Anmeldelse af "Flawless" ("Chestnut Springs" 1) af Elsie Silver

Jeg har set alle og deres mødre - okay, overdrivelse fremmer forståelsen her - snakke om "Chestnut Springs"-serien, og den er blevet rost til skyerne alle steder på de sociale medier. Dermed også forfatteren Elsie Silver. Fangede det min opmærksomhed? JA! Og da jeg så fandt ud af at det er en romantisk western serie, så blev jeg bare endnu mere interesseret. Jeg har kun læst enkelte bøger i den genre og jeg har elsket dem alle. Så jeg tænkte at denne serie helt klart også ville falde i min smag. Så derfor bestilte jeg den straks hjem.

Jeg har så også fundet ud af at der faktisk er en serie som "foregår" før denne, så den skulle jeg selvfølgelig også have fingrene i. Samt den serie som forfatteren i øjeblikket er igang med, som kommer efter "Chestnut Springs". Så jeg ligger nu også inde med serien "Gold Rush Ranch", som jeg egentlig gerne ville have læst først, men ikke kunne få fat i med det samme da de var igang med at få nye forsider, og de to første bøger i serien "Rose Hill". ;)

Men var det for optimistisk at købe alle de bøger før jeg overhovedet vidste om de ville falde i min smag? Lad os finde ud af det. Her kommer i hvert fald min anmeldelse af "Flawless" fra "Chestnut Springs"-serien.

Rhett Eaton er en stor tyrerytter og fans og sponsorer elsker ham. Eller det gjorde de. En uheldig udtalelse er kommet frem i lyset og en voldelig episode har fået flere sponsorer til at trække sig. Vigtige sponsorer. Og hans agent er på ingen måde tilfreds. Rhett bliver nødt til at tage sig sammen. Undskylde. Og finde sig i at han nu får en "babysitter" som skygge. En person som skal sørge for at han holder sig i et positivt lys. Ingen drukture. Ingen sex med tilfældige "Buckle Bunnies". Og ingen ballade. Og vigtigst af alt - hold fingrene for agentens datter. Hans nye skygge. Den smukke kvinde, Summer Hamilton.

Summer er lige startet med at arbejde hos sin far, og hun havde på ingen måde forudset at hun skulle være limet til siden på sit teenage-crush i flere måneder. Hun føler sig stadig voldsomt tiltrukket af ham, men hun bliver nødt til kun at holde det professionelt. Og det bliver nemt. Rhett lader til at hade hende. Så hun beslutter sig for at gå hårdt til ham. Ikke finde sig i hans attitude. Ikke finde sig i hans små semi-flirtende kommentarer. Han skal tage sig sammen. Og tage hans skader alvorlige. Skader som han ikke har fortalt nogen om. Hvorfor? Er han ligeglad med sit helbred? Med folk som elsker ham og som må være bekymret for ham? At være tyrerytter er på ingen måde ufarligt.

Rhett bliver mere og mere vild med denne stædige og frække kvinde. Og da en djavel fra hendes fortid begynder at røre på sig tilbyder han at være en torn i øjet på vedkommende. De kunne kysse imens han så på det? Et kys kan da ikke være så problematisk? Et kys der ender med at åbne op for lyster og følelser ingen af dem var forberedt på skulle eksplodere lige i hovedet på dem. Men ville det være okay at udforske dem yderligere? Vil Summer tro at hun bare er endnu en erobring for Rhett? Vil Rhett kunne overbevise hende om det modsatte? Og vil deres nye forhold kunne overleve en bombe af afsløringer? Vil de turde at åbne deres hjerter helt op for hinanden?

Dette er en virkelig skøn western roman fra serien "Chestnut Springs" som har en god portion af humor, kærlighed, hemmeligheder, familiekonflikter, drama og stort begær. En tyrerytter og en agents datter. Det burde ikke blive til noget imellem dem, men kemi og tiltrækning er svært at ignorere. En hjertevarm kærlighedshistorie.

Okay... jeg forstår hypen. Dette er godt nok kun den første bog i serien, men det lover godt for resten af den. Og de to andre som jeg nu glæder mig til at komme igang med. Så fortryder jeg at jeg har købt alle de bøger af Elsie Silver? NEJ! Dette er en af de bedste - og måske lidt dyre - beslutninger jeg har taget. Jeg elsker at jeg nu har de bøger i min besiddelse. Og jeg kan varmt anbefale jer at læse dem. Især folk der måske har været i tvivl fordi de tror det er hard-core western. For det kan jeg sige at det ikke er. Det har den helt rigtige portion western og alm. romance. ;)

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)