Skrevet af Anne-Mette Højbjerg i Julen 2009
Kapitel
___”Gudskelov at det bare er dig!” siger Benjamin da han ser det er Anne der står i døren. ”Jeg troede at Hans og din mor havde hørt mig og ville undersøge hvem der var sneget sig herind.”
___”Jeg har ledt efter dig!” svarede Anne lidt vredt. Hun var glad for at have fundet Benjamin og at han ikke var blevet låst inde et eller andet sted. ”Men hvad laver du dog hernede? Du er virkelig i knibe hvis Hans finder dig herinde. Vi må ikke være her. Det er forbudt område indtil juleaften!”
Benjamin smiler da Anne hæver stemmen overfor sig. ”Var du nervøs for at jeg var blevet væk? Er du bekymret for mig?” svarer han med et lidt drilsk smil.
Anne rødmer da det går op for hende, at det faktisk var lidt oplagt at tænke den tanke, med den måde hun reagerede på. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare og kigger derfor i stedet ned i gulvet. ”Jeg var bare bange for at jeg ville være alene og skulle til at stå med det hele selv, for jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne klare det alene. Det er sådan set det eneste” svarer hun. hun tager en dyb indånding og retter sig op. ”Jeg er ikke bekymret for dig, jeg ved du kan klare dig selv, og du skal ikke tro der ligger noget i det. Jeg ser dig kun som en ven!” siger hun med mere kraftfuld stemme.
Anne kan se at Benjamin ikke helt tror hende, men han svarer hende ikke, han smiler bare igen og trækker lidt på skuldrene. Han vender sig om og går tilbage til midten af rummet.
___”Jeg tænkte at vi måske kunne være heldige med at finde den der krystal sukkerstok herinde. For hvis Hans virkelig er ude på at ødelægge julen, så ville det være oplagt at gemme den herinde. For som du selv siger, så er det forbudt område indtil juleaften, ik?” kommer det fra Benjamin imens han leder imellem alle de gaver, som ligger midt på gulvet.
___Anne havde ikke fået kigget sig rundt i stuen endnu. Hun ser nu at der midt på gulvet står et kæmpe grantræ. Det er pyntet med det smukkeste julepynt hun nogensinde har set. Lidt alla den stil som dekorationerne er i gangen, men dette var bare så meget bedre. Under træer ligger der flere gaver endnu hun nogensinde før har set. Flere end hun nok nogensinde i hele sit liv har fået tilsammen. Det var overdådigt.
Rundt om træet står der to lange borde. De er dækket med det fineste service. Sølvbestik, krystalglas, servietter foldet i fantastiske figurer – hvordan var det overhovedet muligt? – og hun gættede sig frem til at det var det fineste stel der var dækket op. Og hold da op hvor var der dækket op til mange. Hun vidste at der ikke kom ret mange fra hendes egen familie, så Hans måtte godt nok have en stor familie selv.
I loftet var der dækket og med snedækket grankranse med krystalkugler og andet virkelig smukt julepynt. Det så fantastisk ud. Anne gik en gang rundt om træet. Det var enormt.
Først der ligger hun mærke til hvad der er i den anden ende af rummet, en kæmpe kamin. Hun havde aldrig set så stor en før i hele sit liv. Ikke engang i fornemme indretnings- og boligblade. Det var da helt vildt.
Oven over kaminen hænger der et kæmpe maleri. Det forestiller en stor familie. Hun går lidt tættere på for at se nærmere. Hun han se Hans i midten, og hvad der så måtte være hans forældre, søskende og hvad der ellers var af påhængende familiemedlemmere. Men der var ikke nær så mange på billedet som der var dækket op til. Hvem skulle ellers komme?
___”Nårh jo” kommer det over fra Benjamin. ”Hans har for resten inviteret mine forældre og min nærmeste familie til juleaften. Vi blev inviteret for nogle dage siden. Det virkede som om Hans var meget ivrig efter at have os her den aften.”
___”Er det rigtigt??” spørger Anne med et smil. Hvor fantastisk. Hun skulle holde jul sammen med Benjamin. Så var hun ikke alene. ”Det bliver fantastisk” siger hun så og rødmer igen. Benjamin kan dog ikke se det i mørket og på den afstand der er imellem dem, det er Anne kun taknemmelig for.
___”Ja men nu må vi se hvor fantastisk den aften bliver” svarer Benjamin så. Hvad mener han dog? Anne forstår det ikke helt. Benjamin står stille nu og ser ud til at tænke over noget som han gerne vil sige, men ikke helt kan få sat ord på. ”Hvis Hans virkelig gerne vil spolerer julen, hvorfor så gøre så meget ud af det? Hvorfor pynte op? Hvorfor invitere så mange mennesker? Det virker altså meget mystisk. Og han ville ikke acceptere andet end et ja til invitationen ang. juleaften. Jeg har på fornemmelsen at han er ude på noget, og det kan ikke være noget godt.” siger Benjamin så og kigger spørgende over på Anne.
Han har jo ret, tænker Anne for sig selv. Hvorfor gøre så meget ud af det hvis han hader julen så meget? Der var et eller andet der ikke helt kunne stemme.
___Pludselig hører de lyde udenfor døren. De gemmer sig bag træet. Pludselig ser de Hans komme frem i døråbningen. Åh nej! De havde glemt at lukke døren efter sig. Hans kigger rundt. De kunne se på ham at han vidste der var noget galt.
Efter noget tid går Hans ind i rummet, kigger under bordene, bag stolene. Han finder ikke noget. Han ser ud til at være mere rolig.
___Han kommer hen til træet. Anne og Benjamin krymper mere sammen. Nu bliver de fanget. De vil ikke kunne undgå at blive set hvis Hans kommer rundt om træet og finder dem sammen der. Men Hans stopper op foran dem på den anden side af træet. De er taknemmelige for at der ikke er lys herinde, ellers ville de være blevet set igennem grenene.
___Hans rækker ned i sin lomme efter noget, han vender sig om og kigger rundt. Da han ikke ser noget mistænksomt trækker han hånden op. DER VAR DEN!!! Krystal sukkerstokken..!! Hans havde den! Så var deres mistanke om ham rigtig nok. De ser Hans strække sig alt hvad han kan for at sætte den på træet. Han står lidt og kigger op på den. Et stort smil breder sig nu om hans læber. Han ser tilfreds ud. Selvfølgelig er han det. De måtte jo ikke komme herind før juleaften og der ville det være for sent for dem hvis ikke de ville finde stokken inden. Men nu havde de ham. Når han var gået ville de tage stokken, skynde sig op til Kvisttjørn og flygte tilbage til værkstedet og få gang i maskinerne igen. Julen skulle reddes.
___Anne smiler ved tanken om at det hele nok skal gå, men pludselig hører de en lyd bag sig. Nogen pusler i skyggerne. De hører Hans holde vejret og pludselig hører de hans skridt hastigt rundt om træet. Anne og Benjamin skynder sig i den modsatte retning. De når om på siden hvor Hans stod før. De hører pludselig et skrig. Hans har fået fat i hvem det så end var der gemte sig. Men hvem var det? En der ville afsløre at Anne og Benjamin havde været i rummet sammen med Hans? Anne og Benjamin forsøgte at se hvem det var, men pludselig hører de nogen i hallen.
___Birthe dukker frem i døråbningen, tænder lyset og ser sig forskrækket om. Anne og Benjamin havde lige netop nået at kaste sig ind imellem gaverne for ikke at blive opdaget.
Hans kommer frem fra bagsiden af træet. ___”Noget galt skat?” spørger Hans uskyldigt. Han smiler. Anne tænker at nu må hendes mor da snart fatte mistanke om at der foregår noget, men til hendes overraskelse smiler Birthe tilbage til Hans.
___”Jeg troede jeg hørte nogen skrige herinde. Var bange for at det var en af de ansatte der var faldet ned af en stige eller noget efter at ville sætte noget mere julepynt op.” siger Birthe og går frem mod Hans. Hun giver ham et knus og kigger rundt. ”Hold da op hvor er her blevet fantastisk. Det kommer ungerne virkelig til at elske. De får deres livs oplevelse, det er helt sikkert. Og Anne bliver sikkert glad for at høre at du også har inviteret Benjamin og hans familie. Jeg synes jeg kan mærke på hende, at hun er blevet ret glad for den knægt. Det varmer om hjertet. Håber at han kan få hende til at elske at være her, for det må ikke være nemt at skulle efterlade alle sine venner på den måde. Og håber også hun snart kommer i bedre humør. Hun virker så trist og nedtrykt for tiden. Det er kun når Benjamin og Karen er her, at hun virker glad, men jeg er sikker på, at jo længere tid der går, jo gladere vil hun være. Og vores annoncering om brylluppet i januar, skal nok også falde i god jord når vi fortæller det til dem alle sammen juleaften. Håber bare Anne ikke forsøger at ødelægge stemningen. Du ved jo hvordan hun har det, hun vil jo gerne holde jul med sin far juleaften, men jeg kan ikke få mig selv til at fortælle hende, at hendes far har været forsvundet i så lang tid. Håber han snart dukker op, så han kan fortælle hende, at det hele nok skal gå” Birthe tørrer en tåre væk fra sin kind og smiler til Hans.
