Anmeldelse af de første tre bøger i "Brødrene Harris"-serien af Amy Daws

Reklame for forlaget Flamingo og forfatter Amy Daws - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har været så heldig at modtage "Brødrene Harris"-serien af Amy Daws igennem forlaget Flamingo, som jeg var meget interesseret i at læse. Jeg havde hørt snak om at det var en virkelig skøn historie, og den ville jeg da gerne læse! Der er egentlig 5 bøger i serien, men det er kun de 3 første som var mulig at få fingrene i. Jeg håber dog stadig at kunne finde de to sidste et sted, men indtil da må jeg nøjes med disse tre.

Jeg fik ikke tilsendt alle tre bøger samtidig, så det har taget lidt tid at få dem samlet, men nu har jeg dem i min besiddelse og jeg har såment også fået dem læst, så nu har jeg en anmeldelse klar til jer.


"Giv slip"

Camden Harris og hans brødre spiller alle fodbold og har gjort det siden de var børn. Det skete helt automatisk da deres far vendte tilbage til sporten efter deres mor døde. Camden spiller på samme hold som sin tvilling, Tanner og deres yngste bror Booker. Den ældste bror spiller på professionelt niveau men de ses stadig ofte. Deres søster Vilma har altid været som en bonusmor og hun står nu og skal være mor. Men brødrene er ikke til de faste forhold. Fodbolden kommer i første række og damerne er bare sjove at hygge med. Men Camdens verden bliver vendt på hovedet en dag hvor han får en knæskade i en vigtig kamp.

Indie Porter har altid været super kvik og er sprunget flere klasser over, men en kæreste er det aldrig blevet til. Og med singlestatussen hører jomfrueligheden også med. Men det skal der ændres på. Sammen med sin kollega og bedste veninde, Belle, har hun lavet en penisliste og det er snart på tide at få udført nogle af punkterne derpå. Og Penis Nr 1 dumper ned på hendes undersøgelsesbriks på hospitalet før hun aner af det. En super fræk og flot fodboldspiller kommer ind med en knæskade og det bliver starten på en masse flirten og for hende overskridende grænser. Kunne han være den perfekte til punkt 1?

Der er slet ikke nogen tvivl om at der er stor tiltrækning hos dem begge, men da Indie ikke vil sætte sit job i fare holder hun igen. Det varer dog ikke længe før at Camden trænger igennem hendes panser. Da hun bliver revet med af spændingen aftaler de hurtigt at ses når han bliver udskrevet fra sin første indlæggelse. Og det bliver nogle vilde og intense dage. Indie har dog stadig paraderne oppe og da Camden pludselig begynder at ændre i deres planer og lader følelser blive blandet ind i det panikker Indie. Det må bare ikke ske. Hun kan ikke finde ud af det. Og hun tør ikke tro på at denne gud af en mand kan mene det alvorligt. Så hun stopper legen før den ender ud i noget som hun ikke kan føle sig sikker i.

Vrede, misforståelser og sårede følelser bliver giver helt store sneboldseffekt og der er ikke længere nogen af dem som kan slippe udenom det de har startet op. Camden finder ud af hvad der har gjort Indie så bange for følelser og Indie er den eneste som kan få Camden på rette spor igen. Men er de villige til at være der for hinanden? Kan det ende ud med at de alligevel tør satse på kærligheden?

Min Goodreads rating:
★★★★✩


"Hold ud"

Tanner er ligesom sine brødre allergisk overfor faste forhold. Engangsknald er det eneste rigtige når man som dem er fodboldspillere. Men da hans tvillingebror pludselig skifter taktik og finder sammen med lægen, Indie, så stopper tanner flirteriet med hendes veninde, Belle. En lækker kvinde som han arbejdede på at få på langs. Og nu hvor han står i en virkelig pinlig situation - endnu en af hans skandaler - viser det sig at hun muligvis kan blive hans redning. Og nu skylder han hende en kæmpe tjeneste. Men først vil han gøre noget for at takke den hjemløse person som hjalp ham med at komme i kontakt med hende.

Belle og Indie er flyttet sammen efter de stoppede med at arbejde på det samme hospital. Men de ses ikke så ofte længere. Og savnet bliver større for hver dag der går. Indie er ofte sammen med Camden, og når hun ikke er sammen med ham, så rejser hun rundt med hans gamle fodboldhold som deres holdlæge. Det giver Belle en masse tid for sig selv. Men det ændrer sig fra den ene dag til den anden. Tanners skandale er blevet fanget på billeder og på dem ser man også hende. Og det er et problem. Hendes familie begynder at råbe op og der skal gøres noget for at få fokus væk på rygterne. Og det kræver at Tanner og Belle skal tilbringe mere tid sammen. Den plan er ingen af dem interesseret i, men de kan ikke slippe udenom det. De bliver nødt til at fake-date for pressen.

