___Anne kiggede forvirrede rundt og derefter over på Benjamin. Hun trak på skuldrene. Hun vidste ikke hvad den talte om. Der gik noget tid hvor ingen af dem sagde noget. Da Benjamin skulle til at sige noget igen tog Anne fat i ærmet på ham. Noget var gået op for hende. Skikkelsen på andensalen. Det kunne kun være den. Hun fortalte ham om den. Hun måtte kunne stole på ham, for nu havde han selv noget at skulle holde hemmeligt for andre. Folk ville tro de var sindssyge hvis de begyndte at fortælle om skikkelser der kom og forsvandt som de ville. Om flammer der tændtes af sig selv i kaminen og en stemme der kom ud af ingenting.
Til at starte med sad Benjamin bare og kiggede undrende på hende, men hun kunne se at han troede på hende. Sikke en lettelse.
___”Jeg vil helst lade jer vide hvad der foregår men jeg har fået strenge ordre på at få jer til at blive væk indtil vi er færdige oppe ovenpå" sagde stemmen efter noget tid.
___”Hvad mener du? Hvad snakker du om? Hvem er "vi"?" spurgte Benjamin. så..
___”Jeg siger ikke mere. Hyg jer I to. Vi tales ved en anden dag." svarede stemmen og ilden i kaminen gik ud.
De sad og kiggede på hinanden. Hvorfor ville stemmen ikke fortælle dem hvem der ellers var deroppe? Og hvad lavede de mon som de ikke måtte se? Der var jo ikke noget specielt hemmeligt deroppe da Anne var oppe på andensalen.
___Der blev diskuteret mange idéer imellem de to imens de sad på biblioteket. De havde siddet derinde længe, for pludselig var Hans og Birthe hjemme igen. De blev glædeligt overrasket over at se de to unge sidde og snakke så godt derinde. Ja de skulle bare vide tænkte Anne og Benjamin og grinte da de så dem stå og betragte dem med et mageligt smil på læberne.
Anne holdt inde med at grine. Benjamin kiggede spørgende på hende. Hun fortalte ham om det der var sket i bilen forleden. At det virkede som om Hans ville fortælle hende noget, men intet havde sagt da de andre også var der. Hun luftede idéen om at det måske var lige netop dette han ville have fortalt hende om. Altså at der foregik noget på andensalen som var tophemmeligt. Måske en kæmpe overraskelse til juleaften. Benjamin sad med store øjne og gav hende ret i, at det meget muligt kunne have været det. Hun indrømmede også overfor ham hvordan hun havde det med Hans. at hun havde mistænkt ham for at ville fortælle hende noget som kun de to skulle vide for at lokke hende i en fælde for at synes bedre om ham og acceptere at hendes mor nu var sammen med ham. Benjamin mente nu at det ikke var sådan. Hans var en rar mand og han havde kun været sød overfor ham. Og hans far roste ham også til skyerne. Hans skulle være en meget hjælpsom og gavmild mand.
Anne blødte lidt op. Hun så pludselig ikke så koldt på Hans mere. Men hun var nu blevet meget nysgerrig efter at vide hvad det kunne have været, som han ville fortælle hende om. Hun trak Benjamin med ind i køkkenet. Birthe sad derinde og diskuterede en indkøbsliste med en af kokkene.
___”Mor? Hvor er Hans?" spurgte Anne.
___”Han er lige gået ind på kontoret, men I skal helst ikke forstyrre ham. Han taler i telefon. I kan vente på ham ude i hallen. Han er sikkert hurtigt færdig. Og husk i to, vi skal snart spise" svarede hun hende.
De gik hurtigt ud i hallen. Stillede sig foran døren ind til kontoret for at vente, og ganske rigtigt. De kunne høre Hans snakke derinde fra. De kunne ikke høre hvad der blev snakket om, men det var heller ikke det som interesserede dem lige nu. De ville bare vide hvad det var han ville have fortalt Anne den dag de skulle herud.
___De stod og ventede længe. Hvor blev Hans dog af? De kunne ikke høre hans stemme længere. Anne gik nærmere døren og satte øret til. Stadig intet. Hvor var han mon? Benjamin trådte til og tog i håndtaget. Anne gik lidt i panik. Forsøgte at forhindre ham i at åbne døren, men hun nåede det ikke. Hun holdt vejret. Ventede sådan set bare på at Hans ville råbe op og springe dem i møde. Men der skete intet! Anne kiggede ind i revnen., Hans sad ikke ved skrivebordet.
Rummet var mørkt. Gardinerne var trukket for, så man kunne næsten ikke se hvad der befandt sig derinde. Men hun kunne ane en reol bag bordet fyldt med bøger, en masse ting på skrivebordet og nogle planter og stole rundt om på gulvet. Rummet var enormt.
Hans var ingen steder at se. Mærkeligt. Kunne han have været kommet ud uden de havde set det? Umuligt!
___Anne og Benjamin besluttede sig for at kigge dem lidt om, selvom de var bange for at blive opdaget på forbudt område. Herinde var endnu en pejs. Det røg fra den. Endnu mere mystisk. Han kunne da ikke have nået at tænde op for efter at slukke det igen på så kort tid..?! Eller! Havde han også snakket med denne mystiske stemme?
Pludselig hører de lyde inde bag væggene. Dér! Over i hjørnet ved pejsen. En af pladerne i væggen bevæger sig. De skynder sig ind under skrivebordet. Hvad var det mon der kom ud derinde fra? Fandtes der virkelig hemmelige gange i denne Herregård?
___Der. Ud kommer Hans. Hvad lavede han mon derinde? Hans kigger sig rundt om i rummet. Da han ikke lige umiddelbart ser noget mistænksomt forsætter han over til døren. Den står på klem? Hans vender sig om med en hurtig bevægelse. Anne og Benjamin kan se hans udtryk. Han ser alvorlig ud. Åh nej! Nu ville de blive opdaget. Hans kigger på noget på gulvet. Hvad mon han havde fået øje på? De kunne ikke se det for stolen der stod foran dem. Hans trækker lidt på smilebåndet og går ud. Han er lige ved at lukke døren, men giver så slip og lader den stå på klem. Som om han vidste de var derinde og gav dem en flugtvej.
Anne og Benjamin skynder sig ud så snart Hans’ fortrin dør ud i hallen.
___”Mon han så os?" spørger Benjamin og kigger alvorligt på Anne.
___”Selvfølgelig gjorde han det. Men hvorfor sagde han ikke noget? Det virker altså mærkeligt" svarede hun ham. Han nikkede. De blev enige om ikke at forsøge at finde ud af endnu hvad det var Hans mente med det blink i bilen. Det ville være for akavet nu, især hvis Hans kendte til deres tilstedeværelse på kontoret.
