Den Ultimative Bog Tag

Jeg har skrevet endnu et opvarmnings indlæg i anledningen af det kommende Dewey’s 24 Hour Read-a-Thon. Denne gang har jeg været henne og kigge en masse bog-tags igennem og plukket de mest tiltalende (for mig) spørgsmål ud og besvaret dem. I er selvfølgelig mere end velkomne til at besvare dem også, og jeg ville elske hvis I ville dele jeres indlæg med mig så jeg kan læse med. Så smid endelig et link i en kommentar til dette indlæg, hvis I beslutter jer for at hoppe med på taggen og skrive et indlæg med den. ;) Og nu til mine besvarelser.

● Bliver du køresyg hvis du læser imens du er ude og køre?
Jeg behøver dårligt nok at kigge ned i en bog eller på min telefon, så bliver jeg køresyg. Der skal ikke så meget til. Jeg ville dog elske at kunne læse imens jeg fx kører i bus. Turen til Odense kan være lang når jeg skal på sygehuse, så det ville være skønt at kunne læse i den time. Men sådan kan det desværre ikke blive. Jeg bliver nødt til at holde blikket rettet på den vej jeg kører.

● Fysiske eller e-bøger?
Jeg vil altid vælge fysiske bøger. En bog er af papir og blæk, og det skal man ikke tage fra mig. Charmen ved at læse en bog forsvinder jo når det hele bliver digitaliseret. Vil kunne mærke, dufte og vende siderne fysisk. Og jeg vil kunne sidde og kigge på dem.

● Har du altid en bog med dig når du tager hjemmefra?
For det meste har jeg, men kun hvis jeg ved at jeg får mulighed for at læse lidt. Så det sker ikke så tit. Har nemlig ikke mulighed for at læse ret meget når jeg ikke er hjemme. Men kunne jeg læse under transport ville jeg helt sikkert altid have en bog med mig.

● Skal du bruge ro eller en smule baggrunds støj imens du læser?
Det gør faktisk ikke den store forskel for mig. Dog skal der ikke ret meget støj til før at jeg mister koncentrationen når jeg læser. Så en smule stille musik eller TVet på lav lydstyrke er faktisk rigtig fint for mig. Derudover så elsker jeg også når der er ro omkring mig. Det sker dog ikke så tit nu hvor jeg bor i en boligblok hvor der til tider er ret meget uro, samt en støjende vej lige udenfor vinduerne. Såå.... begge dele vil jeg nok svare.

● Dufter du til dine bøger?
Det gør jeg faktisk kun når de er nye. Der dufter de stadig ret kraftigt af papir og blæk. Jeg dufter ret sjældent til de bøger jeg køber brugt, da de desværre kan være fra et rygerhjem og det er simpelthen det værste når det kommer til dufte. Men duften af papir og blæk er skøn og jeg tager til tider mig selv i at sidde og sniffe lidt til dem.

● Bøger med eller uden små illustrationer?
Hmm... Uden. Jeg kigger ikke ret meget på illustrationer når jeg læser. Er jeg fanget af historien kan alt andet være ligegyldigt i en bog. Men jeg er meget grafisk og har en kreativ hjerne, så jeg elsker smukke illustrationer, men i bøger? Not so much. Der er det teksten det handler om - altså den skrevne historie. Så gerne uden.

● Hvor har du dine bøger stående henne?
Alle mine bøger befinder sig i min stue. Har tidligere haft nogen i soveværelset også, men der har jeg bare ikke så stor glæde af dem. Samt at jeg gerne vil have dem samlet ét sted - så det blev altså stuen. Havde jeg et ekstra rum dog, så havde jeg dem nok der. For så ville jeg lave mig selv et lille læserum - hvor jeg så også ville have al min makeup osv, så jeg kunne have det samlet.

● Tykke eller tynde bøger?
Helst tykke bøger. Men de små tynde bøger er også gode, da man kan have dem med i tasken og læse dem på farten. Men jeg holder dog mest af at læse store tykke bøger. Ønsker sjældent at historien jeg læser stopper, så jo tykkere jo bedre - eller jo flere bøger jo bedre. Elsker serier!

● Hvornår begyndte du for alvor at læse?
Jeg har altid læst en smule, men det var faktisk først i mit "fængsel" jeg tog bøgernes univers i brug. Jeg havde brug for at forsvinde fra hverdagen og drømme mig væk fra alt det lort jeg sad i den gang. Og det var starten på min kærlighed til bøger for alvor.

● En eller flere bøger af gangen?
Det er ikke en god idé for mig at have gang i flere bøger på én gang. Min ADHD hjerne ville straffe mig hvis det var. Jeg har brug for at følge én historie af gangen.

