Anmeldelse af "Fønixens Hjerte" bog 6+7 af Christina Ramskov

Reklame for forlaget Mellemgaard og forfatter Christina Ramskov - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Nu er jeg endelig up to date med serien "Fønixens Hjerte" af Christina Ramskov. Jeg har nemlig været så heldig at få tilsendt den seneste bog fra forlaget Mellemgaard så jeg kunne få læst bog 6 og 7. Jeg læste og anmeldte de første fem bøger for et år siden og nu er jeg klar med disse to. Jeg er ikke helt sikker på hvor mange bøger der er planlagt i denne serie, men jeg har hørt en lille fugl synge om at der nok kommer et par stykker mere, men intet er endeligt besluttet. ;)


"Stjernernes Skæbne"

Vulpes er død og Dargo er nu den nye bærer af Jordens Hjerte. Et ansvar han ikke er sikker på at han er klar til. Men han bliver nødt til at holde ud lidt endnu, for der er brug for ham og denne situation har givet ham sine kræfter tilbage. Midlertidigt. Men kan han udnytte det? For krigen raser stadig. Og rådet har brug for alle de kræfter de kan få. Men bag grænsen til dragernes rige ulmer det og det er kun ved et tilfælde at Maria og to af hendes venner opdager hvad der skal til at ske. Og da portalerne bliver låst, så er de fanget. Hjælpen kan ikke komme til dem, og de uskyldige kan ikke slippe væk. Dæmonerne vil udrydde dragerne og overtage deres rige. Under ledelse af fjenden der ønsker alle døde og magt over alle verdner og alt med en puls.

Maria er opsat på at redde så mange drager som muligt, men da et nyt våben bliver afsløret ser det hele meget sort ud. Men brikker bliver rykket rundt, alliancer og aftaler bliver lavet og de slipper derfra med livet i behold. Men kun lige. Og Maria har nu et meget stort og skæbnesvangert valg at tage. Et valg der kan ændre alt i den magiske verden, menneskenes verden og alle de andres. Men er ansvaret for stort?

En kur til det nye våben skal findes. Den magiske verden skal have besked om hvad der sker og hvad der er under opsejling. Venner der er kommet på afveje skal findes og hjælpes. Og så er det på tide at der sker ændringer i de forskellige verdner, i rådet og i historien generelt. Som det er nu er bare ikke godt nok. Derfor går Maria igen sin egen vej og planlægger ting bag vennernes og rådets ryg. Men er det nu også klogt? Kommer det ikke til at sætte det hele på spil? Hun har ikke længere sig selv at tænke på. Hun har nu også et ansvar for et nyt liv som snart skal ud og se verdens lys. Men for at det skal være sikkert, så skal fjenden trækkes i knæ, der skal ske ændringer nu og de skal på begge sider være enige om hvad den nye plan skal være. Men kommer det til at koste for dyrt? Og er det for tidligt at vise sig frem i en verden som ikke har kendskab til de magiske væsner?

Min Goodreads rating:
★★★✩✩


"Sandhedens begyndelse"

Nu er sandheden ude. Menneskene kender til de magiske væsner og det gør krigen i den magiske verden endnu mere kompliceret og svær at håndtere. Men nu må de for alvor igang med at få fundet fjenden og stoppe dem i at skabe splid imellem de forskellige verdner og arter. Men fjenden omrokerer og sætter gang i andre planer for at gennemføre deres angreb og det gør det svært at opspore dem og gætte hvor de vil ramme næste gang. Også til trods for at der er store tab på begge hold.

Samtidig er Marias hemmelighed kommet ud. Venner og familie får nyheden, men da det er en eftertragtet brik for fjenden, så skal der gøres alt for at ingen andre end de nødvendige får det at vide så det kan holdes skjult så længe som muligt. Rådet giver dog lov til at hendes menneske-venner får mere information om hendes nu ikke længere hemmelige magiske liv. Men kan de håndtere den besked? Eller er det for stort et chok?

En af fjendens hovedpersoner er fanget og sidder nu i det magiske fængsel. Og hun har sendt besked om at hun vil snakke med Maria. Men er det nu klogt? Men på den anden side - de kan vel være sikre i et fængsel? Og de ønsker at få svar på nogle spørgsmål. Så de tager chancen. Men de får ikke nødvendigvis de svar de ønsker, så dem må de finde på en anden måde. Og det giver pote. Dog er det en ubehagelig opdagelse. Deres råd og folk de troede der var på deres side er heftigt infiltreret af fjenden. Nu er der ingen der er i sikkerhed længere. Det er vigtigt at de bliver trænet i at forsvare sig selv. Især da fængslet bliver angrebet.

Fjenden har nemlig fået skabt et nyt våben og de er ikke fedtede med at bruge det. Og det er ikke kun det magiske fængsel der bliver angrebet. Flere landsbyer i den magiske verden er et mål for fjenden og det går for alvor galt da Maria og hendes venner bliver delt op i forbindelse med deres ferie fra skolen. De angribes fra alle sider og det ser virkelig sort ud nu. Fjenden har overlistet dem og det ser ud som om mange vil miste livet denne gang. På den forkerte side.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Det hele begynder at stramme til nu og rigtig mange detaljer skal flettes sammen. Og det er disse to bøger i serien virkelig et godt billed på. Der er rigtig mange informationer og rigtig mange hemmeligheder der bliver afsløret og skabt, så det er med at have tungen lige i munden. :P Det kan godt virkelig overvældende og man kunne måske godt have skåret lidt ned på noget af det, men jeg er sikker på at det er en meget vigtig brik og råd tråd for historien og for hvordan det hele skal ende, så jeg accepterer det. Også selvom det til tider kan virke utroligt uoverskueligt.

Jeg er virkelig spændt på hvordan det hele udvikler sig i de næste bøger, hvordan historien slutter, og jeg venter spændt på at de bliver udgivet. Du gør det sku godt Christina. ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)