___Klokken var blevet mange og det var tid til at hoppe i seng. Anne og Benjamin blev ført til hvert deres værelse. De nåede lige at veksle et blik med hinanden og fik hentydet til at de skulle mødes næste morgen ude på gangen.
Anne ville have været gået i gang med dagens afsnit i brevet til Karen, men. hun var simpelthen for træt, og havde alt for mange tanker inde i hovedet. Hun vidste godt hun havde lovet at skrive hver dag, men Karen ville forstå. Hun skulle nok forklare hende det hele næste gang hun kom i gang med brevet.
Til at starte med sad Benjamin bare og kiggede undrende på hende, men hun kunne se at han troede på hende. Sikke en lettelse.
___”Jeg vil helst lade jer vide hvad der foregår men jeg har fået strenge ordre på at få jer til at blive væk indtil vi er færdige oppe ovenpå" sagde stemmen efter noget tid.
___”Hvad mener du? Hvad snakker du om? Hvem er "vi"?" spurgte Benjamin. så..
___”Jeg siger ikke mere. Hyg jer I to. Vi tales ved en anden dag." svarede stemmen og ilden i kaminen gik ud.
De sad og kiggede på hinanden. Hvorfor ville stemmen ikke fortælle dem hvem der ellers var deroppe? Og hvad lavede de mon som de ikke måtte se? Der var jo ikke noget specielt hemmeligt deroppe da Anne var oppe på andensalen.
___Der blev diskuteret mange idéer imellem de to imens de sad på biblioteket. De havde siddet derinde længe, for pludselig var Hans og Birthe hjemme igen. De blev glædeligt overrasket over at se de to unge sidde og snakke så godt derinde. Ja de skulle bare vide tænkte Anne og Benjamin og grinte da de så dem stå og betragte dem med et mageligt smil på læberne.
Anne holdt inde med at grine. Benjamin kiggede spørgende på hende. Hun fortalte ham om det der var sket i bilen forleden. At det virkede som om Hans ville fortælle hende noget, men intet havde sagt da de andre også var der. Hun luftede idéen om at det måske var lige netop dette han ville have fortalt hende om. Altså at der foregik noget på andensalen som var tophemmeligt. Måske en kæmpe overraskelse til juleaften. Benjamin sad med store øjne og gav hende ret i, at det meget muligt kunne have været det. Hun indrømmede også overfor ham hvordan hun havde det med Hans. at hun havde mistænkt ham for at ville fortælle hende noget som kun de to skulle vide for at lokke hende i en fælde for at synes bedre om ham og acceptere at hendes mor nu var sammen med ham. Benjamin mente nu at det ikke var sådan. Hans var en rar mand og han havde kun været sød overfor ham. Og hans far roste ham også til skyerne. Hans skulle være en meget hjælpsom og gavmild mand.
Anne blødte lidt op. Hun så pludselig ikke så koldt på Hans mere. Men hun var nu blevet meget nysgerrig efter at vide hvad det kunne have været, som han ville fortælle hende om. Hun trak Benjamin med ind i køkkenet. Birthe sad derinde og diskuterede en indkøbsliste med en af kokkene.
___”Mor? Hvor er Hans?" spurgte Anne.
___”Han er lige gået ind på kontoret, men I skal helst ikke forstyrre ham. Han taler i telefon. I kan vente på ham ude i hallen. Han er sikkert hurtigt færdig. Og husk i to, vi skal snart spise" svarede hun hende.
De gik hurtigt ud i hallen. Stillede sig foran døren ind til kontoret for at vente, og ganske rigtigt. De kunne høre Hans snakke derinde fra. De kunne ikke høre hvad der blev snakket om, men det var heller ikke det som interesserede dem lige nu. De ville bare vide hvad det var han ville have fortalt Anne den dag de skulle herud.
___De stod og ventede længe. Hvor blev Hans dog af? De kunne ikke høre hans stemme længere. Anne gik nærmere døren og satte øret til. Stadig intet. Hvor var han mon? Benjamin trådte til og tog i håndtaget. Anne gik lidt i panik. Forsøgte at forhindre ham i at åbne døren, men hun nåede det ikke. Hun holdt vejret. Ventede sådan set bare på at Hans ville råbe op og springe dem i møde. Men der skete intet! Anne kiggede ind i revnen., Hans sad ikke ved skrivebordet.
Rummet var mørkt. Gardinerne var trukket for, så man kunne næsten ikke se hvad der befandt sig derinde. Men hun kunne ane en reol bag bordet fyldt med bøger, en masse ting på skrivebordet og nogle planter og stole rundt om på gulvet. Rummet var enormt.
Hans var ingen steder at se. Mærkeligt. Kunne han have været kommet ud uden de havde set det? Umuligt!
___Anne og Benjamin besluttede sig for at kigge dem lidt om, selvom de var bange for at blive opdaget på forbudt område. Herinde var endnu en pejs. Det røg fra den. Endnu mere mystisk. Han kunne da ikke have nået at tænde op for efter at slukke det igen på så kort tid..?! Eller! Havde han også snakket med denne mystiske stemme?
Pludselig hører de lyde inde bag væggene. Dér! Over i hjørnet ved pejsen. En af pladerne i væggen bevæger sig. De skynder sig ind under skrivebordet. Hvad var det mon der kom ud derinde fra? Fandtes der virkelig hemmelige gange i denne Herregård?
___Der. Ud kommer Hans. Hvad lavede han mon derinde? Hans kigger sig rundt om i rummet. Da han ikke lige umiddelbart ser noget mistænksomt forsætter han over til døren. Den står på klem? Hans vender sig om med en hurtig bevægelse. Anne og Benjamin kan se hans udtryk. Han ser alvorlig ud. Åh nej! Nu ville de blive opdaget. Hans kigger på noget på gulvet. Hvad mon han havde fået øje på? De kunne ikke se det for stolen der stod foran dem. Hans trækker lidt på smilebåndet og går ud. Han er lige ved at lukke døren, men giver så slip og lader den stå på klem. Som om han vidste de var derinde og gav dem en flugtvej.
Anne og Benjamin skynder sig ud så snart Hans’ fortrin dør ud i hallen.
___”Mon han så os?" spørger Benjamin og kigger alvorligt på Anne.
___”Selvfølgelig gjorde han det. Men hvorfor sagde han ikke noget? Det virker altså mærkeligt" svarede hun ham. Han nikkede. De blev enige om ikke at forsøge at finde ud af endnu hvad det var Hans mente med det blink i bilen. Det ville være for akavet nu, især hvis Hans kendte til deres tilstedeværelse på kontoret.
___Klokken var blevet mange og det var tid til at hoppe i seng. Anne og Benjamin blev ført til hvert deres værelse. De nåede lige at veksle et blik med hinanden og fik hentydet til at de skulle mødes næste morgen ude på gangen.
