#Blogtober: DIY - To hyggelige brætspil til Efteråret

Da jeg sad og masseproducerede små cernit græskar tidligere på måneden kom jeg i tanke om en anden meget nem DIY man kunne lave her i Efteråret. En som man kan bruge når man keder sig sammen med vennerne eller familien når det regner voldsomt udenfor og man derfor ikke kan komme ud og lave noget aktivt i naturen. Så kan man jo lige så godt lave en kop varm kakao eller andet lækkert, bage lidt til ganen og hygge lidt over et par brætspil.

Jeg har i dag lavet to forslag til jer - et meget nemt og et hvor man måske skal planlægge noget mere for at få det gennemført. Og den første jeg vil vise jer, er den nemme som tager ingen tid at lave.

Til at starte med skal spille brikkerne selvfølgelig lige laves. Jeg har valgt at lave mine i cernit og da det nu er Efterår så skulle de selvfølgelig være små græskar. Så jeg har været henne og masseproducere igen. 10 brikker til det ene spil og så 6 til det andet. Jeg genbruger to af brikkerne til begge spil, da der ikke var nogen grund til at lave for mange. Og der går jo en del cernit til også.

De små græskar er lavet ved at jeg varmer en klump cernit op i den ønsket farve i hænderne og blødgør den godt. Når det er blødgjort ruller man den rundt til en kugle og lader den stå og køle lidt af igen. Når den er klar kan man begynde at trykke rillerne ind i kuglen så man danner selve græskaret. Til det bruger jeg den syl jeg har. Jeg påføre kuglen på siden af sylen og lader den køre ned af sylen for lave en fordybning. Dette gør jeg hele vejen rundt indtil jeg har nok indhug i græskaret. Til sidst presser jeg fordybningerne lidt længere ned i kuglen i midten og tilføjer en lille stilk, som jeg presser ned med det andet værktøj jeg har liggende på billedet. Den har form som et blad, som gør at spidsen på den er perfekt til at presse små detaljer ned i cernitten uden at ødelægge det man har lavet. Og så er græskaret faktisk færdigt. Det skal lige bage i små 30 min ved 110°-130° og køle af derefter.


3 Græskar på Stribe
Som sagt så er denne DIY super simpel. Man har jo lige lavet sine spillebrikker, så det er faktisk kun selve spillepladen at man skal have lavet. Man kan selvfølgelig dekorere den rigtig fint eller hvad man nu skulle få lyst til, men den kan også laves super simpelt som jeg har gjort her.

Jeg har klippet et stykke karton ud i en kvadrat og så har jeg tilføjet noget tyndt washitape for at dele kvadratet op i ni lige store felter. Og så er "3 Græskar på Stribe"-spillet faktisk færdigt. :) Og jeg har valgt at lave 10 brikker til dette spil, da man også kan lave pladen større med tolv felter så det giver lidt mere udfordring. Men i dag har jeg lavet den lille på ni felter.



Efterårs Brætspil for Familien
Dette brætspil kræver lidt mere arbejde. Og hvis man ønsker det skal være brugbart mere end én gang, så skal man nok også ligge lidt mere arbejde i det end jeg har gjort. Jeg har nemlig kun lavet en skitse eller en model til et brætspil. Havde jeg skulle lave det 100% havde jeg brugt noget tykt karton og jeg ville have fundet en printer til at printe tekst ud til de kort spillet indeholder. Samt at jeg ville have været langt mere kreativ og måske lavet en rigtig fin Efterårsbaggrund til pladen. Men da det kun er en skabelon så har jeg lavet det i papir og tegnet hurtige detaljer og felter.

Jeg har valgt at mit brætspil skulle have lidt forskellige felter. Nogle forhindringer, nogle heldige felter og så nogen hvor der skal trækkes et kort og svares på et spørgsmål. Alt efter om man svarer rigtigt eller forkert på dem betyder det også at man kan rykke frem eller tilbage på felterne.

Alt efter hvor kreativ man er så kan man selvfølgelig gøre meget mere ud af det end jeg har gjort til dette eksempel. Men det er sjovt at hygge med uanset hvad. Så måske dette kunne være en idé til et lille projekt til familien, som man så kan nyde og spille når det er færdigt?

Udover disse to eksempler kan man jo selvfølgelig lave mange flere forskellige slags spil. Er vejret til det, så kan man jo lave nogle skattejagte osv udendørs og ellers er hyggelige quiz spil også en idé. Især hvis man kan gøre dem i et Efterårs tema. :) Jeg kunne i hvert fald godt finde på at invitere lidt folk forbi en dag til noget hygge-spil osv. Måske til næste år? ;)

1 kommentar:

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)