel var mere kringlet end den anden havde været. Der var flere sving og skarpe hjørner. Og den lod også til at være meget længere.
___De havde næsten opgivet håbet, da de endelig kunne se en åbning forude. På den anden side kunne de se at de nu stod på den anden side af den anden indgang fra tunnelen på kontoret. De var altså kommet ud på samme side som væggen de skulle igennem.
De kunne ikke se nogen, så de skyndte sig hen til væggen, tog snefnugget frem og gik igennem. De kunne hverken se eller høre nogen. Der burde da være nogen der skulle arbejde, ellers ville de da aldrig nå at blive færdige inden juleaften. Hvor var folk dog henne?
De gik lidt rundt og kiggede. Der lå ufærdigt legetøj overalt. De kunne ikke lade være med at være overrasket over at det rent faktisk blev lavet af julemandens hjælpere og ikke blev købt i butikkerne. De så sig omkring for at finde noget, som de kunne genkende. Og Anne så hurtigt noget hun havde set før. En bamse magen til en hun havde fået da hun var lille. Den var nøjagtig magen til. Og der var mange flere.
Benjamin fandt et legetøjstog som han havde fået da han var 6 år gammel. Det der gjorde at han kunne genkende det, var det logo der var på siden. En kane. Det måtte være et logo som var på alle de ting de lavede på dette værksted. Og ganske rigtigt. Anne fandt også logoet under den ene fod på bamsen. Havde de været i tvivl før, så var de det i hvert fald ikke længere. Dette legetøj var kommet fra den rigtige julemand. Og ikke deres forældre som udgav sig for ham. De smilte alle tre ved denne dejlige tanke.
___Pludselig hører de en lyd. Der var noget der blev væltet omme bag nogle af de store maskiner. De fór sammen og forsøgte at gemme sig, men det var for sent. Den der var skyld i denne larm kom frem. Det var Kvisttjørn. Gudskelov. De åndede alle tre lettet op. De var glade for at se ham. Hvor havde han været? Hvorfor havde han ikke svaret da de forsøgte at komme i kontakt med ham?
___Kvisttjørn forklarede at Julemanden havde lukket for alle kommunikationsveje mellem menneskes verden og deres. Muldvarpen skulle findes, og det kunne de kun ved at se hvem der blev frustreret over ikke at kunne komme i kontakt med tyven. De havde endnu ikke fået mistanke til nogen, men Kvisttjørn var sikker på, at det ikke kunne vare længe. Men de havde ikke tid til at vente. Julen stod for døren og gaverne skulle være færdige inden juleaften, så Julemanden kunne bringe dem ud. Derfor var Kvisttjørn i gang med at udspørge alle i værkstedet. Men her til morgen, da han ville ned og fortsætte sin rundspørgen var alle væk. Der var ikke gang i nogen af maskinerne og der rodede overalt. Han kunne ikke finde nogen nogle steder. Selv ikke Julemanden kunne han finde på hans kontor. Han var bekymret. Han var af den overbevisning at muldvarpen og den skyldige tyveknægt havde bortført alle sammen for at forhindre dem i at finde denne forsvundne genstand til maskinen så julen ikke blev til noget i år. Men Kvisttjørn var sluppet væk. Han var normalt ikke en de andre så som en trussel, så ingen havde set ham snige væk, men det kunne ikke vare længe inden de savnede ham. Han var jo Julemanden højre hånd.
___De havde stået og snakket lidt, da der pludselig kunne høres stemmer ved porten ind til det store mødelokale. De kom nærmere. De skyndte sig alle fire at gemme sig bag nogle store bunker med pakker. Hvem var det? Var der flere der var sluppet væk? Eller var det muldvarpen og tyven?