Anne ville have været gået i gang med dagens afsnit i brevet til Karen, men. hun var simpelthen for træt, og havde alt for mange tanker inde i hovedet. Hun vidste godt hun havde lovet at skrive hver dag, men Karen ville forstå. Hun skulle nok forklare hende det hele næste gang hun kom i gang med brevet.
___Anne burde egentlig have været startet på den nye skole i dag. og Benjamin skulle have været af sted. Men Birthe og Hans blev enige om at Anne kunne vente til efter jul. Hun skulle lige have lov til at vænne sig til stedet og sin nye kammerat som i dagens anledning også fik lov til at blive hjemme. De mente de havde godt af en hel dag sammen så de kunne komme tæt ind på hinanden. De var sikre på at de to nok skulle blive rigtige gode venner. Ja de skulle bare vide.
___Birthe tog på job i udkanten af byen og Hans satte sig ind på kontoret. Der ville han nok være det meste af dagen. Anne og Benjamin mødtes ude på gangen foran døren til Annes værelse. Hun ville vise ham noget. Hun ville vise ham andensalen. Vise ham hvor lydende kom fra.
De gik over til trappen. Der var stadig lige så mørkt som sidst, og spindelvævet stadig lige så tykt. Trinene knirkede en smule, så de måtte være forsigtige.
___Da de nåede døren var den lukket. De kunne ingenting høre bag den, så Anne tog i håndtaget og åbnede den forsigtigt. Den knirkede så hun åbnede den kun lige så de kunne klemme sig igennem som hun selv gjorde første gang hun var deroppe.
Der var lyst i rummet nu hvor solen stod ind. Gardinerne var trukket fra, så der måtte helt sikkert have været nogen heroppe, for sidste gang var de halvt trukket for. Møblerne stod stadig med en masse støv og spindelvæv. Det så ikke ud som om de havde været flyttet eller berørt. Mærkeligt. De tjekkede rummet hvor Anne havde fundet en masse kasser sidst hun undersøgte det. Halvdelen af kasserne var væk. Der stod kun nogle stykker tilbage. De kiggede i dem. Der lå bare en masse støvede klude. Benjamin trak den ene op, den virkede grå til at starte med, med al støvet på, men den var rød, dyb rød, med en hvid pelskant. De kiggede lidt på hinanden og bredte den ud så de bedre kunne se. Det lignede en julemandskappe, men hvis? Det kunne kun være Hans'. Mon han ville være julemand til festen i år? Hvorfor ellers gemme den deroppe så ingen kunne finde den? De fniste lidt til hinanden og stod og mimede en dans og Benjamin gjorde tegn til stor mave og lo som julemanden. Anne knak sammen af grin på gulvet.
___De havde stået der i noget tid og kigget kassen igennem. Der lå mange kostumer, også små, mindre end de kunne passe. Og mange af dem var ens. Det måtte være til små børn blev de enige om. Der var også huer, søde små nissehuer. Dog ikke som man kender dem i dag. De havde ingen hvid pelskant eller hvid kvast. De var bare grønne og stive i det, men lignede lidt nissehuer.
Efter noget tid ligger de mærke til noget der ligger og glitre over i hjørnet af det mørke rum. Det var kun en gang imellem de lige kunne ane det. Anne nærmede sig, det begyndte at glitre mere og mere jo tættere hun kom. Hvad kunne det mon være? Anne bukkede sig ned for at prøve at tage det op. Da hun rørte det skinnede det så kraftigt op i rummet at de blev blændet. Hun tog det op. Lyset blev lidt svagere så de kunne se ordentligt på det. Det var en glasfigur. Men hvordan var det muligt at det kunne skinne sådan? Det forestillede et snefnug. Et virkelig smukt snefnug. Anne besluttede sig for at beholde det, det var simpelthen så smukt, det skulle da ikke bare ligge deroppe og blive gemt væk.
___De gik ud i det store rum igen. De ville være gået ned igen men da de går forbi den næste dør, ser de den stå på klem.
___”Alle dørene var låst sidste gang jeg var heroppe. Og nu står denne på klem? Der må altså være nogen heroppe, lydene kan ikke komme af sig selv, og dørene kan ikke bare være låst den ene dag for derefter at være låst op en anden uden nogen har låst dem op." sagde Anne med en smule dirren i stemmen. Hun var begyndt at blive lidt bange. "Mon det spøger? Kan det være spøgelser der går og gør disse ting? Laver disse lyde? Kunne det være et spøgelse vi hørte den anden dag? Men spøgelser kan da ikke have skygger, kan de?" nu var hun begyndt at ryste. Benjamin holdt om hende for at berolige hende.
___”Jeg ved ikke hvad det er, men hvis det var en skikkelse eller skygge du så, så kan det altså ikke være spøgelser. Det MÅ være noget andet" svarede han hende. "Men jeg tror altså ikke at det er noget farligt, ellers ville det da have gjort os noget, ik?"
Anne stod og rystede, men slappede mere og mere af. Jo. Havde det været noget farligt, så var det da mærkeligt, hvad dét så end var, at dét ikke havde gjort dem noget. De kiggede på hinanden og lod derefter deres blikke gå rundt i rummet. Der var intet mistænkeligt at se.
___De besluttede sig for at kigge ind et øjeblik til det nye rum. Der var intet derinde, andet end mørke. De åbnede døren helt og opdagede nu at der stod var en kamin i væggen. Rummet var ikke særligt stort, men hvorfor have en kamin i så lille et rum? Det virkede til grin. De kunne ikke lade være med at grine. Arkitekten til dette måtte ikke have været rigtig klog.
___Der var ikke mere at se deroppe. De blev dog enige om at gå derop nogle dage efter for at se om der på mystisk vis ville være flere døre der var åbnet og om flere af kasserne i det andet rum var blevet fjernet.
De smuttede ned på Annes værelse. De satte sig på sengen og snakkede. Anne havde glemt alt om sit snefnug som hun havde i lommen. Det blev pludselig meget koldt. Hun tog det op og det lyste igen kraftigt. De sad og stirrede målløse på det. Hvad var det mon som gjorde at det lyste sådan op? Hvad var det lavet af? For alm. glas kunne da ikke gøre sådan.
Lyset blev svagere og svagere, og til sidst gik det helt ud. Pludselig hørte de noget ovenpå. Noget væltede, det kunne kun være et af møblerne i det store rum. Hvad kunne det ellers være? Benjamin var næsten nået hen til døren da Anne bad ham stå stille. De kunne nu høre stemmer, men de forstod ikke hvad de sagde. Det lød som små mennesker, dværge som man kalder dem. De har sådan nogle specielle stemmer. Men hvad snakkede de mon om? Og hvem var de? Hvad lavede de dog på Hans' Herregård? Vidste han overhovedet besked om at der befandt sig andre oppe på andensalen? Han havde jo selv sagt der var farligt deroppe og at man skulle holde sig væk! Anne og Benjamin sad længe i sengen og lyttede til disse mærkelige stemmer. Og pludselig hørte de en anden stemme. En meget dyb stemme. De hørte skridt og en dør blev lukket. Der var nu helt stille deroppe. Hvad var det dog der foregik?
