#Blogtober: DIY - Lav dit eget bogmærke

I weekenden står den på ReadAThon og derfor går jeg og forbereder lidt boglige ting i disse dage, og så kom jeg i tanke om at jeg jo har lavet et nyt bogmærke. Og det er et der passer ret godt til årstiden, så derfor tænkte jeg at det måske kunne interessere jer at få en lille hurtig DIY i den forbindelse. Jeg sad for nogle uger siden en aften og tegnede lidt krydseduller og fik deraf idéen til dette design til mit bogmærke. Jeg havde også et par andre idéer, men jeg besluttede mig for at holde mig til det ene design, og det er det I får lidt billeder af i dette indlæg. ;)

Jeg har brugt papir, blyant, lineal, sort kuglepen, et stykke akvarel papir, noget laminering og en saks. Man kan undvære en lysboks, men jeg besluttede mig for at bruge min hjemmelavede boks, da jeg gerne ville have det samme design på begge sider og undgå at min sorte kuglepen eventuelt ville bløde igennem papiret. Og med sådan en er det altså også bare nemmere at overføre sin valgte tegning til det endelige materiale. I kan se hvad jeg mener om lidt.

Som sagt så havde jeg siddet og lavet lidt kryseduller og her ser I noget af det jeg endte ud med. Jeg tegnede det op med en sort kuglepen og besluttede mig så for at overføre designet med spøgelser og bøger til et stykke akvarel papir. Jeg kunne sagtens have brugt printerpapiret, men jeg ville gerne have lidt tykkelse på mit bogmærke, så derfor faldt valget på akvarel papiret.

Jeg tegnede omridset af bogmærket over på mit papir - i målene 5x20 cm - og så overførte jeg designet ved hjælp af min lysboks. Tegningen blev lagt under det tykke papir og så tegnede jeg det over. Super nemt og skønt med sådan en lysboks. Tegn det eventuelt over med blyant først og så tegn op med kuglepen bagefter. På den måde kan du rette op på eventuelle fejl inden du fylder bogmærket ud med farve. Hvilket jeg gør med dette bogmærke.

Man kunne sagtens lade baggrunden være hvid, men.. nu er det jo spøgelser og dem ser man tydeligst i mørket. Så derfor skulle baggrunden på dette bogmærke være sort. Det tager en krig af farvelægge sådan et stykke på begge sider, men det er så meget tiden og farven værd. Og ja man kunne have gjort det på et stykke sort papir og tegne med en hvid kuglepen, men argh sådan nogle kuglepenne har det med at svine lige så snart du rører ved det du har tegnet/skrevet. Og man kan ikke se igennem det, så det kræver at man tegner direkte over på og gør det rigtigt i første forsøg. Men hvis man har modet til det, så ville det selvfølgelig også være en mulighed. Men nu gjorde jeg det altså på den lidt mere besværlige og tidskrævende måde. :P

Når begge sider så er farvelagt og færdig så er det tid til at laminere det. Igen.. det kan man springe over, men jeg vil gerne undgå at bogmærket smitter af i mine bøger eller at det bliver ødelagt af fedtede snack-fingre eller spildt drikkelse, så der skal laminering på begge sider. Og da jeg gerne vil undgå en kant hvor lamineringen skal klistre sammen og derfor ikke kan blive klippet helt ind til kanten af bogmærket, så vælger jeg at bruge to stykker med den klistret side af lamineringen. På den måde kan jeg klippe helt ind til kanten. Og så er bogmærket færdig og klar til brug!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)