Julenovelle - Julen i Fare : Kap. 1

Julenovelle - Julen i Fare
Skrevet af Anne-Mette Højbjerg

Kapitel
1 | 2 | 3 | 4


___Hun hadede ham. Hun hadede ham virkelig. Hendes mors nye kæreste, Hans. Hendes forældre var blevet skilt da hun var 11 år. Nu var hun 12 og hendes mor havde allerede fundet sig en ny kæreste. Hun synes han var modbydelig.

___Hun kunne tydeligt huske den dag, han var med hendes mor hjemme for første gang. Han var kvalmende sukkersød overfor hende hele tiden. Martin, hendes bror, synes Hans var sej. Hun var overbevist om, at det bare var fordi han var 17 år og kunne være længe oppe sammen med dem. Havde han været på hendes alder, ville han hade ham lige så meget.

___Anne havde sådan håbet at deres mor og far ville finde sammen igen her op til jul. Det ville nemlig være første jul de skulle holde det uden ham, og som om det ikke var slemt nok, mente hun, så skulle hendes mor og Hans flytte sammen inden jul og holde det sammen på hans Herregård.
Hun havde forsøgt at forklare sin mor, at hun altså ville holde jul sammen med sin far, men så blev Birthe bare sur. Kunne hun slet ikke se det fra hendes side af? Hvorfor skulle Hans pludselig komme og overtage hendes fars plads? Det var uretfærdigt.

___De var dog ikke hjemme i dag. Anne var helt alene hjemme. det var hun gammel nok til. Martin var taget med dem ud til Herregården. De skulle snakke indretning og juleaften. Hele Hans' familie skulle vist komme og holde jul sammen med dem. Det ville blive skrækkeligt mente Anne. Godt nok var deres egen familie ikke så stor, men hvorfor lige holde det sammen med hans familie? De kendte dem jo ikke engang.
Hun var dog alligevel ret sikker på at hendes mor ville ombestemme sig og finde sammen med deres far igen inden jul. og så ville det hele blive godt igen. Det var det eneste der holdt hendes humør oppe.
Men hvad nu hvis de ikke gjorde? Hvad ville der så ske? Ville de så blive nødt til at være fanget derude? Alle hendes venner boede jo herinde i byen. Derude på ingenmandsland var der jo ikke andet end snobbede familier med forkælede børn.
Nej! Hun ville ikke tænke den tanke mulig. Det ville selvfølgelig ikke ske.

___Men jo. Om aftenen da de kom hjem, smilte de alle sammen. De var glade og lo sammen. De havde åbenbart haft en sjov dag. Men hvordan var det dog muligt? Sammen med Hans? Han var jo slet ikke sjov. Han var jo bare dum!
Hans kom hen til Anne for at give hende et knus, men hun trak sig tilbage med en sur mine.
___”Hvorfor ser du så sur ud Annemus?" spurgte han hende og smilede ned til hende. Anne afskyede ham. Han skulle fandme ikke kalde hende Annemus.
___”Jeg er ikke din Annemus!" råbte hun op i hovedet på ham og løb ind i stuen.
Birthe skyndte sig efter. Satte sig ved siden af hende på sofaen og holdt sine arme om hende.
___”Lille skat. Jeg kan ikke se hvorfor du er så fjendtlig overfor Hans. Han er så glad for dig og din bror, og vil jer kun det bedste."
___”Han er ikke min far!" protesterede Anne.
___”Nej det ved jeg godt. Og du skal ikke være bange for at han overtager din fars plads. for det gør han ikke. Du vil altid have din far. men Hans er en del af vores familie nu. Det skal du nok acceptere en dag, bare vent og se.
Men hør her skat. Vi har en god nyhed. Du får det store værelse så du kan have dine venner og veninder på besøg lige så tit du vil. Og så skal du glæde dig til at se hvor flot der bliver til jul. Det bliver et helt vinterlandskab indenfor. Det bliver så smukt."