___Birthe tog på job i udkanten af byen og Hans satte sig ind på kontoret. Der ville han nok være det meste af dagen. Anne og Benjamin mødtes ude på gangen foran døren til Annes værelse. Hun ville vise ham noget. Hun ville vise ham andensalen. Vise ham hvor lydende kom fra.
De gik over til trappen. Der var stadig lige så mørkt som sidst, og spindelvævet stadig lige så tykt. Trinene knirkede en smule, så de måtte være forsigtige.
___Da de nåede døren var den lukket. De kunne ingenting høre bag den, så Anne tog i håndtaget og åbnede den forsigtigt. Den knirkede så hun åbnede den kun lige så de kunne klemme sig igennem som hun selv gjorde første gang hun var deroppe.
Der var lyst i rummet nu hvor solen stod ind. Gardinerne var trukket fra, så der måtte helt sikkert have været nogen heroppe, for sidste gang var de halvt trukket for. Møblerne stod stadig med en masse støv og spindelvæv. Det så ikke ud som om de havde været flyttet eller berørt. Mærkeligt. De tjekkede rummet hvor Anne havde fundet en masse kasser sidst hun undersøgte det. Halvdelen af kasserne var væk. Der stod kun nogle stykker tilbage. De kiggede i dem. Der lå bare en masse støvede klude. Benjamin trak den ene op, den virkede grå til at starte med, med al støvet på, men den var rød, dyb rød, med en hvid pelskant. De kiggede lidt på hinanden og bredte den ud så de bedre kunne se. Det lignede en julemandskappe, men hvis? Det kunne kun være Hans'. Mon han ville være julemand til festen i år? Hvorfor ellers gemme den deroppe så ingen kunne finde den? De fniste lidt til hinanden og stod og mimede en dans og Benjamin gjorde tegn til stor mave og lo som julemanden. Anne knak sammen af grin på gulvet.
___De havde stået der i noget tid og kigget kassen igennem. Der lå mange kostumer, også små, mindre end de kunne passe. Og mange af dem var ens. Det måtte være til små børn blev de enige om. Der var også huer, søde små nissehuer. Dog ikke som man kender dem i dag. De havde ingen hvid pelskant eller hvid kvast. De var bare grønne og stive i det, men lignede lidt nissehuer.
Efter noget tid ligger de mærke til noget der ligger og glitre over i hjørnet af det mørke rum. Det var kun en gang imellem de lige kunne ane det. Anne nærmede sig, det begyndte at glitre mere og mere jo tættere hun kom. Hvad kunne det mon være? Anne bukkede sig ned for at prøve at tage det op. Da hun rørte det skinnede det så kraftigt op i rummet at de blev blændet. Hun tog det op. Lyset blev lidt svagere så de kunne se ordentligt på det. Det var en glasfigur. Men hvordan var det muligt at det kunne skinne sådan? Det forestillede et snefnug. Et virkelig smukt snefnug. Anne besluttede sig for at beholde det, det var simpelthen så smukt, det skulle da ikke bare ligge deroppe og blive gemt væk.
___De gik ud i det store rum igen. De ville være gået ned igen men da de går forbi den næste dør, ser de den stå på klem.
___”Alle dørene var låst sidste gang jeg var heroppe. Og nu står denne på klem? Der må altså være nogen heroppe, lydene kan ikke komme af sig selv, og dørene kan ikke bare være låst den ene dag for derefter at være låst op en anden uden nogen har låst dem op." sagde Anne med en smule dirren i stemmen. Hun var begyndt at blive lidt bange. "Mon det spøger? Kan det være spøgelser der går og gør disse ting? Laver disse lyde? Kunne det være et spøgelse vi hørte den anden dag? Men spøgelser kan da ikke have skygger, kan de?" nu var hun begyndt at ryste. Benjamin holdt om hende for at berolige hende.
___”Jeg ved ikke hvad det er, men hvis det var en skikkelse eller skygge du så, så kan det altså ikke være spøgelser. Det MÅ være noget andet" svarede han hende. "Men jeg tror altså ikke at det er noget farligt, ellers ville det da have gjort os noget, ik?"
Anne stod og rystede, men slappede mere og mere af. Jo. Havde det været noget farligt, så var det da mærkeligt, hvad dét så end var, at dét ikke havde gjort dem noget. De kiggede på hinanden og lod derefter deres blikke gå rundt i rummet. Der var intet mistænkeligt at se.
___De besluttede sig for at kigge ind et øjeblik til det nye rum. Der var intet derinde, andet end mørke. De åbnede døren helt og opdagede nu at der stod var en kamin i væggen. Rummet var ikke særligt stort, men hvorfor have en kamin i så lille et rum? Det virkede til grin. De kunne ikke lade være med at grine. Arkitekten til dette måtte ikke have været rigtig klog.
___Der var ikke mere at se deroppe. De blev dog enige om at gå derop nogle dage efter for at se om der på mystisk vis ville være flere døre der var åbnet og om flere af kasserne i det andet rum var blevet fjernet.
De smuttede ned på Annes værelse. De satte sig på sengen og snakkede. Anne havde glemt alt om sit snefnug som hun havde i lommen. Det blev pludselig meget koldt. Hun tog det op og det lyste igen kraftigt. De sad og stirrede målløse på det. Hvad var det mon som gjorde at det lyste sådan op? Hvad var det lavet af? For alm. glas kunne da ikke gøre sådan.
Lyset blev svagere og svagere, og til sidst gik det helt ud. Pludselig hørte de noget ovenpå. Noget væltede, det kunne kun være et af møblerne i det store rum. Hvad kunne det ellers være? Benjamin var næsten nået hen til døren da Anne bad ham stå stille. De kunne nu høre stemmer, men de forstod ikke hvad de sagde. Det lød som små mennesker, dværge som man kalder dem. De har sådan nogle specielle stemmer. Men hvad snakkede de mon om? Og hvem var de? Hvad lavede de dog på Hans' Herregård? Vidste han overhovedet besked om at der befandt sig andre oppe på andensalen? Han havde jo selv sagt der var farligt deroppe og at man skulle holde sig væk! Anne og Benjamin sad længe i sengen og lyttede til disse mærkelige stemmer. Og pludselig hørte de en anden stemme. En meget dyb stemme. De hørte skridt og en dør blev lukket. Der var nu helt stille deroppe. Hvad var det dog der foregik?