___”Jeg er sikker på at det hele nok skal gå” svarer Hans og smiler tilbage. ”Hun er jo ikke den eneste der skal være lykkelig. Det her handler også om os to. Så snart vi er blevet gift og hun får nye venner, så glemmer hun nok alt om at det hele var så forfærdeligt for hende” svarer Hans hende og giver hende et kys på kinden. Han tager hende i hånden og de begynder begge at gå over mod døren. Hans vender sig lige en gang for at tjekke om krystal sukkerstokken stadig hænger på sin plads. Den hænger der stadig. Han smiler selvtilfreds for sig selv og går ud og lukker døren efter sig selv og Birthe.
___Anne ligger som stivnet bag pakkerne. Det kunne bare ikke være rigtigt. De kunne ikke blive gift. Birthe var jo stadig gift med hendes far. Hvordan kunne hun? Anne kan mærke vreden vokse indeni sig, og hvad var det for noget med at hendes far var forsvundet? Hvorfor havde hun ikke fået det at vide? Var der da ikke nogen der var interesseret i at finde ham? Hvorfor var hendes mor sammen med Hans i stedet for at være ude og lede efter ham? Hvordan kunne hun være så kold?? Anne begyndte at fælde nogle tårer. Hun havde ikke lagt mærke til at Benjamin var kravlet ud af deres skjul for at skynde sig om på bagsiden af juletræet for at finde årsagen til den puslen i skyggen og skriget da Hans havde fanget den pågældende.
___”Anne? Anne kom og hjælp!” kalder Benjamin omme fra den anden side. Anne vågner op til virkeligheden, tørrer tårerne væk og skynder sig ud uden at lave for mange lyde.
Da hun kommer derom ser hun Benjamin bøjet ind over en lille krop. ”Kvisttjørn!!!!” gisper hun.
___”Nej det er ikke ham, men det er en af de andre små hjælpere.” forklarer Benjamin. ”Han må have forsøgt at få kontakt til os da Hans hørte ham. Se her!” siger Benjamin og viser noget frem som Anne ikke kan se hvad er til at starte med. Hun kommer tættere på. Det er en seddel.
På sedlen står der skrevet en besked til dem.
___”Jeg har ledt efter dig!” svarede Anne lidt vredt. Hun var glad for at have fundet Benjamin og at han ikke var blevet låst inde et eller andet sted. ”Men hvad laver du dog hernede? Du er virkelig i knibe hvis Hans finder dig herinde. Vi må ikke være her. Det er forbudt område indtil juleaften!”
Benjamin smiler da Anne hæver stemmen overfor sig. ”Var du nervøs for at jeg var blevet væk? Er du bekymret for mig?” svarer han med et lidt drilsk smil.
Anne rødmer da det går op for hende, at det faktisk var lidt oplagt at tænke den tanke, med den måde hun reagerede på. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare og kigger derfor i stedet ned i gulvet. ”Jeg var bare bange for at jeg ville være alene og skulle til at stå med det hele selv, for jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne klare det alene. Det er sådan set det eneste” svarer hun. hun tager en dyb indånding og retter sig op. ”Jeg er ikke bekymret for dig, jeg ved du kan klare dig selv, og du skal ikke tro der ligger noget i det. Jeg ser dig kun som en ven!” siger hun med mere kraftfuld stemme.
Anne kan se at Benjamin ikke helt tror hende, men han svarer hende ikke, han smiler bare igen og trækker lidt på skuldrene. Han vender sig om og går tilbage til midten af rummet.
___”Jeg tænkte at vi måske kunne være heldige med at finde den der krystal sukkerstok herinde. For hvis Hans virkelig er ude på at ødelægge julen, så ville det være oplagt at gemme den herinde. For som du selv siger, så er det forbudt område indtil juleaften, ik?” kommer det fra Benjamin imens han leder imellem alle de gaver, som ligger midt på gulvet.
___Anne havde ikke fået kigget sig rundt i stuen endnu. Hun ser nu at der midt på gulvet står et kæmpe grantræ. Det er pyntet med det smukkeste julepynt hun nogensinde har set. Lidt alla den stil som dekorationerne er i gangen, men dette var bare så meget bedre. Under træer ligger der flere gaver endnu hun nogensinde før har set. Flere end hun nok nogensinde i hele sit liv har fået tilsammen. Det var overdådigt.
Rundt om træet står der to lange borde. De er dækket med det fineste service. Sølvbestik, krystalglas, servietter foldet i fantastiske figurer – hvordan var det overhovedet muligt? – og hun gættede sig frem til at det var det fineste stel der var dækket op. Og hold da op hvor var der dækket op til mange. Hun vidste at der ikke kom ret mange fra hendes egen familie, så Hans måtte godt nok have en stor familie selv.
I loftet var der dækket og med snedækket grankranse med krystalkugler og andet virkelig smukt julepynt. Det så fantastisk ud. Anne gik en gang rundt om træet. Det var enormt.
Først der ligger hun mærke til hvad der er i den anden ende af rummet, en kæmpe kamin. Hun havde aldrig set så stor en før i hele sit liv. Ikke engang i fornemme indretnings- og boligblade. Det var da helt vildt.
Oven over kaminen hænger der et kæmpe maleri. Det forestiller en stor familie. Hun går lidt tættere på for at se nærmere. Hun han se Hans i midten, og hvad der så måtte være hans forældre, søskende og hvad der ellers var af påhængende familiemedlemmere. Men der var ikke nær så mange på billedet som der var dækket op til. Hvem skulle ellers komme?
___”Nårh jo” kommer det over fra Benjamin. ”Hans har for resten inviteret mine forældre og min nærmeste familie til juleaften. Vi blev inviteret for nogle dage siden. Det virkede som om Hans var meget ivrig efter at have os her den aften.”
___”Er det rigtigt??” spørger Anne med et smil. Hvor fantastisk. Hun skulle holde jul sammen med Benjamin. Så var hun ikke alene. ”Det bliver fantastisk” siger hun så og rødmer igen. Benjamin kan dog ikke se det i mørket og på den afstand der er imellem dem, det er Anne kun taknemmelig for.
___”Ja men nu må vi se hvor fantastisk den aften bliver” svarer Benjamin så. Hvad mener han dog? Anne forstår det ikke helt. Benjamin står stille nu og ser ud til at tænke over noget som han gerne vil sige, men ikke helt kan få sat ord på. ”Hvis Hans virkelig gerne vil spolerer julen, hvorfor så gøre så meget ud af det? Hvorfor pynte op? Hvorfor invitere så mange mennesker? Det virker altså meget mystisk. Og han ville ikke acceptere andet end et ja til invitationen ang. juleaften. Jeg har på fornemmelsen at han er ude på noget, og det kan ikke være noget godt.” siger Benjamin så og kigger spørgende over på Anne.
Han har jo ret, tænker Anne for sig selv. Hvorfor gøre så meget ud af det hvis han hader julen så meget? Der var et eller andet der ikke helt kunne stemme.
___Pludselig hører de lyde udenfor døren. De gemmer sig bag træet. Pludselig ser de Hans komme frem i døråbningen. Åh nej! De havde glemt at lukke døren efter sig. Hans kigger rundt. De kunne se på ham at han vidste der var noget galt.
Efter noget tid går Hans ind i rummet, kigger under bordene, bag stolene. Han finder ikke noget. Han ser ud til at være mere rolig.
___Han kommer hen til træet. Anne og Benjamin krymper mere sammen. Nu bliver de fanget. De vil ikke kunne undgå at blive set hvis Hans kommer rundt om træet og finder dem sammen der. Men Hans stopper op foran dem på den anden side af træet. De er taknemmelige for at der ikke er lys herinde, ellers ville de være blevet set igennem grenene.
___Hans rækker ned i sin lomme efter noget, han vender sig om og kigger rundt. Da han ikke ser noget mistænksomt trækker han hånden op. DER VAR DEN!!! Krystal sukkerstokken..!! Hans havde den! Så var deres mistanke om ham rigtig nok. De ser Hans strække sig alt hvad han kan for at sætte den på træet. Han står lidt og kigger op på den. Et stort smil breder sig nu om hans læber. Han ser tilfreds ud. Selvfølgelig er han det. De måtte jo ikke komme herind før juleaften og der ville det være for sent for dem hvis ikke de ville finde stokken inden. Men nu havde de ham. Når han var gået ville de tage stokken, skynde sig op til Kvisttjørn og flygte tilbage til værkstedet og få gang i maskinerne igen. Julen skulle reddes.
___Anne smiler ved tanken om at det hele nok skal gå, men pludselig hører de en lyd bag sig. Nogen pusler i skyggerne. De hører Hans holde vejret og pludselig hører de hans skridt hastigt rundt om træet. Anne og Benjamin skynder sig i den modsatte retning. De når om på siden hvor Hans stod før. De hører pludselig et skrig. Hans har fået fat i hvem det så end var der gemte sig. Men hvem var det? En der ville afsløre at Anne og Benjamin havde været i rummet sammen med Hans? Anne og Benjamin forsøgte at se hvem det var, men pludselig hører de nogen i hallen.
