Da jeg i går var nede i byen for at få taget blodprøver og smutte en hurtig tur ned i Matas, besluttede jeg mig hurtigt for lige at køre ind forbi en af vores lokale genbrugsbutikker da turen gik hjem igen. Jeg var egentlig på udkig efter fint bestik og bøger, men der var intet der fangede min opmærksomhed. Det var der dog noget andet der gjorde. Nemlig disse fine trækasser, som lå i en lille bunke på en reol. Der var fem, men jeg besluttede mig for at begrænse mig. Derfor købte jeg kun to. Jeg tænkte de kunne være fine til at have småting i, som alligevel bare ligger og flyder. Især på mit sofabord. Det krævede dog en smule ændringer, og så synes jeg også at træet havde den helt forkerte farve til min stil, men det kunne fikses.
Først skulle jeg havde fjernet de små stykker der sad indeni kasserne. Der er også en lille aflang klods på indersiden i et af hjørnerne
(Som I så ikke lige kan se på dette billede), og den fik jeg kun fjernet fra den ene kasse. Det var stort set umuligt, så det droppede jeg ved den anden. Men de to andre stykker var nogenlunde nemme at fjerne. Dog med en smule rester jeg ikke kunne få af. Og så skulle de ellers males.
Jeg ville gerne male dem så det lignede lidt en hvid bejdse, men grundet den bejdse eller maling de har malet dem i blev den hvide lyserød. Skrækkeligt! Dét var ikke planlagt. Jeg vidste egentlig godt at det ville ske, så det irriterer mig lidt at jeg spildte så meget hvid maling på dette før jeg besluttede mig for at gøre noget andet. Jeg valgte nemlig at grunde dem med en sort og derefter male dem hvide igen. På denne måde ville jeg også få en rigtig fin effekt når jeg begyndte at kradse i overfladen. Dette har jeg desværre ikke nogle billeder af, men I kan se resultatet her.
Jeg har kun valgt at lave den ene kasse i slidt look indtil videre. Det kan være jeg laver den anden sådan også, men indtil videre er den den "nye" kasse og den anden den gamle og brugte. :D Elsker begge dele, så holder mig nok til looket på dem som det er lige nu. Det var også lidt sjovt at de kom med et "G" på låget, for det passer jo perfekt til "GiZmo". Det virker som om de er skabt til mig.
Jeg ville som sagt gerne bruge dem til at få styr på noget af al min rod på sofabordet. Ting som fjernbetjeninger, håndcremer, læbepromader, kort osv. Der er så mange løse ting at jeg var ved at blive sindsyg. Nu kan jeg gemme det lidt væk, men stadig have det ved hånden. Og nu er der plads til min Bullet Journal, dagbog og penalhus på hylden under bordet også. Fantastisk! Og så har det kun kostet mig lidt maling og 10 kr for kasserne. Slet ikke dårligt. :D
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)