Reklame for forlaget People's og forfatter Lucy Score - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har ikke læst noget af Lucy Score før, men med de rosende ord hendes bøger får var jeg ret sikker på at jeg ikke ville blive skuffet. Især ikke i forbindelse med denne serie. Såå.. Lad os finde ud af om den faldt i lige så god jord hos mig som hos mange andre verden over. ;) Her kommer min anmeldelse af "Knockemout"-serien af Lucy Score.
"Alt det vi aldrig kom os over"
Naomi har ikke kun forladt sin forlovede ved alteret, men hun har også sagt farvel til sit hjem, sit job og er igen på vej for at rette op på sin tvillingsøsters fejl. En tvilling som altid har været et problem og som altid får rodet sig ud i kriminelle ting og efterlader ødelæggelser overalt. Og selvom Naomi ved alt dette så tager hun afsted for at hjælpe sin søster og for at komme væk fra sit eget helvede, men forventede ikke, at hun ved ankomst til Knockemout, Virginia, ville miste både sin bil, pung - inkl. en masse penge - og computer. I bytte for en ukendt teenager. Som viser sig at være hendes niece hun intet kendte til. Søsteren Tina har igen lavet et af sine forsvindingsnumre efter sine stunts og alle i byen er rasende. Og Naomi står i skudlinjen da alle tror hun er den kriminelle kvinde som har pisset alle af.
Især den gnavne og muskuløse mand Knox møder hende med vrede og had. Hun er ikke velkommen i byen! Indtil det går op for ham at hun slet ikke er den kvinde han hader så indædt. Han foretrækker at slippe for problemer, drama og uønskede personer i sit liv. Han lever sit liv alene og problemer håndteres på gammeldagsvis. Slåskamp efterfulgt af øl. Han har slet ikke brug for komplicerede relationer til kvinder, men uanset hvor meget han forsøger at holde denne nye kvinde i byen på afstand, så er tiltrækningskraften for stor. Og hendes situation gør at han ikke kan lade være med at hjælpe. Men når det er løst så kan han slippe hende og komme tilbage til sit eget fredfyldte liv. Eller det troede han.
For Naomi er vanedannende. Stridslysten, men helt igennem fantastisk. Og han elsker at tilbringe tid sammen med hende og hendes niece. Han elsker at være der for dem når der opstår problemer og skræmmende situationer. Men der må på igen måde opstå følelser imellem dem. Han dater ikke kvinder fra samme by. Det giver kun problemer hvis ikke det går godt. Og det vil det unægteligt gøre. Kærlighed er ikke et sikkert lod i livet for ham. Og da hans egne følelser begynder at ændre sig bliver han nødt til at handle. Det må stoppes. Men reaktionerne omkring han bliver på ingen måde som han havde forventet. Det var da det eneste rigtige at gøre, ikke? Knox står pludselig i en situation som han ikke havde forudset, og da Naomi og hendes niece kommer i alvorlig fare går alvoren og sandheden op for ham. Hvis ikke han slipper sin stædighed nu mister han mere end han vil kunne overleve.
★★★★★
"Alt det vi ikke vil have frem i lyset"
Nash Morgan er så småt vendt tilbage til arbejdet som politichef i Knockemout efter han næsten mistede livet da han blev skudt. En skudepisode som endnu ikke er blevet efterforsket til ende da ingen ved hvem gerningsmanden var. Udadtil virker Nash okay og sit sædvanlige charmerende væsen, men indeni er intet som før. Han plages af hukommelsestab fra episoden og har i stedet fået daglige mareridt og panikanfald. Han husker ikke hvem der skød ham. Eller hvorfor. Nash er kun en tom skal og en skygge af sig selv. Og han kæmper for at ingen skal opdage hvordan han har det. Men folk tæt på ham kan gennemskue ham. Overraskende nok så ser den irriterende og sexede kvinde, Angelina "Lina" Solavita, som nu viser sig at være hans nye nabo, lige igennem ham. Og selvom bølgerne går højt imellem dem og hadet får frit løb, så bliver hun hurtigt hans stenstøtte. Lina viser sig at være der for ham da han rammes af et kraftigt panikanfald.
Lina er allergisk overfor forhold og fysisk kontakt, men der er noget ved Nash som gør at det ikke virker så slemt. Og da han åbner sig op for hende ang. sin situation kan hun ikke lade være med at blive lidt varm indeni. Selvom hun ikke helt kan være lige så åben og ærlig over for ham. Hun er i byen fordi hun er på en opgave og det er vigtigt at ingen kender til sandheden. Men det er efterhånden svært at holde det hemmeligt for Nash. Især da deres forhold udvikler sig. Men de er jo kun en sommerflirt, og lige så snart hun har fået løst sit job, så tager hun derfra igen. Så hurtigt som hun kan komme. Men det bliver de hurtigt flere om at bestemme. For når Nash har givet sit hjerte væk vil han kæmpe med alt han kan for at holde på hende.