Anne vidste ikke helt om hun skulle smile eller græde. Hun vidste godt at hendes far, altid ville være hendes far, men om hun kunne acceptere Hans, det var hun ikke så sikker på.
Men hvad var det lige hun sagde? Et vinterlandskab indenfor? Var det virkelig det hun sagde? Anne kiggede spørgende op på sin mor. Hun nikkede og det samme gjorde Martin og Hans i døråbningen indtil stuen. Med store smil på læberne.
Var det nu bare noget de forsøgte at bilde hende ind så hun gik med til at flytte? Eller mente de det virkelig? Anne kunne alligevel ikke helt ignorere sine sommerfugle i maven og sin nysgerrighed.
___”Hvornår skal vi derud?" spurgte hun med sænket stemme. Hans skulle helst ikke sætte sine forhåbninger alt for meget op.
___”Vi tager derud om en uges tid. De begynder med at dekorere hele gården så den er færdig når vi kommer derud. Det eneste vi bare skal tænke på, er at få pakket vores vigtigste ting ned, og så tager vi dem med derud. Så bliver resten hentet derefter." sagde Birthe med et glimt i øjet.

___Anne kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. Det lød jo egentlig meget spændende alligevel. Hun måtte jo bare ignorere Hans. eller se ham som en ven af familien der boede på den store gård sammen med dem. Ja. det var sådan det skulle være.

* * *
___Dagen var kommet. De skulle flytte ud på Herregården. Anne havde forberedt sig godt. Hun var både spændt men også nervøs. Hans og hendes mor havde allerede været af sted én gang i morges med deres ting. Nu manglede de kun taskerne og nogle småting.
___De havde været væk i mange timer. Martin var inde på værelset og hørte højt musik. Hvordan kunne han holde det ud? Det forstod hun virkelig ikke. Hvorfor var han ikke inde i stuen sammen med hende og holdt hende med selskab? Hun sad bare og spiste lidt småkager. Hun spiste altid mange småkager når hun ventede på et eller andet. Så mange at hun ofte endte med at blive dårlig af dem.
Anne kiggede på den hun lige havde taget sig en bid af. Hun lagde den på bordet. Hun ville ikke være dårlig i dag. Hun vidste at Herregården var stor, så hun havde brug for sine kræfter til at gå rundt og kigge på det hele.

___Hendes veninder havde været vildt misundelige da hun fortalte dem hvad der ventede hende. De opdigtede historier om at Anne ville blive en prinsesse på et slot med en stor trold og skulle reddes af den smukke prins på den hvide hest. Hun synes de var barnlige. Den slags historier kunne slet ikke opmuntre hende mere. Mon hun var vokset fra dem? Var det skæbnen at hun skulle flytte væk fra dem og få nye veninder? Måske.
___Én veninde ville hun dog stadig beholde. Nemlig hendes bedste veninde, Karen. Hun var meget speciel. De kunne snakke om alting sammen. De havde generelt bare et meget specielt venskab. De lovede hinanden at skrive meget sammen. Som en slags dagbog. og når der var gået en uges tid eller to, ville de sende det af sted, som de havde skrevet. De så begge meget frem til det. Så ville Anne heller ikke føle sig helt alene derude. Det ville være som om Karen var der sammen med hende.

___Nu kom Birthe og Hans hjem. De fyldte bilen med de sidste tasker og kasser. Godt bilen var så stor, for nu skulle de jo alle sammen med.
Der var lidt trængt, men de kunne lige være der.
Hans smilte til Anne i bakspejlet. Denne gang virkede det dog som om han forsøgte at fortælle hende noget. Men hvad? Hvad var det som han ikke kunne fortælle hende imens de andre hørte med? Hun kunne jo ikke lide ham. Det vidste han da. Hvorfor så ville fortælle mig noget som de andre ikke måtte høre? Anne kiggede væk. Han måtte være dum. Han skulle i hvert fald ikke prøve på at være hendes ven. Det var jo hans skyld at de ikke skulle fejre jul sammen med deres far.

* * *

___
Torsdag d. 06 december
Kære Karen
___Nu er vi kommet ud på Herregården. Vi kørte her til aften og nu sidder jeg på mit nye værelse og skriver til dig. Og de havde ret. Det er ENORMT! Jeg troede det var et lille hus da jeg trådte ind af døren. Jeg har en lille stue når man kommer ind. Med sofa, TV (som er helt nyt), reoler og et skrivebord ved det store vindue. I højre væg er der en dør ind til mit EGET BADEVÆRELSE! Er det ikke bare VILDT? Døren til venstre er så ind til et værelse. Og det er næsten lige så stort som stuen. Jeg har en KÆMPE seng, så inden længe inviterer jeg dig på overnatning. Så kan du se det med dine egne øjne. Derinde er der også et kæmpe klædeskab. Det får jeg aldrig fyldt ud. Har langt fra så meget tøj.