___Birthe dukker frem i døråbningen, tænder lyset og ser sig forskrækket om. Anne og Benjamin havde lige netop nået at kaste sig ind imellem gaverne for ikke at blive opdaget.
Hans kommer frem fra bagsiden af træet. ___”Noget galt skat?” spørger Hans uskyldigt. Han smiler. Anne tænker at nu må hendes mor da snart fatte mistanke om at der foregår noget, men til hendes overraskelse smiler Birthe tilbage til Hans.
___”Jeg troede jeg hørte nogen skrige herinde. Var bange for at det var en af de ansatte der var faldet ned af en stige eller noget efter at ville sætte noget mere julepynt op.” siger Birthe og går frem mod Hans. Hun giver ham et knus og kigger rundt. ”Hold da op hvor er her blevet fantastisk. Det kommer ungerne virkelig til at elske. De får deres livs oplevelse, det er helt sikkert. Og Anne bliver sikkert glad for at høre at du også har inviteret Benjamin og hans familie. Jeg synes jeg kan mærke på hende, at hun er blevet ret glad for den knægt. Det varmer om hjertet. Håber at han kan få hende til at elske at være her, for det må ikke være nemt at skulle efterlade alle sine venner på den måde. Og håber også hun snart kommer i bedre humør. Hun virker så trist og nedtrykt for tiden. Det er kun når Benjamin og Karen er her, at hun virker glad, men jeg er sikker på, at jo længere tid der går, jo gladere vil hun være. Og vores annoncering om brylluppet i januar, skal nok også falde i god jord når vi fortæller det til dem alle sammen juleaften. Håber bare Anne ikke forsøger at ødelægge stemningen. Du ved jo hvordan hun har det, hun vil jo gerne holde jul med sin far juleaften, men jeg kan ikke få mig selv til at fortælle hende, at hendes far har været forsvundet i så lang tid. Håber han snart dukker op, så han kan fortælle hende, at det hele nok skal gå” Birthe tørrer en tåre væk fra sin kind og smiler til Hans.
___”Jeg er sikker på at det hele nok skal gå” svarer Hans og smiler tilbage. ”Hun er jo ikke den eneste der skal være lykkelig. Det her handler også om os to. Så snart vi er blevet gift og hun får nye venner, så glemmer hun nok alt om at det hele var så forfærdeligt for hende” svarer Hans hende og giver hende et kys på kinden. Han tager hende i hånden og de begynder begge at gå over mod døren. Hans vender sig lige en gang for at tjekke om krystal sukkerstokken stadig hænger på sin plads. Den hænger der stadig. Han smiler selvtilfreds for sig selv og går ud og lukker døren efter sig selv og Birthe.
___Anne ligger som stivnet bag pakkerne. Det kunne bare ikke være rigtigt. De kunne ikke blive gift. Birthe var jo stadig gift med hendes far. Hvordan kunne hun? Anne kan mærke vreden vokse indeni sig, og hvad var det for noget med at hendes far var forsvundet? Hvorfor havde hun ikke fået det at vide? Var der da ikke nogen der var interesseret i at finde ham? Hvorfor var hendes mor sammen med Hans i stedet for at være ude og lede efter ham? Hvordan kunne hun være så kold?? Anne begyndte at fælde nogle tårer. Hun havde ikke lagt mærke til at Benjamin var kravlet ud af deres skjul for at skynde sig om på bagsiden af juletræet for at finde årsagen til den puslen i skyggen og skriget da Hans havde fanget den pågældende.
___”Anne? Anne kom og hjælp!” kalder Benjamin omme fra den anden side. Anne vågner op til virkeligheden, tørrer tårerne væk og skynder sig ud uden at lave for mange lyde.
Da hun kommer derom ser hun Benjamin bøjet ind over en lille krop. ”Kvisttjørn!!!!” gisper hun.
___”Nej det er ikke ham, men det er en af de andre små hjælpere.” forklarer Benjamin. ”Han må have forsøgt at få kontakt til os da Hans hørte ham. Se her!” siger Benjamin og viser noget frem som Anne ikke kan se hvad er til at starte med. Hun kommer tættere på. Det er en seddel.
På sedlen står der skrevet en besked til dem.
___”JM? Julemanden? Kan det virkelig være fra ham?” spørger Anne og kigger igen ned og læser beskeden endnu en gang.
___”Det kan ikke være andre, men vi bliver nødt til at skynde os. Vi må få Lilletvist her hjulpet op til Kvisttjørn. Han må vide hvad vi skal gøre. Og jo, husk krystal sukkerstokken. Vi må ikke glemme den. Vi må hellere komme af sted med det samme.” svarer Bejnamin og løftet den lille livløse krop op i armene.
Anne skynder sig om på den anden side af træet igen, trækker en stol hen for bedre at kunne nå. Stokken er frostkold. Hun trækker fingrene til sig igen. Det gjorde ondt. Hun prøver igen. Denne gang får hun den ned. Hun pakker den ind i en sløjfe fra træet så den ikke fryser sig igennem lommestoffet da hun propper den ned sammen med sit snefnug. De skynder sig ud af rummet, op af trappen til førstesalen og hen til Kvisttjørn’s værelse. De banker på døren og venter på svar fra den anden side af.
___Der går et stykke tid inden Kvisttjørn svarer med sit kodeord inde fra den anden side. Døren bliver åbnet og Anne og Benjamin skynder sig ind. Kvisttjørn bliver chokeret over at se den livløse krop i armene på Benjamin. Han skynder sig hen til dem.
___”Nej!!! Hvad er der sket?” spørger han med skælven i stemmen.
___”Hans fik fat i ham. Vi var nede i den store stue, han stod i skyggerne og ventede på at Hans ville forsvinde ud af rummet, men han blev opdaget. Han havde en besked med til os.” svarer Benjamin og giver Anne tegn til at vise beskeden til Kvisttjørn.
Han læser den igennem og nikker så. ”Ja.. de er gudskelov i sikkerhed. Nu er det op til at os at få løst dette, men vi mangler stadig nøglen og vi ved endnu ikke hvor vi skal finde den henne. Der er kun 7 dage til jul, og finder vi den ikke snart er det ude med julen.” siger Kvisttjørn med lidt opgivende stemme.
Anne og Benjamin kigger på hinanden og smiler. Kvisttjørn kigger undrende på dem.
___”Det skal du ikke bekymre dig om, for den har vi fundet.” svarer Anne og trækker den op af lommen.
Kvisttjørn’s øjne lyser op og han smiler over hele ansigtet nu. ”I gjorde det!!!! I har fundet nøglen!! Jeg vidste at jeg kunne stole på jer. Hvor er I fantastiske!” Han hopper på stedet og klapper i sine hænder. Men ret hurtigt stopper han op igen. Han ser alvorlig ud.
___”Vi bliver nødt til at tage over til værkstedet med det samme. Vi har ingen tid at spilde. Men I må komme med. Der er mange måneders arbejde der skal ordnes. I må hellere ligge en besked til din mor om at I vil være væk i nogle dage, men at de ikke skal være bekymret. I vil være tilbage d. 24 december. Hun vil nok blive hysterisk, men det bliver nødt til at være sådan.” siger Kvisttjørn med alvorlig stemme.
Anne ryster på hovedet. ”Nej det kan jeg altså ikke. Jeg kan ikke være væk i flere dage. Hans vil fatte mistanke, og så får jeg aldrig lov til at tage nogle steder for livstid. Jeg bliver nødt til at finde på en bedre plan.”
___Kvisttjørn synker sammen på sengen hvor Benjamin har lagt Lilletvist. Han kigger på sin ven og tager en dyb indånding. ”Jeg håber virkelig at han klarer den.” siger han så pludselig. ”Han har altid været en trofast ven.”
___”Jeg er sikker på at han nok skal klare den” siger Benjamin for at berolige ham. ”Vi skal nok sørge for at han kommer hjem og får den behandling han skal have.”
___”Tak!” Kvisttjørn liver lidt mere op og rejser sig fra sengen. ”Men vi må se at komme af sted. Vi kan ikke vente ret meget længere.”
___”Jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan vi gør det.” piver Anne og ser opgivende ud.
___”Jeg tager med Kvisttjørn og Lilletvist. Gå du tilbage til dit værelse. Din mor og Hans vil nok højst sansynligt tjekke op på om du er der når de går i seng. du kan fortælle dem at jeg er taget hjem, fordi jeg ikke havde det så godt. Vi kan snakkes ved i morgen. Vi skal nok klare den.” trøster Benjamin. Han giver Anne et varmt kram og Anne har ikke lyst til at han skal gå fra hende. Hun bliver ved med at holde om ham. Benjamin krammer igen og kysser hende på panden. ”Du skal ikke være bekymret husker du nok. Vi er jo bare venner og du kan ikke klare det alene.” siger han så med et smil på læben. Anne husker udmærket godt sin kommentar til hans ”forsvinden” tidligere på aftenen.
___”Ved det.” svarer hun så, trækker armene til sig selv og står lidt forlegen og kigger ned i gulvet. Hun smutter ud af værelset og skynder sig hen til sit eget.
