Reklame for forlaget Klippe og forfatter Eva Munk - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.


"Tørke"
Pelle har forandret sig. Han er ikke længere interesseret i de samme ting som sine klassekammerater og de inviterer ham ikke længere med til fester og andre sammenkomster. Men det gør ham egentlig ikke noget. Og det hjælper en del at hans mor støtter ham fuldt ud i det han har af drømme om for fremtiden. Han vil ud og opleve verden. Ud og lære en masse. Men drømmene er truet af en stor ting som virker håbløs at kæmpe imod. Forureningen af kloden og de voldsomme klimaforandringer. Kloden er i fare for at gå under hvis mennesket ikke snart vågner op og gør noget ved det. Og det tænder en gnist i ham. Han må gå forrest og starte noget. Og ud af den gnist opstår instagram-profilen @grønklode.
Ret hurtigt er der respons på profilen og da en jævnaldrende pige fra samme område tager kontakt til ham går det for alvor igang. De deler idéer med hinanden og efter kort tid planlægger de at lave et møde. Et møde hvor de inviterer andre med samme interesse for en grønnere klode. Og det går overraskende godt. De får samlet en lille gruppe og kemien er god. Så god at de også begynder at ses privat. Deres lille projekt får hurtigt vokseværk. Men da det ser ud som om det går den rigtige vej møder de voldsom modgang. Modgang der er tæt på at tage modet fra Pelle. Har de for urealistiske mål? Er verden ligeglad?
Men de må ikke give op. Det er en vigtig sag. Og da der pludselig dukker et nyt medlem op til et af deres møder forandrer alt sig for Pelle. Motivationen er nu på det højeste. Og det hjælper helt sikkert på det at denne nye pige er super smuk og lige så motiveret til at gøre noget for klimaet. Det er kærlighed ved første blik. Og med Tennas hjælp går det stærkt. Utrolige muligheder dukker op og det er fantastisk. I sin lykkerus bliver Pelle endnu mere forblændet af denne pige og til sidst kan han ikke gemme på sine følelser længere. Han bliver nødt til at fortælle hende hvad han føler. Men vil hun afvise ham? Eller føler hun det samme for ham? Måske kan de gå en lysere og renere fremtid i møde - sammen?
★★★★✩

"Nordlys"
A.K. er begyndt at indse at hun ikke rigtig passer ind i skolen. Hun føler at hun har forsøgt at være en anden for at kunne hænge ud med klassekammeraterne, men nu vil hun ikke nøjes længere. Hun vil være sig selv. Men kan hun det? Og hvad betyder det for hendes fremtid? Hun skal nemlig vælge studieretning inden sommerferien og det stresser hende. For hvad skal hun vælge? Hvem er hun? Og hvad vil hun gerne med sit liv? Alt for mange og usikre valg. Men hendes forældre støtter hende i hvad end hun vælger, og det elsker hun dem for. Hendes forældre er fantastiske.
En dag støder hun på profilen @grønklode på instagram, og det er som om en gnist bliver tændt inden i hende. Dét vækker hendes interesse og hun tager straks kontakt til gruppen. Og derfra går det stærkt. De aftaler hurtigt at mødes og der dannes hurtigt en lille gruppe. En gruppe som A.K. straks føler sig hjemme og tryg i. Og så er deres mål for gruppen jo også et virelig vigtigt emne. Et emne der hurtigt begynder at fylde mere og mere i hendes liv. Men midt i hendes lykke begynder der hurtigt at dukke triste tanker op. For hun har valgt at tage på Efterskole efter Sommeren og det betyder at hun snart må forlade dem igen. Forlade sine bedste venner. Forlade en gruppe som hun hurtigt er kommet til at elske. Har hun taget et forkert valg?
Hendes nye venner viser sig at være forstående, men også super støttende. Uanset hvad A.K. vælger, så vil de altid være der for hende. Men tvivlen vokser alligevel i hende. For gør hun nok for gruppen? Har hun nok at byde ind med? Og hvad nu hvis hun alligevel mister dem i det år hun er væk? Det må tiden vise. Men der ulmer også andre følelser i gruppen. Kærlige følelser. Og ikke kun imellem Tenna og Pelle. Men vil usikkerhed og nerver ødelægge det? Og hvad så med sammenholdet? Hvordan vil det være hvis det hele går i kludder?
★★★★✩

Det er en virkelig rørende og tankevækkende serie, og temaet er i den grad aktuelt. En kamp for klimaet og de uhyggelige forandringer kloden gennemgår med forurening, naturudryddelser osv. Et emne som vi burde tage mere op end det i forvejen er. Jo der snakkes da om det en gang imellem, og man er også så småt begyndt herhjemme at gøre lidt mere ved problemet, men er det nok? Vil vi kunne nå at vende den skræmmende kurve? Jeg tvivler. Men det betyder ikke at man skal give op. Og jeg gør personligt selv hvad jeg kan for at have god samvittighed i hverdagen. Måske endda en smule mere efter at have læst Evas serie. En serie som har vækket vigtigheden af det hele hos mig. Og som har fået mig til at tænke mere over det.
Serien ville være perfekt at sætte på pensum i folkeskolen. Starte kampen for klimaet allerede hos de unge. Og måske sætte klimaet højt på listen over emner i de forskellige fag. For det er fremtiden der er i fare. Og vi efterlader en ødelagt klode til de kommende generationer. Det er nu der skal gøres noget. Før det for alvor er for sent.









Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)