___Det var endnu en af Julemandens hjælpere, og han var ikke alene. Der var en sammen med ham. De kunne ikke se den anden fra deres gemmested, men Anne kunne genkende stemmen. Det var Hans. Hvorfra vidste han at dette værksted fandtes? Det kunne kun skyldes én ting. Hans var tyven. Han havde den forsvundne genstand. Men hvor havde han gemt den?
De måtte vente til de var gået, før de kom frem fra deres skjul. Anne kunne ikke tro det. De havde mistænkt ham, jo, men. Eftersom de intet fandt, så havde de lidt droppet deres mistanke til ham. Men nu var det sikkert. Han var skyldig. Mon Birthe kendte til dette? Mon de kunne spørge hende uden hun ville tro de var sindssyge? Anne havde altid fået at vide at hun havde en livlig fantasi. Ville hendes mor tro det bare var det hvis de gik til hende? Eller var hun MEDSKYLDIG?? Anne fik en klump i halsen bare ved tanken.
___De tre andre havde lagt mærke til at Anne havde været fjern og havde tænkt på noget, som umuligt var behageligt. Benjamin gik helt hen til hende og krammede hende.
___”Er du okay søde?" spurgte han hende. Anne kiggede op og havde fået tårer i øjnene.
___”Hvad nu hvis min mor kender til det her? Hvad nu hvis hun også ønsker at ødelægge julen? Eller hvis hun ikke kender til det, hvad vil der så ske hvis vi fortæller hende det? Et eller andet må vi jo gøre. Vi kan ikke klare det alene" sagde hun og brød sammen. Benjamin greb hende i sine arme og de sank sammen på gulvet sammen. Han holdt om hende længe så hun kunne mærke at de var der for hende.
___”Vi vil hjælpe dig. Jeg går i hvert fald ingen steder. Jeg ringer til mine forældre i aften og fortæller at jeg bliver her og holder fri fra skole. De skal nok forstå og give mig lov. Det er jeg sikker på" sagde Karen til hende. Benjamin nikkede. Han ville også blive. Dette krævede at de blev sammen og løste det så hurtigt som muligt. Ellers ville Julen ikke blive til noget i år.
De sad længe og tænkte over hvad de skulle gøre. De kunne jo ikke bare fortælle Kvisttjørn at det var Hans hvis nu det ikke passede. De måtte undersøge sagen. De ville lede hele kontoret igennem. Og fandt de intet, ville de søge efter en anden gerningsmand. Måske ville der snart være en der afslørede sig selv.
___De tog op på andensalen for at komme i kontakt med Kvisttjørn. De ville høre om han havde fundet noget nyt i sagen. Der gik lang tid. De kaldte flere gange, men intet svar. De blev bekymret. Hvad hvis der var sket ham noget? Havde muldvarpen fundet ud af at de havde en mistanke om ham? Havde han så taget Kvisttjørn som gidsel? Det var ikke en betryggende tanke, så de blev enige om at tage dertil og se om de ikke kunne finde ham der. Men hvordan skulle de komme ind på kontoret? Hans sad jo derinde og arbejde. De havde brug for hjælp. De havde brug for en anden portal et andet sted på gården.
Anne tog fat om snefnugget, som om hendes underbevidsthed fortalte hende at den ville føre dem vej. Hun holdt fast om den. Lukkede øjnene og ønskede inderligt en anden vej frem til dette island. Til at starte med skete der intet, men pludselig blev snefnugget virkelig koldt og Anne var på nippet til at give slip på det, men så skete der noget. Der kom et kraftigt lys inde fra det rum hvor de først havde fundet de mange kasser med julepynt og andet julestads. De skyndte sig derhen. Over i hjørnet var der en revne der lyste op. Faktisk der hvor Anne havde fundet snefnugget da de havde været deroppe. Mon dette var et tegn?
___De skyndte sig derhen og ganske rigtigt.. Dette var en løs plade i væggen som de kunne skubbe op. Vinden derfra var kold og det skarpe lys ledte dem vej igennem tunnelen. Denne tunnel var mere kringlet end den anden havde været. Der var flere sving og skarpe hjørner. Og den lod også til at være meget længere.