___Men jeg ved godt, at jeg var meget skeptisk over at skulle flytte herud, men her er faktisk okay. Det ligner noget man ser i film.
___Dekorationerne er FANTASTISKE! Det ligner virkelig et vinterlandskab. Der er snedækkede juletræer over det hele. Sne på gelænderne af de to store trapper der snor sig op til førstesalen. Deroppe står der også snedækkede juletræer. Der hænger isblå lyskæder over det hele, som ligner istappe når de er tændt. Og på bordet midt i hallen står der et rundt bord med en fantastisk dekoration. Svært at beskrive. Det skal ses. Men det er godt nok flot. Helt klart over forventning.
___Men vil da lige beskrive gården hvad jeg indtil videre har set.
Når man kommer ind af hoveddøren kommer du ind i en kæmpe hall. Med marmorgulv. Har jeg aldrig set før, men det er godt nok flot. Hallen er meget stor. Fra døren og ligeud er der endnu en stor dør. Tror det er den store stue der er derinde - har endnu ikke kigget. Til venstre er der et gæstetoilet (tror de har toiletter til hvert rum, for de er over det hele). Ved siden af den dør går det ud til et kæmpe køkken. Derude går der en masse rundt i hvidt tøj og laver mad. Hans siger det er hans køkkenpersonale, som han giver løn for at være der. Han må godt nok have mange penge.
___Højre for indgangen er der endnu en stor dør. Hans siger vi ikke må gå derind uden at spørge. Han siger det er hans kontor. Og ved siden af det er der et slags bibliotek. Med kamin og tusindvis af bøger. Man kan ikke se væggene fordi det bare er store reoler fra gulv til loft med en masse bøger. det er vildt fantastisk. Derinde må vi derimod godt være. Bliver lækkert når det bliver rigtig koldt. så kan man sidde foran kaminen med en kop varm kakao og en god bog. Lige som i filmene.
Derud over er der en masse rum her på førstesalen. Der er også en andensal, men der må vi vist ikke gå op. Hans siger det er for farligt at gå derop alene.
___Der er ikke ret meget vi må uden at spørge om lov. Faktisk ret træls. Men mor siger at vi skal respektere hvad han siger, da det jo er hans hjem. Men hvad laver vi her så? Skulle det så ikke kaldes for "vores" nu? Jeg bliver aldrig klog på de voksne.
Jeg har nu alligevel tænkt mig at udforske andensalen. Hvad skulle der dog ske ved det? Det er jo bare et stort hus med en masse rum. Og de må da være tomme hvis de ikke bliver brugt. Tror jeg vil gå derop i morgen. Hans og mor er vist ikke hjemme. Og Martin skal ud og spille fodbold. Så er alene hjemme. udover de mange folk Hans har ansat til at holde gården ved lige.

Kærligst Anne

* * *
___Hendes mor og Hans tog af sted ret tidligt. De skulle vist ned og snakke med en der skulle dekorere stuen hvor de skal have det store juletræ op. og det lader vist til at de også skal spise derinde. Det er vist ikke noget de normalt gør på gården. Men Hans ville give dem en fantastisk jul siger han. En de sent ville glemme. Birthe faldt ham om halsen og kyssede ham. Anne skar en grimasse. Det var ikke lige det hun ville have været vidne til. Hun skulle jo se Hans som en ven af familien. Det løfte til sig selv måtte hun altså holde.
___Martin kørte kort tid efter. Birthe og Hans havde vist fået en af de ansatte til at holde øje med Anne. Det var hun skam slet ikke tilfreds med. Hun spurgte om hun ikke kunne lade hende være medmindre hun kaldte efter hende. Damen gik med til det. Havde Anne faktisk ikke regnet med, men det gav hende jo mulighed for at udforske gården som hun havde skrevet til Karen aftenen før.

