Genbrugsguld - Marmor og Serveringsfad

For et par uger siden var vi i Kirkeby for at besøge et af Sydfyns største loppemarkeder, og på vej hjem faldt vi over et lille garageloppemarked som vi kørte ind til. Der var ikke ret meget der var noget værd, men på vej ud spottede jeg disse fine marmor-ting og et simpelt serveringsfad.

Jeg har længe ledt efter nogle fade eller udstillings-plader som jeg kan bruge, når jeg viser produkter og ting frem jeg har købt. Jeg har gerne ville have noget med marmor, som kunne skille sig lidt ud fra det andet jeg har, så da jeg så disse måtte jeg altså bare have dem med hjem. Den ene plade er en firkantet marmorplade med meget små ben under. Nok til at den bliver løftet en smule fra den overflade den står på. Perfekt! Den har et lille skår, så jeg fik den til en flad femmer.

Den runde marmorplade står på en rund fod og den kan surre rundt! Jeg faldt pladask for den, og den er jo perfekt til et middagsbord hvor man har små skåle med tilbehør alle skal kunne komme til. Den er en smule skæv i foden, så pladen er ikke i vatter, men det gør ikke heeelt så meget. Bare mine produkter kan blive liggende og blive vist fint frem. Og så er marmoren på den bare perfekt. Har den helt rigtige farve og perfekt mængde årer. Mener jeg fik dette til en tier.

Sidst men ikke mindst, så er der det flade hvide serveringsfad. Dette er også perfekt til fremvisning af produkter, men så sandelig også til mad hvis jeg skal have gæster til middag. Dette fad fik jeg vist også til en lille tier eller også var det en femmer. Kan ikke helt huske det. Men jeg er i hvert fald super tilfreds med mit køb på det garagemarked. :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)