___De havde næsten opgivet håbet, da de endelig kunne se en åbning forude. På den anden side kunne de se at de nu stod på den anden side af den anden indgang fra tunnelen på kontoret. De var altså kommet ud på samme side som væggen de skulle igennem.
De kunne ikke se nogen, så de skyndte sig hen til væggen, tog snefnugget frem og gik igennem. De kunne hverken se eller høre nogen. Der burde da være nogen der skulle arbejde, ellers ville de da aldrig nå at blive færdige inden juleaften. Hvor var folk dog henne?
De gik lidt rundt og kiggede. Der lå ufærdigt legetøj overalt. De kunne ikke lade være med at være overrasket over at det rent faktisk blev lavet af julemandens hjælpere og ikke blev købt i butikkerne. De så sig omkring for at finde noget, som de kunne genkende. Og Anne så hurtigt noget hun havde set før. En bamse magen til en hun havde fået da hun var lille. Den var nøjagtig magen til. Og der var mange flere.
Benjamin fandt et legetøjstog som han havde fået da han var 6 år gammel. Det der gjorde at han kunne genkende det, var det logo der var på siden. En kane. Det måtte være et logo som var på alle de ting de lavede på dette værksted. Og ganske rigtigt. Anne fandt også logoet under den ene fod på bamsen. Havde de været i tvivl før, så var de det i hvert fald ikke længere. Dette legetøj var kommet fra den rigtige julemand. Og ikke deres forældre som udgav sig for ham. De smilte alle tre ved denne dejlige tanke.
___Pludselig hører de en lyd. Der var noget der blev væltet omme bag nogle af de store maskiner. De fór sammen og forsøgte at gemme sig, men det var for sent. Den der var skyld i denne larm kom frem. Det var Kvisttjørn. Gudskelov. De åndede alle tre lettet op. De var glade for at se ham. Hvor havde han været? Hvorfor havde han ikke svaret da de forsøgte at komme i kontakt med ham?
___Kvisttjørn forklarede at Julemanden havde lukket for alle kommunikationsveje mellem menneskes verden og deres. Muldvarpen skulle findes, og det kunne de kun ved at se hvem der blev frustreret over ikke at kunne komme i kontakt med tyven. De havde endnu ikke fået mistanke til nogen, men Kvisttjørn var sikker på, at det ikke kunne vare længe. Men de havde ikke tid til at vente. Julen stod for døren og gaverne skulle være færdige inden juleaften, så Julemanden kunne bringe dem ud. Derfor var Kvisttjørn i gang med at udspørge alle i værkstedet. Men her til morgen, da han ville ned og fortsætte sin rundspørgen var alle væk. Der var ikke gang i nogen af maskinerne og der rodede overalt. Han kunne ikke finde nogen nogle steder. Selv ikke Julemanden kunne han finde på hans kontor. Han var bekymret. Han var af den overbevisning at muldvarpen og den skyldige tyveknægt havde bortført alle sammen for at forhindre dem i at finde denne forsvundne genstand til maskinen så julen ikke blev til noget i år. Men Kvisttjørn var sluppet væk. Han var normalt ikke en de andre så som en trussel, så ingen havde set ham snige væk, men det kunne ikke vare længe inden de savnede ham. Han var jo Julemanden højre hånd.
___De havde stået og snakket lidt, da der pludselig kunne høres stemmer ved porten ind til det store mødelokale. De kom nærmere. De skyndte sig alle fire at gemme sig bag nogle store bunker med pakker. Hvem var det? Var der flere der var sluppet væk? Eller var det muldvarpen og tyven?
