Et tilbageblik på September måned + shopping


Min September måned:

● Så blev det endelig Efterår!
Selvom temperaturen ikke rigtig havde fattet det endnu da kalenderen slog om. Og jeg synes stadig det er en smule for varmt til min smag. Men det går den rigtige vej og jeg elsker det! Jeg er fan af hyggevejr. Og så er vi jo også i min foretrukne årstid. EFTERÅR!!!! Åhhh I kan tro at jeg har set frem til det. :) Varmen er simpelthen bare ikke mig.

● Jeg går igennem en periode med voldsomt hårtab igen.
Desværre. Det gik ellers så godt og mit hår havde fået en god tykkelse - langt om længe - efter sidste omgang hårtab hvor jeg mistede omkring 75% af mit i forvejen tynde hår. Og nu har jeg igen mistet halvdelen og det ser ikke ud til at ville stoppe lige foreløbigt. Det er hårdt for psyken og selvtilliden. Det er en svær pille at sluge og jeg er på ingen måde okay pt.

● Var på en lille foto-tur med underboen.
Jeg havde lovet min pensionerede underbo at hjælpe ham med at tage lidt billeder med hans mobil rundtomkring i byen, og i denne måned fandt vi endelig en dag der passede os begge. Så vi brugte lige et par timer en dag på at køre rundt til de steder han gerne ville hen. Han er ikke så meget inde i den moderne elektronik så jeg må hjælpe ham en gang imellem. Hvilket jeg gerne gør da han også hjælper mig en gang imellem når jeg har brug for et hurtigt lift eller lignende.

● Fik langt om længe lavet mig en "Book Nook", som jeg har villet lave i flere år.
Det er faktisk takket være Jeanette at jeg endelig kom igang med det projekt. Hun er nemlig igang med at lave noget kreativt selv og det fik mig til at tænke på den "book nook"-idé som jeg har villet afprøve i mange år efterhånden og besluttede mig for at nu skulle det altså være! Så jeg gik igang med at lede efter en passende kasse til projektet og så skulle jeg ellers igang med at lave de små ting som jeg ville proppe ind i den. Og 4 dage senere så var den færdig. I kan se den på billedet her, men ellers kan I se flere billeder af den her og se en reels-video her.

● Det blev endelig tid til en tur på Egeskov Marked igen.
Igen var det Jeanette som fik dette til at ske. Vi troede faktisk at vi havde misset det i år, men heldigvis ikke. Så vi besluttede os for at køre derud om Fredagen efter jeg var blevet færdig med et møde med kommunen. Og hold da op hvor var det rart at se hende igen. Og komme ud og kigge på gammelt og nyt lort. :P Og selvfølgelig fik jeg købt lidt med hjem. Ikke nær så meget som frygtet, men det blev alligevel en smule dyrt. Jeg har fået nogle ret fine ting hvis jeg selv skal sige det. Også selvom det ikke virkede som om der var nær så mange boder i år som tidligere år. Men benene og mit knæ kunne nu alligevel godt mærke at vi fik gået en del rundt. Så det var godt at jeg havde en hel weekend uden planer så det kunne få lidt ro. Men det var hele turen værd.

● Var til fødselsdagshygge i det Jyske.
Min elskede lille niece, Saga, fyldte et år mere i denne måned, så vi tog mod det Jyske for at fejre hende. Vi havde en super hyggelig dag og det var en "moster er den eneste der dur"-dag og jeg elskede det! Jo det var da trist at hendes farmor og farfar ikke rigtig fik så meget opmærksomhed, men jeg tillader mig at være lidt egoistisk her da jeg ikke ser hende så tit. Så når det er en "moster-dag" så går jeg all-in på at lege med hende og hygge alt det jeg kan. :D

● Jeg er blevet visiteret til hjælpemidler i hjemmet.
Jeg havde besøg af en i denne måned som skulle snakke med mig omkring hjælpemidler i hjemmet, og selvom jeg har brug for mange ting, så var det til at starte med kun nogle enkelte ting som jeg kunne få godkendt. Jeg får blandt andet et par andre krykker så jeg i det mindste har to. Derudover er der snak om nogle håndtag i opgangen, men det kommer an på om udlejer går med til det. Og sidst men ikke mindst så er der snak om at jeg får en stol/skammel til køkkenet så jeg kan sidde og give ryg og knæ pauser når jeg laver mad og vasker op. Selvom jeg er ret flov over at det er kommet dertil, så er jeg også indforstået med at det er den situation jeg står i og at jeg bare har brug for den ekstra hjælp. Så nu må vi se om den stol/skammel er noget for mig når først jeg får den testet.



