Anmeldelse af "Hopeless" ("Chestnut Springs" 5) af Elsie Silver

Jeg har set alle og deres mødre - okay, overdrivelse fremmer forståelsen her - snakke om "Chestnut Springs"-serien, og den er blevet rost til skyerne alle steder på de sociale medier. Dermed også forfatteren Elsie Silver. Fangede det min opmærksomhed? JA! Og da jeg så fandt ud af at det er en romantisk western serie, så blev jeg bare endnu mere interesseret. Jeg har kun læst enkelte bøger i den genre og jeg har elsket dem alle. Så jeg tænkte at denne serie helt klart også ville falde i min smag. Så derfor bestilte jeg den straks hjem.

Jeg har så også fundet ud af at der faktisk er en serie som "foregår" før denne, så den skulle jeg selvfølgelig også have fingrene i. Samt den serie som forfatteren i øjeblikket er igang med, som kommer efter "Chestnut Springs". Så jeg ligger nu også inde med serien "Gold Rush Ranch", som jeg egentlig gerne ville have læst først, men ikke kunne få fat i med det samme da de var igang med at få nye forsider, og de to første bøger i serien "Rose Hill". ;)

Men var det for optimistisk at købe alle de bøger før jeg overhovedet vidste om de ville falde i min smag? Lad os finde ud af det. Her kommer min anmeldelse af "Hopeless" fra "Chestnut Springs"-serien.

Beau Eaton har altid været kendt som byens prins, den positive Eaton-bror med humor og den spændende militærmand. Men efter en mission med specialstyrken hvor han blev fanget på fjendens territorie i forbindelse med en fangeredning og var forsvundet i flere uger, lider han nu af alvorlig PTSD og mareridt hver nat. Han er blevet indelukket, vred og i det hele taget i virkelig dårligt humør. Han ligner ikke sig selv. Man hans familie vil ikke give op på ham. Og det synes Beau er irriterende. Kan de ikke bare lade ham være i fred? Så han finder et sted at være hvor han kan få det. Eller det troede han. Men at have Bailey som selskab er nu alligevel ikke så skidt. Heller ikke selvom hun er en del af den forhadte familie Jansen. For hun er slet ikke som sine brødre og far. Men det er ikke alle der ser sådan på det. En gang en Jansen, altid en Jansen.

Bailey drømmer om at kunne slippe væk fra Chestnut Springs hvor hun og hendes familie er hadet. Hun hader selv sin familie, da de er kriminelle, drikker for meget og udnytter hende for penge, og penge har hun brug for at slippe væk. Men ingen vil ansætte hende så hun kan få endnu en indkomst udover sit bartender-job. Ingen ønsker at have noget med Jansen-familien at gøre. Men da Beau påstår at han kan hjælpe indgår de i et væddemål. Hvis hun bliver sat i forbindelse med Eaton-familien vil folk måske begynde at se mere positivt på hende og give hende et job? Måske vil de stoppe med at snakke grimt om hende bag hendes ryg? Måske ... eller også vil det ikke ændre på noget. Men det kan vel ikke skade at prøve? Men hvad får Beau ud af det? Udover at hans familie så måske endelig vil lade ham være lidt? Han er meget ældre end hende, men han vil alligevel være fake-forlovet med hende? Med en jomfru der aldrig har prøvet at være forelsket ... eller elsket? Det vil folk da aldrig tro på.

Hvad der starter ud med at være et væddemål, hvor de udadtil skal virke forelskede og lykkelige ender hurtigt med at blive til mere. Især privat. De klare grænser der blev aftalt bliver overtrådt. Et uskyldigt spørgsmål bliver hurtigt til et kys. Et kys bliver hurtigt til berøring. Og berøring bliver hurtigt til begær. Man kan de gå skridtet videre? De lader ikke som om længere. Det er blevet mere og mere forvirrende. Men føler de begge sådan? Eller vil det ende med et knust hjerte? For deres væddemål har en slutdato. Men behøver det slutte der? Vil de måske kunne ... få noget ægte? Han sagde at han aldrig ville kunne forelske sig. Og hun skal jo væk fra Chestnut Springs. Hvor hele hans familie bor.

Dette er en virkelig skøn western roman fra serien "Chestnut Springs" som har en god portion af humor, konflikter, had og bagtalen, drømme om at slippe væk, begær og kærlighed. En vred skadet militærmand og en bartender fra en forhadt familie fra byen. Det burde ikke blive til noget imellem dem, men et væddemål og et stort begær udvikler sig hurtigt til mere. En hjertevarm kærlighedshistorie.

Som skrevet i mine andre anmeldelser af serien, så forstår jeg virkelig hypen nu. Jeg er åbenbart fan af western romancer. ;) Jeg kan varmt anbefale jer at læse dem. Især folk der måske har været i tvivl fordi de tror det er hard-core western. For det kan jeg sige at det ikke er. Det har den helt rigtige portion western og alm. romance. ;) Nu glæder jeg mig bare til at komme igang med serien som kom før denne, og selvfølgelig den der pt er igang med at blive skrevet.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)