___Det var endnu en af Julemandens hjælpere, og han var ikke alene. Der var en sammen med ham. De kunne ikke se den anden fra deres gemmested, men Anne kunne genkende stemmen. Det var Hans. Hvorfra vidste han at dette værksted fandtes? Det kunne kun skyldes én ting. Hans var tyven. Han havde den forsvundne genstand. Men hvor havde han gemt den?
De måtte vente til de var gået, før de kom frem fra deres skjul. Anne kunne ikke tro det. De havde mistænkt ham, jo, men. Eftersom de intet fandt, så havde de lidt droppet deres mistanke til ham. Men nu var det sikkert. Han var skyldig. Mon Birthe kendte til dette? Mon de kunne spørge hende uden hun ville tro de var sindssyge? Anne havde altid fået at vide at hun havde en livlig fantasi. Ville hendes mor tro det bare var det hvis de gik til hende? Eller var hun MEDSKYLDIG?? Anne fik en klump i halsen bare ved tanken.
___De tre andre havde lagt mærke til at Anne havde været fjern og havde tænkt på noget, som umuligt var behageligt. Benjamin gik helt hen til hende og krammede hende.
___”Er du okay søde?" spurgte han hende. Anne kiggede op og havde fået tårer i øjnene.
___”Hvad nu hvis min mor kender til det her? Hvad nu hvis hun også ønsker at ødelægge julen? Eller hvis hun ikke kender til det, hvad vil der så ske hvis vi fortæller hende det? Et eller andet må vi jo gøre. Vi kan ikke klare det alene" sagde hun og brød sammen. Benjamin greb hende i sine arme og de sank sammen på gulvet sammen. Han holdt om hende længe så hun kunne mærke at de var der for hende.
___”Vi vil hjælpe dig. Jeg går i hvert fald ingen steder. Jeg ringer til mine forældre i aften og fortæller at jeg bliver her og holder fri fra skole. De skal nok forstå og give mig lov. Det er jeg sikker på" sagde Karen til hende. Benjamin nikkede. Han ville også blive. Dette krævede at de blev sammen og løste det så hurtigt som muligt. Ellers ville Julen ikke blive til noget i år.
___De sad nu på Annes værelse. De havde ikke set Hans da de var kommet ned i stueetagen. De havde ledt efter Birthe, men de kunne ikke finde hende nogle steder. Hvor kunne hun dog være?
Karen havde ringet til sine forældre og kom tilbage på værelset. Hun så trist ud. Hun havde ikke fået lov til at blive. Hun ville blive hentet inden længe. Hendes forældre var sure, fordi hun ikke havde ringet noget før. Klokken var mange og de havde ikke regnet med at skulle hente hende så sent. Karen var virkelig ked af det. Hun havde jo lovet Anne at hun ville være der.
___”Det er okay. Det skal du ikke være ked af. Benjamin, Kvisttjørn og jeg skal nok klare den. Tror jeg nok" sagde Anne og sænkede hovedet. Karen havde dårlig samvittighed. Men hun lovede at ringe hver dag for at høre hvordan det gik.
Benjamin ville ikke gå fra Anne for at ringe til sine forældre. Men det behøvede han heller ikke. Det bankede på døren og der stod de. Sammen med Birthe. Anne kunne se hun var sur.
___”Hvor har I været henne? Vi har været bekymret for jer! Jeg måtte hente Benjamins forældre for at have flere øjne og øre til når vi kørte ud for at lede efter jer. Hvor har I været?" spurgte Birthe vredt. Anne kiggede op på sin mor.
___”Vi har været her hele tiden!" svarede Anne vredt tilbage. ”Du kan jo bare kigge ordentligt efter!”
Benjamin og Karen kiggede på hinanden. Det var måske ikke så godt at de var der lige nu. Men Anne holdt fast i armen på Benjamin, så han kunne ikke flytte sig. Karen derimod gav Anne et kram og gik nedenunder. Hendes forældre var der nok allerede.