___Damen var først gået ned til sig selv efter at have fulgt Anne op på værelset. Anne tændte for TV'et så det lød som om hun sad og så en film. Efter et stykke tid åbnede hun døren på klem for at se om der var fri bane. Det var der. Hun gik forsigtigt hen til trappen og kiggede ned. Folk løb rundt imellem hinanden med guirlander, lyskæder og en masse andet julepynt. De var beskæftigede så hun kunne godt gå uset rundt på første- og andensalen.
___Først ville hun lige kigge de andre værelser igennem på sin egen etage.
Martins værelse lå lige ved siden af hendes. Det var ikke så stort, men helt klart et drengeværelse. Sengen stod midt i det hele. Der var et kæmpe TV lige ud for og et stort skab på højre side. Ellers var der ikke ret meget andet. Han havde vel ikke brug for andet.
De andre værelser lignede hinanden. Med en seng, et skab og et bord. Det eneste der ikke lignede var Birthe og Hans' værelse. Det var enormt. Godt nok var Annes stort, men dette var vildt.
Hun ville ikke gå derind. for det var jo egentlig ikke det hun ville. hun skulle jo op på andensalen.

___Trappen derop til var mørk. Anne kunne ikke finde en lyskontakt, så hun måtte føle sig frem. Hun fandt gelænderet, men det var fedtet og der var spindelvæv over det hele. Anne trak hånden til sig og tørrede den af i bukserne. Hun hadede spindelvæv. Hvis Hans betalte så mange mennesker for at gå og holde gården, hvorfor havde de så ikke gjort trappen ren? Og sørget for at her var noget lys? Anne blev sikker med sig selv om at hun i hvert fald ikke ville betale folk for noget arbejde som de ikke gjorde alligevel. Aldrig. Hans måtte være naiv.
Men hvad var det for en lyd? Det kom oppe fra. Det lød som om en stol væltede. Sagde Hans ikke at andensalen ikke blev brugt? Hvordan kunne det så være at der var nogen deroppe? Anne gik videre op af trappen. Hun kunne nå at ane en lysstråle på væggen lidt længere oppe. Døren måtte stå på klem. Rundt om hjørnet ser hun ganske rigtigt døren. og den står på klem. Men der er fyldt med spindelvæv i revnen, så den kan ikke have været åbnet eller lukket i evigheder. Men hvem kunne dog leve deroppe i så mange år uden at skulle ud?
___Der gled en skygge forbi. Det gav et sæt i Anne. Skikkelsen var hurtig, men hun kunne ingen trin høre. Hvordan kunne det lade sig gøre?
Anne kiggede sig tilbage. Der var ingen der fulgte efter hende. Hun rettede blikket tilbage i revnen og skikkelsen stod pludselig og stirrede på hende. De gispede begge og væk var skyggen igen. Annes hjerte hamrede af sted i brystkassen på hende. Hun stod som naglet til stedet. Hun kunne ikke bevæge sig. Noget hold hende stående. Ikke noget fysisk, men noget indeni hende sagde at hun ikke skulle blive og undersøge det nærmere.
___Hun trådte frem og skubbede til døren. Den knirkede og hvinede. Hun holdt inde og det blev stille. Hun var bange for at nogen nedenunder havde hørt det. Hun listede lidt ned af trappen og kiggede ud på gangen. Ingen virkede til at have hørt noget. Gudskelov. Hun listede op igen. Hun turde ikke skubbe døren mere op. Så hun ville prøve at klemme sig igennem. Det lykkedes hende lige akkurat. Men det syn der mødte hende, undrede hende meget.

* * *
___
Lørdag d. 08 december
Kære Karen
___Jeg er ked af, at jeg ikke lige fik skrevet i går. Da jeg ville sætte mig ned for at skrive til dig, var klokken blevet for mange og jeg skulle i seng. Jeg skulle nemlig tidligt op i dag og hjælpe med at vælge tøj til juleaften. Vi skal åbenbart være meget fint klædt. Fik valgt mig en rigtig flot isblå kjole med glitrende sten på. Lover at sende et billede efter jul.

