Mødet med psykiateren i går

Jeg var totalt kvæstet i går aftes inden jeg hoppede i seng. Jeg sov dårligt natten til i går og min mave gjorde knuder om morgenen pga. nerver, samt at jeg havde en voldsom kvalme. Jeg var simpelthen så nervøs. Jeg vidste heller ikke helt hvor det var henne, og endte faktisk også med at køre alt for langt, så jeg var glad for at jeg kørte så tidligt som jeg gjorde.
Der var en smule forsinkelse, så sad og blev mere nervøs i venteværelset, men havde lige hilst kort på psykiateren da jeg kom ind, så havde fået et hurtigt førstehåndsindtryk af ham inden jeg skulle ind. Det hjalp en smule. Men hold da op hvor havde jeg det ikke rart. Fik pillet så meget i mine neglebånd at de begyndte at bløde.

Da jeg kom ind og sidde snakkede vi lidt løst og fast for at jeg lige kunne komme lidt ned, men da vi så skulle til at snakke om det, jeg har oplevet siden min barndom så krakkelerede facaden. Jeg tudede og tudede. Fik fortalt det meget overfladisk, men føler jeg fik det meste med. Og så skulle han så komme med hans vurdering. Han mener ikke at jeg skal på medicin lige nu, for det ligger meget dybere. Der skal graves helt ned til bunden og der skal gås helt i deltaljer med mine oplevelser, tanker osv. Det er en meget lang proces siger han, men han mener det er nødvendigt når mine ting går helt tilbage til min barndom. Det er så lige noget jeg skal give besked til min sagsbehandler om, for ved ikke om de har taget højde for at det kunne ske. Men der er mange ting vi skal arbejde med og det var jeg godt lidt klar over.

Det sidste han så spørger mig om, er om jeg har læst lidt på ADHD, og det måtte jeg jo indrømme at jeg ikke har. Har læst en smule på Asberger da det nok er det min søster har, men ikke det andet. Han siger at meget af det jeg har siddet og fortalt godt kan lyde som ADHD, så nu skal vi have undersøgt det nærmere. Jeg knak fuldstændig sammen da han sagde det. Og var i chok da han så kommer hen og krammer mig bagefter og siger "Du har virkelig ikke fået ret meget kærlighed i din barndom og i din voksenalder." Ved ikke hvordan jeg lige skal have det med det kram. Det var både rart men også lidt grænseoverskridende.

Men ja... Der ligger en masse arbejde forude nede hos dem, og jeg tror og håber på at det bliver godt. Jeg kunne så forstå på min søster at mine forældre stejlede totalt over denne melding. Jeg er jo ikke syg i deres øjne. Jeg skal bare tage mig sammen. Hvis jeg er syg lever der hunde på Mars. Det kunne de lige så godt have sagt. Tror inderst inde det er deres frygt for at indse at de har fejlet som forældre på mange områder. Men de må sku vågne op til virkeligheden. Både min søster og jeg er syge og det bliver man altså ikke af ingenting. Men dem om det. Hvis ikke de vil være en del af min rejse mod at blive rask, så er det deres valg.

Så nu skal der læses og udfyldes skema. De ting jeg så ikke selv kan huske eller har fortrængt, skal jeg finde et familiemedlem der kan svare på for mig. Og jeg har en idé om hvem det skal være. Håber hun vil være mig behjælpelig med det. Hun er så småt blevet en del af mit liv igen.