Hendes opgave er viklet ind i Nashs skudepisode og da gerningsmanden og hans allierede begynder at røre på sig, bliver hun nødt til at forsøge at samarbejde med Nash og de andre som sætter alt ind på at stoppe dem. Men vil hendes løgne få dem til at vende hende ryggen? Vil det skrøbelige forhold til Nash overleve afsløringen? Og vil de overhovedet have en chance for at fælde skurkene? Vil Nash få sin hukommelse tilbage og til Lina finde det hun er på jagt efter? Alt kan gå galt. Medmindre de kan finde på en plan sammen.
★★★★★
"Alt det vi lagde bag os"
Sloane Walton og Lucian Rollins har kendt hinanden siden de var teenagere, men deres venskab har været fuld af vrede og had i flere årtier siden dét skete. Men Sloane forstår ikke hvorfor Lucian hader hende så meget da han aldrig har snakket med hende om det. Så hun har kun kunne gengælde hadet selvom hun startede med at elske ham. Men den kærlighed er helt væk nu. Det eneste de kan give hinanden er spydige kommentarer og dræberblikke. Og da han pludselig begynder at dukke op oftere og i længere tid af gangen i Knockemout blusser hendes vrede og irritation op. Hun har lige mistet sin far og det lader åbenbart til at han havde et tæt forhold til hendes forældre som voksen, men han burde bare forsvinde igen. Lade dem sørge i fred. Især fordi hun gerne vil igang med at finde en mand og få børn før det er for sent. Og Lucian gør det ikke nemt for hende når han bliver ved med at forstyrre og distrahere hende. Hvad er det han har gang i? Hvad har forældrene og Lucian holdt hemmeligt for hende? Hvis han hader hende så meget som han siger, hvorfor holder han sig så ikke bare langt væk?
Lucian har haft en svær barndom og Sloane var vidne til det. Og det hader han. Især fordi hun ikke kunne lade være med at blande sig. Og komme til skade. På grund af ham. Så han har forsøgt at holde hende på afstand lige siden med vrede og irritation. Men han har brugt den fortid og vrede til at opbygge sit imperium. Han er blevet en hævntørstig forretningsmogul som hjælper folk i svære situationer og smadrer folk der gør andre ondt. Jo mere magt og rigdom han kan få jo mere i sikkerhed kan han føle sig. Men grundet et løfte til Sloanes far før hans død er Lucian nødt til at sikre sig at Sloane og hendes mor er i sikkerhed og kan komme videre før han kan forsvinde igen. Men at være tæt på Sloane igen truer med at lave kaos i hans liv. Den kvinde forstår stadig ikke at hun ikke skal rode sig ud i problemer. Og problemere og farer følger i Lucians skygge. Og nu har hun pludselig fundet vej ind i mørket da hun er stædig og har en stærk retfærdighedssans som hendes far. Og begæret hjælper slet ikke på hans planer. Han vil ikke være sammen med hende. Men han ønsker heller ikke at andre er. Og han ønsker slet ikke at hun finder ud af hvem han er under det farlige og vrede ydre. Dét vil for alvor lave sprækker i hans panser.
Sloane fortsætter sin fars arbejde for retfærdighed og det får farlige mænd frem i lyset. Mænd som Lucian vil gøre livet surt for. Men intet er som de troede. Måske vil det vise sig at flere kriminelle handlinger har en form for sammenhæng, men vil de opdage det før det er for sent? Før alle er blevet afsløret og standset? Hvor mange er indblandet i denne store ring af kriminelle? Vil truslerne mod Sloane blive gjort til virkelighed før Lucian kan stoppe det? Før han erkender at han ved at holde hende ud i strakt arm kan ende med at han mister hende for alvor? Og vil Sloane i det hele taget tilgive ham for at have knust hendes hjerte igen? Vil de nogensinde finde modet til at få talt om det der skete da de var unge?
★★★★★
Selvom vi har set og læst denne type bøger før, så kan man alligevel ikke lade være med at forelske sig en smule i de par bøgerne fortæller om. Om det er om en bortløben brud der møder byens gnavne store brød af en fyr der sjældent smiler, eller en sexet spion der dukker op for at finde og fange en forbryder som den lokale overbetjent selv er på jagt efter eller endda den stædige, nysgerrige og frembrusende bibliotekar som både elsker og hader den djævelske og sexede forretningsmand som er farligere end djævlen selv, så lapper vi det i os som om vi aldrig har fået den slags historier før. Eller... jeg gør i hvert fald. :P
Jeg har grint højt (sorry not sorry til mine naboer), jeg har tudet øjnene ud og jeg har bidt negle igennem hele serien. Jeg var fanget fra allerførste side og sad med det største smil da jeg vendte den sidste. Jeg kan varmt anbefale alle at kaste sig over denne serie.
Nu overvejer jeg ret kraftigt om jeg skal læse noget mere af Lucy Score. Især hvis alle hendes bøger er lige så gode som denne serie. Nogen der kan bekræfte det? ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)