Der blev ikke sagt mere. Birthe og Anne kiggede vredt på hinanden og lidt efter gik Birthe nedenunder. Benjamin gik forsigtigt hen til sine forældre. Anne kunne ikke høre hvad han sagde til dem, men de nikkede bare og gik nedenunder. Benjamin gik tilbage til Anne og satte sig hos hende.
___”Jeg bliver her hos dig. Mine forældre synes det er i orden. Jeg fortalte dem at du ikke havde det så godt, og at det ville være bedst at du ikke var alene nu hvor Martin ikke bor hjemme mere. Og det var helt fint med dem." sagde han forsigtigt. Anne smilte. Han havde overtalt sine forældre. For hendes skyld. Og selvfølgelig også for Kvisttjørns skyld. De skulle nok klare den. Og Anne var især glad for at Benjamin var blevet. Hun var blevet meget glad for ham de seneste par dage. Hun vidste bare ikke om hun kunne fortælle ham det uden at det ville ødelægge deres venskab, så hun holdt det for sig selv.
___”Er de gået?" spurgte Kvisttjørn over fra hjørnet bag døren ud til gangen. De havde helt glemt at han var der. Og hvad nu hvis Birthe og Benjamins forældre havde set ham? Hvordan skulle de kunne forklare det? Men det virkede ikke som om det var tilfældet. Heldigvis.
___”Ja de er gået.. Kom du bare frit frem" svarede Benjamin. Kvisttjørn listede frem og satte sig på gulvet foran dem. Han stirrede på Anne. Han havde aldrig set tårer før.
___”Det er tårer. Det får vi mennesker når vi bliver triste og kede af det" forklarede Benjamin da han indså hvad det var han stirrede sådan på. Anne tørrede sine kinder og rettede sig op.
___”Hun skal ikke ødelægge det for os" sagde hun fast besluttet. Vi klarer det uden hendes hjælp. Og hvad nytter det at inddrage hende i vores planer hvis hun hjælper Hans? Hun skal intet vide” Benjamin og Kvisttjørn nikkede. De turde ikke svare hende imod.
De sad og talte sammen hele natten og endte med at falde i søvn inde i sengen alle tre. De lagde ikke mærke til at de havde fået gæster. Der stod en skikkelse og stirrede på dem i samme hjørne Kvisttjørn havde stået den første aften han havde besøgt Anne på værelset. Hvem var denne skikkelse? Og hvad ville den?
Karen havde ringet til sine forældre og kom tilbage på værelset. Hun så trist ud. Hun havde ikke fået lov til at blive. Hun ville blive hentet inden længe. Hendes forældre var sure, fordi hun ikke havde ringet noget før. Klokken var mange og de havde ikke regnet med at skulle hente hende så sent. Karen var virkelig ked af det. Hun havde jo lovet Anne at hun ville være der.
___”Det er okay. Det skal du ikke være ked af. Benjamin, Kvisttjørn og jeg skal nok klare den. Tror jeg nok" sagde Anne og sænkede hovedet. Karen havde dårlig samvittighed. Men hun lovede at ringe hver dag for at høre hvordan det gik.
Benjamin ville ikke gå fra Anne for at ringe til sine forældre. Men det behøvede han heller ikke. Det bankede på døren og der stod de. Sammen med Birthe. Anne kunne se hun var sur.
___”Hvor har I været henne? Vi har været bekymret for jer! Jeg måtte hente Benjamins forældre for at have flere øjne og øre til når vi kørte ud for at lede efter jer. Hvor har I været?" spurgte Birthe vredt. Anne kiggede op på sin mor.
___”Vi har været her hele tiden!" svarede Anne vredt tilbage. ”Du kan jo bare kigge ordentligt efter!”
Benjamin og Karen kiggede på hinanden. Det var måske ikke så godt at de var der lige nu. Men Anne holdt fast i armen på Benjamin, så han kunne ikke flytte sig. Karen derimod gav Anne et kram og gik nedenunder. Hendes forældre var der nok allerede.