___
___Mor og Hans har besluttet at jeg kan vente med at starte i skole efter jul. Er det ikke bare herligt? Jeg er i hvert fald glad for den beslutning. Det giver mig tid til at undersøge det hele her på gården, samt gør det muligt for mig at lære nogle at kende inden jeg skal starte. Det ville jo helst være rarest at kende nogen lidt inden man starter på en ny skole.
Jeg har faktisk allerede mødt en her. Benjamin. Hans og min mor skal passe ham i nogle dage. Men han skal hjem igen i morgen. Faktisk lidt ærgerligt, for vi har det faktisk ret sjovt sammen. Må dog ærligt indrømme at jeg overhovedet ikke ville kendes ved ham i starten, men.. efter jeg lærte ham bedre at kende, så har han faktisk vist sig at være ret sød. Han kender til alt det med andensalen. I starten ville jeg ikke lade ham vide noget, men.. jeg kunne ikke undgå det. Da vi i går sad inde på biblioteket skete der noget mærkeligt. Kaminen gik pludselig i flammer og en stemme talte til os. ikke ret længe, men nok til at gøre det hele lidt mistænksomt. Vi ville have spurgt Hans om han kendte til det, men da vi gik ind på hans kontor var han væk. Vi hørte så noget inde bag væggen og gemte os under hans skrivebord, og pludselig kommer han ud af en låge i væggen. Det var altså for mærkeligt................................. Aih Karen! Hvad nu hvis det var Hans der var stemmen? Han var jo inde i væggen. Kunne det have været ham? Det må jeg fortælle Benjamin i morgen. Må høre hvad han synes. For det kunne det jo sagtens have været. Men flammerne kunne han ikke have været skyld i. Umuligt.
Ihhh.. jeg er forvirret. Det hele er så mærkeligt.
___Vi var også på andensalen i dag. Vi gik derop tidligt i morges. Og mange af de kasser jeg fandt sidst var væk. Men der stod nogen tilbage, der lå en julemandskappe i, samt nogle små kostumer til børn. Ikke rigtig nissekostumer, men de lignede. Ved ikke lige hvad de skulle forestille.
Jeg fandt også noget mystisk. Et snefnug i glas. eller det tror vi i hvert fald at det er. Grunden til at vi tvivler er fordi det lyste op med et blåt skær. Så vi ved ikke hvad det kan være. Virkelig mystisk. Og da vi sad her på mit værelse for noget tid siden blev det iskoldt. Jeg tog det op og det lyste igen. Lyset forsvandt dog og vi hørte pludselig stemmer ovenpå. Du ved sådanne stemmer som dværge har. De snakker så specielt. Men vi kunne bare ikke forstå hvad de talte om, og pludselig hører vi en mørk stemme og nogle fodtrin og så bliver en dør lukket og der er igen helt stille. Virkelig mærkeligt.
Jeg bliver altså nødt til at spørge Hans i morgen om han kender til hvad der foregår deroppe. For han siger jo ellers at der ikke er nogen deroppe og at ingen går derop fordi der er farligt. Mon det er nogle af hans ansatte? Men hvilket land kommer de så fra? For de snakker i hvert fald ikke dansk. Ville ønske du var her. Du har en evne til at finde en årsag til alting. Savner dig Karen. Håber snart du kan komme på besøg.
Kærligst Anne
Mandag d. 10 december
Kære Karen___Mor og Hans har besluttet at jeg kan vente med at starte i skole efter jul. Er det ikke bare herligt? Jeg er i hvert fald glad for den beslutning. Det giver mig tid til at undersøge det hele her på gården, samt gør det muligt for mig at lære nogle at kende inden jeg skal starte. Det ville jo helst være rarest at kende nogen lidt inden man starter på en ny skole.
Jeg har faktisk allerede mødt en her. Benjamin. Hans og min mor skal passe ham i nogle dage. Men han skal hjem igen i morgen. Faktisk lidt ærgerligt, for vi har det faktisk ret sjovt sammen. Må dog ærligt indrømme at jeg overhovedet ikke ville kendes ved ham i starten, men.. efter jeg lærte ham bedre at kende, så har han faktisk vist sig at være ret sød. Han kender til alt det med andensalen. I starten ville jeg ikke lade ham vide noget, men.. jeg kunne ikke undgå det. Da vi i går sad inde på biblioteket skete der noget mærkeligt. Kaminen gik pludselig i flammer og en stemme talte til os. ikke ret længe, men nok til at gøre det hele lidt mistænksomt. Vi ville have spurgt Hans om han kendte til det, men da vi gik ind på hans kontor var han væk. Vi hørte så noget inde bag væggen og gemte os under hans skrivebord, og pludselig kommer han ud af en låge i væggen. Det var altså for mærkeligt................................. Aih Karen! Hvad nu hvis det var Hans der var stemmen? Han var jo inde i væggen. Kunne det have været ham? Det må jeg fortælle Benjamin i morgen. Må høre hvad han synes. For det kunne det jo sagtens have været. Men flammerne kunne han ikke have været skyld i. Umuligt.
Ihhh.. jeg er forvirret. Det hele er så mærkeligt.
___Vi var også på andensalen i dag. Vi gik derop tidligt i morges. Og mange af de kasser jeg fandt sidst var væk. Men der stod nogen tilbage, der lå en julemandskappe i, samt nogle små kostumer til børn. Ikke rigtig nissekostumer, men de lignede. Ved ikke lige hvad de skulle forestille.
Jeg fandt også noget mystisk. Et snefnug i glas. eller det tror vi i hvert fald at det er. Grunden til at vi tvivler er fordi det lyste op med et blåt skær. Så vi ved ikke hvad det kan være. Virkelig mystisk. Og da vi sad her på mit værelse for noget tid siden blev det iskoldt. Jeg tog det op og det lyste igen. Lyset forsvandt dog og vi hørte pludselig stemmer ovenpå. Du ved sådanne stemmer som dværge har. De snakker så specielt. Men vi kunne bare ikke forstå hvad de talte om, og pludselig hører vi en mørk stemme og nogle fodtrin og så bliver en dør lukket og der er igen helt stille. Virkelig mærkeligt.
Jeg bliver altså nødt til at spørge Hans i morgen om han kender til hvad der foregår deroppe. For han siger jo ellers at der ikke er nogen deroppe og at ingen går derop fordi der er farligt. Mon det er nogle af hans ansatte? Men hvilket land kommer de så fra? For de snakker i hvert fald ikke dansk. Ville ønske du var her. Du har en evne til at finde en årsag til alting. Savner dig Karen. Håber snart du kan komme på besøg.
Kærligst Anne
___Anne var lidt trist til mode i dag. Benjamin skulle af sted i skole og derefter ville hun ikke se ham igen før han kunne komme på besøg igen. Hans forældre hentede ham når han fik fri. Skulle hun nå at tage afsked med ham, måtte hun skynde sig at fange ham inden han blev kørt af sted. Hun greb fat i sin morgenkåbe og løb hen til døren. Rev den op og fik et kæmpe chok. Lige dér foran hende stod Benjamin. Han så trist ud. Anne kiggede ham dybt i øjnene. Benjamin tøede lidt op, greb fat i hende og gav hende et varmt knus.
