Anmeldelse af "Det regner med mænd" af Jenny Colgan

Reklame for forlaget Cicero og forfatter Jenny Colgan - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har desværre ikke læst ret meget af Jenny Colgan (endnu), da jeg kun har et par enkelte bøger fra forskellige af hendes serier, men da forlaget Cicero sendte mig denne bog, "Det regner med mænd", måtte jeg simpelthen læse den hurtigst muligt. Den er ikke den del af en serie (Hvad jeg ved af), så jeg ville ikke komme til at læse midt i en historie, men få en sød lille historie fra start til slut. Og det var lige hvad jeg havde brug for.

Og ved I hvad? Nu har jeg fået den læst og har en anmeldelse klar til jer. ;)

Katie og hendes to veninder bor midt i Londons travle byliv, og burde egentlig være lykkelige, men der er noget de mangler i deres liv. Mænd! Og dem er der ikke mange af. Byen vrimler med kvinder og det er stort set umuligt at finde en ordentlig mand iblandt det mandfolk der dog findes gemt væk i krogene i storbyen. Og det er begyndt at blive et stort problem. Et problem som truer med at gøre dem nedtrykt. Derfor tager det ikke lang tid for Katie at beslutte sig for, at undersøge muligheden for et nyt job langt væk fra London. Hun tager nemlig til Skotland. Og det går hurtigt op for hende at de har lige det modsatte problem i den smukke by Fairlish i det Skotske højland. Der er stort set ingen kvinder!

Men det første møde med en skotsk mand går ikke gnidningsfrit. Hendes mulige nye chef, Harry, er modbydelig overfor hende og hun fortryder straks at være taget dertil. Og da hun tror at hun er sluppet ud af den kattepine, så skal det hurtigt vise sig at hendes chef hjemme i London netop har ansat hende til at hjælpe denne gnavne og spydige mand med hans problem. Så nu er hun tvunget til at tage tilbage og gøre sit bedste. En skov skal fredes og reddes fra at blive ryddet til fordel for de rige golfelskende mænd i jakkesæt. Et projekt som hun straks går i krig med, men Harry stritter imod. Men det er ligemeget. Hun skal nok få ham overbevist om sine planer.

Og der er andre mænd der fanger hendes opmærksomhed og pludselig er hun blevet viklet ind i et livslangt drama imellem to venner, og en hel landsby, som hurtigt viser sig at være villige til at gøre meget for at holde deres lokalsamfund indtakt. Og sagen når langt ud over byens egne rammer. Men bliver det for voldsomt? Har de taget munden for fuld? Og hvad skal Katie gøre med hensyn til de to mænd der nu forsøger at vise interesse for hende? Kan hun få sig selv til at vælge den ene frem for den anden? Og hvem skulle det så være? Eller vil hun vende ryggen til hendes nyfundne drømme og tage tilbage til storbyen?

Der er altså bare et eller andet ved en romantisk roman med rod i det Skotske. Eller Irske. Jeg er solgt uanset hvad. Og denne historie er ingen undtagelse. Og så er den tilmed fuld af humor og masser af drama. I like it! Mødet mellem en bypige og en bonderøv. Det er dømt til at være fuld af modstridende meninger og misforståelser. Og det er super underholende at læse. Og så er der selvfølgelig også temaet "kærlighed". Den svære følelse som kan være så umulig at finde rundt i. Og man kan ikke andet end at blive lidt knust over deres kamp for at finde ud af det - og frem i armene på hinanden. Hvis det da lykkedes. ;) *Host*Host*

Som sagt - det er en virkelig sød historie om at finde kærligheden hvor man mindst venter det.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

1 kommentar:

  1. Elsker alt hun laver - så feel good og også lidt spændende! “Det lille bageri på strandpromenaden” har jeg senest haft fingrene i, den kan varmt anbefales.

    SvarSlet

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)