Der blev ikke sagt mere. Birthe og Anne kiggede vredt på hinanden og lidt efter gik Birthe nedenunder. Benjamin gik forsigtigt hen til sine forældre. Anne kunne ikke høre hvad han sagde til dem, men de nikkede bare og gik nedenunder. Benjamin gik tilbage til Anne og satte sig hos hende.
___”Jeg bliver her hos dig. Mine forældre synes det er i orden. Jeg fortalte dem at du ikke havde det så godt, og at det ville være bedst at du ikke var alene nu hvor Martin ikke bor hjemme mere. Og det var helt fint med dem." sagde han forsigtigt. Anne smilte. Han havde overtalt sine forældre. For hendes skyld. Og selvfølgelig også for Kvisttjørns skyld. De skulle nok klare den. Og Anne var især glad for at Benjamin var blevet. Hun var blevet meget glad for ham de seneste par dage. Hun vidste bare ikke om hun kunne fortælle ham det uden at det ville ødelægge deres venskab, så hun holdt det for sig selv.
___”Er de gået?" spurgte Kvisttjørn over fra hjørnet bag døren ud til gangen. De havde helt glemt at han var der. Og hvad nu hvis Birthe og Benjamins forældre havde set ham? Hvordan skulle de kunne forklare det? Men det virkede ikke som om det var tilfældet. Heldigvis.
___”Ja de er gået.. Kom du bare frit frem" svarede Benjamin. Kvisttjørn listede frem og satte sig på gulvet foran dem. Han stirrede på Anne. Han havde aldrig set tårer før.
___”Det er tårer. Det får vi mennesker når vi bliver triste og kede af det" forklarede Benjamin da han indså hvad det var han stirrede sådan på. Anne tørrede sine kinder og rettede sig op.
___”Hun skal ikke ødelægge det for os" sagde hun fast besluttet. Vi klarer det uden hendes hjælp. Og hvad nytter det at inddrage hende i vores planer hvis hun hjælper Hans? Hun skal intet vide” Benjamin og Kvisttjørn nikkede. De turde ikke svare hende imod.
De sad og talte sammen hele natten og endte med at falde i søvn inde i sengen alle tre. De lagde ikke mærke til at de havde fået gæster. Der stod en skikkelse og stirrede på dem i samme hjørne Kvisttjørn havde stået den første aften han havde besøgt Anne på værelset. Hvem var denne skikkelse? Og hvad ville den?
___Dagen efter vågnede Anne og Benjamin op til en forskrækkelse. Mange af tingene fra hendes skabe lå spredt ud over hele gulvet, og Kvisttjørn var væk. Var han skyld i al den rod? Eller hvad var der sket?
___De besluttede sig for at smutte ned i køkkenet efter noget at spise og ville så skynde sig op på værelset for at tjekke om der manglede noget. Det gjorde der ikke, men det virkede altså mærkeligt.
___De satte sig på kanten af sengen efter at have ryddet op. De hørte noget bevæge sig under sengen og skyndte sig at tjekke hvad det kunne være. Kvisttjørn lå dernede. Hvad lavede han dog? De fik ham revet ud og fik sig så noget af en overraskelse. Han så ret medtaget ud, som om han have været i kamp. Der var blod i mundvigen og han havde et kraftigt blåt øje. Han var ikke rigtig til at få til at få liv i, men efter noget tid, var hans mumlen mere sammenhængende.