___”Jeg kommer til at savne dig og vores små ture til andensalen" sagde han og blinkede til hende. Anne rødmede og nikkede. Hun ville også komme til at savne ham.
___”Håber du kommer igen meget snart. Det vil ikke være det samme uden dig. Men jeg lover at fortælle dig om alt hvad der sker, så du også kan følge med" sagde hun og smilede til ham. Benjamin nikkede og krammede hende igen. Han begyndte at gå ned af gangen og ned af trappen til hallen. Hun kunne høre Hans tage imod ham og de gik begge ud af døren. Bilen blev startet og væk var Benjamin.
___”Jeg kommer til at savne dig og vores små ture til andensalen" sagde han og blinkede til hende. Anne rødmede og nikkede. Hun ville også komme til at savne ham.
___”Håber du kommer igen meget snart. Det vil ikke være det samme uden dig. Men jeg lover at fortælle dig om alt hvad der sker, så du også kan følge med" sagde hun og smilede til ham. Benjamin nikkede og krammede hende igen. Han begyndte at gå ned af gangen og ned af trappen til hallen. Hun kunne høre Hans tage imod ham og de gik begge ud af døren. Bilen blev startet og væk var Benjamin.
___Anne ville ikke foretage sig noget i dag. Bare slappe af og tænke på hvad de skulle finde på næste gang han kom på besøg. Måske hun skulle finde ud af med sin mor om Karen snart kunne komme og overnatte? Måske i den kommende weekend? Det kunne da være super hyggeligt.
___Hun kunne lige nå at fange sin mor inden hun smuttede ud af døren.
___”Mor? Må Karen komme og overnatte her i næste weekend?" spurgte hun og fandt sine bedårende hundeøjne frem. Hendes mor kiggede på hende længe. Anne troede at det var tegn på at hun ville svare nej. Men.
___”Er du sikker på at hun kan? Har du snakket med hende om det?" spurgte hun så igen.
___”Ehm. Nej. Jeg ville høre dig først, ellers ville der jo ikke være nogen grund til at sætte forhåbningerne for høje" sagde Anne og kiggede ned i gulvet.
___”Jamen hvis det er fint med Karen og hendes forældre, så er det i orden med mig. Men det kan kun blive fra fredag til søndag. Hun går jo i skole" svarede Birthe så. Anne kiggede op på hende og smilte stort.
___”Jeg er sikker på at Karen synes det er helt fint. Og jeg er også sikker på at hendes forældre også synes det er en god idé. Jeg ringer og spørger med det samme."
___”Det lyder godt skat. Du må have en god dag, jeg bliver nødt til at køre nu, hvis jeg ikke vil komme for sent. Vi ses i aften" sagde Birthe så og kyssede Anne på kinden.
Anne sprang straks op på værelset og greb røret til telefonen. Tastede Karens nummer ind og hørte biptonen. En gang. To gange. Tre gange. Mon hun allerede var taget i skole? Fire gange. Fem gange. Anne var ved at smide røret på da der pludselig var en i den anden ende der svarede.
___”Ja?"
___”Ehm. Hej det er Anne. Er Karen hjemme?" svarede Anne.
___”Hun er taget af sted i skole, men kan jeg ligge en besked?" spurgte den anden stemme i røret.
___”Ja det må du. Fortæl at Anne har ringet og meget gerne vil have at hun ringer tilbage så snart hun kommer hjem fra skole. Hun har det nye nummer."
___”Okay. Det siger jeg videre" blev der så svaret og røret blev smidt på. Sikke uforskammet mente Anne. Personen kunne da lige have sagt “farvel og god dag” eller noget. Men bare smække røret på? Nej. Det var dog groft. Men hvem var det? Anne mente ikke at have hørt den stemme før. Mon de også have fået hushjælp derhjemme? Men hvorfor? De havde da ikke et ret stort hus. Og de tjente da ikke nok til at kunne betale en hushjælper. Det virkede altså lidt mærkeligt. Men Anne smed tanken fra sig. Hun ville nu bare glæde sig til at Karen fik fri og ringede til hende. Hun håbede virkelig at hun kunne.
___Hun kunne lige nå at fange sin mor inden hun smuttede ud af døren.
___”Mor? Må Karen komme og overnatte her i næste weekend?" spurgte hun og fandt sine bedårende hundeøjne frem. Hendes mor kiggede på hende længe. Anne troede at det var tegn på at hun ville svare nej. Men.
___”Er du sikker på at hun kan? Har du snakket med hende om det?" spurgte hun så igen.
___”Ehm. Nej. Jeg ville høre dig først, ellers ville der jo ikke være nogen grund til at sætte forhåbningerne for høje" sagde Anne og kiggede ned i gulvet.
___”Jamen hvis det er fint med Karen og hendes forældre, så er det i orden med mig. Men det kan kun blive fra fredag til søndag. Hun går jo i skole" svarede Birthe så. Anne kiggede op på hende og smilte stort.
___”Jeg er sikker på at Karen synes det er helt fint. Og jeg er også sikker på at hendes forældre også synes det er en god idé. Jeg ringer og spørger med det samme."
___”Det lyder godt skat. Du må have en god dag, jeg bliver nødt til at køre nu, hvis jeg ikke vil komme for sent. Vi ses i aften" sagde Birthe så og kyssede Anne på kinden.
Anne sprang straks op på værelset og greb røret til telefonen. Tastede Karens nummer ind og hørte biptonen. En gang. To gange. Tre gange. Mon hun allerede var taget i skole? Fire gange. Fem gange. Anne var ved at smide røret på da der pludselig var en i den anden ende der svarede.
___”Ja?"
___”Ehm. Hej det er Anne. Er Karen hjemme?" svarede Anne.
___”Hun er taget af sted i skole, men kan jeg ligge en besked?" spurgte den anden stemme i røret.
___”Ja det må du. Fortæl at Anne har ringet og meget gerne vil have at hun ringer tilbage så snart hun kommer hjem fra skole. Hun har det nye nummer."
___”Okay. Det siger jeg videre" blev der så svaret og røret blev smidt på. Sikke uforskammet mente Anne. Personen kunne da lige have sagt “farvel og god dag” eller noget. Men bare smække røret på? Nej. Det var dog groft. Men hvem var det? Anne mente ikke at have hørt den stemme før. Mon de også have fået hushjælp derhjemme? Men hvorfor? De havde da ikke et ret stort hus. Og de tjente da ikke nok til at kunne betale en hushjælper. Det virkede altså lidt mærkeligt. Men Anne smed tanken fra sig. Hun ville nu bare glæde sig til at Karen fik fri og ringede til hende. Hun håbede virkelig at hun kunne.