___Og det var lige i sidste øjeblik, for da hun får lagt sig i sengen hører hun døren ind til værelset gå op. Efter noget tid, kommer Birthe og Hans frem i døråbningen.
Birthe kommer hen til sengen, bøjer sig ind over Anne og kysser hende på panden.
___”Godnat min skat. Jeg er ked af at jeg ikke har været så meget hjemme men der er bare så meget der skal ordnes inden juleaften. Håber virkelig at du kan tilgive mig. Der er mange overraskelser klar til dig. Er sikker på at det nok skal blive en fantastisk aften.” siger Birthe og kysser igen Anne på panden.
___”Godnat mor. Det går nok. Har jo Benjamin. Og jo forresten. Han er taget hjem. Han havde det ikke så godt, så han ville hjem og ligge, i håb om at blive hurtigt rask så han kan komme igen snarest.” siger Anne. Hun kigger forhåbningsfuld på sin mor. Håber at hun ikke vil stille spørgsmål til det hun lige havde sagt. Hverken det med at ”hun havde jo Benjamin” samt hvad han fejlede.
Anne’s mor nikker forstående og giver tegn på at det er i orden.
Hans kommer hen til sengen, smiler ned til Anne. Men hun kan se der er noget galt. Han har noget på hjertet, som han tydeligvis ikke vil fortælle imens at Birthe er her.
___”Skat gå du bare i seng, jeg siger lige godnat til Annepigen her og så kommer jeg.” siger han så og smiler til Birthe. Birthe sender et luftkys af sted til Anne og forsvinder så ud af værelset.
Anne bliver nu i samme øjeblik nervøs. Nu er hun alene sammen med Hans. Hvad kunne han dog finde på? Og hvad var det han ville sige til hende?? Hans smiler og sænker sig længere ned imod Anne for at hviske noget til hende. Anne’s hjerte hamrer af sted. Vil dette blive sidste dag i hendes liv?
___”Jeg ved hvad dig og dine små venner render og laver, men I kan være sikre på at det ikke vil lykkedes jer at afsløre mig. Der er ingen der vil tro jer, og I vil aldrig finde nøglen. Den er et sikkert sted, og det vil være for sent for jer.” hvisker Hans ned til Anne. Hun kan mærke hadet fra ham. Han afskyer hende virkelig. Hun ryster. Men hun er ikke bange, for de har fundet nøglen, og det ved han endnu ikke. Gudskelov. Men hendes plan vil ikke lykkedes. Han vil være på udkig hele tiden fra nu af. Hendes plan om at spørge hendes mor om hun må være hos Karen i nogle dage, kan ikke blive en realitet, for så vil Hans fatte mistanke. Hun bliver nødt til at blive hvor hun er. Hun bliver nødt til at spille skuespil, virke ulykkelig. Hun bliver nødt til at ofre sig for at de andre kan få planen til at lykkedes. Der er ikke andet at gøre.
___”Det kan ikke være andre, men vi bliver nødt til at skynde os. Vi må få Lilletvist her hjulpet op til Kvisttjørn. Han må vide hvad vi skal gøre. Og jo, husk krystal sukkerstokken. Vi må ikke glemme den. Vi må hellere komme af sted med det samme.” svarer Bejnamin og løftet den lille livløse krop op i armene.
Anne skynder sig om på den anden side af træet igen, trækker en stol hen for bedre at kunne nå. Stokken er frostkold. Hun trækker fingrene til sig igen. Det gjorde ondt. Hun prøver igen. Denne gang får hun den ned. Hun pakker den ind i en sløjfe fra træet så den ikke fryser sig igennem lommestoffet da hun propper den ned sammen med sit snefnug. De skynder sig ud af rummet, op af trappen til førstesalen og hen til Kvisttjørn’s værelse. De banker på døren og venter på svar fra den anden side af.
___Der går et stykke tid inden Kvisttjørn svarer med sit kodeord inde fra den anden side. Døren bliver åbnet og Anne og Benjamin skynder sig ind. Kvisttjørn bliver chokeret over at se den livløse krop i armene på Benjamin. Han skynder sig hen til dem.
___”Nej!!! Hvad er der sket?” spørger han med skælven i stemmen.
___”Hans fik fat i ham. Vi var nede i den store stue, han stod i skyggerne og ventede på at Hans ville forsvinde ud af rummet, men han blev opdaget. Han havde en besked med til os.” svarer Benjamin og giver Anne tegn til at vise beskeden til Kvisttjørn.
Han læser den igennem og nikker så. ”Ja.. de er gudskelov i sikkerhed. Nu er det op til at os at få løst dette, men vi mangler stadig nøglen og vi ved endnu ikke hvor vi skal finde den henne. Der er kun 7 dage til jul, og finder vi den ikke snart er det ude med julen.” siger Kvisttjørn med lidt opgivende stemme.
Anne og Benjamin kigger på hinanden og smiler. Kvisttjørn kigger undrende på dem.
___”Det skal du ikke bekymre dig om, for den har vi fundet.” svarer Anne og trækker den op af lommen.
Kvisttjørn’s øjne lyser op og han smiler over hele ansigtet nu. ”I gjorde det!!!! I har fundet nøglen!! Jeg vidste at jeg kunne stole på jer. Hvor er I fantastiske!” Han hopper på stedet og klapper i sine hænder. Men ret hurtigt stopper han op igen. Han ser alvorlig ud.
___”Vi bliver nødt til at tage over til værkstedet med det samme. Vi har ingen tid at spilde. Men I må komme med. Der er mange måneders arbejde der skal ordnes. I må hellere ligge en besked til din mor om at I vil være væk i nogle dage, men at de ikke skal være bekymret. I vil være tilbage d. 24 december. Hun vil nok blive hysterisk, men det bliver nødt til at være sådan.” siger Kvisttjørn med alvorlig stemme.
Anne ryster på hovedet. ”Nej det kan jeg altså ikke. Jeg kan ikke være væk i flere dage. Hans vil fatte mistanke, og så får jeg aldrig lov til at tage nogle steder for livstid. Jeg bliver nødt til at finde på en bedre plan.”
___Kvisttjørn synker sammen på sengen hvor Benjamin har lagt Lilletvist. Han kigger på sin ven og tager en dyb indånding. ”Jeg håber virkelig at han klarer den.” siger han så pludselig. ”Han har altid været en trofast ven.”
___”Jeg er sikker på at han nok skal klare den” siger Benjamin for at berolige ham. ”Vi skal nok sørge for at han kommer hjem og får den behandling han skal have.”
___”Tak!” Kvisttjørn liver lidt mere op og rejser sig fra sengen. ”Men vi må se at komme af sted. Vi kan ikke vente ret meget længere.”
___”Jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan vi gør det.” piver Anne og ser opgivende ud.
___”Jeg tager med Kvisttjørn og Lilletvist. Gå du tilbage til dit værelse. Din mor og Hans vil nok højst sansynligt tjekke op på om du er der når de går i seng. du kan fortælle dem at jeg er taget hjem, fordi jeg ikke havde det så godt. Vi kan snakkes ved i morgen. Vi skal nok klare den.” trøster Benjamin. Han giver Anne et varmt kram og Anne har ikke lyst til at han skal gå fra hende. Hun bliver ved med at holde om ham. Benjamin krammer igen og kysser hende på panden. ”Du skal ikke være bekymret husker du nok. Vi er jo bare venner og du kan ikke klare det alene.” siger han så med et smil på læben. Anne husker udmærket godt sin kommentar til hans ”forsvinden” tidligere på aftenen.
___”Ved det.” svarer hun så, trækker armene til sig selv og står lidt forlegen og kigger ned i gulvet. Hun smutter ud af værelset og skynder sig hen til sit eget.
___Og det var lige i sidste øjeblik, for da hun får lagt sig i sengen hører hun døren ind til værelset gå op. Efter noget tid, kommer Birthe og Hans frem i døråbningen.
Birthe kommer hen til sengen, bøjer sig ind over Anne og kysser hende på panden.
___”Godnat min skat. Jeg er ked af at jeg ikke har været så meget hjemme men der er bare så meget der skal ordnes inden juleaften. Håber virkelig at du kan tilgive mig. Der er mange overraskelser klar til dig. Er sikker på at det nok skal blive en fantastisk aften.” siger Birthe og kysser igen Anne på panden.
___”Godnat mor. Det går nok. Har jo Benjamin. Og jo forresten. Han er taget hjem. Han havde det ikke så godt, så han ville hjem og ligge, i håb om at blive hurtigt rask så han kan komme igen snarest.” siger Anne. Hun kigger forhåbningsfuld på sin mor. Håber at hun ikke vil stille spørgsmål til det hun lige havde sagt. Hverken det med at ”hun havde jo Benjamin” samt hvad han fejlede.
Anne’s mor nikker forstående og giver tegn på at det er i orden.
Hans kommer hen til sengen, smiler ned til Anne. Men hun kan se der er noget galt. Han har noget på hjertet, som han tydeligvis ikke vil fortælle imens at Birthe er her.