___”Deeeeth… thhh.. Jaih…. Uhhh…!"
___”Kvisttjørn??? Kan du høre mig?? Hvad er der sket?” spurgte Anne imens hun ruskede lidt i den lille forslåede krop.
___Efter nogle minutter slår Kvisttjørn øjnene op og han virker mere frisk. ___”Det var Grangren. Han har været her. han rodede i dit skab, og jeg vågnede op. Han ledte efter noget, men jeg fik aldrig ud af ham hvad det var. Han overfaldt mig. Jeg forstår det bare ikke. Han er min fætter, og vi har aldrig været uvenner. Og pludselig var det som om jeg ikke kunne genkende ham længere. Han virkede ikke som sig selv” sluttede Kvisttjørn af og sank sammen igen. Han rystede over hele kroppen. Han var virkelig nedtrykt. Anne og Benjamin forsøgte at trøste ham og de lovede ham begge, at de nok skulle finde bund i denne sag. Der måtte ligge noget til grund for hans fætters gennemroden af Anne’s klædeskab, og hvad ledte han dog efter?!
___Kvisttjørn var ikke i sikkerhed på Anne’s værelse nu efter at Grangren havde fundet ham sammen med Anne og Benjamin. Nu måtte Hans og hans partner vide at de var i ledtog med hinanden. De måtte finde et andet sted til ham, for han kunne ikke tage tilbage til værkstedet. Ikke så længe de ikke vidste hvad der var blevet af de andre. Og hvad var der sket med Julemanden? Havde Hans og Grangren også kidnappet ham og låst ham inde et eller andet sted? Men de var da kun to imod. Ja. Mange..?! De kunne virkelig ikke se hvordan det kunne være muligt, men de skulle nok få løst det.
___De besluttede sig for at smutte ned i køkkenet efter noget at spise og ville så skynde sig op på værelset for at tjekke om der manglede noget. Det gjorde der ikke, men det virkede altså mærkeligt.
___De satte sig på kanten af sengen efter at have ryddet op. De hørte noget bevæge sig under sengen og skyndte sig at tjekke hvad det kunne være. Kvisttjørn lå dernede. Hvad lavede han dog? De fik ham revet ud og fik sig så noget af en overraskelse. Han så ret medtaget ud, som om han have været i kamp. Der var blod i mundvigen og han havde et kraftigt blåt øje. Han var ikke rigtig til at få til at få liv i, men efter noget tid, var hans mumlen mere sammenhængende.
___”Deeeeth… thhh.. Jaih…. Uhhh…!"
___”Kvisttjørn??? Kan du høre mig?? Hvad er der sket?” spurgte Anne imens hun ruskede lidt i den lille forslåede krop.
___Efter nogle minutter slår Kvisttjørn øjnene op og han virker mere frisk. ___”Det var Grangren. Han har været her. han rodede i dit skab, og jeg vågnede op. Han ledte efter noget, men jeg fik aldrig ud af ham hvad det var. Han overfaldt mig. Jeg forstår det bare ikke. Han er min fætter, og vi har aldrig været uvenner. Og pludselig var det som om jeg ikke kunne genkende ham længere. Han virkede ikke som sig selv” sluttede Kvisttjørn af og sank sammen igen. Han rystede over hele kroppen. Han var virkelig nedtrykt. Anne og Benjamin forsøgte at trøste ham og de lovede ham begge, at de nok skulle finde bund i denne sag. Der måtte ligge noget til grund for hans fætters gennemroden af Anne’s klædeskab, og hvad ledte han dog efter?!
___Kvisttjørn var ikke i sikkerhed på Anne’s værelse nu efter at Grangren havde fundet ham sammen med Anne og Benjamin. Nu måtte Hans og hans partner vide at de var i ledtog med hinanden. De måtte finde et andet sted til ham, for han kunne ikke tage tilbage til værkstedet. Ikke så længe de ikke vidste hvad der var blevet af de andre. Og hvad var der sket med Julemanden? Havde Hans og Grangren også kidnappet ham og låst ham inde et eller andet sted? Men de var da kun to imod. Ja. Mange..?! De kunne virkelig ikke se hvordan det kunne være muligt, men de skulle nok få løst det.
