Anmeldelse af "Disharmoni" ("De Underjordiske" 3) af Rikke Havner Alrø

Reklame for forlaget Krabat og forfatter Rikke Havner Alrø - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har i et par år haft interesse for at læse Rikkes serie "De Underjordiske" da den lød som en spændende dansk fantasy serie, og da forlaget Krabat så meddelte at de var igang med at give bøgerne et nyt look, så sprang jeg til for at se om jeg kunne få dem tilsendt til anmeldelse. Jeg var så heldig at de gik med til det, og jeg var endda så heldig at få lov til at få dem i de nye forsider. De er simpelthen så flotte!

Men kunne selve historien så leve op til mine forventninger? Jeg har nu fået læst den tredje og sidste bog, "Disharmoni", og jeg er i dag klar med en anmeldelse. Den får I her. :) Læs eventuelt også min anmeldelse af den første bog, "Stormtid", her og min anmeldelse af den anden bog, "Modvind" her.

Erik forsøger at nyde sin musik og at være væk fra sin familie og andre distrationer, men han kan ikke slippe tanken om Asta. Men hun valgte at tage tilbage til Elleskoven og denne Magnus som hun valgte i stedet for ham. Og det gør ondt. Fysisk ondt. Hvilket påvirker hans musikalske evner og det er et problem. Han må finde en healer der kan hjælpe ham. Fjerne smerten og den binding som aldrig blev færdig imellem Asta og ham. Men det bliver ikke nemt og slet ikke ufarligt. Hvilket han finder ud af da han ender midt i nogle dramatiske begivenheder da han igen er hjemme. Heksene er på spil igen og hans familie er i voldsom fare. Erik bliver nødt til at hjælpe. Især da han også finder ud af at situationen med Asta ikke var som han troede. Hun er også i store problemer. Han må gøre noget. Men det fører ham direkte i kløerne på fjenden.

Asta savner sin søster og nye venner. Men især Erik. Hun har dog ikke tid til at have det dårligt med at være væk fra dem, for hendes rolle som Elleskovens dronning må og skal være hendes førsteprioritet. Men skovens magi gør hende syg. Og hun er tæt på at miste livet. Hun bliver nødt til at dele magien med en anden. Men det viser sig hurtigt ikke at være en holdbar løsning. Og ellefolket er heller ikke tilfreds med hende og hendes måde at styre skoven på. Så udover savnet og de magiske problemer så må hun nu også slås med hendes folk. Og det bliver kun værre da hendes venner er i problemer og hun vælger at tage ud for at hjælpe dem.

Alle magiske væsners liv er i fare. Heksene har startet en klapjagt på dem og situationen er sprængfarlig. Flere liv bliver tabt og det bliver starten på en virkelig farlig mission. Erik og Asta må arbejde sammen og det er nu op til dem at få nutiden tilbage til normal igen. Og i mellemtiden må de beslutte sig for om de stadig skal holde hinanden ude af deres liv eller om det nu endelig er tid til at tage deres skæbne i hænderne. Men vil der være en verden at vende tilbage til? Vil deres venner og familie vende tilbage som de var før? Eller har heksene for alvor vundet den store kamp?

Dette er en hæsblæsende og hjerteskærende dansk fantasy serie som forkæler os med en masse drama, tidsrejser, magiske væsner, store kampe, kærlighed, tidsændringer, store tab, farlige fjender, knuste hjerter og spænding i store mængder. Et virkelig spændende magisk univers i vores elskede lille Danmark. Og masser af spændende karakterer og store følelser. En virkelig skøn serie som tager en med på en vild, magisk og farefuld rejse tilbage og frem i tiden.

Jeg føler lidt at serien blev afsluttet lidt... hurtigt? Sådan lidt... "Vi skynder os lige at finde en måde at sætte punktum" hvilket jeg synes er en skam. Jeg synes slutningen mangler en form for mere detaljeret "sådan blev genforeningen med familien", "sådan blev resultatet med den store kamp" og "sådan går det nu i Elleskoven og med de andre magiske væsner". Men derudover synes jeg at det var en fin afsluttende bog i serien. Masser af fart på og drama.

Jeg ved at den bliver beskrevet som en adult fantasy, meeeeeeen jeg vil nu nærmere mene at den er mere i YA-genren. Dermed ikke sagt at voksne ikke kan nyde den, for det kan vi. Og det gjorde jeg. Så kan jeg anbefale den? Ja. Det er en hurtig og letlæsende fantasy som man nemt kan blive revet med af og være underholdt.

Min Goodreads rating:
★★★✩✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)