____________

Anmeldelse af serien "Slottet Wadenstierna" af Simona Ahrnstedt

Reklame for Flamingo og forfatter Simona Ahrnstedt - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne
Min mor er ret glad for Simona Ahrnstedts bøger, og jeg har længe gerne ville prøve at læse nogle af dem, så da Flamingo sendte en af bøgerne i serien "Slottet Wadenstierna", spurgte jeg om de ikke også kunne sende de to andre når det blev muligt, så jeg kunne få dem læst. Og det har jeg nu fået gjort og er klar med en anmelde her på bloggen.

I "Ægtepagten" møder vi Beatrice Löwenström som har mistet begge sine forældre og derfor bor hos sin onkel og hans familie. Vi befinder os i 1800-tallet og dengang var det vigtigt at ære familien og være et godt forebillede. Det er noget som Beatrice har lidt svært ved at leve efter. Hun har nemlig mødt Seth Hammerstaal og er blevet ret glad for ham. De indleder en lille kærlighedsaffære, men det bliver ikke uden forhindringer. Hendes onkel har nemlig andre planer for hende. Hun skal giftes væk for at trække en titel til familien og for at bane vej for dem ind i de mere fornemme kredse.

Selvom Seth er rig, så er det ikke en person som familien ser som noget godt parti. Han er nemlig berygtet for at ligge med en del andre kvinder og det giver ikke et godt ry. Men Beatrice stritter imod og det bliver hun straffet for. Hun bliver truet og det lukker munden på hende. Hun bliver nødt til at gøre som familien siger og hun tør ikke fortælle Seth om det. Og det har store konsekvenser for dem begge. For overlever Beatrice den situation hun ender i? Vil Seth nogensinde få sandheden at vide? Er deres kærlighed dødsdømt, eller kan de redde den før det er for sent?


I "Forpligtelser" møder vi stormandsdatteren Illiana Henriksdotter, som alle mener er forhekset. Hver eneste mand hun er blevet trolovet med dør inden deres bryllup. Men det forhindrer ikke nabodrengen i at tage chancen og fri til hende. Og det ser ud som om at alt går som planlagt denne gang. Eller gør det? For Illiana ender med at tage en beslutning der vil vende op og ned på hendes fremtidsplaner. En lille tur til den lokale skovsø for at bade ender ud med at hun bliver overfaldet og bortført. Bortført af en ung knægt der handler på en berygtet ridders ordre.

Markus Jærv er kongens højre hånd og er på vej for at tilslutte sig hoffet og dets følge. Men på deres rejse sker der noget som vil forandre hans liv for altid. En kidnappet nøgen pige - en helt anden end den kvinde som han sendte en ung knægt ud for at hente til ham - ændrer på deres rute. For han ønsker ikke at skabe flere fjender, så denne pige skal tilbage til sin familie. Uskadt. Men fordi han er så berygtet er der ingen der vil tro på, at han ikke har lagt en hånd på denne Illiana. Og det skal vise sig at være noget som tvinger dem til at blive en del af hinandens liv. Til døden dem skiller.

En masse drab, tvivl, fysisk tiltrækning og farer følger dem på deres vej og det er svært at finde ud af hvad der skal ske. Vil de kunne lære at holde af hinanden og fuldbyrde deres roller som mand og hustru? Eller vil hadet imellem dem være altødelæggende? Og hvad sker der når en uventet fjende dukker op og vil tage sin hævn over Markus?


I "De Skandaløse" møder vi Magdalena Swärd, som til trods for sin unge alder og dannethed, allerede har mistet sin familie, sin fremtid med en mand og sin økonomiske sikkerhed. Hun får dog chancen for at få sig nogle hurtigt tjente penge, da hun bliver ansat som selskabsdame for en rig baronesse, som skal rejse til Slottet Wadenstierna i håb om at vinde den berygtede grev Gabriel Gripklo opmærksomhed og derefter blive forlovet med ham. Men der er mange om budet, og Magdalena lover at hjælpe hende med at gøre et godt indtryk hos den smukke greve.

Det går dog ikke helt som de havde håbet. Gabriels opmærksomhed falder nemlig på en kvinde som ingen havde set komme. Magdalena. Men Magdalena og Gabriel er på ingen måder hinandens typer, så der er stor forvirring over de følelser der hurtigt blomstrer imellem de to. Og der bliver ikke set positivt på deres flirten. Men ingen af dem kan ligge låg på deres gnister og det sætter gang i en hed affære. En affære som overrasker dem begge og ender med at ændrer fuldstændig på deres holdninger og fremtidsønsker.

Men gør det noget? Er det så skidt? De er nemlig ikke de eneste der ender med at overraske alle. Og der er kaos på slottet. Men vil det blive accepteret? Har de en fremtid sammen? Og hvor mange vil prøve at forpurre det hele?

Jeg læser normalt ikke historiske romaner der foregår i "ældre tid", men jeg var ret glad for "Den anden søster", og den gjorde mig lidt forelsket i denne type historier. Så jeg var rigtig glad for at få tilsendt disse, og jeg har virkelig nydt at læse dem. Hold da op hvor har det været en fornøjelse. De der lidt forbudte følelser og handlinger er altså liiiiiidt frække. *Hehe* Jeg er fan!

Det er helt sikkert ikke sidste gang at jeg kaster mig over den slags bøger. Og Simona Ahrnstedt er virkelig eminent til denne type historier. Jeg forstår hvorfor min mor er så glad for hendes bøger. ;)

Min Goodreads rating:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)