Anmeldelse af "Folk med angst" af Fredrik Backman

Reklame for People'sPress og forfatter Fredrik Backman - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har i flere år nydt de skønne historier som Fredrik Backman skriver, og da People'sPress ville sende "Folk med angst" til mig, så jeg kunne læse og anmelde den, blev jeg bare så glad. Han er sindsygt god til at blande humor og alvor ind i en fantastisk historie. Og titlen på denne talte til mig på en helt anden måde end andre bøger. Angst er ikke noget at joke med, men nogle gange kan det være svært at sluge, så hvis man kan "snakke" om det med lidt humor ind over, så bliver det lidt lettere at snakke om. Og jeg var sikker på at Fredrik ville tage fat i emnet på den helt perfekte måde.

Mange mennesker kommer til at stå i en situation hvor alt ender med at blive uoverskueligt, og i den situation kan man nemt tage nogle beslutninger, som er virkelig dumme og som kan komme til at påvirke mange andre end en selv. Og det er netop sådan en situation vores hovedperson kommer ud for. En skilsmisse og tab af job fører til et bankrøveri. Men det går ikke helt som planlagt, så flugten fra banken ender i en boligblok. En boligblok og i en lejlighed hvori der befinder sig folk, som er til en lejlighedsfremvisning, som ikke lige havde regnet med, at skulle blive taget til gidsel af en fejlslagen bankrøver. Og selv gidseltagningen var en fejltagelse. Det var ikke meningen at det skulle ske, men nu blev det bare sådan. Og derfra går det også bare ned af bakke for den ulykkelige bankrøver.

Det hele stikker af. Gidslerne er virkelig dårlige gidsler. Alle skændes, alle misforstår hinanden og intet går som det skal. Bankrøveren ved ikke længere hvad vedkommende skal tænke og gøre. Men er gidslerne og bankrøveren nu så forskellige? Hvad sker der når de alle ender med at åbne op overfor hinanden? Kan man få sympati for en bankrøver? Og kan man ende med at slippe konkurrencen imellem hinanden? Og hvad sker der når gidseltageren/bankrøveren sætter alle gidsler fri og politiet finder en helt tom lejlighed? Vil de nogensinde finde ud af hvem det var? Vil de finde ud af hvad der skete i denne lejlighed? Og hvorfor giver forklaringerne fra gidslerne overhovedet ingen mening?

"Folk med angst" er en virkelig underholdende historie, men samtidig også en hård en af slagsen. For de tanker og de angst-problematikker som dukker op er nogen jeg selv har mærket på egen krop op til flere gange. Selvmordstanker, økonomiske problemer og det med at ende med at stå uden tag over hovedet. Det er noget der virkelig kan knække en person helt over på midten.

Men som sagt så er Fredrik god til at få ført noget humor ind over det. Og man sidder ikke tilbage med så stor en knude i brystet, som hvis det var en udelukkende trist historie. For der er håb. Og historien ender jo selvfølgelig godt og det varmer. Jeg har i hvert fald nydt at læse denne bog, og jeg glæder mig til at se hvad hans næste bog bliver. Helt sikkert en som jeg også skal have fingrene i. ;)

Min Goodreads rating:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)