Anmeldelse af "Delilah Green Doesn't Care" ("Bright Falls" 1) af Ashley Herring Blake

Jeg faldt ved et tilfælde over serien "Bright Falls" af Ashley Herring Blake og jeg synes den lød virkelig sød og interessant så jeg bestilte straks alle tre bøger hjem. Jeg har ikke ret mange LGBTQ+ bøger, så jeg synes det var den perfekte mulighed for at øge min samling. Og det er nu blevet tid til at læse dem. De skulle være fulde af humor og romance, så det kunne ikke gå helt galt.

Jeg har nu fået læst den første bog og er klar med min anmeldelse af den. Den kommer her. Enjoy!

Delilah Green forsøger at slå igennem som fotografisk kunstner i New York, og hun har ved et mirakel fået en eftertragtet plads på et galleri som skal holde en galla for at fejre stærke kvinder indenfor LGBTQ+-miljøet. Men hun havde helt glemt en aftale med sin stedsøster. Astrid Parker skal nemlig giftes og Delilah skal være fotograf i de to uger det hele står på. Hvilket betyder at hun skal hjem til Bright Falls. Byen hun for alt gerne vil holde sig fra. Men hun har brug for pengene. Og galleriet skal først bruge hendes værker efter brylluppet. Så hun kan vel nå begge dele? Hun skal bare lige overleve de to uger i Bright Falls. Og hendes søster og hendes to bedste veninder.

Claire Sutherland har brug for at slå sig lidt løs. Som alenemor til en præteenager og med en eks som ikke er til at stole på ansvarsmæssigt har hun brug for noget andet at tænke på. Og da veninden foreslår hende at have et onenightstand tager hun modet til sig og giver det et skud. Og kvinden hun har fået øje på er perfekt. Og fremmed. Eller det troede hun. For da den kommende brud dukker op indser hun at det er den stedsøster som de ikke var så søde overfor som børn. Og Claire kan da ikke være tiltrukket af Delilah? Det vil aldrig kunne komme på tale! Men der er nu noget over denne kvinde som vækker følelser og begær i hende som hun aldrig før har oplevet.

Men Claire må tænke på sin datter først. Så hendes forretning. Veninderne og det kommende bryllup. Eller... at få sin veninde til at indse at hendes forlovede ikke er den rette for hende. Og måske kan Claire og Iris slå sig sammen med Delilah om at finde på en plan? Og måske snige sig til noget alenetid med Delilah? For det er jo kun sex. Delilah skal jo tilbage til New York efter de to uger er slut. Eller skal hun? Og vil det lykkedes dem at redde Astrid fra den store fejl hun er ved at lave?

Dette er en virkelig skøn og humoristisk serie om tre kvinder og deres tætte venskab - samt deres forelskelser i tre virkelig skønne kvinder. Der er masser af konflikter, begær, drama, humor og kærlighed. En enlig mor med en vred præteenager og en indelukket karrierefokuseret kvinde som ikke dater, befinder sig to vidt forskellige steder i deres liv men forelsker sig uventet i hinanden. Kan de få det til at fungere? Tør de give hinanden en chance? Eller er det dømt til at gå galt?

Jeg burde ikke være overrasket, men jeg er nu alligevel meget overrasket over.... hvor meget jeg ELSKER denne bog! For hold da op hvor har jeg grint, grædt og sukket. Den var simpelthen så skøn og nu glæder jeg mig bare endnu mere til at komme igang med den næste bog.

Min Goodreads rating:
★★★★★

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)