___De brugte hele dagen på at finde et perfekt gemmested til Kvisttjørn. De havde fundet et værelse nederst på gangen på førstesalen. Det blev ikke brugt, og det så ikke ud som om der havde været nogen i virkelig lang tid. De fjernede alt hvad der kunne bruges som kontaktkilde til den anden side, og sørgede for at der ikke kunne komme nogen ind uden at skulle bruge et kodeord. De havde aftalt en bestemt bankerytme som de skulle give når de ville ind, og Kvisttjørn skulle så igen besvare det med en anden. Så var de sikre på at de ikke blev overrasket fra nogle af siderne.
___Da Anne gik i seng den nat, var hun meget nervøs for hvad den næste dag ville byde på, men hun var glad for at Benjamin havde lovet at være hos hende. For uden ham, ville hun ikke have turde tage denne sag i egen hånd.
___Og hvad med Hans? Hvis han vidste besked om dem nu, hvad kunne han så ikke finde på? Hun var virkelig bange nu. Hun turde ikke sove alene på værelset. Hun gik derfor hen til det værelse Benjamin havde fået tildelt, men han var der ikke. Hvor var han nu henne? Havde Hans været der for at hente ham og låse ham inde et eller andet sted så de i sidste ende ikke ville kunne få mulighed for at redde julen? Anne gik i panik. Hun måtte finde ham!
___Hun løb ned af trappen til stueetagen og kunne høre sin mor sidde og snakke med Hans ude i køkkenet. Okay, så var de da holdt beskæftiget imens hun kunne lede hernede. Hun ledte på biblioteket. Intet. Kontoret. Intet. Toilettet. Intet. Hun havde efterhånden lidt mistet håbet, da hun pludselig ligger mærke til at døren ind til den store stue stop på klem.
Hun havde faktisk ikke været derinde endnu. Hun havde fået at vide at det var forbudt område lige som kontoret, indtil juleaften, hvor dørene ville blive slået op og de skulle få en fantastisk og overraskende oplevelse. Hun kiggede ind af sprækken, der var mørkt. Men hun kunne høre lyde, der var nogen derinde. Der var nogen der puslede rundt. Var det Grangren? Havde Hans valgt at holde Birthe med selskab for at hun ikke ville fatte mistanke om hvad der foregik bag hendes ryg? Anne kunne ikke lade dette ske. Hun åbnede døren lidt mere og hun blev overrasket over at møde den person der nu stod foran hende.
___Og hvad med Hans? Hvis han vidste besked om dem nu, hvad kunne han så ikke finde på? Hun var virkelig bange nu. Hun turde ikke sove alene på værelset. Hun gik derfor hen til det værelse Benjamin havde fået tildelt, men han var der ikke. Hvor var han nu henne? Havde Hans været der for at hente ham og låse ham inde et eller andet sted så de i sidste ende ikke ville kunne få mulighed for at redde julen? Anne gik i panik. Hun måtte finde ham!
___Hun løb ned af trappen til stueetagen og kunne høre sin mor sidde og snakke med Hans ude i køkkenet. Okay, så var de da holdt beskæftiget imens hun kunne lede hernede. Hun ledte på biblioteket. Intet. Kontoret. Intet. Toilettet. Intet. Hun havde efterhånden lidt mistet håbet, da hun pludselig ligger mærke til at døren ind til den store stue stop på klem.
Hun havde faktisk ikke været derinde endnu. Hun havde fået at vide at det var forbudt område lige som kontoret, indtil juleaften, hvor dørene ville blive slået op og de skulle få en fantastisk og overraskende oplevelse. Hun kiggede ind af sprækken, der var mørkt. Men hun kunne høre lyde, der var nogen derinde. Der var nogen der puslede rundt. Var det Grangren? Havde Hans valgt at holde Birthe med selskab for at hun ikke ville fatte mistanke om hvad der foregik bag hendes ryg? Anne kunne ikke lade dette ske. Hun åbnede døren lidt mere og hun blev overrasket over at møde den person der nu stod foran hende.
