Hverdagen er begyndt at ligne sig selv igen. Alle mine møder og kursus er dog stadig over telefonen, men der er telefon"møder" flere gange i løbet af ugen, så ja.. det ligner lidt sig selv igen. Men jeg har desværre fået det værre psykisk. Jeg har haft en masse panik-anfald når jeg har skulle ned og handle og forbi apoteket, så det er ting jeg har valgt at hoppe over. Jeg skulle fx have været på apoteket efter medicin i går, men det gik helt galt på halvvejen derned, så jeg fik kun handlet en lille del af det jeg havde planlagt i Føtex og så skyndte jeg mig hjem. Heldigvis havde jeg et telefon"møde" med bostøtten en time efter, så jeg fik snakket med hende om det. Men føj hvor er det dog ubehageligt. Og jeg er ked af at det er gået så meget amok på det seneste.
Men der er dog sket én semi-god ting i denne uge. Mine køkkenskabe er kommet op igen! Åhhh hvor har jeg dog savnet et fuldt funktionelt køkken. Jeg har jo manglet halvdelen af køkkenet siden 1. Januar og har derfor ikke kunne komme til mine køkkenting da alt var pakket ned i store kasser og sat væk. Så nu kan jeg endelig bruge mine glas, krus, tallerkener, skåle, rengøringsmidler osv. Jeg tror ikke at folk er helt klar over hvor heldige de er med et køkken der er fuldt funktionelt. Forestil jer 4 måneder hvor du flere gange dagligt står og mangler noget - du ved at du har det, men du kan ikke komme til det fordi det er pakket væk og du ikke ved hvornår du får mulighed for at tage det frem igen. Fuck det har været hårdt og sindsygt frustrerende. Og i den periode havde jeg heller ikke mulighed for at udnytte min bordplads derude, fordi der jo også stod ting der for at have det opbevaret et eller andet sted. Mit køkken virker næsten tomt nu! Det er så rart.
Og grunden til at jeg skriver at det er semi-godt er fordi lågerne slet ikke passer med de skabe der er blevet købt. De kan kun hænge for højt eller for lavt. Pænt irriterende. Men jeg bad om at få dem sat op alligevel og vi så kan bore nye huller eller noget på et senere tidspunkt. For jeg var efterhånden ved at være pisse træt af at der var støv, skidt og andet klamt på alle de ting jeg havde stående fremme, så for at forhindre det, så skulle lågerne altså på. Så må vi se hvor mange måneder eller år der går før de retter dem til. For det var jo ikke udlejers lakajer der satte dem op. Nej de havde bedt havemanden om det. *Ryster på hovedet* Udlejer og deres lakajer i en nøddeskal. Kan de slippe for at rette op på ting eller bevæge en finger selv, så gør de alt for at slippe. Så hellere smide lorten videre til en anden person. *Haha* Men nu er de oppe igen, jeg kan komme til mine ting og jeg kan nu endelig begynde at tilføje de detaljer derude som jeg har planlagt i.. ja.. 4 måneder!
Men jeg holder mig fra at hjælpe med noget som helst håndværker-mæssigt derude fremover. Min arm ser nemlig sådan her ud efter at en af lågerne angreb mig i processen af at hænge den op. Den hoppede ud af hængslet og styrtede ned over mig. Jeg nåede dog at tage fra med armen. Hvilket var heldigt, for ellers havde jeg nok fået en gigantisk bule i hovedet og sikkert også endt på sygehuset fordi jeg måtte være nødt til at blive syet. Så jeg er sluppet heldigt. Trods alt.
Og nu er det weekend og jeg kan efter en dag fuld af en masse praktiske opgaver, rengøring, oprydning osv nu endelig slappe af. I morgen står den på familie-hygge, og jeg er lidt spændt på at se om der bliver lidt
"Hip Hip Hurra" over dagen. ;) Jeg ser jo ikke nogen af dem på Mandag. Eller det tror jeg i hvert fald ikke. Så time will tell. Men der skal altså samles lidt energi til en masse hygge og en masse timer i bil, så jeg vil smutte for nu, og så håber jeg at I får en god aften og en fantastisk weekend. Og send mig gerne en tanke på Mandag. 🖤
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)