Månedens Favoritter - April 2015

Denne måneds favoritter ser I på billedet herover. Jeg har haft en måned hvor jeg kun har haft makeup på et par gange, så der er ikke så mange skønheds-relaterede ting. Men jeg har testet lidt ting derudover, og jeg må sige at jeg er blevet ret glad for dem. Så de er derfor med her i månedens favoritter. Og nu vi taler om makeup, så lad os starte i den kategori. :)

Jeg kan ikke helt huske hvornår jeg købte disse Forever Lip Shine fra GOSH, men det var imens der var tilbud på GOSH produkter i Matas. Jeg havde set disse et par gange, og var blevet nysgerrig efter at prøve dem. Samt at 2 af dem (dem jeg endte med at købe) virkede til at have de perfekte nude nuancer til hverdagsbrug, og det lever de virkelig op til. Jeg har faktisk brugt dem selvom jeg ikke har haft andet makeup på, fordi de har en skøn shine og så føles de virkelig lækre på læberne. Overvejer kraftigt at købe flere af dem, men det må vente til de kommer på tilbud igen.

Derudover så gik jeg jo lidt amok med køb af foundations, da jeg fik mulighed for at få fingrene i disse - nemlig Infallible 24H-Matte fra L´Oréal. Har 3 forskellige farver, og disse 2 på billedet er de to lyseste (nr. 10 og 11). Blandet sammen har de den perfekte farve til mig. Og når jeg bliver mere tan til sommer, så vil den tredje (nr. 12) være fin sammen med nr. 11. Det gode ved denne foundation er, at den dækker okay og bliver mat ved påføringen. Man føler heller ikke man har noget på når man bruger den, og det er et stort plus i min bog.

Det sidste er to mascaraer. Jeg har før nævnt her på bloggen, at jeg helst holder mig til de store fluffy børster, men jeg er blevet ret glad for de der trælse gummibørster. Ja det irriterer mig at jeg synes så godt om dem nu, for det passer mig ikke helt. Har i hvert fald ikke helt accepteret endnu at jeg har taget fejl før. Men nu bruger jeg stort set kun disse. Så da jeg skulle have mig en ny mascara, så besluttede jeg mig for at købe to nye med denne gummibørste, og med forskellige funktioner.
Den første er Growth Mascaraen fra GOSH og har en lidt speciel børste, som man lige skal lære at kende før man bliver glad for den. Jeg bruger den også de dage jeg ikke gider tage makeup på, bare for at give mine vipper et lille boost og et håb om at den der growth serum der er i skulle styrke mine vipper.
Den anden, som også skulle give god næring til ens vipper er Wonder'full Mascara fra Rimmel London med argan olie i. Denne er jeg virkelig også blevet glad for, og vipperne er stadig bløde med den på, så man får ikke de der trælse stive vipper, som kan gøre ondt at blive berørt.

Den næste ting er Human + Kind Hand + Elbow + Foot Cream, som vi fik med i Marts måneds Goodiebox. Jeg har brugt denne flittigt og den er virkelig et vidunder. Hold da op hvor bliver hænder og albuer bare lækre bløde efter brug. Har endnu ikke brugt den på fødderne, men det kan være jeg kommer til det når vi får lidt varmere vejr og man går med mere åbne sko.

En anden creme jeg har brugt meget er denne Tattoo Creme fra Vores. Jeg fik her i April måned tegnet lidt mere farve i min ræv på armen, og så har jeg jo skulle smørre den godt. Så denne creme har været flittigt brugt og jeg er faktisk overrasket over hvor god den er.

Den næste ting er Moment de Bonheur Parfumen fra Yves Rocher. Hold. Nu. Op. hvor jeg dog elsker den! Ville ønske man kunne få den i kæmpeflasker! :D Det er virkelig min favorit-parfume. Når den en dag kommer på tilbud, så skal jeg helt klart have en mere hjem til mit lager. Det ville da være skrækkeligt at løbe tør for den! :D

Jeg har også brugt min Baby Lips Dr. Rescue læbepromade fra Maybelline flittigt. Jeg ved ikke hvad der sker med mine læber for tiden, men hold da op hvor tørrer de hurtigt ud. Det er især nu her imens jeg slås med influenza og min næse lider under brugen af meget snotpapir. Bare det at papiret snitter overlæben gør at den tørrer ufatteligt hurtigt ud. Øv altså. Så jeg har min læbepromade her med mig som min trofaste følgesvend.

En anden ting som virkelig også gik hen og blev en favorit her i April måned er bogen "Anna og det Franske Kys" af Stephanie Perkins. Jeg nød virkelig at læse den, og jeg er Love-Books.dk evigt taknemmelig for at have sendt den til mig, så jeg kunne læse den sammen med de andre. Skøn bog!

Jeg har også haft brugt min Gizmo Wanna Haves Vibe5X5 højtaler meget her i April måned. Har haft gjort meget rent og siddet en del på altanen, og imens jeg har gjort det, har jeg haft musik kørende i baggrunden og der har denne hjulpet mig. Jeg elsker den især fordi den er trådløs og spiller guddommeligt godt musik. Sprød lyd og så kan den spille overraskende højt. :D Slet ikke dårligt.

Sidst men ikke mindst, så har jeg været storforbruger af håndsprit. Denne Savett Alcogel er min anden tube denne måned. Jeg har især brugt det da jeg var på sygehuset for at besøge min far, og da han kom hjem selvfølgelig. Derudover så bruger jeg det også når jeg selv er syg. Og nu i disse dage hvor jeg er omringet af snot, hoste-savl og andet klamt og bakteriebefængt, så er det for mig vigtigt at jeg ikke får det spredt til andet og andre, og i den grad ikke mine madvarer. Så jeg vasker en del hænder og bruger dette en del også.



Translate posts in the bottom of my blog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)