___Men det var ikke det jeg ville fortælle om. Jeg var jo rundt og kigge da de ikke var hjemme. De havde godt nok givet mig en "barnepige", men jeg fik hende overtalt til at lade mig være på værelset medmindre jeg skulle bruge noget. så jeg kunne gå rundt for mig selv.
Jeg siger dig det var en skummel trappe op til andensalen. der var fedtet overalt og spindelvæv. Virkelig ulækkert. Du skal være glad du ikke var der selv.
___Da jeg kommer op til døren står den på klem og jeg siger dig jeg fik mit livs største chok. Der var altså nogen deroppe. Det er jeg sikker på! Der var en skygge, og den kiggede altså på mig. Jeg kunne slet ikke bevæge mig. Det var virkelig ulækkert.
___Troede også flere gange at de havde hørt mig, så jeg skulle hele tiden kigge bagud. Nok ikke det klogeste at gøre når jeg ikke vidste hvad der kunne overraske mig. men da jeg fik klemt mig igennem den knirkende dør så var der intet. Eller jo der var en masse i det store rum jeg kom op til, men der var bare helt støvet til. Og der hang de største spindelvæv over det hele. Føj for den siger jeg dig!
___Møblerne der stod rundt omkring var dog meget fede. Du ved de der gammeldags slags med krogede udsmykninger osv. Tror min mor ville elske de møbler. Men vil helst ikke sige noget, for hun skal jo ikke vide at jeg har været deroppe. Så bliver Hans jo bare sur, og det gider jeg ikke.

___Men jeg var da rundt og kigge lidt. Rummet var stort. Der hang kæmpestore malerier rundt i rummet. De var lidt uhyggelige, for det virkede som om de kiggede på mig og fulgte mig rundt i rummet. Jeg var også sikker på at jeg på et tidspunkt så et af billederne blinke med øjnene. Da jeg kiggede igen gjorde det det selvfølgelig ikke, men jeg er sikker på at det ikke var noget jeg bildte mig ind. Jeg fortsatte dog min undersøgen uden at tænke videre over det.
___Der var mange døre. De fleste var låst, men en af dem kunne jeg få op. Det lignede et loftsrum. Der var bare en masse kasser. Fyldt med alt muligt ragelse. Der var godt nok mange sjove ting, men da lamperne ikke ville virke kunne jeg ikke være der ret længe. Jeg havde åbenbart været deroppe i mange timer, for da jeg kiggede ud af vinduerne var månen det eneste der lyste op.
Jeg gik selvfølgelig i panik. Tænk hvis mor og Hans gik og ledte efter mig nu? De kunne jo se jeg ikke var på mit værelse, så jeg skyndte mig hen til døren der førte ned til trappen. Men inden jeg nåede at gå igennem døren så jeg skikkelsen igen. Den stod bag en stol og kiggede på mig og i samme øjeblik forsvandt den bare. Lige for øjnene af mig. Hvad kan det dog være? Intet kan da bare forsvinde sådan uden lige. Eller?
___Nå, men da jeg kom ned i gangen kom min mor mig gående i møde. Hun smilede. Så hun havde åbenbart ikke set mig komme nede fra trappen. Jeg var nemlig nået hen til min værelsesdør.
___Vi spiste aftensmad uden at sige noget til hinanden, folk smilte bare og sendte hinanden kærlige blikke. Jeg fik kvalme. Fatter ikke hvad mor ser i Hans. Tror du det kan være hans penge hun er forelsket i og ikke Hans? Det håber jeg lidt. For Hans er da ikke til at elske.

Kærligst Anne

* * *

___Anne lagde kuglepennen fra sig. Hun var træt, det havde været en lang dag. Hun havde ikke været oppe på andensalen i dag. Birthe og Hans havde været om dem hele dagen, så det var umuligt at kunne gå nogle steder uden at blive opdaget. Men hun ville helt sikkert smutte derop hver gang hun fik mulighed for det. Der var jo mange rum hun endnu ikke havde undersøgt.

___Pludselig hører hun en lyd ovenfra. Nogen listede rundt og slæbte på noget. Men hvad? Det var i hvert fald tungt.

___Døren gik op og Birthe kom ind. Der blev pludselig stille ovenpå. Anne var ellers lige ved at fortælle hendes mor hvad hun havde hørt, men da der ikke var nogen lyd længere, kunne hun jo ikke bede sin mor om at lytte godt efter.
Birthe ville bare høre om Anne ville med ned og lave julekonfekt med dem alle sammen. Og hvis der var noget Anne kunne lide, så var det søde sager, så hun trak sin morgenkåbe om sig og gik med nedenunder.