Tanner er blevet suspenderet på holdet og dette "forhold" skal redde hans ansigt hos klubben. Men det bliver ikke nemt. Bølgerne går højt imellem dem og deres første par fake-dates går ikke helt så vellykket. Eller.. helt dårligt går det nu alligevel ikke. Vreden bliver hurtigt vendt til desperation og voldsom tiltrækning, og de ender hurtigt med at aftale at sex også bliver nødt til at være en del af aftalen. Ellers vil det aldrig lykkes dem at gennemføre en hel måned på denne måde.

Når man tilbringer så meget tid sammen er det svært ikke at komme lidt ind under huden på hinanden, og følelserne får lov til at titte frem. Men Belle er ikke interesseret i et fast forhold. Det kan hun ikke finde ud af. Og Tanner vil heller ikke binde sig. Men der er noget som trykker hos dem begge. Noget de ikke kan ignorere længere. Men hvad betyder det? Tør de satse på noget ægte?

Min Goodreads rating:
★★★★★


"Sats alt"

Booker er den yngste af Harris-brødrene og han er målmand på deres lokale fodboldhold. Han er den sidste der flytter ud for sig selv og takket være hans søster, så har han fået sig en lækker lejlighed tættere på byen. En lejlighed som han ved et tilfælde har fundet en roomie til. Hans bedste barndomsven, Poppy, vender nemlig tilbage til London efter at have boet i Tyskland i 6 år. 6 år hvor han har savnet hende og stadig er forvirret over at hun forsvandt så pludseligt. Men nu kan de måske indhente de år og genoptage deres venskab hvor de slap. Men hvad han ikke havde forventet er at hun er vokset op til at være en virkelig tiltrækkende kvinde.

Fra hun træder ind af døren i lejligheden vælter de gamle følelser for Booker ind over hende igen. Hun elsker ham stadig. Og det gør hende nervøs. For han føler ikke det samme for hende og derfor er det dumt at håbe på at det vil ske nu. Men.. han opfører sig anderledes. Som om han måske alligevel kunne have noget for hende? En smutter bliver til flere, men for hver gang det sker, så trækker Booker sig væk fra hende og virker afvisende. Hvorfor er han så forvirrende? Skal han have lov til at knuse hendes hjerte igen? Vil hun kunne nøjes med at de er venner? Det skal prøves af. For hun vil ikke miste ham og deres venskab.

Booker er forvirret og panikker hver gang han og Poppy kommer for tæt på hinanden. For han kan ikke elske hende som hun ønsker. Men han vil heller ikke give slip på hende. Hvad skal han dog gøre? Én fejltagelse og så stikker hun sikkert af igen. Men fejl begår han hele tiden når det kommer til denne forvirrende kvinde. Og da det værst tænkelige sker efter en livsændrende overraskelse, så skal han virkelig tage sig sammen. Han bliver nødt til at beslutte om han tør satse alt og give den der 'kærlighed' en chance. Men vil Poppy tilgive ham? Vil hun stadig have en fremtid med ham? Vil hun være en del af hans familie? Vil de turde at sætte deres venskab på spil for at se om det kan blive mere end det?

Min Goodreads rating:
★★★★★

Vi følger en fodboldtosset familie med en virkelig trist historie. Moderen døde tidligt, så det var op til faderen og søsteren at samle familien op, da de rykkede videre til deres nye liv. Familien består også af fire brødre - en storebror, to tvillinger og en yngre bror. Disse tre bøger følger tvillingerne og den yngste og hold da op hvor er det nogle hjerteskærende historier vi får.

Alle drengene spiller fodbold på professionelt plan og det er super spændende at følge. Og især at følge deres udvikling når det handler om at turde at åbne op for kærligheden. For ingen af dem er interesseret i det faste, men de bliver alle hårdt ramt af de helt vildt fantastiske kvinder der finder vej til deres hjerter. Jeg elsker at tvillingerne falder for to bedste-veninder og især at den yngste får en ny chance hos barndomsveninden. Men hold da op hvor skal de kæmpe for det, og det rammer en helt dybt i hjertet. Jeg er faldet pladask for Harris-familien og jeg bliver meget nødt til at finde de sidste to bøger, så jeg kan få historien om den sidste og ældste bror med.

Dette er en hjerteskærende og sexet sportsromance-serie som varmt kan anbefales.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)