___Anne havde siddet og ventet det meste af dagen. Hun var rastløs til sidst. Klokken var nu over 15:00 og Karen burde have fået fri. Men hvorfor ringer hun ikke? Gad hun ikke snakke med hende? Eller havde personen fra tidligere ikke givet hendes besked videre? Anne besluttede at ville ringe igen. Ingen tog den. Det var da mærkeligt. Karen burde altså være hjemme.
Anne smed røret på igen. Hun var skuffet. Men også såret. Hvordan kunne Karen bare ignorere hende sådan? Hun smed sig på sengen med hovedet ned i puden. Hun begyndte at græde. Hvordan kunne hun?
Det bankede på døren.
___”Anne? Er du der? Du har gæster" hørte hun sin mor sige fra den anden side af døren.
___”Hvem er det?" spurgte Anne vredt.
___”Det er Karen" svarede hun.
Anne rejste sig med det samme og sprang hen til døren, rev den op og ganske rigtig. Karen var kommet. Anne omfavnede hende.
___”Sikke en overraskelse søde. Jeg troede du ikke gad at snakke med mig, da du ikke havde ringet" sagde Anne.
___”Nej da. Jeg ville bare komme og besøge dig i stedet for. Og som du selv siger, overraske dig" svarede Karen og krammede igen.
___”Kom med ind. Jeg har så meget at fortælle dig" sagde Anne så med ivrig stemme.
De gik ind på Annes værelse og satte sig på sengen. Anne gav Karen det hun indtil videre havde skrevet i hendes brev. Hun kunne lige så godt læse det nu og så snakke om det bagefter.
Anne sad og betragtede Karen imens hun læste. Karen lavede flere gange nogle overraskede ansigter og andre gange nogle lidt tvivlende. Da hun havde læst det færdigt havde de en heftig samtale. Hun fik hver eneste detalje, som Anne ikke havde fået skrevet i brevet. Og Karen kom med hendes mange spørgsmål, som Anne svarede på.
Efter deres mange timers snak, kom Birthe op og bankede på. Hun ville høre om Karen ville spise med, og det ville hun selvfølgelig gerne. De aftalte så at Anne jo lige kunne vise hende lidt rundt imens.
Karen var meget begejstret for den store Herregård. Hun havde aldrig været i så stort et hus. Og med så mange mytiske rum.
Anne smed røret på igen. Hun var skuffet. Men også såret. Hvordan kunne Karen bare ignorere hende sådan? Hun smed sig på sengen med hovedet ned i puden. Hun begyndte at græde. Hvordan kunne hun?
Det bankede på døren.
___”Anne? Er du der? Du har gæster" hørte hun sin mor sige fra den anden side af døren.
___”Hvem er det?" spurgte Anne vredt.
___”Det er Karen" svarede hun.
Anne rejste sig med det samme og sprang hen til døren, rev den op og ganske rigtig. Karen var kommet. Anne omfavnede hende.
___”Sikke en overraskelse søde. Jeg troede du ikke gad at snakke med mig, da du ikke havde ringet" sagde Anne.
___”Nej da. Jeg ville bare komme og besøge dig i stedet for. Og som du selv siger, overraske dig" svarede Karen og krammede igen.
___”Kom med ind. Jeg har så meget at fortælle dig" sagde Anne så med ivrig stemme.
De gik ind på Annes værelse og satte sig på sengen. Anne gav Karen det hun indtil videre havde skrevet i hendes brev. Hun kunne lige så godt læse det nu og så snakke om det bagefter.
Anne sad og betragtede Karen imens hun læste. Karen lavede flere gange nogle overraskede ansigter og andre gange nogle lidt tvivlende. Da hun havde læst det færdigt havde de en heftig samtale. Hun fik hver eneste detalje, som Anne ikke havde fået skrevet i brevet. Og Karen kom med hendes mange spørgsmål, som Anne svarede på.
Efter deres mange timers snak, kom Birthe op og bankede på. Hun ville høre om Karen ville spise med, og det ville hun selvfølgelig gerne. De aftalte så at Anne jo lige kunne vise hende lidt rundt imens.
Karen var meget begejstret for den store Herregård. Hun havde aldrig været i så stort et hus. Og med så mange mytiske rum.
___Efter maden smuttede de op på værelset igen. Karen skulle snart hjem igen, men hun ville komme tilbage i weekenden. Hun havde fået lov af sine forældre, så Anne glædede sig ekstremt.
Lige inden Karen skulle køre var hun også vidne til lyde på loftet. Hun blev bange, men Anne beroligede hende. De aftalte at gå derop sammen når hun kom igen.
Lige inden Karen skulle køre var hun også vidne til lyde på loftet. Hun blev bange, men Anne beroligede hende. De aftalte at gå derop sammen når hun kom igen.
___Anne havde sådan glæder sig til fredag. Både Karen og Benjamin ville komme og være weekenden over. Så Anne havde forberedt en masse. Hun havde været på andensalen flere gange i løbet af de sidste par dage og fundet fodspor fra kaminen i det lille rum hende og Benjamin fandt ulåst sidste gang de to var deroppe. Hun havde flere gange observeret sit snefnug blive koldt og lyse op efterfulgt af fodspor på andensalen. Hun havde udtænkt et par teorier som måske kunne være mulige, som hun så ville lufte for sine venner.
Men det første der dog skulle ske var at præsentere dem for hinanden. Hun havde ikke ventet at Benjamin også kunne komme, men det var kun en gladelig overraskelse at han kunne. Nu skulle de tre på eventyr.
Men det første der dog skulle ske var at præsentere dem for hinanden. Hun havde ikke ventet at Benjamin også kunne komme, men det var kun en gladelig overraskelse at han kunne. Nu skulle de tre på eventyr.
___Klokken nærmede sig 15:30 hvor Karen ville komme. Og hun kom lige til tiden. Anne fortalte hende at hun skulle møde en af hendes nye venner her fra området. Nemlig Benjamin som hun havde skrevet om i sine breve. Karen glædede sig til at møde ham. Hun havde nemlig en mistanke om at han var blevet forelsket i Anne. Og Karen var en mester i at gennemskue folk med sådan noget. Anne var ikke meget for at Karen skulle gå og analysere dem, men hun var selv lidt nysgerrig. For Benjamin var jo faktisk en meget sød fyr.
___Efter en times tid dukkede Benjamin op. Anne kunne godt se på ham at han var glad for at se hende, og det samme så Karen. De fniste lidt sammen, det gjorde ham lidt paf. De stod alle tre og kiggede lidt på hinanden uden at sige noget. Anne brød tavsheden.