___”Skat gå du bare i seng, jeg siger lige godnat til Annepigen her og så kommer jeg.” siger han så og smiler til Birthe. Birthe sender et luftkys af sted til Anne og forsvinder så ud af værelset.
Anne bliver nu i samme øjeblik nervøs. Nu er hun alene sammen med Hans. Hvad kunne han dog finde på? Og hvad var det han ville sige til hende?? Hans smiler og sænker sig længere ned imod Anne for at hviske noget til hende. Anne’s hjerte hamrer af sted. Vil dette blive sidste dag i hendes liv?
___”Jeg ved hvad dig og dine små venner render og laver, men I kan være sikre på at det ikke vil lykkedes jer at afsløre mig. Der er ingen der vil tro jer, og I vil aldrig finde nøglen. Den er et sikkert sted, og det vil være for sent for jer.” hvisker Hans ned til Anne. Hun kan mærke hadet fra ham. Han afskyer hende virkelig. Hun ryster. Men hun er ikke bange, for de har fundet nøglen, og det ved han endnu ikke. Gudskelov. Men hendes plan vil ikke lykkedes. Han vil være på udkig hele tiden fra nu af. Hendes plan om at spørge hendes mor om hun må være hos Karen i nogle dage, kan ikke blive en realitet, for så vil Hans fatte mistanke. Hun bliver nødt til at blive hvor hun er. Hun bliver nødt til at spille skuespil, virke ulykkelig. Hun bliver nødt til at ofre sig for at de andre kan få planen til at lykkedes. Der er ikke andet at gøre.
___Anne lufter sin plan med Benjamin og Kvisttjørn som er kommet på visit på hendes værelse den næste morgen. De er til at starte med meget skeptiske, men kan godt se, at det ville vække mistanke til at de havde gang i noget hvis også hun var fraværende i huset. Så de går med til at Anne bliver og de så tager af sted for at redde julen. Anne’s opgave bliver så at holde Hans beskæftiget så han ikke finder ud af at der er noget i gærde.
___Benjamin og Kvisttjørn tager afsted og Anne gør klar til at finde på en masse der kan holde dem alle beskæftiget i huset.
___Benjamin og Kvisttjørn tager afsted og Anne gør klar til at finde på en masse der kan holde dem alle beskæftiget i huset.
___
___Jeg ved det godt. Det er nogle dage siden sidst jeg har skrevet, men der er bare sket så meget siden du tog hjem i søndags. Benjamin blev hos mig. vi endte med at falde i søvn inde hos mig sammen med Kvisttjørn. Og næste morgen var han blevet overfaldet. Benjamin og jeg havde intet hørt, hvilket vi ikke helt forstod, fordi alle mine ting fra skabene var spredt ud over det hele. Og Kvisttjørn var hårdt skadet. Han fortalte at det var Hans’ medsammensvorne, Grangren, der havde været på værelset og ledt efter et eller andet, men vi fandt aldrig ud af hvad det var, men det er også lige meget nu, for det er overstået.
___Mandag aften ville jeg så snakke med Benjamin, men kunne ikke finde ham. Fandt ham nede i stuen. Ja det er nemlig rigtigt. Nede i stuen som vi har fået strenge ordre på ikke at gå ind i før juleaften, og det var nu godt vi gjorde det. For vi så Hans med nøglen. Altså den der krystal sukkerstok som de skal bruge på værkstedet, men ikke nok med det, men der kom endnu en alf. Hans nåede dog at fange ham, men min mor kom og forstyrrede ham, så han nåede ikke at skaffe sig af med ham. Han havde en besked med til os. Fra Julemanden, eller det tror vi i hvert fald. Og nu er Benjamin og Kvisttjørn så tilbage på værkstedet for at redde det hele.
___Jeg er blevet nødt til at blive hjemme, for Hans ved besked om at vi kender til hans planer om at ødelægge julen. Så jeg skal aflede deres opmærksomhed for at han ikke skal fatte mistanke om at vi har gang i noget. Det bliver svært det ved jeg, men det skal nok lykkedes mig. Så længe jeg ved at de andre kan arbejde i fred så det hele nok skal gå, så giver det mig mod til at gøre mit job så godt som muligt.
___Indtil videre har jeg fået logget Hans og min mor til at tage på julegave-shopping, og det virker som om Hans tror han har vundet. Han skulle bare vide.
I morgen tager vi ud og besøger Martin i hans nye lejlighed for at komme lidt væk herfra. For Kvisttjørn og Benjamin skulle vist nå en masse på loftet, samt have kontaktet alle de andre for at få dem tilbage på værkstedet. Det går vist meget godt, alt efter hvad jeg kan forstå på dem.
Vender tilbage med brevskriveriet snarest.
Kærligst Anne
Torsdag d. 20 december
Kære Karen___Jeg ved det godt. Det er nogle dage siden sidst jeg har skrevet, men der er bare sket så meget siden du tog hjem i søndags. Benjamin blev hos mig. vi endte med at falde i søvn inde hos mig sammen med Kvisttjørn. Og næste morgen var han blevet overfaldet. Benjamin og jeg havde intet hørt, hvilket vi ikke helt forstod, fordi alle mine ting fra skabene var spredt ud over det hele. Og Kvisttjørn var hårdt skadet. Han fortalte at det var Hans’ medsammensvorne, Grangren, der havde været på værelset og ledt efter et eller andet, men vi fandt aldrig ud af hvad det var, men det er også lige meget nu, for det er overstået.
___Mandag aften ville jeg så snakke med Benjamin, men kunne ikke finde ham. Fandt ham nede i stuen. Ja det er nemlig rigtigt. Nede i stuen som vi har fået strenge ordre på ikke at gå ind i før juleaften, og det var nu godt vi gjorde det. For vi så Hans med nøglen. Altså den der krystal sukkerstok som de skal bruge på værkstedet, men ikke nok med det, men der kom endnu en alf. Hans nåede dog at fange ham, men min mor kom og forstyrrede ham, så han nåede ikke at skaffe sig af med ham. Han havde en besked med til os. Fra Julemanden, eller det tror vi i hvert fald. Og nu er Benjamin og Kvisttjørn så tilbage på værkstedet for at redde det hele.
___Jeg er blevet nødt til at blive hjemme, for Hans ved besked om at vi kender til hans planer om at ødelægge julen. Så jeg skal aflede deres opmærksomhed for at han ikke skal fatte mistanke om at vi har gang i noget. Det bliver svært det ved jeg, men det skal nok lykkedes mig. Så længe jeg ved at de andre kan arbejde i fred så det hele nok skal gå, så giver det mig mod til at gøre mit job så godt som muligt.
___Indtil videre har jeg fået logget Hans og min mor til at tage på julegave-shopping, og det virker som om Hans tror han har vundet. Han skulle bare vide.
I morgen tager vi ud og besøger Martin i hans nye lejlighed for at komme lidt væk herfra. For Kvisttjørn og Benjamin skulle vist nå en masse på loftet, samt have kontaktet alle de andre for at få dem tilbage på værkstedet. Det går vist meget godt, alt efter hvad jeg kan forstå på dem.
Vender tilbage med brevskriveriet snarest.
Kærligst Anne
___
___Vi troede seriøst at vi var blevet busted her i fredags. Benjamin havde glemt at hans forældre ikke havde fået besked om at han var ”syg”, så da Hans havde haft ringet til dem for at høre hvordan det gik med ham, nu hvor der var gået så mange dage siden sidst vi havde set ham, så måtte de jo fortælle at de faktisk ikke havde set ham i flere dage, de havde fået at vide at han var her hos os.
Hans var tosset og havde mig nærmest i forhør. Min mor blev vred på ham, da hun synes han behandlede mig urimeligt, så han gav til sidst op. Men det har gjort at han går og pønser på noget.. og jeg er bange for at han opdager noget.
___Kvisttjørn har dog sørget for at gangen fra Hans’ kontor ikke længere fører til værkstedet, og jeg kan se på Hans at han har opdaget det, for han er rasende. Han går og råber af alle og gemmer sig konstant på sit kontor. Jeg er begyndt at tvivle på at dette vil lykkedes os.
Han truer også med at sende mig på kostskole efter jul. HVAD ER NU DET FOR NOGET??? Kan min mor virkelig gå med til det? Hun har ikke modsagt ham, men helt ærligt? Hvad skulle det hjælpe? Han er virkelig ond. Håber så meget at Benjamin og Kvisttjørn når det hele inden Hans finder frem til værkstedet, for jeg frygter virkelig for hvad han kan finde på.
Kærligst Anne
Søndag d. 23 december
Kære Karen___Vi troede seriøst at vi var blevet busted her i fredags. Benjamin havde glemt at hans forældre ikke havde fået besked om at han var ”syg”, så da Hans havde haft ringet til dem for at høre hvordan det gik med ham, nu hvor der var gået så mange dage siden sidst vi havde set ham, så måtte de jo fortælle at de faktisk ikke havde set ham i flere dage, de havde fået at vide at han var her hos os.
Hans var tosset og havde mig nærmest i forhør. Min mor blev vred på ham, da hun synes han behandlede mig urimeligt, så han gav til sidst op. Men det har gjort at han går og pønser på noget.. og jeg er bange for at han opdager noget.
