Anmeldelse af "Jul i det lille bageri på strandpromenaden" af Jenny Colgan

Bogen er vundet i en konkurrence hos forlaget Cicero
Som jeg skrev i dette indlæg så vandt jeg i sidste måned nogle julebøger af Jenny Colgan på Ciceros Instagram profil og jeg har nu fået læst den ene af dem. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, men jeg har læst meget godt om hendes bøger, så jeg gik ud fra at det ikke kunne gå helt galt.

Jeg ville selvfølgelig have foretrukket at have serierne samlet og ikke kun julebøgerne, men nu var det altså kun julebøgerne jeg vandt. Og hvis jeg synes om dem, så kan det være at jeg fremover skal kigge efter de andre og få købt dem hjem, så serierne bliver samlet. Time will tell.

Polly har stor succes med hendes bageri og da Julen så småt nærmer sig kommer der virkelig drøn på. Så meget at hun faktisk bliver overrasket over at det pludselig er d. 1 December. Men hendes planer for Jul sammen med hendes forlovede, Huckle, og deres søpapegøje, Neil, er at det skal være helt stille og roligt. Ingen vilde planer og igen voldsomme fester. Eller.. det troede hun i hvert fald. For alt på Mount Polbearne kan ændre sig fra det ene sekund til det næste.

Og det går hurtigt op for Polly at hun bliver nødt til at kæmpe det bedste hun har lært for at nå det hele og stadig have tid til de personer hun holder mest af. Men der er flere og flere der kommer til hende og beder hende om at hjælpe dem. Hun har altså ikke tid til at holde fri eller planlægge en stille Jul i fyrtårnet. Men hun kan se frem til en juleaften hvor hun vil barikere døren og bare være hende, Huckle og Neil. Intet arbejde skal foregå den dag.

Well.. Tanken var rar. Men sådan ser det ikke ud til at blive. Ud af det blå dukker hendes veninde, Kerensa, op og fortæller at hun er gravid. Hun er 8 måneder henne og det er nyt for dem alle. Selv for Kerensa. Men det er ikke den eneste hemmelighed hun har. Den anden kan vise sig at være altødelæggende. For Kerensa og hendes mand men så sandelig også for Polly og Huckle, da de uvidende bliver viklet ind i det faretruende net. Det kommer pludselig alt for tæt på og Polly er i vildrede. Skal hun indvie Huckle i dette eller skal hun holde det hemmeligt som Kerensa har bedt hende om at gøre? Vil hendes forhold kunne holde til noget så alvorligt? Og vil alt blive værre når en uventet person pludselig dukker op i Pollys liv igen?

Problemerne og opgaverne er ved at kvæle hende og det påvirker hendes humør ret meget og derfor også hendes forhold til Huckle, hendes veninde og alle andre omkring hende. Har hun taget munden for fuld og vil det overhovedet lykkedes hende at nå det hele? Eller vil endnu flere uventet hændelser ende med at vælte det hele og ødelægge Julen?

Jeg kunne tydeligt fornemme at jeg ikke havde læst de to første bøger i denne serie og det ødelagde lidt fornøjelsen for mig. Men historien i denne bog var meget alla de julebøger jeg normalt læser på denne tid af året. Masser af kaotiske hændelser, kærlighed, hemmeligheder, julestemning og feel-good-endings. Så det i sig selv var ganske okay.

Jennys måde at skrive på skal jeg dog lige vænne mig til. Jeg synes der mangler noget hist og her, da hun hurtigt springer fra den ene ting til den anden, hvor jeg måske gerne ville have lidt flere dybdegående beskrivelser og forklaringer. Men det kan igen være fordi jeg ikke har læst de to første bøger i serien. Så jeg synes tempoet er en smule for højt og derfor mister lidt detaljer som jeg pesonligt ville have sat pris på. Men når det er sagt, så er det en virkelig sød historie og slutningen er dejligt sukkersød og lovey dovey som en julebog altså bare skal være. ;)

Min Goodreads rating:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)