Sygehus besøg efterfulgt af hygge og shopping

Dagen i går startede ud med alt for mange nerver og kroppen der reagerede negativt på min angst. Jeg havde fået besked på at jeg ikke måtte have makeup på, da de skulle have adgang til min hud i ansigtet. Det plejer ikke at være noget problem at tage hjemmefra uden makeup, men når jeg skal udenfor Faaborg og være i selskab med andre mennesker, så begynder det at blive et problem for mig. Jeg føler mig ubehageligt nøgen og jeg føler mig ekstra meget som et misfoster uden makeup. Heldigvis var min psoriasis i ansigtet ikke så slemt i går, men det var nok til at angsten rørte på sig. Og så var jeg bare røv hamrende nervøs for den samtale jeg skulle til, og vidste ikke helt hvilke skanninger/røngten jeg havde fået tid til.

Derudover så har jeg de sidste par gange jeg skulle tage bussen begyndt at føle en form for ubehag. Jeg bliver super nervøs. Kan ikke rigtig sige hvad det skyldes, men det er kommet ud af det blå. Så turen til Odense var ikke særlig behagelig. Det hjalp dog lidt på det at jeg havde musik med mig, så jeg kunne "gemme" mig lidt væk med det.

Ved ankomsten på sygehuset fik jeg stukket et skema i hånden jeg skulle udfylde og et bæger jeg skulle aflevere en urinprøve i. Fuck! Det ville jeg gerne have været advaret om. Ikke at det er et problem, men det hjalp på ingen måde på mine i forvejen ret så tyndslidte nerver og dumme angst. Og tanken om at jeg skulle stå splitter-kong-hans inde til konsultationen gjorde det heller ikke bedre. Og selvfølgelig var det en af de læger jeg bare ikke har en god kemi med, som jeg så skulle tale med. På det tidspunkt havde jeg stort set opgivet at få nogle som helst positive svar. Alt var bare gået skævt og intet havde haft tegn på noget godt.

De får så kigget på mig og får spurgt ind til lidt forskelligt og begynder pludselig at snakke om pris. "Ja denne medicin koster så omkring 300.000 kr om året....." - der gik klappen ned for mig. Hørte ikke ret meget af det der blev sagt efter der, men fik da fanget at de sagde, at jeg kunne komme på den biologiske medicin. Jeg var altså blevet godkendt til den. Derudover fangede jeg også at jeg igen måtte leve med at mit immunforsvar ville blive "ødelagt" og at jeg helst skal undgå uhygiejniske steder og folk der er syge fremover. For hvis jeg først får en infektion eller bliver smittet af noget, så bliver jeg virkelig syg. Som i VIRKELIG syg. Som de sidste tre måneder her hvor jeg har haft forkølelse, influenza og halsbetændelse on-and-off. Så jeg ved godt hvad der sker, men.. øv altså. En stort set umulig opgave. Da jeg lidt rystet spørger ind til prisen igen, siger de heldigvis at jeg ikke skal betale noget, men at det er sygehusvæsenet der skal give det svimlende store beløb. En stor kampsten lettes pludselig fra mit hjerte. Nu kan jeg igen koncentrere mig om det de siger til mig.

De mener at fordi jeg har psoriasis de steder jeg har det, og at min hud til tider flækker og danner kødsår, så er det slemt nok til at jeg er indenfor målgruppen. Og så kommer alle de andre steder selvfølgelig oveni. Jeg skal så have en sprøjte ca. 4-5 gange om året og aflægge en masse blodprøver og en urinprøve før hver konsultation. Dét kan jeg sagtens leve op til. Får så bestilt min første tid til behandlingen, men får jeg en seddel med hjem med dato og tid på? Nej. Jeg er stadig lidt i chok da jeg går derfra, så jeg må lige ringe derind i næste uge for at få den igen. *Tsk*Tsk*

Så gik turen ned til røngten. De skulle have nogen af mine lunger og så ville de gerne kigge nærmere på mine hænder og fødder igen. Hvad de billeder viser kan jeg først få svar på en gang efter næste uge. Så der må jeg have lidt tålmodighed.

Efter røngten skulle jeg ned og have taget en masse blodprøver. Her mødtes jeg med Jeanette. Allerede på dette tidspunkt var jeg godt træt i kroppen fordi den havde været i alarmberedskab hele morgenen og indtil nu. Jeg rystede lidt og var begyndt at blive en smule sulten. Så da de havde tappet mig for det halve af mit blod (overdrivelse fremmer forståelsen - de tog ca 14 glas), kørte Jeanette og jeg ind for at hygge og shoppe.

Turen gik forbi Ikea hvor jeg fik købt nogle skåle jeg ville have og fandt et fint vinglas. Ja jeg købte kun et enkelt. :) Har så mange af dem med sort fod, så har ikke brug for flere. Men dette store vinglas måtte jeg bare eje. Derefter kørte vi i Rosengårdscentret for at spise, shoppe lidt mere og bare hygge. Vi sluttede af i Bilka hvorefter hun kørte mig til bussen. Tiden gik alt for hurtigt efter mine mange timer på sygehuset, så vi må finde en anden dag hvor vi igen kan nyde hinandens selskab. Tak Jeanette fordi du ville være der for mig i går. Havde brug for noget der kunne løfte humøret. Også selvom det jo i sig selv var en god nyhed jeg fik på sygehuset, men bare det at jeg skulle derind har jeg det ikke godt med. Sygehuset for mig er ikke nødvendigvis positivt. Så mange tak fordi du ville være der for mig resten af dagen.

Så udover at kroppen var godt ødelagt og psyken var presset, så havde jeg en god dag i går. Det gav mig endda en smule positiv energi til at få ordnet lidt forskelligt i dag. Nu vil jeg dog bruge resten af aftenen på at læse lidt og hygge med Prinsen i skæret af en masse stearinlys og lidt sødt til ganen. Håber I derude nyder weekenden og at I husker at sætte pris på hinanden.

3 kommentarer:

  1. Det var så lidt søde og husk at selv om jeg bor på den anden side at øen, så er jeg lige her.. Det var super hyggeligt at ses igen og tiden gik alt for hurtig.. Da jeg kom jeg kunne jeg stort set kun huske at vi havde snakket en hel masse, men jeg var ikke helt sikker på om hvad.. ha ha..

    Vi må snart ses igen.. <3

    Krammer

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde... Savner bare at have en person tættere på som jeg kan tage fat i når min introvert-isme ikke er så slem og jeg har brug for at have selskab. /:
      Men ja.. vi bliver simpelthen snart nødt til at ses igen meget snart. :D

      Slet
    2. Ja afstanden gør det lidt svært, men derfor er jeg her alligevel..

      Slet