___Kvisttjørn har dog sørget for at gangen fra Hans’ kontor ikke længere fører til værkstedet, og jeg kan se på Hans at han har opdaget det, for han er rasende. Han går og råber af alle og gemmer sig konstant på sit kontor. Jeg er begyndt at tvivle på at dette vil lykkedes os.
Han truer også med at sende mig på kostskole efter jul. HVAD ER NU DET FOR NOGET??? Kan min mor virkelig gå med til det? Hun har ikke modsagt ham, men helt ærligt? Hvad skulle det hjælpe? Han er virkelig ond. Håber så meget at Benjamin og Kvisttjørn når det hele inden Hans finder frem til værkstedet, for jeg frygter virkelig for hvad han kan finde på.
Kærligst Anne
___Anne lagde brevet fra sig, hun var lige stået op. Det var juleaften i morgen og hun havde ikke hørt fra Benjamin og Kvisttjørn siden fredag aften, og nu var det altså søndag. Var der sket noget? Havde Hans opdaget noget? Anne vidste stadig ikke hvad der var gang i nogle steder. Og døren ind til stuen var låst, men hun kunne ikke finde ud af om det var Hans der havde gjort det, eller om de havde blokeret den indefra så Hans ikke kunne komme derind og opdage at nøglen ikke hang på træet længere. Anne var for alvor ved at være bange.
___Da hun kom ned i køkkenet var det kun hendes mor der sad der. Hans var ikke at se nogle steder. Anne satte sig over til bordet, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, så hun overvejede om hun bare skulle tage noget at spise og tage det med op på værelset, da hun bliver afbrudt af sin mor.
___”Skat? Kan vi to lige snakke sammen?” spurgte hun. Oh uh!!! Vidste hun noget?
___”Ja?” svarer Anne så og venter nervøst på hvad der nu skal komme.
___”Har du lagt mærke til at Hans er blevet meget vred her de sidste par dage? Har du gjort noget der kunne have gjort det udfald?” spørger hun forsigtigt Anne og forsøger at få øjenkontakt med hende.
Anne ryster på hovedet, men ved det ikke er svar nok, så hun siger: ”Nej jeg har ikke gjort noget, men jo har kunnet mærke at der er noget der går ham på. Og jeg er bange for ham. Han virker ikke rar når han er gal. Jeg er bange for at han kan finde på at gøre mig og ikke mindst dig noget ondt.”
___”Lille skat, jeg er sikker på at Hans ikke vil gøre hverken dig eller mig noget. Jeg er bare nervøs for at der er noget der er gået galt med hensyn til hans arbejde, det kom så pludseligt.”
___”Jeg ved det virkelig ikke mor, men jeg synes du skal passe på alligevel. Vi kender ham jo ikke så godt.”
___”Jeg tror ikke du skal bekymre dig om hvad han kan finde på at gøre ved os. Er sikker på at det slet ikke er noget vi skal være bange for. Jeg tror bare vi skal forsøge at få ham i bedre humør, nogle idéer?”
___”Jeg ved det ikke mor.” Anne tager sig noget ristet brød, smører det med lidt marmelade og begynder at gå ud af køkkenet.
___”Anne?”
___”Ja mor?” Anne vender sig irriteret om for at se hvad hendes mor vil.
___”Jeg håber ikke du er sur på mig. Jeg prøver jo kun at gøre det hele lidt nemmere for os. Jeg ved godt du ikke kan lide Hans, men kan du for min skyld ikke prøve at bare lade som om du er glad for at være her?”
___”Mor du ved slet ikke hvad Hans er. Du må altså en gang imellem også stole lidt på hvad jeg siger. Håber snart du ser hvem han i virkeligheden er, før det er for sent.”
Anne går ud af rummet inden hendes mor kan nå at sige mere til hende.
___Da hun kom ned i køkkenet var det kun hendes mor der sad der. Hans var ikke at se nogle steder. Anne satte sig over til bordet, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, så hun overvejede om hun bare skulle tage noget at spise og tage det med op på værelset, da hun bliver afbrudt af sin mor.
___”Skat? Kan vi to lige snakke sammen?” spurgte hun. Oh uh!!! Vidste hun noget?
___”Ja?” svarer Anne så og venter nervøst på hvad der nu skal komme.
___”Har du lagt mærke til at Hans er blevet meget vred her de sidste par dage? Har du gjort noget der kunne have gjort det udfald?” spørger hun forsigtigt Anne og forsøger at få øjenkontakt med hende.
Anne ryster på hovedet, men ved det ikke er svar nok, så hun siger: ”Nej jeg har ikke gjort noget, men jo har kunnet mærke at der er noget der går ham på. Og jeg er bange for ham. Han virker ikke rar når han er gal. Jeg er bange for at han kan finde på at gøre mig og ikke mindst dig noget ondt.”
___”Lille skat, jeg er sikker på at Hans ikke vil gøre hverken dig eller mig noget. Jeg er bare nervøs for at der er noget der er gået galt med hensyn til hans arbejde, det kom så pludseligt.”
___”Jeg ved det virkelig ikke mor, men jeg synes du skal passe på alligevel. Vi kender ham jo ikke så godt.”
___”Jeg tror ikke du skal bekymre dig om hvad han kan finde på at gøre ved os. Er sikker på at det slet ikke er noget vi skal være bange for. Jeg tror bare vi skal forsøge at få ham i bedre humør, nogle idéer?”
___”Jeg ved det ikke mor.” Anne tager sig noget ristet brød, smører det med lidt marmelade og begynder at gå ud af køkkenet.
___”Anne?”
___”Ja mor?” Anne vender sig irriteret om for at se hvad hendes mor vil.
___”Jeg håber ikke du er sur på mig. Jeg prøver jo kun at gøre det hele lidt nemmere for os. Jeg ved godt du ikke kan lide Hans, men kan du for min skyld ikke prøve at bare lade som om du er glad for at være her?”
___”Mor du ved slet ikke hvad Hans er. Du må altså en gang imellem også stole lidt på hvad jeg siger. Håber snart du ser hvem han i virkeligheden er, før det er for sent.”
Anne går ud af rummet inden hendes mor kan nå at sige mere til hende.
___Anne tilbringer det meste af dagen på sit værelse. Hun vil ikke risikere at løbe ind på sin mor igen. Hun har lyst til at fortælle hende det hele, men er ikke sikker på om hun kan. og Hans er den sidste hun vil støde på. Han ved at de har gang i noget, hun har set hans blikke og hun er bange.
___Hun har flere gange hørt lyde fra rummene over sit værelse, men ved at det enten er Hans eller Benjamin og Kvisttjørn. Hun vil dog ikke gå derop af frygt for at det er Hans.
___Pludselig banker det på døren. Det var deres hemmelige kodeord. Hun skynder sig hen til døren og svarer. Hun åbner døren og der står Benjamin. Han ser træt ud, som om han ikke har fået sovet i flere dage.
Anne skynder sig at trække ham indenfor døren og lukker den hurtigt efter ham. Hun omfavner ham længe og han krammer igen.
___”Jeg har savnet dig” siger de begge i munden på hinanden. De griner og slapper mere af. De går ind i soveværelset og sætter sig på sengen. Anne ved slet ikke hvad hun skal sige. Hun har bare mest lyst til at sidde og kigge Benjamin dybt ind i øjnene af frygt for at der igen skal gå lang tid før hun får mulighed for det igen. Benjamin smiler til hende.
___”Du ser træt ud” siger han til Anne.
___”I lige made. Du ser ud som om du ikke har sovet i flere dage.”
___”Har jeg næsten heller ikke. Vi har haft meget at se til. Og jeg har gode nyheder. Vi er næsten sikre på at det hele nok skal gå i orden. Og Hans bliver overrasket i morgen når vi fjerner blokaden ind til stuen.”
___”Så er det jer der har last døren. Troede lige det var Hans. Men hvorfor har I gjort det?” spørger Anne nysgerrigt. Der går noget tid inden Benjamin svarer.
___”Vi har rykket hele stuen op på andensalen. Det er derfor vi har været så meget deroppe, og endnu en overraskelse. Vi er klar med gaver og det hele. Nu mangler vi bare at finde ud af hvordan vi får standset Hans i at ødelægge det for os nu.”
___”Jamen kan han stadig nå at gøre det da?”
___”Ja det er vi bange for, men vi er næsten sikre på at vi har ham hvor vi vil have ham.” svarer Benjamin så.
De sidder længe og siger intet. Anne var bange for hvad der ville ske, men hun stolede på at det hele nok skulle gå.
___De ligger ikke mærke til at de har fået selskab før det er for sent. Hans står i døren sammen med Grangren. Inden Anne og Benjamin når at gøre noget for at forhindre det, har Hans og Grangren smidt et klæde over dem og nu er alt sort.
Hvor fører de dem hen? Hvad har de tænkt sig at gøre? Birthe ville da opdage hvis Anne var væk når hun ville komme og sige godnat om aftenen. Inden de når at vide af det hører de en dør lukke og en lås blive slået i. Ingen af dem siger noget. Der er helt stille. Hvor var de mon blevet ført hen?