Mine køb i September måned:

Ja jeg ved godt at jeg i starten af Sommeren skrev at jeg måtte stoppe med mine bogkøb da det pludselig havde taget overhånd, men... nu dukkede der altså en mulighed op igen, og jeg fortryder intet! For nu har jeg ENDELIG fået den sidste ønskede novelle samling købt. Jeg har nemlig fået købt "The Complete Grimm's Fairy Tales" og ohhhh my hvor er jeg glad. Nu har jeg de fire samlinger der stod øverst på min ønskeliste. Og hvor ser de godt ud sammen. :P
Og da jeg nu havde muligheden og allerede bestilte igennem CDON.dk, så fik jeg også bestilt en af de mange serier hjem som jeg gerne vil læse. Denne gang blev det "The Bone Witch"-serien af Rin Chupeco som jeg har læst en del rosende ord om.
En anden serie - eller egentlig kun den første bog - som jeg har hørt omtalt med rosende ord, er "Evenfall Witches B&B"-serien af Auralee Wallace. Det var faktiske en YouTuber jeg følger som anbefalede den første bog til Efterårs bogbunken, og da jeg opdagede at der nu er to bøger, så endte jeg med at købe begge igennem Saxo.dk med det samme. Såå.. min witchy-bookshelf er også vokset en smule. Dejligt!

Som nævnt tidligere så fik jeg shoppet lidt på Egeskov Marked. Ikke det vilde, men lidt fik jeg med hjem. Det første jeg faldt over var noget fint juletræspynt i træ. Jeg går efter naturligt pynt eller pynt i naturlige farver og disse træ-ornamenter kunne jeg simpelthen ikke stå for. Der var også med guldglitter og ting malet i hvid, men disse mørke ornamenter med sølv er perfekt til min stil. Så nu håber jeg bare at jeg får træet op igen i år så jeg kan få det brugt. :) Ellers er der jo altid næste år. Men nu har jeg da endelig lidt mere pynt til træet.
Det næste jeg endte med at købe er den virkelig fede lysestage som godt lidt kan ligne en olielampe. Der var flere forskellige versioner at vælge imellem, men denne med "fod" fangede min interesse. Den var godt nok lidt dyrere end de andre, men jeg synes det er det værd. Det var en sælger som laver de der specielle "pustet glas på træ"-ting, og jeg har været fristet til at købe en vase flere gange, men det er bare ret dyre ting. Desværre. Men denne måtte jeg altså bare have med hjem. Jeg er nemlig på udkig efter en lille fin gammel olielampe, men denne er et virkelig godt alternativ til en.
Vi kom også forbi en bod med en masse glasting, og der faldt jeg over flere af disse små glasfade til fx bloklys eller lignende, men jeg købte kun én som jeg vil bruge som en coaster til krus og glas. Jeg elsker at samle på forskellige former for coasters og denne passer perfekt ind i min sære samling.
Og sidst men ikke mindst, så kom vi forbi en bod med duftvoks. I ved at jeg ikke kan stå for den slags. Og personen der lavede dem var ved at sælge alt ud da hun vil stoppe sin forretning, så jeg besluttede mig for at støtte hende lidt og købe lidt fra hendes bod. Ikke at jeg mangler duftvoks - på ingen måde overhovedet - men.. tja. :P Der var nogle lækre varianter imellem og der var endda en græskarduft, som jeg af uforklarlige årsager ikke fik købt med hjem. Oppe i mit hovede havde jeg købt den, men i virkeligheden? Nope. Jeg fik aldrig købt den med hjem. Og jeg fortryder det. Men heldigvis har jeg en duft fra Duftverket som dufter ret tæt på den jeg missede, så jeg overlever.

Føtex begyndte også at sætte deres Halloween-varer på hylderne i denne måned, og jeg faldt en dag over disse creepy edderkopper som jeg simpelthen bare måtte have med hjem. De er enorme og de er super ulækre og realistiske. Og jeg er på ingen måde fan af edderkopper, men.. jah. Jeg ville ende med at fortryde det hvis jeg ikke købte dem før de var udsolgt, og jeg tror muligvis også at jeg vil prøve at bruge dem til et makeup look. Måske i år til Oktober, men ellers til næste år. Jeg må se hvad jeg får tid til i næste måned.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)