● Hvordan ser dit drømme læse-spot ud?
Jeg har altid haft en stor drøm om at have et lille privat bibliotek med bøger fra gulv til loft, en ekstremt behagelig læsestol, måske en pejs eller noget, og så bare kunne lukke og låse døren og bare forsvinde væk i mine bøger. Håber stadig at få det en dag.

● Ødelægge bog-ryggen eller bevare den?
Jeg går ikke op i at ryggen på mine bøger skal være intakte. Det er også utroligt svært ved de tykke bøger. Der vil komme tydelige folder i, og det er helt fint med mig. Man må altså godt kunne se at der er læst i dem. Det er der jo også lidt charme i, ik?

● Hvornår græd du sidst til en bog?
*Hahahah* Det er næsten nemmere at spørge hvornår jeg ikke græd til en bog. Jeg er ret sensitiv og det gælder alt. Jeg har alle følelser med når jeg læser en bog. Jeg griner, græder, råber, sukker.... ja som sagt - alle følelser.

● Serier eller enkeltstående bøger?
Helst serier. Jeg har svært ved at slippe det jeg læser, så jo længere det tager, jo bedre. Men en gang imellem er det rart med de små enkeltstående bøger. De er gode når man har brug for et afbræk imellem de serier man nu måtte læse. Jeg har dog ikke haft ret mange enkeltstående bøger, men hver gang der er tilbud på pocket bøger eller lignende så køber jeg gerne et par stykker - hvis de altså ikke er en fra en serie. Jeg vil nemlig gerne have flere af den slags bøger. Mine serier er ret lange, så der samles nu også på de enkelte.

● Hvor mange bøger har du liggende på dit natbord?
Jeg har ikke noget natbord, så svaret er ingen. Dog tager jeg altid den bog jeg er igang med med ind til sengen når jeg skal i seng. Man kan jo aldrig vide om man lige har en time eller to til at læse lidt. ;)

● Paperback eller Hardback?
Paperbacks ligger bedst i hånden, så det er nok dem jeg foretrækker. Men hardbacks står bedst i reolen. De falder ikke sammen hvis de ikke står tæt op af hinanden. De er dog til tider ret tunge at sidde med. Men.. jeg ville ikke fravælge den ene fremfor den anden.

● Hvad foretrækker du at tygge på og drikke imens du læser?
Små snacks, gerne lidt søde sager. Jeg skal bruge noget der ikke gør mig træt, da jeg hurtigt kan blive lidt tung i hovedet når jeg læser. Og drikkelse der skal det helst være vand.

● Når det kommer til størrelsen, foretrækker du så små eller store bøger?
Jeg har intet imod de større bøger, og ved dem bliver teksten heller ikke for lille eller tæt, men de kan være virkelig upraktiske at sidde med. Og så synes jeg virkelig de mindre bøger (fx pocket bøger) er skønne! Elsker små nuttet bøger - også de tykke af dem. De ligger altså bare bedre i hånden. Og ja teksten bliver derved også ret tæt og lille, men det er noget jeg sagtens kan leve med.

● Kunne du finde på at læse forud og/eller springe sider over?
Jeg er faktisk ret slemt til dette. Især når det kommer til serier. Jeg er virkelig utålmodig og når jeg bliver fanget af en historie, så kan jeg have svært ved at vente med at få at vide hvordan det ender. Jeg skimter derfor de sidste par sider igennem og gerne bøgerne resten af serien. Har gjort det ved en del serier efterhånden. Jeg kan simpelthen ikke holde ud ikke at vide hvad der sker.

● Har du en bestemt orden i din bogreol? Inddelt efter forfatter, farver, genre?
Jeg har egentlig ikke nogen bestemt orden i min reol. Holder gerne bøger skrevet af den samme forfatter sammen, men ellers ikke. Har dog tænkt at det ville være fint hvis jeg inddelte mine bøger i regnbuens farver, men så ville mine bøger stå alt for spredte når det kommer til mine serier, og det ønsker jeg ikke.


I er selvfølgelig også meget velkomne til at læse de andre tre boglige tags jeg har haft her på bloggen, samt mit første opvarmnings indlæg til dette Read-a-Thon, og dem kan I finde her:
TBR TagBoglig "Would You Rather" TagThe Book TagMine Boglige Pet Peeves

2 kommentarer:

  1. Elsker disse blogindlægges hos andre, og må se at få lavet et selv!:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det ville være dejligt hvis du valgte at lave det. :D Elsker at kunne inspirere andre.

      Slet