___Hun har flere gange hørt lyde fra rummene over sit værelse, men ved at det enten er Hans eller Benjamin og Kvisttjørn. Hun vil dog ikke gå derop af frygt for at det er Hans.
___Pludselig banker det på døren. Det var deres hemmelige kodeord. Hun skynder sig hen til døren og svarer. Hun åbner døren og der står Benjamin. Han ser træt ud, som om han ikke har fået sovet i flere dage.
Anne skynder sig at trække ham indenfor døren og lukker den hurtigt efter ham. Hun omfavner ham længe og han krammer igen.
___”Jeg har savnet dig” siger de begge i munden på hinanden. De griner og slapper mere af. De går ind i soveværelset og sætter sig på sengen. Anne ved slet ikke hvad hun skal sige. Hun har bare mest lyst til at sidde og kigge Benjamin dybt ind i øjnene af frygt for at der igen skal gå lang tid før hun får mulighed for det igen. Benjamin smiler til hende.
___”Du ser træt ud” siger han til Anne.
___”I lige made. Du ser ud som om du ikke har sovet i flere dage.”
___”Har jeg næsten heller ikke. Vi har haft meget at se til. Og jeg har gode nyheder. Vi er næsten sikre på at det hele nok skal gå i orden. Og Hans bliver overrasket i morgen når vi fjerner blokaden ind til stuen.”
___”Så er det jer der har last døren. Troede lige det var Hans. Men hvorfor har I gjort det?” spørger Anne nysgerrigt. Der går noget tid inden Benjamin svarer.
___”Vi har rykket hele stuen op på andensalen. Det er derfor vi har været så meget deroppe, og endnu en overraskelse. Vi er klar med gaver og det hele. Nu mangler vi bare at finde ud af hvordan vi får standset Hans i at ødelægge det for os nu.”
___”Jamen kan han stadig nå at gøre det da?”
___”Ja det er vi bange for, men vi er næsten sikre på at vi har ham hvor vi vil have ham.” svarer Benjamin så.
De sidder længe og siger intet. Anne var bange for hvad der ville ske, men hun stolede på at det hele nok skulle gå.
___De ligger ikke mærke til at de har fået selskab før det er for sent. Hans står i døren sammen med Grangren. Inden Anne og Benjamin når at gøre noget for at forhindre det, har Hans og Grangren smidt et klæde over dem og nu er alt sort.
Hvor fører de dem hen? Hvad har de tænkt sig at gøre? Birthe ville da opdage hvis Anne var væk når hun ville komme og sige godnat om aftenen. Inden de når at vide af det hører de en dør lukke og en lås blive slået i. Ingen af dem siger noget. Der er helt stille. Hvor var de mon blevet ført hen?
___De vidste ikke hvor længe de havde siddet i mørket, men det kunne være alt fra en time til flere timer. De havde ingen tidsfornemmelse. De sad dog og fik snakket lidt sammen for at berolige hinanden.
___”Jeg er glad for at du er her sammen med mig” siger Anne pludselig til Benjamin. ”Havde det ikke været for dig, så var jeg nok død af skræk nu.”
___”Jeg er sikker på at du nok ville have klaret den, men jeg er nu også glad for at jeg er her sammen med dig. Anne?” Benjamin sidder lidt uden at sige noget, men inden Anne når at spørge ind til hvad han ville, fortsætter han. ”Jeg tror jeg er blevet ret glad for dig.”
___”Hvad?” spørger Anne overrasket. Jo hun havde det på fornemmelsen, men kunne ikke tro sine egne ører. Var det virkelig Benjamin der fik sagt det først? Hun havde selv siddet og tænkt på at ville have fortalt om sine følelser for ham nu her. Men hun var glad for at det ikke var hende der var kommet ind på emnet først. Dette gjorde det lidt nemmere for hende at snakke om det.
___”Ja, jeg er blevet ret glad for dig. Allerede første gang jeg så dig, virkede du interessant. Jeg ved godt vi ikke kender hinanden så godt endnu, men hvis dette skal være sidste gang vi er sammen, ville jeg gerne have at du vidste besked.”
___”Jeg føler på samme måde overfor dig” indrømmer Anne. ”Jeg vidste bare ikke helt hvordan du havde det med mig. Jeg havde det på fornemmelsen, men det er rart at høre det.” Siger hun så med et smil på læben.
Der bliver ikke sagt noget længe og de sidder og krammer hinanden.
___”Jeg er glad for at du er her sammen med mig” siger Anne pludselig til Benjamin. ”Havde det ikke været for dig, så var jeg nok død af skræk nu.”
___”Jeg er sikker på at du nok ville have klaret den, men jeg er nu også glad for at jeg er her sammen med dig. Anne?” Benjamin sidder lidt uden at sige noget, men inden Anne når at spørge ind til hvad han ville, fortsætter han. ”Jeg tror jeg er blevet ret glad for dig.”
___”Hvad?” spørger Anne overrasket. Jo hun havde det på fornemmelsen, men kunne ikke tro sine egne ører. Var det virkelig Benjamin der fik sagt det først? Hun havde selv siddet og tænkt på at ville have fortalt om sine følelser for ham nu her. Men hun var glad for at det ikke var hende der var kommet ind på emnet først. Dette gjorde det lidt nemmere for hende at snakke om det.
___”Ja, jeg er blevet ret glad for dig. Allerede første gang jeg så dig, virkede du interessant. Jeg ved godt vi ikke kender hinanden så godt endnu, men hvis dette skal være sidste gang vi er sammen, ville jeg gerne have at du vidste besked.”
___”Jeg føler på samme måde overfor dig” indrømmer Anne. ”Jeg vidste bare ikke helt hvordan du havde det med mig. Jeg havde det på fornemmelsen, men det er rart at høre det.” Siger hun så med et smil på læben.
Der bliver ikke sagt noget længe og de sidder og krammer hinanden.
___De hører pludselig en masse larm. Det lyder som om der bliver kastet rundt med ting. Folk råber og der er kaos. De må være faldet i søvn, og nu har de ingen anelse om hvor lang tid der er gået. Men der er i hvert fald gået en del timer, for de er ikke trætte længere. De må have sovet en hel del.
De sidder spændte i noget tid og lytter til larmen. Pludselig hører de Kvisttørn.
___”Find børnene. De må være låst inde et eller andet sted. Vi skal nok tage os af de slyngler.”
___”Kvisttjørn!” råber Benjamin og Anne i munden på hinanden. Hvor er de dog glade for at høre en stemme de genkender.
Der går noget tid før de hører nogen udenfor den dør de tilsyneladende er inde bag. Og døren bliver brudt op, de kan ane en smule lys igennem det klæde de har over sig.
___”Vi har vist fundet dem. De er her!” er der en der råber. Der bliver hujet og folk virker lettet.
Der bliver revet i klædet og de får det trukket af Benjamin og Anne. Lyset skærer dem i øjnene, så de ser ikke til at starte med hvem der er deres redningsmænd. Efterhånden kan de dog åbne øjnene og danne sig en fornemmelse af hvor de befinder sig. De siddet i et rum der minder om en gammel fangekælder.
___Rundt omkring dem står der en masse små mennesker. Alfer. Alle klædt i det samme tøj, som de fandt i kassen på loftet. Kvisttjørn kommer dem løbende i møde.
___”Hvor er jeg glad for at vi har fundet jer. Vi har fanget Hans og Grangren. De havde fundet en anden vej til værkstedet, men vi var klar. De flygtede, men vi fulgte dem hertil, og det måtte være det eneste sted hvor I måtte være, for vi har ledt hele Herregården igennem uden held. Vi troede han havde gjort det af med jer.
Din mor lå bedøvet på deres værelse, men hun har det fint igen. Så hende skal du ikke være nervøs for” henvender han til Anne og smiler.
Anne smiler tilbage, men er stadig meget overvældet. Hvor er hun dog glad for at Hans er fanget, men hvad nu med alle de gæster der skulle komme? Hvad skulle der ske med dem?
___”Bare rolig. Alt er på plads. Gæsterne bliver hentet og ført til den store stue på andensalen. Vi har gjort det rigtig fint kan du lige tro.” siger Kvisttjørn med et selvtilfreds smil. De har aldrig set ham så glad. Alle smiler. Hvor dejligt. Anne og Benjamin rejser sig og bliver ført ned på værelserne så de kan få sig et bad og noget at spise.
De sidder spændte i noget tid og lytter til larmen. Pludselig hører de Kvisttørn.
___”Find børnene. De må være låst inde et eller andet sted. Vi skal nok tage os af de slyngler.”
___”Kvisttjørn!” råber Benjamin og Anne i munden på hinanden. Hvor er de dog glade for at høre en stemme de genkender.
Der går noget tid før de hører nogen udenfor den dør de tilsyneladende er inde bag. Og døren bliver brudt op, de kan ane en smule lys igennem det klæde de har over sig.
