Hvad er der sket?!

Nu er jeg et par gange blevet spurgt ind til, hvorfor jeg har været så stille på bloggen, og hvorfor jeg ikke rigtig har blogget noget personligt, og... tænkte det var på tide at fortælle jer det. Jeg har ikke haft det så godt i nogle dage. Jeg slås stadig med hvad lægen tror har været en lungebetændelse, som jeg fik i starten af December, og derudover så er min angst, aggression og depression virkelig eksploderet. Jeg har ikke haft det så skidt længe, og jeg er konstant bange. Jeg ved godt at der sidder mange derude bag skærmene, som ikke tror på de ting jeg skriver, og som har gjort det til en hobby, at forsøge at få mig trukket helt ud hvor jeg ikke kan bunde og til sidst giver op. Men denne gang er det ikke jer der er skyld i at jeg flere dage har overvejet at give op. Sælge alle mine ting, bortadoptere prinsen og bare... forsvinde på den hurtigst tænkelige måde. Har ikke haft det sådan siden 2010. Og det var noget jeg aldrig havde håbet at jeg skulle opleve igen.

Jeg tror juledagene var startskudet til dette, og jeg har hele tiden sagt til mig selv, at det bare var pjat, men som tiden er gået, så er jeg bare blevet bekræftet i at det har været det som nu gør at jeg gennemlever hele min barndom igen og svigten der stammer helt tilbage fra dengang.
Jeg er virkelig begyndt at føle mig alene og overset. Og de planer jeg har haft mht. 2015 ser ud til at blive revet fra mig igen. Og det trigger bare angsten på det højeste. Jeg er bange for at mine kampe og planer for det næste halve år er spildte. Planen om at blive psykisk og fysisk klar til skolestart, finde ud af om jeg overhovedet kan komme ind på uddannelsen, om der bliver råd osv osv osv... Alt det falder fra hinanden, fordi jeg er bange for at mødet på kommunen på mandag vil ødelægge det. Jeg er bange for at jeg bliver nødt til at stoppe behandling af psoriasis, og mine møder med psykegruppen, da jeg er bange for at de vil tvinge mig ud i noget, der vil forhindre mig i de ting. Jeg er bange for at de vil smide mig ud i ting der vil gøre mine udgifter større og det har jeg slet ikke økonomi til på nuværende tidspunkt. Og det gør at min angst kører som en jojo lige pt. Og fordi jeg konstant går med hjertebanken og høj puls, ikke kan sove, ryster, ikke kan spise, bliver hurtig svimmel osv, gør at min aggression stiger i takt med at jeg bliver ekstremt frustreret over hele situationen. Der er ingen der hjælper - tværtimod.

Det jeg lige pt. er mest nervøs for er min aggression. For der skal utroligt lidt til før jeg får et voldsomt raseriudbrud, og det er noget jeg er bange for en dag ender med at gå ud over prinsen. Og det må for alt i verden ikke ske. Men når jeg får de anfald så bliver alt bare sort, og jeg indser først bagefter hvad jeg har gjort. Har heldigvis kun mistet noget service i køkkenet på dette. Det kan jeg sagtens leve med. Men... jeg kan bare ikke takle det længere jo mere angst jeg har og jo mere depressionen går amok. Jeg ved ikke hvad jeg gør hvis de på mandag ikke tager hensyn til disse ting. Jeg er simpelthen så bange!

Så det er det der er sket og som er grunden til at jeg ikke har været så aktiv herinde. Det irriterer mig, for bloggen er det som holder mig oppe og som jeg føler jeg kan leve igennem, men... ikke engang den har kunne få mit humør op i disse dage.

Jeg prøver dog at komme på andre tanker her i weekenden. Bliver jeg simpelthen nødt til, for jeg er en tiggende bombe og et nervevrag, og får jeg ikke bare lidt ro på, så ender jeg med et kæmpe angstanfald inden mødet på kommunen på mandag. Men det er svært. For jeg har på fornemmelsen at det er det møde der er gældende for hvordan det skal gå mig i 2015. /:

Translate posts in the bottom of my site

5 kommentarer:

  1. Du for en masse krammere og held og lykke fra mig!
    Jeg kan sangtens sætte mig ind i hvordan du har det (tror jeg) ihvertfald det du beskriver :)
    Jeg håber du finder nogle mennesker der tror på dig, holder dig oppe og holder af dig præcis som du er uden forventninger. Knus og kram :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak. De mennesker kan ikke gøre ret meget, når det er kommunen der sidder med min skæbne i hænderne lige nu. /:

      Slet
  2. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for dig søde, og sig endelig til hvis der er noget jeg kan gøre... <3
    Jeg har godt kunne mærke det på dig, men jeg føler ikke jeg kan sige noget der ville kunne hjælpe dig..
    Hvis du har brug for at snakke, selskab eller andet så sig endelig til.. Jeg er lige her.

    Knus og varmer tanker..
    Jeanette <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er desværre ikke ret meget at gøre. Kommunen sidder med min skæbne lige nu og det er dem der kan vælge at knække mig totalt eller lade mig gennemføre den aftale jeg troede jeg havde med min sagsbehandler. /:

      Og mange tak. <3

      Slet
    2. Du må ikke lade dem knække dig søde..<3 Jeg ved godt det føles som en helt umulig opgave, men jeg ved du er stærk og jeg ved du nok skal klare den.. Jeg ber virkelig til at du får en god samtale og at de tænker sig bare lidt om..

      Kram <3

      Slet