Jeg burde egentlig ikke være nødt til at skulle advare mine læsere om dette, men det et problem for nogen hver gang, at jeg taler åbent og ærligt om disse emner, eller måske i det hele taget skriver om noget der ikke er rosenrødt og fluffy drømmeagtigt. Så er du en af dem der allerede nu ved du vil være negativ eller prøve at belære mig om noget du egentlig ikke selv har så meget styr på, så spar dig besværet og brug tiden på noget mere fornuftigt.
OG! Det er et meget langt indlæg. ;)
Psykiske lidelser er noget rigtig mange taler om lige for tiden, og det er ikke altid i den venlige tone, og det kan bogstavligtalt godt få mig til at sidde og rive håret ud af mig selv af ren frustration. Hvad får folk til at tro, at det er iorden at tale sådan et stort emne ned - og noget som tydeligvis rigtig mange mennesker verden over lider af? Tror de at det får dem til at se mere stærke ud? Mere rigtige? Ja undskyld mig, men så er der sku noget de har misforstået. Magen til... - ja undskyld men en skovl er en skovl - fjolser!
Folk der lider af en psykisk lidelse - eller faktisk en hvilken som helst sygdom, synlig eller ikke synlig - bliver ret ofte og tit mødt af folk og deres "Har du prøvet at...", "Du burde...." og "Aih men tag dig sammen".... For at være helt ærlig? Så lad være! Der er ikke noget mere irriterende og nedladende end netop sådanne kommentarer. Nogle mennesker har en fantastisk evne til at få andre (udfordrede/syge) til at lyde totalt hjernelamme og stupide, selvom de ikke selv fatter en hat af hvad de egentlig sidder og blander sig i. Det kan godt være det måske er fordi de ikke helt forstår hvad det er, eller måske bare ikke rigtig gider have medfølelse for den person de sidder og taler til. Eller helt har misforstået forskellen på brugbar støtte og unødig los i maveregionen.
Nu skal jeg lige huske at sige, at det ikke er alle der er sådan her. Det er meget få ud af mange. Der er rigtig mange der faktisk godt kan finde ud af støtte på den rigtige måde, men de bliver tit og ofte overhalet af de meget få mennesker der gør det helt helt helt forkert. For det er meget gerne det negative der fylder mest når først man er syg.
Jeg ville for alt i verden ønske jeg kunne sige, at jeg ikke led af nogen psykiske sygdomme overhovedet, men så heldig er jeg ikke. Jeg har dog nogenlunde accepteret at jeg har dem, og nu skal der gøres noget ved det - i hvert fald nu hvor jeg endelig bliver hørt! Har allerede prøvet en del, men endnu ikke fundet ud af HVORFOR jeg har det som jeg har det, og hvordan jeg så kan begynde at arbejde med det.
Det har været rart at gå på flere hold hvor jeg har været i selskab med andre, der har samme problemer som jeg selv i hverdagen. De samme tanker, den samme modstand fra omverdenen og den uforstående reaktion man får fra folk. Og nu står jeg igen på egne ben, og det kan jeg mærke er noget jeg lige skal sluge. Håber dog at jeg kommer til at ses med nogle af dem igen. Det første hold hørte jeg faktisk fra her den anden dag, men den dag de vil mødes har jeg andre aftaler og en tid hos psykiater, så der kan jeg ikke mødes med dem. Håber dog at vi finder en anden dag. Og det samme gælder med det hold jeg lige er blevet færdig på. Håber virkelig vi finder en måde at holde kontakten på. For når man går med disse ting i hverdagen, så er det altså vigtigt at have nogen man kan snakke med, som faktisk også ved hvad det handler om og selv står i det. Nogen man har åbnet op for og derved deler noget med fra hinandens mørke indre kroge.
Grunden til at jeg tager dette emne op igen, er fordi vi sad og snakkede om disse "kloge råd" vi efterhånden får ret ofte fra folk omkring os. Det gør mig træt. Og jeg er træt af at forklare at JA jeg har prøvet alle de ting de råder mig til, og har jeg ikke, så er det fordi jeg ikke har en formue stående på bankkontoen og NEJ de hjælper ikke fra kommunens side af da de også skal spare. Jeg er ikke dum. Jeg har undersøgt og prøvet, kontaktet en masse, forsøgt mig af forskellige veje... så lad nu være med at gøre mig dummere end jeg er. Man bliver bare sur og irriteret over sådanne mennesker. Også selvom de måske tror de gør det af en god gerning, men de må også gerne tænke lidt selv. Jeg har hjerneceller jeg selv kan rykke rundt med og jeg har jo nok brugt dem. Og tænkt de samme tanker som dem de forsøger at gøre mig klog på.
Jeg faldt faktisk over en artikel på nettet med eksempler på ting folk med en psykisk lidelse er dødhamrende træt af at høre på, og jeg tænkte at jeg lige ville dele dem med jer. For måske sidder der nogen derude der måske ikke er klar over at de støtter på en forkert måde. Og det er synd. For de skal selvfølgelig vide at de kan ændre det på en meget simpel måde. Netop ved at undgå at sige disse ting til en person med en hvilken som helst sygdom:
● Du ser da ikke syg ud?
Nej det gør jeg måske ikke - skulle jeg i stedet få det tatoveret i panden? Gør det det mere rigtigt så? Eller er man nødt til at have en deformitet for at kunne kalde sig syg? Så det er måske bare ren indbildning?
- Alle sygdomme er ikke synlige for det blotte øje, så stop med den slags latterlige kommentarer!
● Men du virker så glad?
Det kunne ikke tænkes at det er en maske jeg har på? Måske vil jeg gerne virke glad for at andre kan være glade og ikke bekymre sig om mig, så jeg rent faktisk kan holde ud at være blandt andre mennesker indtil jeg kan komme hjem og slappe af og give slip.