___”Vi har vist fundet dem. De er her!” er der en der råber. Der bliver hujet og folk virker lettet.
Der bliver revet i klædet og de får det trukket af Benjamin og Anne. Lyset skærer dem i øjnene, så de ser ikke til at starte med hvem der er deres redningsmænd. Efterhånden kan de dog åbne øjnene og danne sig en fornemmelse af hvor de befinder sig. De siddet i et rum der minder om en gammel fangekælder.
___Rundt omkring dem står der en masse små mennesker. Alfer. Alle klædt i det samme tøj, som de fandt i kassen på loftet. Kvisttjørn kommer dem løbende i møde.
___”Hvor er jeg glad for at vi har fundet jer. Vi har fanget Hans og Grangren. De havde fundet en anden vej til værkstedet, men vi var klar. De flygtede, men vi fulgte dem hertil, og det måtte være det eneste sted hvor I måtte være, for vi har ledt hele Herregården igennem uden held. Vi troede han havde gjort det af med jer.
Din mor lå bedøvet på deres værelse, men hun har det fint igen. Så hende skal du ikke være nervøs for” henvender han til Anne og smiler.
Anne smiler tilbage, men er stadig meget overvældet. Hvor er hun dog glad for at Hans er fanget, men hvad nu med alle de gæster der skulle komme? Hvad skulle der ske med dem?
___”Bare rolig. Alt er på plads. Gæsterne bliver hentet og ført til den store stue på andensalen. Vi har gjort det rigtig fint kan du lige tro.” siger Kvisttjørn med et selvtilfreds smil. De har aldrig set ham så glad. Alle smiler. Hvor dejligt. Anne og Benjamin rejser sig og bliver ført ned på værelserne så de kan få sig et bad og noget at spise.
___Anne og Benjamin står nede i hallen sammen med alle gæsterne. Anne har fået hilst på Benjamin’s forældre og synes de er nogle fantastisk søde mennesker. Og Hans’ familie er der også, men inden de fik at vide at han ikke ville dukke op, havde de virket meget nervøse. Nu virkede de lettet. De havde med garanti vidst hvad hans plan var. Han ville sikkert bare have nogle vidner som kunne bekræfte hans bedrifter. Men nu virkede de glade. Alle smilte og der var en hyggelig summen.
___Pludselig er der en der rømmer sig oppe fra toppen af trappen på første sal. Der opstår en gispen og mumlen iblandt gæsterne da de ser Kvisttjørn stå deroppe. Og pludselig dukker der flere alfer frem bagved ham. Folk tror ikke deres egne øjne. Det kunne ikke være rigtigt. Fandtes der virkelig alfer?
___”Kan jeg få alles opmærksomhed et øjeblik?” råber Kvisttjørn ned imod dem med en fast og klar rungende stemme, som om han talte i mikrofon, dog uden at have en. ”Jeg vil bede jer om at følge med os op på andensalen hvor festen vil begynde med en dejlig julemiddag sammen med min Herre og hans hjælpere. Jeg kan garanterer jer for at dette vil blive en aften I aldrig vil glemme” slutter han så af og giver tegn til at folk kan begynde at gå op af trappen.
___Anne tager sin mor i hånden og Benjamin i den anden. De er de første til at gå op. Der er stadig mange der hvisker til hinanden. Der er mange der ikke helt tror deres øjne, men de er begyndt at indse at der nok er bedst at følge med.
___Da de når op for enden af trappen til andensalen ser Anne at der er pyntet op i det store rum. Træet og bordene er rykket fra stueetagen og helt herop, og står nøjagtig som det gjorde dernede, selv kaminen er her. Hvordan kunne det lige lade sig gøre? For den var der da ikke de gange de var heroppe. Benjamin og Anne kigger forbløffet på hinanden. Det var da lige godt utroligt.
___Alle er efterhånden kommet op og har fundet deres plads. Der var navneskilte på bordene, men der var endnu et bord, et mindre et, som stod imellem de to lange. Anne fandt hurtigt sit skilt. Hun tjekker sine sidemænd. På sin højre side har hun sin mor og på venstre... Kan det virkelig være rigtigt?? ”JM” står der. Hun står længe og kigger. Jo den er rigtig nok. Der står ”JM”. Utroligt.
___Der bliver stille i rummet. Der opstår en hvisken, og pludselig blusser der ild op i kaminen. Den var da ikke tændt op da de kom ind?! Nej. Men nu er der ild. Ilden bliver blå og der udvikler sig nu en tyk røg. Der lyder et knald, og pludselig står der en skikkelse i røgen. Med rød kappe. Som den i kassen med den hvide pelskrans. Skikkelsen vender sig om. Anne tror ikke sine egne øjne. Ikke så meget at personen er Julemanden. men at Julemanden er.........
Anne’s far!
___”Anne min skat. Hvor er jeg glad for at du er uskadt” siger den nyankomne skikkelse.
Anne står som naglet fast. Hun kan ikke bevæge sig, men det behøver hun heller ikke. Hendes far står allerede foran hende.
___”Jeg ved at du ikke tror på mig, da du flere gange har set enten din mor eller mig udgive sig for at være julemand, men lille skat. Jeg er rigtig nok. Jeg er den rigtige julemand. Jeg har ikke kunnet fortælle dig det, da vi var i fare for at få ødelagt julen og vores værksted af den mand din mor blev forført af... denne Hans! Men nu da han er fanget, er der ingen fare længere.
Jeg lover at jeg vil fortælle dig det hele efter i aften, men lad os nu fejre julen som den skal fejres.” siger han så og vender sig om mod resten af forsamlingen. ”Glædelig jul alle sammen!”
___Pludselig er der en der rømmer sig oppe fra toppen af trappen på første sal. Der opstår en gispen og mumlen iblandt gæsterne da de ser Kvisttjørn stå deroppe. Og pludselig dukker der flere alfer frem bagved ham. Folk tror ikke deres egne øjne. Det kunne ikke være rigtigt. Fandtes der virkelig alfer?
___”Kan jeg få alles opmærksomhed et øjeblik?” råber Kvisttjørn ned imod dem med en fast og klar rungende stemme, som om han talte i mikrofon, dog uden at have en. ”Jeg vil bede jer om at følge med os op på andensalen hvor festen vil begynde med en dejlig julemiddag sammen med min Herre og hans hjælpere. Jeg kan garanterer jer for at dette vil blive en aften I aldrig vil glemme” slutter han så af og giver tegn til at folk kan begynde at gå op af trappen.
___Anne tager sin mor i hånden og Benjamin i den anden. De er de første til at gå op. Der er stadig mange der hvisker til hinanden. Der er mange der ikke helt tror deres øjne, men de er begyndt at indse at der nok er bedst at følge med.
___Da de når op for enden af trappen til andensalen ser Anne at der er pyntet op i det store rum. Træet og bordene er rykket fra stueetagen og helt herop, og står nøjagtig som det gjorde dernede, selv kaminen er her. Hvordan kunne det lige lade sig gøre? For den var der da ikke de gange de var heroppe. Benjamin og Anne kigger forbløffet på hinanden. Det var da lige godt utroligt.
___Alle er efterhånden kommet op og har fundet deres plads. Der var navneskilte på bordene, men der var endnu et bord, et mindre et, som stod imellem de to lange. Anne fandt hurtigt sit skilt. Hun tjekker sine sidemænd. På sin højre side har hun sin mor og på venstre... Kan det virkelig være rigtigt?? ”JM” står der. Hun står længe og kigger. Jo den er rigtig nok. Der står ”JM”. Utroligt.
___Der bliver stille i rummet. Der opstår en hvisken, og pludselig blusser der ild op i kaminen. Den var da ikke tændt op da de kom ind?! Nej. Men nu er der ild. Ilden bliver blå og der udvikler sig nu en tyk røg. Der lyder et knald, og pludselig står der en skikkelse i røgen. Med rød kappe. Som den i kassen med den hvide pelskrans. Skikkelsen vender sig om. Anne tror ikke sine egne øjne. Ikke så meget at personen er Julemanden. men at Julemanden er.........
___”Anne min skat. Hvor er jeg glad for at du er uskadt” siger den nyankomne skikkelse.
Anne står som naglet fast. Hun kan ikke bevæge sig, men det behøver hun heller ikke. Hendes far står allerede foran hende.
___”Jeg ved at du ikke tror på mig, da du flere gange har set enten din mor eller mig udgive sig for at være julemand, men lille skat. Jeg er rigtig nok. Jeg er den rigtige julemand. Jeg har ikke kunnet fortælle dig det, da vi var i fare for at få ødelagt julen og vores værksted af den mand din mor blev forført af... denne Hans! Men nu da han er fanget, er der ingen fare længere.
Jeg lover at jeg vil fortælle dig det hele efter i aften, men lad os nu fejre julen som den skal fejres.” siger han så og vender sig om mod resten af forsamlingen. ”Glædelig jul alle sammen!”
___
___Du tror det er løgn, men det er sandt nok. Min far er tilbage. Og han er mere fantastisk end jeg husker ham.
Nu skal du bare høre.........
Tirsdag d. 25 december
Kære Karen___Du tror det er løgn, men det er sandt nok. Min far er tilbage. Og han er mere fantastisk end jeg husker ham.
Nu skal du bare høre.........
Kapitel