___”Karen dette er så Benjamin, og Benjamin dette er Karen" sagde hun og præsenterede dem for hinanden. De gav hinanden hånden. Benjamin gik over til Anne og stod stille foran hende i et stykke tid. Han tog sig sammen og gav hende et kram. Over skulderen kunne Anne se at Karen gav hende tommel op. Karen havde godkendt ham på første omgang.
___De gik ind på Annes værelse hvor de i samarbejde planlagde deres weekend. Til at starte med ville de lige tjekke andensalen ud, for at se om der var sket ændringer deroppe. Samt at de ville tjekke den hemmelige dør på Hans’ kontor. De skulle bare finde ud af hvornår de var ude af huset, så det kunne blive muligt.
Anne fortalte også om sin teori om en mulig transportnøgle, som så var snefnugget de fandt deroppe. De andre var helt med på den. Benjamin havde nemlig også tænkt den tanke efter hvad hun havde fortalt. Karen var dog stadig lidt skeptisk, men det skyldtes selvfølgelig at hun endnu ikke havde “set” noget mystisk endnu. Hun havde kun hørt lyde da hun var på besøg.
___Planen gik som planlagt. Det første de ville var at tjekke kontoret, og Hans og Birthe skulle netop til at gå ud af døren. De ville hente Martin der var til fodboldkamp. Anne havde ikke tænkt over det, men hun havde faktisk ikke set Martin længe.
___”Er det bare mig mor, eller har Martin ikke været hjemme i nogle dage?" spurgte Anne.
___”Jo det er faktisk rigtigt skat. Fortalte dig da i forgårs at han havde fundet sig en lejlighed inde i byen, som han har fået lov til at flytte ind i." svarede Birthe. Anne havde seriøst intet hørt. Hun havde haft alt for meget at tænke på. Hun var faktisk lidt trist over nyheden. For nu ville hun jo være helt alene når Karen og Benjamin ikke lige kunne komme på besøg. Selvfølgelig skulle hun starte i skole, men. Når hun så kom hjem. Så ville der ikke være nogen at lave noget sammen med. Birthe og Hans var jo hele tiden ude eller også arbejdede de. Anne sukkede.
___”Bare rolig skat. Han kommer tit på besøg." sagde Birthe da hun så Annes nedtrykte ansigt. ”Og du har jo også Karen og Benjamin at være sammen med” sagde hun så.
___”Ja, men de kan jo ikke være her hver dag" protesterede hun.
___”Nej det er rigtig nok, men du skal nok finde en masse at se til" sagde Birthe så. Hun klappede Anne på skulderen og så kørte de af sted.
Anne stod lidt og kiggede i den retning de lige havde stået. Karen og Benjamin var stort set henne ved kontoret, da de opdagede at Anne ikke var med.
___”Kommer du Anne?" spurgte Benjamin. Anne vågnede af sin trance og det gik op for hende hvorfor de egentlig var gået nedenunder. Hun skyndte sig hen til dem.
___De åbnede forsigtigt døren. Der var helt mørkt. Men de kunne se noget over ved det hjørne de havde set Hans komme ud af væggen. Det var som om der var lys inde bag pladen. De gik derover og forsøgte at åbne den. Der var ikke noget håndtag. De prøvede også at finde en kant de kunne rive i, men intet hjalp. Anne lænede sig op af den og pludselig hørte de en lyd. Den bevægede sig. Det eneste de skulle have gjort var bare at trykke pladen ind.
Lyset derinde var dæmpet og der var en kold luft der kom dem i møde.
___”Karen dette er så Benjamin, og Benjamin dette er Karen" sagde hun og præsenterede dem for hinanden. De gav hinanden hånden. Benjamin gik over til Anne og stod stille foran hende i et stykke tid. Han tog sig sammen og gav hende et kram. Over skulderen kunne Anne se at Karen gav hende tommel op. Karen havde godkendt ham på første omgang.
___De gik ind på Annes værelse hvor de i samarbejde planlagde deres weekend. Til at starte med ville de lige tjekke andensalen ud, for at se om der var sket ændringer deroppe. Samt at de ville tjekke den hemmelige dør på Hans’ kontor. De skulle bare finde ud af hvornår de var ude af huset, så det kunne blive muligt.
Anne fortalte også om sin teori om en mulig transportnøgle, som så var snefnugget de fandt deroppe. De andre var helt med på den. Benjamin havde nemlig også tænkt den tanke efter hvad hun havde fortalt. Karen var dog stadig lidt skeptisk, men det skyldtes selvfølgelig at hun endnu ikke havde “set” noget mystisk endnu. Hun havde kun hørt lyde da hun var på besøg.
___Planen gik som planlagt. Det første de ville var at tjekke kontoret, og Hans og Birthe skulle netop til at gå ud af døren. De ville hente Martin der var til fodboldkamp. Anne havde ikke tænkt over det, men hun havde faktisk ikke set Martin længe.
___”Er det bare mig mor, eller har Martin ikke været hjemme i nogle dage?" spurgte Anne.
___”Jo det er faktisk rigtigt skat. Fortalte dig da i forgårs at han havde fundet sig en lejlighed inde i byen, som han har fået lov til at flytte ind i." svarede Birthe. Anne havde seriøst intet hørt. Hun havde haft alt for meget at tænke på. Hun var faktisk lidt trist over nyheden. For nu ville hun jo være helt alene når Karen og Benjamin ikke lige kunne komme på besøg. Selvfølgelig skulle hun starte i skole, men. Når hun så kom hjem. Så ville der ikke være nogen at lave noget sammen med. Birthe og Hans var jo hele tiden ude eller også arbejdede de. Anne sukkede.
___”Bare rolig skat. Han kommer tit på besøg." sagde Birthe da hun så Annes nedtrykte ansigt. ”Og du har jo også Karen og Benjamin at være sammen med” sagde hun så.
___”Ja, men de kan jo ikke være her hver dag" protesterede hun.
___”Nej det er rigtig nok, men du skal nok finde en masse at se til" sagde Birthe så. Hun klappede Anne på skulderen og så kørte de af sted.
Anne stod lidt og kiggede i den retning de lige havde stået. Karen og Benjamin var stort set henne ved kontoret, da de opdagede at Anne ikke var med.
___”Kommer du Anne?" spurgte Benjamin. Anne vågnede af sin trance og det gik op for hende hvorfor de egentlig var gået nedenunder. Hun skyndte sig hen til dem.
___De åbnede forsigtigt døren. Der var helt mørkt. Men de kunne se noget over ved det hjørne de havde set Hans komme ud af væggen. Det var som om der var lys inde bag pladen. De gik derover og forsøgte at åbne den. Der var ikke noget håndtag. De prøvede også at finde en kant de kunne rive i, men intet hjalp. Anne lænede sig op af den og pludselig hørte de en lyd. Den bevægede sig. Det eneste de skulle have gjort var bare at trykke pladen ind.
Lyset derinde var dæmpet og der var en kold luft der kom dem i møde.