- Jeg kender rigtig mange der spiller skuespil når de er ude for at være social med andre mennesker. Det bliver man nødt til for at kunne holde det ud. For at undgå at folk kigger skævt til en og synes man er latterlig. Og så kan det godt være at det tager en uge eller måske længere tid før man kan være klar til at være sammen med andre igen. Det er virkelig hårdt for psyken og man har brug for meget tid til at komme sig ovenpå sådan en dag. Så I kan forestille jer hvor hårdt det fx er igennem en hel skoleuge og man så kun har 2 dage i weekenden til at lade op for så igen at skulle være på i 5 dage. Det er ikke alle der har psyken til det når de lider af en psykisk lidelse. Og det er der ikke ret mange der har forståelse for. Ikke hvad jeg selv personligt har oplevet i hvert fald - indtil jeg fik kontakt til andre med samme problemer.
● Du skal bare tage dig sammen og komme videre.
Ja hvis det bare var så nemt, tror du så ikke allerede jeg havde gjort det?
- Så snart psyken er presset, så kan din vilje til at komme videre være noget så stor, men hvis ikke din psyke er med på den, så kommer du ikke ret langt før du igen snubler.
● Har du prøvet at....?
Og her er den klassiske. Ja vi har sku alle hørt den. Har du prøvet dit, har du prøvet dat. Ja vi er sku ikke dumme. Ja vi har sku nok prøvet alle de ting du står og foreslår og helt ærligt så gør du mig pisse irriteret lige nu. Du gør mig dummere end jeg er. Jeg er voksen nok til selv at tænke og komme på lige præcis de ting du står og forsøger at gøre dig klog på.
- Dette er noget jeg kæmper med både når det kommer til mine psykiske lidelser, men så sandelig også min psoriasis. Jeg har haft den hudsygdom i 20 år, så tror folk ikke at jeg allerede har prøvet det jeg har kunne få fingrene i? Ja det jeg har kunne få råd til i hvert fald. For jeg får sku ingen hjælp nogle steder fra. Så ja jeg har prøvet det, tænkt på det eller forsøgt at få hjælp til at prøve det. Og nogle gange kommer folk da også med foreslag som jeg ikke kendte til, men så er det som regel gerne ting der koster spidsen af en jetjager. Hvem har råd til det?
Men det er så først nu at mine råb til det offentlige er blevet hørt og Rom blev jo ikke bygget på én dag. Så det kommer til at tage tid for at få læger og sygehus til at lade mig prøve det forskellige. Og det er langt fra det hele de rent faktisk vil tilbyde. Så medmindre du har en formue du kan forære mig, så jeg selv kan smide penge i det, så stop lige op - spørg dig selv om det rent faktisk også er realistisk det du har tænkt dig at smide i hovedet på folk. Tænk på deres situation. Der er fx grænser for hvad mine små håndøre kan gøre.
Det samme gælder med det psykiske. Det går langsomt og tilbudene hænger ikke på træerne.
● Du er ikke deprimeret, du er bare doven.
Igen - hvis det bare var det, tror du så ikke at jeg havde sagt jeg var det i stedet?
- Lige så snart man bliver sygemeldt eller holder pause fra et eller andet sted, så er det gerne den man får smidt i hovedet. Det er som om folk ikke rigtig tør indse, at vi faktisk har en ret så stor og voksende folkelig sygdom herhjemme i Danmark. Den forsvinder ikke bare fordi folk ikke vil anerkende dens eksistens.
● Jamen hvorfor er du deprimeret?
Ja hvis jeg da bare vidste det, så kunne jeg give dig et svar.
- Mange kan faktisk ikke svare på dette spørgsmål. Det kan være alt fra en ting der er sket tilbage i barndommen, noget arveligt, noget udefrakommende... alt. Kunsten er at finde roden til det og derefter finde ud af hvordan man håndterer det. Men det kan tage tid. Især hvis rødderne er lange og går laaaangt tilbage i ens liv.
● Men hey, du har det i det mindste ikke så skidt som mange andre.
Ja wuhu!!! Der fik jeg det pludselig meget bedre. *Host*
- Bare fordi andre har det værre rundt om i verden, så betyder det ikke at ens egne ting forsvinder ud i den blå luft når folk siger den slags ting. Det gør bare at man igen tænker "Nå ja der var så endnu en der ikke kan eller vil indse alvoren i mig og mit problem." Ikke ligefrem noget der gør, at man går ret meget til den person igen fremover.
● Måske du skulle motionere og spise rigtigt?
Ja det kan måske godt være at sundhed og det mentale har en sammenhæng, men nu er det ikke alle der har mulighederne for at få og leve efter sådan en livsstil. Og last but not least - er du min læge?
- Åhhh... igen... Hvis folk der kommer med disse kommentarer så da for fanden bare ville smide pengene i en sparebøsse og give den videre til en, så kunne det måske være man kunne bruge det råd til noget, men... aih men stop nu for fanden. Man gør sku nok hvad der er en muligt i forvejen. Der er ikke noget værre end at få at vide at man ikke gør det godt nok - selvom man gør alt hvad man kan.
Artiklen jeg har fundet inspiration fra og lånt lidt fra er fundet her.
Nå.. Må hellere slutte af. Har nok tabt en hel masse af jer allerede. *Haha* Det må I undskylde.
Men faktum er at vi sku nok gør hvad der er fysisk, psykisk, økonomisk osv muligt for os. Vi har ikke brug for at blive sparket ydereligere til imens vi allerede ligger nede og ruller rundt i mudderet. Vi har ikke brug for konstant at blive fortalt at vores anstrengelser er forkerte. Det I derimod meget gerne må gøre er:
