DIY - Lav dit eget T-Shirt Print

Jeg har rigtig længe gerne ville lave et DIY-projekt som dette, og tænkte at nu skulle det altså være! Jeg bestilte noget tekstilmaling hjem (sort og hvid til at starte med) og så var det bare med at vente på at det kom. Jeg kunne så hente det i onsdags, men fik det først gjort i går og gik så straks igang da jeg kom hjem. Jeg testede dog lige på en nattrøje først, for at se om det jeg havde i tankerne kunne lade sig gøre. Og det vil jeg også råde andre til at gøre - find lige noget at teste på først, da det er ærgerligt hvis det ikke bliver som ønsket, og man så ødelægger et godt stykke tøj. Så jeg vil i dette indlæg vise jer hvordan jeg har lavet dette print på en T-shirt. Billigt, simpelt og super nemt at gå igang med.

Først skal vi lige have slået fast hvad vi skal bruge. :D

● Tekstil maling
● T-Shirt
(eller anden beklædning efter eget valg)
● Karton eller klistermærker (kommer selvfølgelig an på det ønskede motiv)
● Blyant
● Skalpel
● Alm. tape eller dobbeltklæbende
● Blyant med ubrugt viskelæder i enden
● Pensel
● Bagepapir
● Strygejern + strygebræt


Det første jeg skal bruge er en skabelon med det motiv jeg gerne til have på min T-Shirt. Jeg har valgt at det skal være "skyggen" af teksten der skal "males". Simpelthen for at gøre det lidt specielt og ikke bare en sort tekst. Det kan hurtigt blive for kedeligt. Så jeg tegnede teksten op på et stykke karton og skar det så ud og gemte bogstaverne - det er nemlig disse der skal klistres på trøjen.

Jeg har desværre ikke mere dobbeltklæbende tape, så jeg måtte bruge alm. tape til dette. Og nej det er ikke optimalt, men man må jo bruge hvad man har inden for rækkevidde. Og det betyder også at man lige skal være lidt mere opmærksom når man begynder at klatte med malingen. Et tip er at holde ned på skabelonen imens man tilføjer maling så man undgår at det "bløder" for meget ind under.
Udover denne hjemmelavede skabelon har jeg også brugt klistermærker med bogstaver for at ligge den sidste detalje i designet på min T-Shirt.

Nu er det blevet tid til at tilføje malingen. Jeg har valgt at hælde en smule maling over på en pose så det ikke sviner ud over det hele, og så har jeg valgt at bruge en blyant med viskelæder i enden til at lave min "skygge" med. HUSK at ligge et stykke bagepapir ind i trøjen, så du undgår at malingen går igennem og ødelægger ryggen på den. Dyp viskelæder-enden i malingen og begynd så at "duppe" malingen på. Husk at det skal være mere intenst inde ved kanten af din skabelon og så skal det tynde ud jo længere ud fra motivet du kommer. Dette tager en del tid, men resultatet bliver rigtig fint!

Lad malingen tørre og pil så forsigtigt motivet af. :D Her ser I mit resultat:

For at lave lidt mere detalje i mit motiv, har jeg valgt at bruge den hvide tekstil-maling til at male lidt grov high-light. Og nu mangler vi bare at stryge motivet for at forsegle malingen så den ikke bare bliver vasket af i første vask. Her skal jeg lige advare jer mod at lave samme fejl som mig. For ja jeg dummede mig ret meget da jeg skulle stryge mit test-motiv på min nattrøje. *Hahaha* Jeg har ikke noget strygebræt, så jeg tænkte at jeg da lige kunne gøre det på gulvtæppet. Det kunne der vel ikke ske noget ved, vel? Men jo det kan der! Gulvtæpper smelter jo ved høj varme! Og det lugter ganske forfærdeligt! Ja jeg kunne have sagt mig selv at det var torskedumt, men selvfølgelig skal jeg da lige gøre det alligevel. :P Men det var sku godt at det ikke var min T-Shirt med det fine motiv jeg gjorde det ved. Så efter min kæmpe bommert, kørte jeg ud og lånte strygebræt og strygejern hos mine forældre.

Jeg har så bestilt nogle "sten" jeg gerne vil have på, men indtil jeg får dem hjem, limede jeg nogle andre sten på med noget tekstillim. For det er ikke en "GiZmo-DIY" uden lidt glitter. :D

Og her er så det endelige resultat. Love it!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)