___Hvem var nu det? Ham kendte hun da ikke! Der sad en fremmede dreng ved bordet ved siden af Hans og Martin. Han var omkring Annes alder. Lyst hår og grønne øjne. Lige stik modsat af Anne, som havde mørkt brunt hår og blå øjne. Han smilte til hende. Hvem var han dog?
___”Kom over og hils på Benjamin, Anne. Han er min kollegas søn. Vi skal passe ham indtil tirsdag, da hans forældre er på hospitalet hos hans bedstefar." fortæller Hans og banker let i ryggen på den lyshåret dreng. Anne kunne ikke se hvorfor hun skulle vide det, og hun skulle da slet ikke hilse på ham. Hun havde det fint med bare at være sig selv.
Drengen kiggede undersøgende på hende. Hun kiggede strengt tilbage som for at advare ham om ikke at snage for meget. Drengen smilte bare og fortsatte med at rulle sit stykke marcipan.

___De havde det hyggeligt nok, og fik spist en masse af konfekten inden de overhovedet nåede fadet. De grinte lidt af det alle sammen. Anne havde valgt at ignorere Benjamin, men det var svært. Han sad hele tiden og skulede over på hende. Hvad ville han dog? Havde hun noget siddende forkert siden han kiggede sådan? Det var skide irriterende synes Anne. Kunne han da ikke bare glo væk?
___”Må jeg gå op på mit værelse mor?" spurgte Anne pludselig.
___”Vil du ikke sidde sammen med os længere? Vi sidder da ellers og hygger os ret godt?" svarer Birthe.
___”Jo, men jeg er bare ret træt. Det har været en lang dag" svarede hun. Selvom hun faktisk ikke havde lavet ret meget andet i dag end at sidde nede i biblioteket og kigge en masse bøger igennem. Hans og Birthe havde nemlig været rundt over det hele og forklaret folk om hvor de skulle hænge de blå julekugler og hvor misteltenene skulle hænge. Så Anne havde ikke kunne gå uset op på andensalen. Selvom hun var utroligt nysgerrig efter hvad der skete deroppe. Der kom hele tiden lyde, men det lod ikke til at de andre lagde mærke til det. Kunne de mon ikke høre det?
___”Okay, smut du bare op lille skat. Men kunne du ikke lege lidt med Benjamin i morgen? Hans og jeg skal lige have orden på nogle ting? Så er du en skat" spurgte hendes mor så pludselig. Anne kiggede over på Benjamin. Han sad med hovedet nede i skødet. Nå! Nu var han ikke så lidt fræk at kigge på hende længere. Havde han forstået hendes hentydning?
___”Ja okay, så lad gå" svarede Anne så og gik op på sit værelse.

* * *

___Anne lå i sin seng og kiggede op i loftet. Der var altså et eller andet over ham Benjamin. Først var han så fræk at sidde og smile sådan til hende og så pludselig. så tør han ikke kigge på hende? Hvad var det lige for noget? Anne lukkede øjnene og faldt i søvn. Hun lagde ikke mærke til at den mystiske skygge stod i et hjørne af værelset og kiggede på hende.

* * *

___Næste morgen blev hun vækket af en banken på døren. Det var Birthe der lige ville sige at de kørte nu og at Benjamin allerede sad nede i køkkenet og spiste morgenmad.
___”Hvorfor kan Martin egentlig ikke bare være sammen med ham i dag? Behøver jeg virkelig?" spurgte Anne.
___”Nu lovede du det skat. Og Martin er ikke hjemme" svarede hun tilbage.
___”Hvor er han da henne?" ville Anne vide.
___”Ude hos nogle af hans nye kammerater" svarede Birthe og begyndte at gå. Anne skulle lige til at svare noget, men hun kunne høre hendes mor gå ned af trappen til hallen. Så kun kunne lige så godt opgive.
Anne skyndte sig i bad og gjorde sig færdig. Gik ned i køkkenet og der sad Benjamin. Han sad og snakkede med en af tjenerne. De hyggede sig åbenbart. Anne snuppede et stykke brød og prøvede at smutte ud af køkkenet igen uset, men det lykkedes hende ikke.
___”Godmorgen smukke" lød der pludselig over fra bordet. Anne stivnede. Hørte hun rigtigt? Var han virkelig så fræk at kalde hende det?
___”Kommer du ikke herover og spiser sammen med mig?" spurgte Benjamin så. Anne vendte sig om, kiggede på ham. Benjamin sad og smilte til hende. Og hvad var det? Var det et lille blink? Hvor kunne han! Anne skulle lige til at sige noget, da de blev afbrudt. En af rengøringshjælperne tabte et fad ude i hallen og det rungede i hele huset. Hun var vist faldet på det glatte gulv og var kommet til skade. Alle løb ud til hende for at hjælpe. Anne og Benjamin sad alene i køkkenet.
Nu var der fri bane. Hvis bare ikke Benjamin havde været der, så kunne Anne være smuttet op på andensalen. Men hun hang på ham. Desværre. Hun skulle lige til at vende sig om for at sige noget til ham, da hun pludselig står ansigt til ansigt med ham. Og de stod virkelig tæt. Anne gispede. Dette havde hun ikke lige regnet med. Benjamin smilte bare til hende. Gav hende et kys på kinden og smilte.
___”Hvad skal vi finde på?" spurgte han inden hun kunne nå at sige noget.
___”Det ved jeg ikke. Hvad kunne du tænke dig?" spurgte hun tilbage.
___”Hmm, det ved jeg ikke. Har du ikke noget spændende du plejer at foretage dig her i det store hus?"
Anne tænkte selvfølgelig på andensalen, men hun ville ikke fortælle ham om den. Det var hendes hemmelighed. Og hvad hvis han fik det at vide? Ville han så sladre? Nej, det ville hun altså ikke risikere.
___”Aih du må da have et eller andet du laver?" spørger han så igen. Nu var Anne nødt til at svare for ikke at virke dum.
___”Jeg plejer at side i biblioteket og læse en god bog" svarede hun så. Hun kunne godt se, at Benjamin ikke troede på hende. Han stod og studerede hende længe. Så rystede han på hovedet.
___”Det tror jeg ikke på. Du har et eller andet du ikke vil fortælle mig. Du er bange for at jeg fortæller det videre til nogen. Men der kan du være ganske sikker på, at det gør jeg ikke. Du kan stole på mig.
Jeg vil vædde med at det er noget mystisk og spændende. Noget i en hemmelig gang i væggene. Eller. Noget på loftet. Fortæl!"
beordrer han.
Anne kigger ham dybt i øjnene. Hun følte ikke hun kunne stole på ham. Hun kunne slet ikke finde ud af hvor hun havde ham henne. Først var han kæk, så genert, og så kæk og fræk igen. Hvad var han for en?
___Anne gik hen imod biblioteket. Hun ville sætte ham på en prøve. Hun ville have ham til at fortælle hende noget fortroligt. noget som han ikke ville fortælle enhver. Benjamin virkede skuffet da de gik derover. Han havde regnet med noget respons på det han havde sagt, men nej.

___De havde siddet derinde og stirret ind i kaminen i noget tid. Ingen af dem sagde noget. Pludselig begynder det at knitre i brændet. De opfattede det begge to. De rettede blikket mod det mørke i kaminen. Pludselig så de det. Nogle flammer begyndte at komme frem. Og inden de vidste af det stod kaminen i fuld lys. De sad begge med vidt åbne munde. De kunne ikke tro deres øjne. De kiggede på hinanden og sad som de to største spørgsmålstegn. De kunne intet sige.
En stemme talte pludselig til dem. Anne fór sammen. Benjamin hoppede over til hende og holdt om hende. Til at starte med lagde de ikke selv mærke til hvordan de sad, men da det gik op for dem rykkede de sig fra hinanden. Stemmen var der igen.
___”Halløj I to. kan I høre mig?"
Anne og Benjamin kiggede på hinanden. De vidste ikke hvad de skulle gøre.
___”Jo vi kan høre dig, men hvem er du?" spurgte Benjamin pludselig.
___”Det må du spørge din lille veninde om" sagde stemmen så.

Kapitel
1 | 2 | 3 | 4